Man har talt meget om et vendepunkt i det litterære klima i Sverige omkring 1975. Nye lyrikere debuterer, til dels takket være statslig litteraturstøtte. Der skabes plads til et mere nuanceret syn på, hvad poesi er og kan være. Den indre virkelighed og de kvindelige erfaringer tilkendes deres betydning.Hele modernismens rige arsenal af udtryk – med rødder i symbolisme og romantik – står til rådighed for de kvindelige digtere, som debuterer i den sidste halvdel af 70’erne, og som kommer til at høre til blandt de fornemste i deres generation. De er samtidige med den nye kvindebevægelse, og på forskellig måde gestalter de sanselighed, erotik, kønnets mørke sprog og moderskabets egenartede sjælelige og kropslige landskaber.
Tag: Litteraturkritikere
70’ernes nye kvindeoffentlighed.
Korpfolksungen er den finlandssvenske forfatter og billedkunstner Irmelin Sandman Lilius’ 40. bog. Hun debuterede som 19-årig i 1955 og har siden etableret sig som en af Finlands internationalt bedst kendte børnebogsforfattere. I Korpfolksungen forenes flere af hendes typiske fortællegreb. De glidende overgange mellem det realistiske og det fantastiske, mellem barne- og voksenverdenen, mellem mytisk tid, historisk epokeskildring og nutid gør hende til en grænseoverskridende flerbundet forfatter for alle aldre.I det samfund hun opbygger i bog efter bog, er hovedpersonerne strædernes fattigfolk. Denne verden af fattigfolk er en minutiøst beskrevet kvindeverden, hvor pigerne udfører kvindearbejde, tager voksent ansvar og skaffer sig udkomme. I sin senere produktion stiger Irmelin Sandman Lilius stadig oftere ind i en selvbiografisk betinget virkelighed. I udsøgte små billedbøger går hun tilbage til sin barndom og ungdom.
Den danske forfatter Elsa Gress havde efter eget udsagn en kætterisk pen. Forfatterskabets gentagne tematiseringer af at-være-sat-udenfor er en refleksion af hendes egen oplevelse af at være udenfor, at være misforstået, at tale for døve øren. Den påtvungne følelse af anderledeshed i barndoms- og ungdomsårene fremstår i hendes erindringsbøger, som baggrunden for at hun etablerede sig som »professionel outsider«. Forfatterskabet præges af brydningen mellem at ville fastholde en marginalposition – at være outsideren, der ser klarere – og at ville høres og forstås.At den kvindelige forfatter, og kvinden som debattør, er udsat for fordomme, oplevede Elsa Gress som en fællesskæbne for skrivende kvinder. Hendes egne skrifter blev enten rost som »lige så solide og indsigtsfulde som en mands«, eller hun blev kaldt »lynende ondskabsfuld som kun en intelligent kvinde kan være det«. Som samfunds-, kultur- og kønsrevser fik hun ganske vist læserne til »at høre efter« – men ikke til at makke ret.
Der er flere træk hos Kerstin Söderholm, som gør hende til en finlandssvensk Karin Boye eller Virginia Woolf; det privilegium det var at leve og arbejde i hjertet af avantgardismen, men også hudløsheden, et svigtende fysisk og psykisk helbred og en dødsdrift, der førte til døden for egen hånd.Som flere andre finlandssvenske modernisters digtning er hendes digte for en stor dels vedkommende naturlyrik. Hos hende smelter jeg’et og naturen sammen. Samtidig er hendes digtning en metode til at definere det usikre jeg og et vigende utilnærmeligt du.
Karin Boyes mest inspirerede digte synes at være blevet til i skæringspunktet mellem to verdener: »skinnets verden – en verden, der forestiller« og »den anden verden, den tunge, omformende«. I lyrikken vibrerer spændingen mellem »det som brister/ og det som stænger« og får sin udløsning i den euforiske lethed, frihedsjublen, hvor jeg’et udleverer sig uden forbehold til »den tillid, der skaber verden«.Hendes selvmord i 1941 har siden farvet synet på hendes liv og digtning. Ofte er forfatterinden blevet fremstillet som »tragisk« og »skæbnebestemt« allerede fra begyndelsen og gennemgående tolket som et menneske, der heroisk kæmpede mod sin »dødsdrift«. Hendes fortællinger og digte udspilles ofte i mellemområdet mellem søvn og vågen tilstand, denne uvirkelige verden, hvor drøm og begær udspiller sig, det sted, som vi aldrig helt har forladt og altid dybest inde vil længes tilbage til.
Sverige var det første nordiske land, der lukkede kvinderne ind på universiteterne. Men studinerne følte sig usikre ved deres situation. Tilsyneladende delte de vilkår med mændene. Men i virkeligheden var vilkårene yderst forskellige. For mændene var de gamle traditioner en medfødt ret. Over for dette var kvinderne som indtrængende fra en fremmed planet. Og de spurgte sig selv, om de skulle falde ind, understrege det fælles, eller fremhæve det forskellige.I løbet af 1880’erne og begyndelsen af 90’erne vogtedes på alt, der kunne fokusere på kvinden som afvigende. Omkring århundredskiftet ændredes strategien imidlertid, »kvindeligheden« understregedes, forskellene sattes i relief.Året for omsvinget var i Sverige 1896 med Ellen Keys Missbrukad kvinnokraft. Her efterfølges emancipation og ligestilling af krav til kvinden om at præge samfundet og kulturen med sin egenart. Således fik kvinden en ny værdighed i sin egenskab af kvinde. Men også nye byrder. Og det påvirkede tidens kvindelige akademikere.
Den finske forfatters Hagar Olssons debut i 1916 bliver sammen med Edith Södergrans debut samme år almindeligvis angivet som den finlands-svenske modernismes fødsel. Som litteraturkritiker på Dagens press begyndte hendes legendariske kampagne for »det moderne« i kunst og digtning. I hendes litterære program stod tillid til livskræfterne, til menneskeåndens magt til at forvandle verden og til kunstnerens hellige kald centralt. Samtidig afstedkom hun den største formelle fornyelse inden for dramatikken. Hendes skuespil er i høj grad politisk teater, forkyndelse og agitation.Fra begyndelsen af 1930’erne blev »den nye kvinde« og hendes problematik et stadig tydeligere tema i Hagar Olssons romaner. Og den tætte kontakt til både den feministiske kvindegruppe omkring tidsskriftet Tidevarvet og Kvinnliga medborgarskolan på Fogelstad skærpede hendes interesse for kvindespørgmål.
Svenske Ellen Key satte fokus på det sammensatte. Ikke bare i kvindespørgsmålet – men overhovedet i spørgsmålet om forholdet mellem tradition og modernitet. Det var i bestræbelserne på at forene de tilsyneladende modsigelser i konservatismen og radikalismen, at hun blev en omdiskuteret skikkelse. Hendes forfatterskab blev et medium – det pegede ikke ind mod sig selv, men virkede snarere som en smeltedigel. Hendes skrifter er på en gang udtryk for en uhyre kulturel modtagelighed og er samtidig originale i deres visionære kombinatoriske greb. Traditionen stilles ikke i modsætning til moderniteten, men begribes i lyset af hendes engagement i sin nutid: Kvindesagen, arbejderbevægelsen, den folkelige uddannelse og den moderne brydning mellem naturvidenskab og religion er overalt til stede som konteksten i forfatterskabet. Hun blev et organisk bindeled mellem det moderne gennembrud og det 20. århundredes modernistiske strømninger.
En norsk kvindeoffentlighed vokser frem.