Det var en følelse af smerte og håbløshed, der i 1855 fik den kun 42-årige danske skuespillerinde Johanne Luise Heiberg til at påbegynde sine erindringer: Et Liv gjenoplevet i Erindringen. Som romantikkens største skuespillerinde var hun blevet en myte i levende live. Men kravet om større realisme på scenen begyndte så småt at signalere en ny tid.Trangen til afklaring bliver i det fire bind lange erindringsværk samtidig til en skriftens iscenesættelse, som belyser de dele af den personlige historie, der skal til for at skabe det varige monument over hendes liv og kunst. En beskrivelse af et liv set gennem et skarpt selekterende blik. For at glorificere og bevare – men også forstå – det, der havde været hendes egen forgængelige kunst.
Tag: Kvindelighed
Den ideelle kvindelighed, som 1700-tallets moralske fortællinger og borgerlige komedier havde beskrevet, var ikke tavs og umælende. Men det blev den. For mange af de skrivende kvinder synes dette at skrive at blive en kærkommen mulighed for at bryde den stilhed, der i 1800-tallets første halvdel sænkede sig over kvinders liv – en stilhedens retorik.Nordiske kvinders romaner og fortællinger fra 1800-tallets midte placerer ofte en stille, magtfuld kvindefigur centralt i sit persongalleri. Den gode kvindelighed var tyst og selvopofrende; men de kvinder, der begyndte at tale og skrive, så også sig selv som gode kvinder, og forestillede sig, at deres tale og optræden kunne være ideel, at de stummes lejr havde noget at berette, der kunne gavne nationen og det menneskelige samfund.
Den svenske romantiks mest værdsatte kvindelige forfatter var Euphrosyne, pseudonym for Julia Christina Nyberg. Hun debuterede i 1817 med nogle digte i Poetisk kalender, et af romantikkens centrale litterære tidsskrifter. Kritikere, der bekendte sig til romantikkens æstetiske idealer, kommenterede som regel hendes tekster med sympati og påskønnelse.Hendes berømmelse lader til at have været størst i 1820’erne. Hun hentede mange af sine motiver fra eventyr, sagn og legender – helt efter tidens smag. Naturen var en anden af hendes inspirationskilder. Blomster, fugle og årstidernes vekslen blev genstand for flere af hendes smukkeste digte. Selvom det var kærligheden, hun helst og mest inderligt besang, skildrede hun i flere digte det litterære etablissement – ofte satirisk.Den eneste prosatekst hun offentliggjorde, var »Den sköna Cunigunda«. For en nutidig læser er det hendes mest interessante tekst. Her sætter hun en række kvindebilleder, hentet fra Bibelen og den gamle egyptiske gudeverden og den samtidige litteratur, i forhold til hinanden.
Danske Friederike Brun holdt salon i over 40 år. Her kom berømte kunstnere som C.E.F. Weyse, D. F. R. Kuhlau, Jens Baggesen, Adam Oehlenschläger, Just Mathias Thiele, Bertel Thorvaldsen, J. L. Heiberg og mange udenlandske gæster. Salonen var en slags åbent hus og havde sin guldalder i årene 1810-16. I disse år var den ugentlige modtagelsesaften et større leben. Under middagen og senere i pauserne mellem musik, levende tableauer og oplæsning førte man kultiveret æstetisk samtale, og underholdningen blev leveret af de besøgende kunstnere og af datteren Ida.Friederike Brun selv skrev hele sit liv. Hun udgav 15 bind blandede værker. Alligevel må hun ses som en overgangsfigur, ligesom hele salonkulturen var et overgangsfænomen – mellem en feudal og en borgerligt domineret kultur. Hun og hendes salon var udtryk for en levet utopi om en tredje vej: mellem feudalisme og kapitalisme, mellem det kvindelige og det mandlige som skarpt adskilte sfærer. I salonen mødtes disse modsætninger i en kort tid.
Der er store forskelle imellem de kvindelige 1700-tals dramatikere i Danmark. Både Anna Catharina von Passow og Birgitte Catharine Boye dyrkede hyrdespillet som genre, men søgte hurtigt i forskellig retning. Boye helligede sig det heroiske skuespil, og Passow eksperimenterede med den nye komediekunst, som Charlotta Dorothea Biehl gjorde til sin vigtigste dramatiske genre.Mens Boyes dramatiske kunst er en højstemt afslutning på 1700-tallets heroiske dramatik, tilhører Passow og Biehl en tidligere generation; de er nytænkende. De har stor andel i, at det danske borgerteater bliver videreført i perioden efter Holbergs død i 1754.
Den norske Magdalene Sophie Buchholms trang til at skrive var stærk, men også konfliktfyldt. Hun producerede en lang række digte, hvoraf mange blev trykt i tidsskrifter og poetiske samlinger i løbet af 1780’erne. De fleste er samlet i hendes Poesier og udgivet i København i 1793. Samlingen blev udsendt under fuldt navn. Hun fandt det ikke nødvendigt at skjule sin identitet som kvinde. Hvad angår indhold og genrevalg var hun en tidstypisk forfatter. Produktionen omfatter både elegier, romancer, lejlighedsdigte, en ode, en romance og en heroide samt en hel del viser. Men de følsomme og elegiske digte dominerer hendes forfatterskab.
Christiane Korens rejsedagbog fra sin tid i København er en fin og personlig historie om det nye århundredes begyndelse i Danmark. I en livlig og talende prosa delagtiggør Koren sin kreds i sine oplevelser.1700-tallet var uigenkaldeligt forbi, og Korens skildring af livet i Madam Møllers pension og på Bakkehuset fortæller om kvindens nye rolle som muse og digtermoder i en fortrolig kreds af unge mænd og kommende genier.
Om danske 1700-tals-tidsskrifter og biblioteker.
I 1700-tallet etablerer den svenske presse sig. Og i århundredets anden halvdel udkommer en række tidsskrifter, som udtrykkeligt henvender sig til kvindelige læsere; Frustugo Bibliothek, Fruntimmers-Tidningar, Blad för Fruntimer. I flere af disse tidsskrifter er det en formodet kvindelig stemme, som taler til læseren.Men udgiverne og skribenterne er gennemgående anonyme, skjult bag signaturer og pseudonymer. Leg med kønsoverskridende spil på navne var legio dengang. Mandlige forfattere antog tit et kvindeligt navn, eller indtog en kvindelig position som kvindens fortrolige. Omvendt var de juridiske og sociale omstændigheder sådan, at i de tilfælde, hvor der virkelig var en kvinde bag teksten, kunne hun sjældent skrive i eget navn.Samtidig med, at der etableredes en intimiserende litteratur, som udtrykkeligt henvendte sig til kvinder, forblev den kvindelige stemme derfor ofte usynlig.
1700-tallets dagbøger har, ligesom brevene, indtænkt en eller flere læsere. Det kan være børnene, familien eller slægten, læsere, der somme tider tales direkte til i teksten. Dagbogen har således ikke den private eller hemmelige karakter, som den får i løbet af 1800-tallet, hvor den ofte tager form af journal intime, dvs. at den skrivende bliver mere analyserende og selviagttagende.I dronning Hedvig Elisabeth Charlottas dagbog finder man i 1800-tallet mere indtrængende analyser af egne følelser. Hun var en belæst person med viden om fransk brevkunst. Både hos Richardson og Rousseau havde hun sandsynligvis lært at analysere følelser. Hendes dagbøger blev en naturlig overgang til romantikkens journal intime og det nye menneskesyn, der groede frem.