En oplevelse af at tiden bare går og en længsel efter frihed, kærlighed og et sprog, der kan rumme livets og jeg’ets mange glimtende facetter, trænger sig på i mange tekster af 1990’ernes danske debutanter.Men 1990’ernes digtning begræder ikke et menings- og identitetstab, eller gør kroppen til en sidste referent, men søger glimt af liv og identitet i bevægelser og ved retningsskift. For 1990’er-litteraturen opfatter fortrinsvis liv og betydningsdannelse som forvandling eller bevægelse. Netop i en bevægelse omkring kvindefigurer iscenesættes subjektet med hele dets bagage af smerte, ensomhed, længsel, selvdestruktion, ironi og humor. Subjektet opfindes, udforskes, tænker eller er til stede som en tekstlig energi i fortællingen eller digtet.De mange unge forfattere, der debuterede i 1990’erne, er blevet genstand for stor opmærksomhed.
Tag: Kvindelighed
Den svenske forfatter Carola Hanssons forfatterskab befinder sig midt i 80’ernes æstetiske turbulens af nye tendenser. Alligevel er hendes romaner ved siden af den litterære hovedstrøm. De handler som megen anden prosa i årtiet om en opløst identitet, et mistet sprog og erindringens flygtige karakter. I centrum finder man den modernistiske antihelt, et hjemløst fremmedgjort menneske, der søger sin identitet uden nogensinde at finde den.Den samme identitetsopløsning tematiseres hos Åsa Nelvin, der allerede i sin debut, børnebogen De vita björnarna (De hvide bjørne) fra 1969, skildrer den konflikt mellem jeg’et og verden, som kom til at bære hele hendes forfatterskab. De metafiktive, klichéagtige og ironiske træk i hendes tekster mangfoldiggør og destabiliserer tekstens jeg. Og gør opmærksom på, at skildringen af denne opløste kvindelige »identitet« er en diskussion af kvindens forhold til sprog, kreativitet og en endnu ikke realiserbar, ny kvindelighed.
I 1960’erne veg den islandske rimtradition til fordel for en »fri« modernistisk digtform i forlængelse af et internationalt oprør inden for det poetiske sprog. Forfatteren Steinunn Sigurðardóttir træder i 1969 19 år gammel frem med en digtsamling i skæringspunktet mellem modernismen og 1970’ernes opgør med modernismens utilgængelighed.Hendes forfatterskab har vakt stor opmærksomhed og præges af en lethed i legen med ordene. Den tematiske kombination af ‘adskillelsen’ og et ‘mangesidet selv’, som slår ned i hendes digte og prosaværker, følges af refleksion over tiden, dens væsen og dens forgængelighed. En søgen efter tiden går hånd i hånd med en søgen efter selvet. Forfatteren er i dag et fyrtårn i islandsk litteratur. Hendes tematiske tråd er videreført af islandske forfattere som Vigdís Grímsdóttir og Álfrún Gunnlaugsdóttir.
Mens den nye kvindebevægelse i løbet af 1970’erne var med til at bringe læseren på scenen og gøre hende til forfatter, bekender eller debattør i samtale om kvindeliv og kønsroller, formulerer 1980’er-litteraturens kvinder og mænd forholdet mellem læsere og forfattere på andre måder. Scenen skiftede hurtigt og dramatisk: Centrum var ikke længere erfaringen og samtalen, men udforskningen og æstetikken.En ny professionalisering af litteraturen fandt sted, og unge veluddannede læsere, der ikke søgte svar og bekræftelse, men oplevelse, anfægtelse, skønhed og indsigt i litteraturen, flokkedes om de unge digtere på de vidtoplyste caféer.
Flere kvindelige digtere i 1980’ernes svenske lyrik blev beskyldt for at skrive uigennemskueligt og ubegribeligt. Alligevel blev de periodens centrale digtere. Ann Jäderlund, Birgitta Lillpers og Katarina Frostenson debuterer efter et tiår med ligefrem og hverdagsagtig poesi. I 1980’er-lyrikken erkendes afstanden mellem sprog og verden imidlertid. Disse kvindelige lyrikere påviser den, benytter sig af den og leger med den. Det sprog, vi til daglig anvender for at orientere os i verden, fremstår pludselig som et vilkårligt system.De kvindelige lyrikere stræber efter at blokere for en intellektuel læsning for at gøre sproget mere direkte. Man kan kalde det et kroppens sprog. Et fælles kendetegn er, at de ikke selvfølgeligt kan sige jeg. De vender ryggen til modernismens stolte stræben efter et autentisk jeg. Det jeg, der træder frem i deres digte, er splittet.
Postmoderne fortællere.
Med bøgerne om Hilke Thorhus skabte den norske forfatter Kim Småge en forløber for det, der gennem 1980’erne og 90’erne både nationalt og internationalt eksploderede som en selvstændig genre: kriminalromaner med kvindelige hovedpersoner. Hun slog en kile ind i det maskulint dominerede felt, norsk kriminallitteratur indtil da havde været. Hun og de kvindelige forfattere, der er fulgt i hendes spor, har vist, at kvindesynsvinklen kan berige og forny den kriminelle intrige.En anden norsk forfatter, Elin Brodin, har siden debuten i 1983 skabt et stort prosaforfatterskab, der omfatter romaner, børne- og ungdomsbøger og debatbøger. Hendes samfundskritiske engagement spænder fra kritik af børns og unges vilkår over behandlingen af narkomaner og syge. Tematisk kredser hun om det ondes problem i en normløs kultur. Hendes projekt er at knuse idyllen.Mari Osmundsens (pseudonym) forfatterskab kan sammenlignes med Elin Brodins. Som politisk bevidste kulturkritikere er de begge optaget af menneskelig lidelse og skyld i vores moderne samfund. De står begge med et ben i den socialrealistiske romantradition. Men hvor Elin Brodin skildrer det katastrofale, er Mari Osmundsen optaget af at formidle en tro på, at selv det ubetydeligste menneske kan mobilisere indre styrke og kærlighed.
Den svenske forfatter Kerstin Ekman er Elin Wägners kvindelige arvtager og en ven af hendes bidende samfundskritik og stærke patos. Hendes omfattende forfatterskab opstod af en række detektivromaner, men gennemgik siden en udvikling bort fra kriminalgenren samtidig med, at hun tog detektivromanen med ind i romanen.Forfatterskabet rummer kontroversielle opfattelser af Gud og metafysiske antydninger, der markerer en kamp mod de mandlige ideologier, som i årtusinder har indlemmet kvinden i et mønster, hvor hun har måttet kæmpe mod sig selv. Hendes bøger er indbyrdes meget forskellige. Hun afprøver hele tiden nye former. Men de drejer sig alle om kærlighedsløshed og kærlighed. Og om at rejse i sproget gennem stadige forvandlinger hen imod et midtpunkt i mennesket – »et punkt hvor hun er sig selv«.
Eksistentiel poesi.
Cecilie Løveids tre første prosalyriske romaner bryder radikalt med den socialrealistiske romangenre, der dominerer i Norge i 1970’erne. Hun insisterer på sin modernistiske æstetik, hvor fragment, collage, intertekstualitet og flerstemmighed foretrækkes frem for de realistiske koder. Hun er fundamentalt forankret i poesien, og fordi hun forbliver en modernistisk lyriker, uanset hvilken genre hun tilnærmer sig, bliver det umuligt for hende at træde ind i et socialrealistisk formsprog.Det samme gælder for så vidt Kari Bøge, der med sin eksperimentelle bogdebut Asmorelda i 1971 også bryder med den realistiske fortælletradition og repræsenterer et af de første væsentlige forsøg på at skrive en ny kvindelig modernistisk prosa i Norge. Hun adskiller sig fra andre kvindelige forfattere omkring 1970, idet hun insisterer på en ahistorisk individualisme og en tomhedens æstetik, men samtidig lancerer nogle temaer, der var centrale for en feministisk bevidst digtning: identitetsspørgsmålet, forholdet til manden og forholdet til skriften.