Singlekvinden finder sin genre
I midten af 1990’erne manifesterer en ny genre sig i skønlitteraturen, som får betegnelsen chicklit. En af de flere sociokulturelle forudsætninger for dens opståen er den fra 1970’erne og tre årtier frem støt stigende ægteskabsalder i de vestlige lande, som forlænger perioden mellem teenagealderens afslutning og den livsfase, der traditionelt omfatter ægteskab og børn, med et årti eller mere. I samme periode kommer kvinderne ud på arbejdsmarkedet og bliver en voksende økonomisk magt. Disse to størrelser, samt den seksuelle frigørelse, ligger til grund for tilblivelsen af en ny forbrugsorienteret storbylivsstil med dating og skiftende partnere, den såkaldte singlekultur.
Chicklitten er det populærlitterære udtryk for singlekulturen og de nye kvinde- og kønsroller, den implicerer. Som epokal litterær form opfanger den de unge singlekvinders tidsspecifikke erfaringsverden og gør den til genstand for beskrivelse. Med chiklitten får singlekvinden sin egen genre.
Genren er tæt knyttet til samtidens materialistiske forbrugskultur med dens fetichering af mærkevarer og brands. Det er oplagt at se dens frembrud som knyttet til det økonomiske opsving i 1990’erne og den pengerigelighed og grasserende materialisme, der fulgte med det. Bobleøkonomien brast i 2008, og det samme årstal betegner begyndelsen til enden for chicklitten.
Fra avisklummer til internationale bestsellere
Det begyndte alt sammen med nogle avisklummer i New York og London. Journalisten Candace Bushnell skrev i perioden 1994-1996 en ugentlig klumme i New York Observer. Der var tale om kølige, etnografiske rapporter fra Manhattan om hvide singlekvinders liv med dating og sex i en tid, hvor ingen – det var synspunktet – længere troede på kærligheden. De udkom i USA i bogform med titlen Sex and the City (1995; Sex and the city, 2000). I London skrev journalisten Helen Fielding samme år i The Independent en klumme, der bestod af fingerede dagbogsoptegnelser af den 30-årige single, Bridget Jones. Teksterne udkom samlet med titlen Bridget Jones’ diary (1996; Bridget Jones’ dagbog, 1997).
Den nye chicklit havde en enorm appel til de kvindelige læsere. Allerede i 2001, da filmversionen kom, havde første bind af Bridget Jones’ dagbog solgt i ti millioner eksemplarer på verdensplan og var oversat til 33 sprog. Tv-udgaven af Sex and the City, som er en mindre desillusioneret udgave af bogen, gik i årene 1998-2008 sin sejrsgang i hele den vestlige verden. Op igennem 00’erne udkom en lind strøm af romaner, ofte udstyret med pastelfarvede eller pink omslag, der afbildede en ung, dynamisk storbykvinde i lækkert tøj og stiletter − inspireret af de fire glamourøse veninder i SATC og/eller den mere ordinære Bridget Jones.
More chick than lit?
Bridget Jones’ dagbog blev 2007 af The Guardians læsere kåret som en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige romaner! Chicklittens kommercielle succes og dens gennemslagskraft hos læserne har fået visse litteraturkritikere til at se den som ”en pink trussel mod den seriøse litteratur”. Forfatteren Doris Lessing har således offentligt erklæret, at hun hader Bridget Jones, og at det ville være bedre, at chicklit-forfatterne skrev om deres egne liv, sådan som de så dem, i stedet for at skrive om hjælpeløse, småalkoholiserede kvinder, der er bekymret over deres vægt (The Guardian 24/8-2001).
Men hvad nu hvis chicklitten rent faktisk viser os, hvordan unge kvinder ser deres eget liv? Noget tyder jo på det. Millioner af kvinder har købt disse bøger og, må man formode, genkendt deres egne dilemmaer og problemstillinger i dem; de har identificeret sig med dens hovedpersoner og set deres eget liv genspejlet i fiktionens. Det er let at foragte bestsellerlitteraturen, men den fortæller os jo ofte noget væsentligt om den tid, vi lever i. Chicklitten siger noget om, hvordan unge kvinder oplever det at være kvinde i 1990’ og 00’erne, og det er på den præmis, den her skal læses.
Chicklitterne og femismen
Chicklittens forhold til feminismen er omstridt. Sælger den ud af det emancipatoriske arvegods fra 1970’erne, eller hviler den omvendt på visse feministiske byggesten, som fx det frigjorte forhold til sex og det kritiske blik på manden? Synspunktet her er, at chicklitten trækker på arven fra rødstrømperne, men med den afgørende pointe, at feminismens traditionelle værdier her er indlejret i en ny kvindebevidsthed, der indforstår sig med sin samtids værdier og idealer. På den ene side kan chicklitterne således anlægge et ganske kritisk syn på kvinderollen, på den anden side er de karakteriseret ved en slags moralsk ”korrupthed”; de har så at sige optaget samtidens kalkulerende markedstænkning i sig og gjort den til deres egen.
Chicklitterne ved godt, at de har en andel i det system, som de samtidig lider under, og denne viden føjer sig til det oprindelige feministiske erfaringsgrundlag. Dobbeltheden, som herved opstår, manifesterer sig i en stærk ambivalens over for kvinderollens undertrykkende momenter. Chicklitterne er ikke blinde for disse momenter, men de er sig deres egen andel i dem pinagtigt bevidst. Dette indre, oplevede spændingsforhold får en eventuel kritik til at forstumme, næsten før den er udtalt, og lægger i sagens natur en kraftig dæmper på de kvindelige hovedpersoners handlekraft.
Chicklit i Norden
Chicklit er primært en engelsk-amerikansk genre. Også i Norden er de mest populære inden for genren internationale navne som Marion Keyes, Sophie Kinsella, Jennifer Weiner, Lauren Weisberger, Lisa Jewell – samt naturligvis Helen Fielding og Candace Bushnell. Jeg opfatter Bridget Jones’ dagbog som et eksemplarisk udtryk for chicklit, og i forlængelse heraf Nynnes dagbog (2000) som det bedste bud på en nordisk chicklit-roman.
Sidstnævnte lægger sig ret tæt op ad ”urteksten”, Bridget Jones’ dagbog, men da der er tale om genrelitteratur, er spørgsmålet om originalitet mindre relevant. Romanen besidder den sproglige suverænitet og burleske humor, som er helt afgørende for en vellykket chicklit-roman. Hovedvægten i det følgende vil derfor ligge på Nynnes dagbog (bind 1), og en håndfuld svenske og norske romaner vil blive inddraget til belysning af genren.
Det begynder med en kvinde i krise …
Også Nynnes dagbog havde oprindeligt et liv som ugentlig avisklumme, skrevet af journalisterne Henriette Lind, Lotte Thorsen og Anette Vestergaard. Klummen blev bragt i Politiken fra august 1999 til august 2000, hvor teksterne udkom som bog. Den blev en øjeblikkelig succes, udkom også i Norge og Finland, og har solgt i godt en halv million eksemplarer.
Ligesom i den populærlitterære kærlighedsroman, som chicklitten kan ses som en opdateret, mere realistisk udgave af, er plottet jagten på en mand. Romanerne åbner med en situation, hvor hovedpersonens selvværdsfølelse hænger i laser. Kæresten, eller den fyr, hun dater, har slået op med hende. I Nynnes dagbog vågner Nynne op til sin 35-års fødselsdag med vanvittige tømmermænd og et frisk blødende sår: Hendes ekskæreste, Djøf, som hun i flere år, og indtil for nylig, har boet sammen med, er blevet grebet i at glo på ventetøj i indre by sammen med sin nye kæreste: den 23-årige reklameassistent med de smalle hofter!
”Jeg magter det ikke,” er Nynnes reaktion på nyheden. Den impulsive, sanselige, let kaotiske Nynne oplever, at hun falder totalt igennem i forhold til det kvindeideal, reklameassistenten repræsenterer: Hun er ung, kontrolleret, hun har smalle hofter, og hun er tynd! Og som om det ikke var nok, har hun på kun tre måneder formået at omvende den ikke ligefrem børneelskende Djøf til vordende familiefar!
Både i forhold til det konventionelle skønhedsideal og i forhold til den traditionelle kvinderolle som mor og hustru føler Nynne sig mislykket. Samtidig må man konstatere, at det jo ikke er, fordi Nynne brænder efter at få børn, at nyheden om ekskæresten nager hende; det er bekræftelsen, det her handler om: den kvindelige bekræftelse, der ligger i, at en mand vælger en som mor til sine børn. Nynnes nederlagsfølelse fører således heller ikke til en problematisering eller kritik af det kvindeideal, der får hende til at føle sig mindreværdig. Vreden er ikke en mulighed, for Nynne er selv bærer af det ubarmhjertigt takserende blik, som hun føler sig målt – og altså i dette tilfælde forkastet – med. Hun bedøver sin smerte ved at drikke sig i hegnet, for så næste dag, da hun dvæler ved perspektiverne af nyheden, at lægge sig i fosterstilling i sofaen med Billed-Bladet og en stor pose ostepops!
…Og det ender med en mand
Romanen følger Nynne gennem fire forhold: en affære med kollegaen Flemming Ø, et one night stand med en gift lektor, en stormende forelskelse i kunstneren Samuel, og et kortvarigt forhold til kurderen Khalim. Ingen af disse forhold bliver til noget: Flemming Ø. falder på sin selvoptagne virilitet, og den gifte lektor er kun ude efter en elskerinde. Samuel, derimod, lever op til Nynnes drøm om en kæreste, hvis udseende og sociale status får andre kvinder til at blegne af misundelse! Samtidig er han god i sengen. Han viser sig imidlertid at være gift og insisterer i øvrigt på at komme og gå, fuldstændig som han har lyst. Nynne oplever den ene ydmygelse efter den anden, gør forholdet forbi for så kort efter at genoptage det.
Det er Nynnes bedste ven Anders’ alvorlige sygdom, der får hende til at bryde endeligt med Samuel. Samuel viser sig nemlig at sætte sine egne behov over Nynnes ønske om at tage sig af Anders: JEG SKAL OGSÅ PASSES, brøler han, da Nynne spørger, om han måske kunne sætte sig selv på pause i to minutter! Tilsvarende med Khalim, som da Nynne slår op med ham, ævler løs om, at hun har krænket hans ære! Romanens blik på Samuel og Khalim registrerer tydeligt deres egocentriske væsen. Det er mændenes egne behov, det drejer sig om i situationen, mere end det er hensynet til og omsorgen for Nynne. Det ser Nynne til sidst lysende klart, og det er denne erkendelse, som får hende til at vende mændene ryggen.
Den følelsesmæssige narrøv
Helen Fielding introducerede i Bridget Jones’ dagbog forestillingen om ”the emotional fuckwit”, der blev defineret således: ”Når kvinder glider fra tyverne over i trediverne (…), ændres magtbalancen fundamentalt. Selv de mest skamløse og respektløse piger taber besindelsen i kampen med de første smertefulde anfald af eksistentiel angst: frygten for at dø alene og blive fundet tre uger senere, delvis ædt af en schæferhund. (…) Og mænd som Richard spiller på sprækken i rustningen og tager flugten fra forpligtelse, modenhed, ære og tingenes naturlige udvikling mellem en mand og en kvinde.”
Det er den feministiske Sharon, der fremsætter teorien under en af venindegruppens cafemøder, og Bridgets umiddelbare reaktion er at tysse på hende, for ”når alt kommer til alt, er der ikke noget så ucharmerende i en mands øjne som højrøstet feminisme.” Bridget tager imidlertid teorien til sig og bruger den som målestok for mændenes egnethed som kærester. Da hun er ved at smide nederdelen for at have sex med Daniel, som hun er forelsket i, og som er hendes chef, hvisker han: ”Det er bare for sjov, ikke. Jeg synes ikke, vi skal starte et forhold.” Straks lyder Sharons ord advarende for Bridgets ører, og hun trækker nederdelen op på plads og skrider ud af soveværelset med den feministiske salut: ”Jeg er ikke interesseret i følelsesmæssige narrøve.”
Er der én sandhed i chicklitten, som aldrig anfægtes, så er det, at mænd hader feminister. Og alligevel ligger der jo en arv fra rødstrømperne i Bridgets og Nynnes måde at reagere på. Det kritisk-afslørende blik på manden kan være længe om at manifestere sig hos de kvindelige hovedpersoner, fordi bekræftelsen fra mænd er fuldstændig afgørende for dem. Men teksten bygger op til tilblivelsen af dette blik i dem, og det er med dette blik, at de til sidst vælger den mand, som ifølge romanens normverden er den rette for dem. En mand, der er blød uden at være en drengerøv, som er moden, forstående, omsorgsfuld, og som betragter kvinden som en ligeværdig partner.
Kærlighed og præstation
Vi skal her opholde os et øjeblik ved den svenske chicklit-dronning Kajsa Ingemarssons roman, Små citroner gula (2004; Små gule citroner, 2008), og se på dens fremstilling af forholdet mellem præstation og kærlighed. I første kapitel af romanen bliver Agnes, helt efter genrens forskrifter, forladt af sin umodne musikerkæreste. Samtidig hermed tvinges hun på grund af sin chefs forsøg på at voldtage hende (!) til at opgive sit job på en fin restaurant i Stockholm. Kæresten vil, efter at han er blevet træt af den nye pige med de store bryster, genoptage forholdet til Agnes, og selv om hendes veninder indtrængende advarer hende mod det, lader hun ham flytte ind i sin lejlighed igen.
Udviklingshistorien, der står stærkere i denne roman end i Nynnes dagbog, består i, at Agnes beslutter sig for at virkeliggøre sin drøm om at få sin egen restaurant. I månedsvis arbejder hun i døgndrift, og samtidig med at drømmen tager form, opbygger hun det selvværd, der gør hende i stand til at gennemskue kærestens udnyttelse af hende, og smide ham på porten. Den lidt uanselige nabofyr, David, som har støttet hende undervejs, viser sig at være madanmelder på en stor avis, og Agnes får sit professionelle ridderslag og en kæreste oveni, da David skriver en oprigtigt begejstret anmeldelse af hendes restaurant, og gæsterne begynder at strømme til.
Lisbeth Larsson har ud fra bl.a. Små citroner gula karakteriseret chicklitten som ”feminisme light”. Hvor kvinden i den ældre romantiske populærlitteratur skulle stå op for kærligheden, skal vor tids chicklit-heltinde stå op for sig selv. Hun skal kunne klare sig selv, vise, at hun mestrer det urbane livs udfordringer, og samtidig skal hun forfølge drømmen om den store kærlighed.
Det gælder også for den norske roman, På høye hæler over Grønland (2009; På høje hæle over Grønland) af Siri Østli. Heltinden er her spaltet ud i to rendyrkede chicklit-typer: sex and the city-kvinden Iselin, en tjekket karriereadvokat, der kører Mercedes og sværger til Chanel og YSL; og hendes veninde, Bridget-klonen Sofie, der er buttet, kaotisk og usikker, men som, uden at hun selv er bevidst om det, besidder et stort kreativt talent. Historien består i, at den kølige Iselin kommer i kontakt med sin indefrosne kvindelighed gennem en graviditet, og lærer, at tilværelsen er andet end karriere og shopping. Sofie, derimod, vinder nogle professionelle sejre, der bibringer hende den selvtillid, der skal til for at starte eget firma – og til at sætte foden ned for de mange mænd, der udnytter hende. Ligesom Agnes i Små citroner gula indser Sofie efter mange prøvelser, at manden i hendes liv er den søde og lidt nørdede – men i virkeligheden velhavende og succesfulde – nabofyr.
I Nynnes og Bridget Jones’ dagbog, derimod, fylder arbejdslivet ikke særlig meget, undtagen som leverandør af stof til grinagtige situationer. Nynne og Bridget er styret af deres lyst, og når arbejdet kræver en præstation af dem, er den som oftest forbundet med en voldsom modstand. Nynne får en hel dag til at gå med ikke at skrive det vigtige oplæg, hun skal holde på arbejdet den følgende dag. Bridget ligger i sengen og spiser chokolade og drikker vin for at fortrænge bevidstheden om den pressemeddelelse, der skal skrives. Selv om de to romaner fremstiller kvinderne som kiksede, uorganiserede og temmelig åndsfraværende på arbejdet, er deres overordnede billede bemærkelsesværdigt ved ikke at være identisk med summen af de fortalte episoder. Nynne får stor ros af sin chef for det oplæg, hun holder – uden at det forklares nærmere, hvordan det dog er gået til. Og Bridget ender med eksklusivt at kunne bringe den tv-reportage, som alle Londons stjernejournalister har forsøgt at komme til at lave.
På handlingens niveau kommer chicklit-heltinden i disse romaner til kort over for kravet om en professionel præstation; på den implicitte fortællers niveau slås det derimod fast, at dette billede af hende som utilstrækkelig langtfra repræsenterer sandheden. Diskrepansen mellem romanens overordnede postulat om heltinden som suveræn og succesfuld i sit professionelle liv, og de faktisk skildrede erfaringer, er markant, og den får et grundtræk ved chicklitten til at træde frem: nemlig at den som barn af triviallitteraturen rummer elementer af ønskeopfyldelse og almagtsfantasier.
I Hanne Hedetofts Ellens elevator (2003) går bevægelsen den modsatte vej, altså mod mere realisme. Romanen er en polemisk replik til Bridget Jones’ dagbog, hvis intertekstuelle dialog med Jane Austens berømte roman Pride and prejudice (1813; Stolthed og fordom, 1929) den har ladet sig inspirere af. Dog på den særligt tvistede måde, at den gør op med den romantiske kærlighedsforestilling. Hovedpersonen Lis, der er en selvstændig, hårdkogt single, forelsker sig i romanfiguren Heathcliff (!), den dæmoniske helt i Emily Brontës Wuthering Heights (1847; Stormfulde højder, 1919). Først da hun, efter veninden Ellens indgriben, indser illusionen, eller altså fiktionen, i denne kærlighedsmåde, tør hun møde manden i det virkelige liv og overgive sig til det parforhold, hun ikke tidligere har troet på.
Ligesom i de omtalte norske og svenske romaner er grebet også i Ellens elevator, at den kvindelige hovedperson må erhverve sig et mere virkeligt billede af kærligheden, før hun kan identificere den mand, som er rigtig for hende. Disse tre romaner har en mere kompleks psykologi og en højere grad af realisme end Nynnes dagbog, et forhold der formodentlig hænger sammen med, at de bliver til forholdsvis sent og altså er på større afstand af genrens grundbøger, Bridget Jones’ dagbog og Sex and the City. Efter Nynnes dagbog, der som nævnt udkom allerede i 2000, bevæger den nordiske chicklit sig over imod udviklingsromanen i dens mere populære, feel good-agtige skikkelse.
”Vi er alle holdte kvinder”
Tilbage til chicklitternes forhold til manden, som har en etage mere, end den der blev beskrevet i det foregående. Nynne og hendes medsøstre har, som tidligere nævnt, en betydelig investering i den orden, der repræsenterer en undertrykkelse af dem. Nynnes kælenavn til ekskæresten, Djøf, er et eksempel på, hvordan mandens værdi som kæreste er uløseligt knyttet til hans årsindkomst og sociale status. Da Nynne, efter at Djøf er dømt ude, genoptager sin jagt på en mand, sker det iført en nyindkøbt ”sexet, sort D&G-bikini, i håb om at ledige mænd i lønramme 79 ville kigge på den!”
Chicklitterne gør sig konstant overvejelser om den potentielle kærestes årsindkomst. Den kapitalistiske logik er trængt langt ind i hjertet på heltinderne, og det erotiske liv går ikke længere ud på at etablere et følelsesmæssigt dybt forhold til et andet menneske, men fremstilles som et korrupt bytteforhold. En lækker krop og et godt udseende kan veksles til social status. Denne kalkulerende måde at forholde sig til det erotiske på fremstilles i Sex and the City som et historisk nyt fænomen, der betegner et brud med den romantiske kærlighedsforestilling, men problematiseres aldrig for alvor. ”Vi er alle holdte kvinder og mænd … og sådan kan vi lide det,” siger fortælleren frejdigt i optakten til Sex and the City.
Manden er først og fremmest et middel til at opnå en høj social status eller en eftertragtet luksuspræget livsstil. Selv om plottet er bygget op omkring jagten på ham, fylder han som individ bemærkelsesværdigt lidt. Han er den attråede accessory, som heltinden kan flashe sin sociale status med, og som kan kasseres igen, hvis han ikke lever op til forventningerne.
Vidunderlig og elsket af alle
Skønt tematiseringen af menneskers indre liv er sparsom i populærlitteraturen, er det ikke sådan, at chicklitten undgår de tilstande og oplevelser i kvinders liv, der gør ondt. Men den dvæler ikke ved disse tilstande, og den tilbyder dem en forskudt, kompensatorisk opfyldelse i shopping og forbrug, eller en midlertidig bedøvelse i alkohol eller mad. Det er karakteristisk for chicklitterne, at de besidder en veludviklet evne til selvbedrag. Romanerne har en ligesom uudtalt bevidsthed om, at et vist mål af livsløgn og selvbedrag er nødvendigt for at kapere det moderne kvindeliv.
Det tydeligste eksempel herpå er svenske Martina Haags roman Underbar och älskad av alla (och på jobbet går det också bra) (2005; Vidunderlig og elsket af alle (og på jobbet går det også rigtig godt, 2007). Den skildrer den ca. 30-årige singlekvinde Isabellas mere og mere desperate forsøg på at få livet som arbejdsløs skuespiller til at leve op til idealet om den succesfulde kvinde med karriere og mand. Hun abonnerer på coachinglitteraturens formel om, at man skal ”tage styringen over sit liv”, men hun kan kun realisere formlen gennem et enormt selvbedrag, som også implicerer et alvorligt bedrag af omgivelserne. På sidste side begynder den (nederlags)historie, man lige har læst, forfra, ved at Isabella søger en ny og spændende stilling, som hun fuldstændig mangler kvalifikationerne til.
Martina Haags roman savner den sproglige vitalitet og slagfærdige humor, som er forudsætningen for, at man som læser accepterer genrens overfladiskhed som præmis, og netop derved kommer den utilsigtet til at fremvise rådvildheden og fortabthedsfølelsen i en singlekvindes liv.
Skriftens suverænitet
Generelt må man om genren sige, at dens ”overfladiskgørelse” af følelseslivet formidles med en smittende humor og i en burlesk sprogtone. Den eksistentielle angst besværges så at sige med sproget, som i Bridget Jones’ førnævnte bemærkning om den ensomme kvinde, der bliver ædt af en schæferhund. Så forfærdeligt, så upassende et billede, at man som læser kommer til at – grine! Den sproglige suverænitet i chicklitten virker afvæbnende. Veloplagtheden, selvironien, fandenivoldskheden tager brodden af de ofte smertefulde erfaringer, der skildres. Skriften repræsenterer med sin slagfærdighed og ved den bramfri og frimodige måde, kvinderne omtaler sig selv på, en overskridelse af de frustrationer, der knytter sig til kvinderollen. Den opretter en form for værdighed i det kaos, som chicklitternes verden generelt fremstår som.
Kvindelighedens klovne
Chicklitterne er kvindelighedens klovne. ”De sjove piger, der laver jokes med, hvor dumme og grimme og uduelige de er”, for at citere en bog i chicklittens omegn, Michael Laudrups Tænder (2005) af Maise Njor og Camilla Stockmann. Romanerne er fulde af historier om kvinder, der kommer galt af sted. Historier om toiletpapir, der flagrer ud af bukserne, om en kæmpe tangdusk, der pludselig klistrer sig til ens bikiniklædte skød, om den store lort, man uforvarende har efterladt i wc-kummen … alle disse pin- og grinagtige episoder, der har deres eget ukontrollerbare liv, og som underminerer heltindens forsøg på at leve op til det damebladsperfekte ideal. Og som underminerer hendes integritet. For kroppens og kønnets ustyrlighed opleves af chicklitterne selv som en krænkelse. Det er, som om de går i konstant fare for et angreb fra kønnets side. Ganske vist klovner de med det og gør kønnet til en joke, men de er jo også ofre for det. Enhver afvigelse fra det herskende kvindeideal opleves som en ydmygelse, og alt drejer sig derfor om at fremvise en perfekt facade.
Man kan sige, at der ligger en form for oprør mod den perfekte kvinderolle i at udstille denne snublen, altså imperfektionen og kontroltabet, i et sprog, der sparker røv! Den konstant fremviste mangel på viljestyrke og disciplin (mht. mad, mænd, alkohol, cigaretter, tøj, skrabelodder) har formentlig momentant befriet mange kvindelige læsere fra det pres, der udgår fra kulturens kvindeideal, uden at de af den grund har oplevet det som et tab af værdighed. Chicklittens virkelige styrke er denne sproglige ukuelighed.
Det er ikke sjovt at være Nynne!
Det er sjovt at læse om Nynne. Det er ikke sjovt at være Nynne! Sådan kunne man sammenfatte chicklittens væsen. Modsætter man sig den forførelse, der udgår fra sproget og humoren, giver genren et tvetydigt og temmelig foruroligende billede af unge kvinders erfaringsverden. Den viser, at kønnet stadig fylder overvældende meget for deres selvopfattelse, og at angsten for ikke at finde en mand, er enorm. Den viser, at der hviler et evigt pres på kvinderne om perfektionering af kroppen. Den viser, at spiseforstyrrelser, småalkoholisme og ensomhed florerer. Alt sammen størrelser, hvis virkelighedskarakter kan bekræftes ved almindelig avislæsning. På den baggrund er det svært at være enig i opfattelsen af, at chicklitten giver et misvisende billede af moderne kvindeliv. Men det er samtidig klart, at den som populærlitterær genre med lyserødt overtræk ikke står ved de problemer, den faktisk beskriver, og heller ikke tilbyder nogen brugbar fortolkning af dem. Lær at leve med dine ambivalenser og grin lidt ad det hele! Det er budskabet.
Efter chicklitten
Chicklitten er her blevet anskuet som underholdningslitteraturens bud på en fortolkning af unge kvinders oplevelse af køn og kvindelighed i 1990’ og 00’erne. De populære romantyper, der omkring 2011 overtager chicklittens plads på bestsellerlisterne, nemlig den erotiske roman og ægteskabsthrilleren, giver igen nogle nye og tidsbestemte bud på den moderne kvindeidentitet. Det er romantyper, der ligesom chicklitten kredser om den kvindelige kærlighedslængsel, men som også er tiltagende pessimistiske med hensyn til dens mulighed for at blive realiseret i et ligeværdigt, ligestillet parforhold.
Skønlitteratur
- Candace Bushnell: Sex and the City. Grand Central Publishing, 1996. På dansk Sex and the City. Aschehoug, 2000
- Candace Bushnell: Four blondes. Grove/Atlantic, 2000. På dansk 4 blondiner. Aschehoug, 2001
- Helen Fielding: Bridget Jones’ Diary. Picador, 1996. På dansk Bridget Jones’ dagbog. Lindhardt og Ringhof, 1997
- Martina Haag: Underbar och älskad av alla (och på jobbet går det också jättebra). Piratforläget, 2005. På dansk Vidunderlig og elsket af alle (og på jobbet går det også rigtig godt). People’s Press, 2007
- Hanne Hedetoft: Ellens elevator. Rosinante, 2003
- Kajsa Ingemarsson: Små citroner gula. Forum Bokforläg 2004. På dansk Små gule citroner. People’s Press, 2008
- Henriette Lind, Lotte Thorsen, Anette Vestergaard: Nynnes dagbog 1. Aschehoug, 2000
- Maise Njor, Camilla Stockmann: Michael Laudrups tænder. Gyldendal, 2005
- Siri Østli: På høye hæler over Grønland. Cappelen Damm, 2009
Faglitteratur
- John Ezard: Bainbridge tilts at ‘chick lit’ cult. The Guardian, 24.08.2001
- Suzanne Ferriss & Mallory Young (red.): Chick Lit. The New Woman’s Fiction. Routledge, 2006
- Stephanie Harzewski: Chick Lit and Postfeminism. University of Virginia Press, 2011
- Lisbeth Larsson: “Från Rådgifvare till Chick-lit. Den romantiska berättelsens förändringar”. Den litterära textens förändringar Stefan Ekman, Mats Malm og Lisbeth Stenberg (red.). Litteraturvetenskapliga institutionen, 2007
- Lisbeth Larsson: Romantikerna bryter upp. DN.se, 20.01.2007
- Martine Ramskov Gjede: Den kvindelige selviscenesættelse og kønsforhandling i nyere feministiske genrehybrider. Bacheloropgave, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, 2008
- Imelda Whelehan: The Feminist Bestseller. Palgrave Macmillan, 2005