2000-tallets nordiske romaner er fyldt med kvindelige detektiver, gotiske heltinder og monstre. Hos de mandlige forfattere forvandles den kvindelige hovedperson ofte til et destruktivt monster, hos de kvindelige forfattere derimod anvendes inddragelsen af overnaturlige træk ofte til at tematisere den kvindelige hovedpersons selvrealisering og frigørelse fra den herskende kønskontrakt og traditionelle familiemønstre. Eksponenter for den gotiske roman er bl.a. Leonora Christina Skov, Olga Ravn, Majgull Axelsson og Yrsa Sigurðardóttir.
Tag: Kvindelighed
Omkring 2000’erne bliver det personlige igen politisk. En ny generation af kvindelige lyrikere forholder sig til den globaliserede, medialiserede virkelighed med krop, køn og identitet som de bærende temaer.Poesien kobler det nære og det kropslige med det globale og inddrager krige, klimaødelæggelser og kolonialismens spor i forståelsen af bl.a. hvidhedens privilegier.Blandt tidens kvindelige lyrikere er bl.a. Mette Moestrup, Aase Berg, Ida Börjel og Gerður Kristný.
I midten af 1990’erne manifesterer en ny genre sig i skønlitteraturen, som får betegnelsen chicklit. Den er en opdateret udgave af den klassiske kærlighedsroman, som favner storbyens single- og datingkultur i et kvindeperspektiv.Med bøgerne Sex and the City og Bridget Jones’ dagbog som forbilleder udvikler forfattere som fx Henriette Lind, Lotte Thorsen, Kajsa Ingemarsson og Siri Østli en nordisk variant af chicklitten.
Den finlandssvenske forfatter Monika Fagerholm (f. 1961) har i bog efter bog på usædvanlig vis kombineret den læservenlige realismes kendetegn – spænding, levende lokalmiljøer, interessante figurer – med en dristig fornyelse af prosaens fortællekonventioner. Hun kan både underholde og eksperimentere, blæse og have mel i munden.
Forholdet til familien, moren og kvindeligheden er det ene af de to hovedtemaer i Auđur Jónsdóttirs (f. 1973) forfatterskab, det andet er de vestlige herrefolks forhold til den nye internationale arbejderklasse i begyndelsen af det nye årtusind. Disse to temaer får efterhånden mere til fælles, end man først kunne tro, de havde.
Sofi Oksanen er en litterær sensation. Født 1977 i Finland, med en finsk far og en estisk mor, skriver hun på finsk, men kalder sig finsk-estisk forfatter. Hun er erklæret feminist og har i den offentlige debat udtalt sig imod mænds vold mod kvinder og Putin-vældet i Rusland. Hun er internationalt berømt, oversat til omkring fyrre sprog og modtager af en lang række priser, ofte som den yngste forfatter nogensinde (Finlandiaprisen og Nordisk Råds litteraturpris 2008, Svenska Akademiens nordiske pris 2013).
Sara Stridsberg er født i Stockholm i 1972. Hun debuterede i 2004 med romanen Happy Sally og modtog i 2007 Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Drömfakulteten.
Modernismen og kvinderne i norsk efterkrigslyrik.
For den svenske minoritetslitteratur i Finland er overgangen fra 1980’erne til 1990’erne en interessant og begivenhedsrig tid.Episk bredde, psykologisk intensitet og fyldig persontegning, et righoldigt stof integreret i en overbevisende handling, formbevidsthed, metafiktiv refleksion, evnen til at skabe et suggestivt, fiktivt univers – alle disse romantekniske grunddyder er i rigt mål repræsenteret i den finlandssvenske prosas nye opblomstringstid, som oven i købet kvantitativt domineres af kvindelige forfattere.For de finlandssvenske digtere, der debuterer i 1980’erne og 1990’erne, er »kvindedigte« ikke længere aktuelle. Brugsdigtene har gjort deres, på dette felt behøver man ikke længere konsolidere søsterskabet med en agitatorisk tone. Man interesserer sig mere for poesien som sprog.
I 1980’ernes svenske kvindeprosa er der en udpræget sprogkritisk og jegcentreret holdning. Samtidig findes en tematisering og omskrivning af monstrøse og engleagtige træk, som knytter an til en kvindelitterær tradition.