Omkring årtusindskiftet til det 21. århundrede bliver det personlige igen politisk – samfundet gør på ny sit indtog i lyrikken, og digtet åbner sig mod omverdenen. En ny generation af kvindelige lyrikere skriver sig ind i den nordiske velfærdsstat og i en globaliseret, medialiseret verden. Men samtidig som krop, køn og identitet er bærende temaer, er begrebet ”kvinde” blevet stadigt mere omdiskuteret. Poststrukturalistisk filosofi, postkolonial kritik og queerteoretisk tænkning har insisteret på, at feminismen skal integreres i et bredere verdensbillede, og at politik i høj grad sidder i sproget. Her har poesien haft en forunderlig evne til at tænke i nye baner.
Således kan digterjeget i Mette Moestrups kingsize (2006) bøje kærligheden i forskellige tempora og udbryde: ”Jeg føler mig så grammatisk i nat”. Hendes yngre veninde og tidligere elev på Forfatterskolen i København, Olga Ravn, døber i Jeg æder mig selv som lyng (2012) kvindetilblivelsen til et ”grammatisk ubehag”, mens en indvandret mor i Athena Farrokhzads Vitsvit (2013; Vitsvit, 2014) lader ”blegemidlet løbe gennem syntaksen”. Ifølge denne omvendte lyriske videnskabsteori er det sproget, der styrer erfaringen snarere end det modsatte. Eller som digterjeget i Ingrid Storholmens Siriboka (2007) konstaterer: ”Det er fra sproget slekta kommer”.
Nye måder at nedbryde, genskabe og organisere sprog og tekst på har ligesom nye måder for digtere at optræde på også givet digtet nye muligheder for at fungere politisk. De skel mellem politik og sprog, man tidligere tog for givet, er dermed blevet vanskeligere og mindre relevante at opretholde. En række kvindelige lyrikere i Norden viser, hvordan form og indhold er gensidigt afhængige af hinanden, uanset om resultatet kommer til udtryk i tætte kortdigte eller vidtfavnende, strømmende prosalyrik, og uanset hvilket forum eller medie teksterne fremføres i. Med interaktiv og kreativ tiltale inviterer de både til medskaben og videre refleksion.
Krop og konstruktion
Poesiens orientering mod det konceptuelle blev tydelig allerede i 1990’erne, og her hørte svenske Åsa Maria Kraft (f. 1965) til de førende. Hun lod i flere værker krop og konstruktion indgå i opfindsomme forbindelser. Den prosalyriske Exlibris (1998) sidestiller graviditet og fødsel med forfattergerning, da digterjeget konstaterer: ”Mitt kön sägs vara skapt / för detta, för skapelse”. I Diktaten (1999; Påbuddene) krydsforbindes kærlighedsakten og byggeriet af Øresundsbroen gennem sproglige spring mellem pornografi og mekanik.
Siden da har Krafts sprogeksperimenter nærmet sig storpolitikken endnu mere. Bevis (2005) skildrer Irakkrigen som et skæbnedrama, i Permafrostens avtagande (2007; Permafrostens aftagen) fremstilles spillet om klimaforandringerne i form af et absurdistisk skuespil, og Randfenomen (2015; Randfænomen) sammenkæder middelalderlig helgenlegende og nutidig bi-død. Kraft hører også til blandt dem, der søger det almengyldige via personlige erfaringer. I Händerna lägger ner kransen. Svart Exlibris (2001; Hænderne lægger kransen ned. Sort Exlibris) danner en spontan abort i syvende graviditetsuge udgangspunkt for et rekviem for en ufødt søn, en rejse mellem liv og død, mytologi og teknologi, øjeblik og evighed:
Du krymper tillbaka, har bitit dig fast
i landet du kom ifrån, min moderkaka
Pigesindets genealogi
Samtidens lyrik bevæger sig tæt omkring den levende krop, kroppen som situation og konstruktion. Menstruation, seksualitet og graviditet skildres som historie, erindring, myte, men også som en personlig og medialiseret nutidserfaring. Kroppen, materien, er central, men ikke evig, den er derimod foranderlig. Digtet reflekterer over kroppen, men teoretiserer også ud over den.
Olga Ravns (f. 1986) meget omtalte prosadigte i debuten Jeg æder mig selv som lyng. Pigesind (2012) tilbyder avanceret tænkning om at være pige og blive til som kvinde med kroppen og ikke mindst kvindebrystet som central skueplads for samfundets, videnskabens og mediernes seksualiserede fortællinger. Med en særegen rytme og klang, der giver genlyd af Edith Södergran, Gertrude Stein og Inger Christensen, og med en undertitel lånt fra Tove Ditlevsens debut fra 1939, afprøver Ravn nye positioner i en tradition af kvindelighed og poesi, hvor de seneste årtiers sprog- og kønsteoretiske diskussioner er markant nærværende:
[… ] fordi det træ ikke længere er træ, fordi rød er gennemtrængende, fordi teksten ikke er en afsluttet orden, fordi en velopdragen logiks sære lov, fordi kvinden ikke er en sø, fordi kvinden ikke er kvinden eller ikkekvinden og fordi manden ikke er, fordi overskridelsen af kønnet i teksten ikke er nok, fordi at tilbagevinde kroppen i teksten ikke er nok, fordi at kroppen findes.
Moderskabets kosmologi
Adskillige digtere bevæger sig også forbi det menneskelige eller sætter det i relation til posthumanistiske og økokritiske tanker. Aase Berg (f. 1967), som også er en af Sveriges førende litteraturkritikere, gør gennem sit særegne sprogarbejde grænserne og hierarkierne usikre mellem menneskeligt og ikke-menneskeligt og mellem myte og materie. I hendes første digtsamlinger, Hos Rådjur (1997: Hos rådyr) og Mörk materia (1999; Mørk materie), hersker en næsten apokalyptisk stemning, hvor tingene og ordenen skabes, tilintetgøres og omformes i gådefulde processer, som i debutsamlingens ”Moloss”: ”Det jäser i substanserna, det fräter og bubblar i svalgen, det dånar og det bryter samman bakom oss”.
Bergs hyldede ”mor-trilogi” (2002-2007) omfatter graviditetens fysiologiske processer såvel som forældreskabets psykologiske og eksistentielle dimensioner. I stramme kortdigte fremtræder hele følelsesregistret i at blive forælder, fra forundring og inderlighed til afgrundsdyb rædsel. Første del, Forsla fett (2002; Flytte fedt), indfanger graviditetens venten og voksen i al dens hverdagsagtige storslåethed:
Håll fett
låt fett vänta
håll tid
låt tid gå
låt tid vagga stilla i haren
låt fett bygga stomme i haren
i haren Kosmos
tid är skal
Hvor den følgende digtsamling, Uppland (2005; Opland), gennem en legende sprogglæde formidler forældreskabet som et lyst lykkeland – ”nakenfisa, näcksmäck! / Frottofera mjölig tid” – indebærer Loss (2007; Løs) snarere dets mørke bagside. Adskillelse, tab og utilstrækkelighed hamres ind på en baggrund af katastrofer og rædselsscenarier: tsunamien i Asien julen 2004, krigene i Bosnien og Irak, spædbarnsdrab og klimatrussel.
Krop og tanke
Samtidens lyrikere er ikke veget tilbage for at bearbejde og gestalte de store spørgsmål – kærligheden, det onde, fødsel og død. Finske Anni Sumaris (f. 1965) filosoferende digte bevæger sig mellem det afmålt lakoniske og en billedrig ræsonneren, med bratte skift mellem refleksion og deklaration. I en af suiterne i gennembrudsværket Mitta ja määrä (1998; Mål og mængde; svensk: Mått og mängd, 2000) sætter digterjeget spørgsmålstegn ved hele pointen med forplantningen; den kvælende moderidentitet, forældreskabets selvtilstrækkelighed, de tilbagevendende folkemord:
I varje förlossning finns en övermänska begraven…
Kan man inte på något vis hejda dem som bär viljan att föda?
Jag känner nästan redan röken ifrån köttugnarna, lukten av gas.
I det lange digt ”Självbiografi” fra samlingen Vuodet vetten päällä (2003; Årene på vandet) tilbyder digterjeget et prosaisk og samtidig grotesk billede af den menneskelige eksistens og forgængelighed i form af kødfars.
Krop og tanke er i tæt samspil på dagens vitale, unge danske lyrikscene, hvor digtere som Olga Ravn, Amalie Smith (f. 1985) og Asta Olivia Nordenhof (f. 1988) beskæftiger sig med diverse overskridende, selviscenesættende projekter. Smith, som er blevet kaldt hybridkunstner, har lige siden debuten De næste 5000 dage (2010) bevæget sig gnidningsfrit mellem lyrik, fotografi, populærvidenskab og performance. I civil. Samling (2012) rummer på ét plan en historie om at mødes i kærlighed og skilles ad af sygdom, på et andet teoretiske refleksioner over samvær og ensomhed, samling og spredning, erindring og fortælling. Blandingen af lyrik og prosa, dagbogsoptegnelser, lister og fotografier fremkalder en følelse af autenticitet, samtidig som værket leger med koderne for det (selv)biografiske.
Asta Olivia Nordenhofs associerende, erindringsarbejdende digte i den opsigtsvækkende debut det nemme og det ensomme (2013) sammenvæver digterjegets hverdagsliv i København med minder fra en opvækst slået i stykker af sygdom, død, sorg og vold. Der veksles mellem personlige erfaringer og aforismeagtige stykker, der ikke holder sig tilbage fra at udpege nye retninger, ikke mindst for hukommelsen. Stik imod vedtagen historieskrivning defineres kropshukommelsen som den mest langtidsholdbare:
jeg vil komme med et råd
prøv at spør din hånd hvordan det er holde om noget du kender godt
sjippetorvets håndtag, en fedtet pik, hente salt og peber, nulre et blad, stryge en kat over ryggen, presse en bums eller rive en blomst op med rod: svub
det er så meget vigtigere end alt det nogen påstår man kan huske:
danskhed og alt det andet pis,
der er jo ingen der ægte kan huske en ridder
Genre- og grænseopløsning
Samtidens lyrik er blevet stadigt mere bevidst om sin plads i et globaliseret og medialiseret samfund, som en stemme blandt mange. Værdihierarkier nedbrydes, alt fra centrallyrik til reklameslogans indgår i den poetiske udsigelse. Der findes her en overbevisning om, at den ”usorterede” holdning i sig selv rummer et politisk potentiale, og at opløsningen af grænser bidrager til en demokratisering af den litterære kommunikation. Skillelinjerne mellem producent og modtager er blevet mere og mere diffuse.
Mette Moestrup (f. 1969) hører til den etablerede danske digtergeneration, der med autoritet, humor og energi forvalter og gengestalter den feministiske fortælling om krop, køn og identitet. Hendes ofte ekspansive collagedigte, fulde af gentagelser og sproglige betydningsforskydninger, blander samtidsfænomener og myte i en associativ strøm med skarpe kanter. I et af digtene i Golden Delicious (2002) træder den rige verdens konsumerisme og eksploitering frem i skikkelse af en rød grapefrugt båret hjem fra supermarkedet:
Her i nord
kan vi kalde os for dem, som kalder grapen
for en eksotisk frugt
Moestrups ordlege sammenfletter højt og lavt, går i dialog med forgængere som Sappho, Emily Dickinson, Sylvia Plath og Sonja Åkesson og går samtidens Danmark efter i sømmene; immigrationspolitikken, hverdagsracismen, den koloniale arv, prostitutionen. Den vidtfavnende kingsize (2006) reflekterer blandt andet over den danske indvandringspolitiks besynderlige logik, såvel matematisk som sprogligt:
Det er en etymologisk sammenhæng mellem love på dansk
og love på engelsk, som ligger til baggrund for 24-års reglen
I den omfangsrige Dø, løgn, dø (2012) indledes begrebsanalysen af krop og politik allerede i trykpapirets forskellige nuancer af hvidt, som igen står i kontrast til det sorte omslag. En taktil form for hvidhedskritik, der også går tematisk igen gennem hele digtsamlingen:
Fjerlet hvidt
wc-papir vajer i vind
fra vinterstiv stang
i takt, takt, takt
til ung blond nationalsang
som hvidt flag.
Hvidhedskritik i Norden
Det post- og dekoloniale perspektiv er blevet stadig mere synligt i de seneste års nordiske lyrik. Islandske Kristín Eiríksdóttirs (f. 1981) lange digt ”Store hvide mand” fra samlingen Annarskonar sæla (2008; En anden slags lykke) er et eksempel på, hvordan det vestlige, hvide, patriarkalske samfund udsættes for en ny slags kritisk poetisk analysearbejde. I strofe efter strofe må den ”store hvide mand” personificere en lang kapitalistisk tradition af overgreb; kolonialisme, slavehandel, sexturisme og naturødelæggelse:
jeg ser igennem dig
elfenbenshvide strande
trommeslag
gemmer dig bag ved
jeepvindue dit gevær
glinser og dræber
dit rovdyr
eventyrlige hvide
mand
I 2012 udkom flere digtsamlinger med hvidhedskritisk tematik. Ud over Moestrups Dø, løgn, dø blandt andre Christina Hagens (f. 1980) White Girl og Hanna Hallgrens (f. 1972) Roslära (2012; Rosenlære) (samt i øvrigt Yahya Hassans (f. 1995) meget omtalte YAHYA HASSAN (2013)). Året efter blev Athena Farrokhzads Vitsvit udgivet og vakte meget opmærksomhed i Sverige. Trods deres indbyrdes forskelligheder deler disse samlinger et stærkt fokus på relationen mellem sprog og identitet, politik og hudfarve.
I Hagens White Girl udtrykker en kvindelig dansk turist i brev- og postkortform sin frustration over, hvordan hun er blevet mødt på sine ferierejser. Perspektivet forvrænges ved, at klagerne formuleres på en slags pidgin-dansk (”perkerdansk”). Den hvide kvinde placeres i den andens position, samtidig med at blikket har dobbelt retning – både de vestlige gæsters fordomme om lokalbefolkningen og turiststedernes klichébillede af sexgale skandinaver kommer til syne:
Du ikke tro White Girl har romantisk følelse? Du ikke tro, vi drømme om silkelagen og rød rose og den pæn ord?
Farrokhzads Vitsvit skrives frem i den smertelige fuge mellem oprindelse, opbrud og tilpasning. Digterjeget forsøger at fortælle sin families historie, men bliver snart afbrudt af familiemedlemmer, der har deres egne stemmer og versioner: drømme om revolutionen, erindringer om tortur og duften af mynte. I baggrunden anes et Sverige, der snarere end minder og erfaringer efterspørger assimilering. Selve bogens sider bruges også til at gestalte kontrasten i identitet og hudfarve. I opsætningen løber strofernes hvide bogstaver afsted på tavse, sorte bånd:
(Min mor lod blegemidlet løbe gennem syntaksen
På den anden side af skilletegnet blev hendes stavelser hvidere
end en nordlandsk vinter)
Læseren kan selvransagende spejle sig i udgivelsens sølvblanke omslag.
Politiske perspektivskift
Dagens poesi vil gerne sprænge grænser mellem akademia, aktivisme og lyrik. En fremtrædende stemme, også inden for kritik og kønsvidenskab, er Hanna Hallgren (f. 1972), der gennem sin forvridning af ord og begreber åbner op for nye strømme mellem litteratur og omverden. Den heldækkende kvindedragt, der forbindes med det afghanske Taleban-styres påbud, udgør i Burqa. Dikter (2003; Burqa. Digte) et rum til at tale om undertrykkelse og frigørelse såvel som en sproglig strategi for at vise, hvordan forskel og identitet skabes:
burqa ”du som är jag”
ilande läppar ”vi som är ni”
vårt som är ert
hjärta participt
Roslära (2012) udgør en poetisk positionsbestemmelse i samtidens postkoloniale diskussion og et opgør med det svenske i verden; slaveriet i de tidligere kolonier, ”folkhemmets” overgreb, fremmedangst, benægtelse, selvgodhed og vold – ”en vit metod”. I et associativt sprogspil, som blandt andet opererer med halvrimet ros-ras (rose-race), genfindes en kompleks hvidheds- og nationskritik:
Vit, i det lätta arbetets ljus
Röd, för allt blod som runnit för mig, att de vita stenhusens torg ännu står
Att min nation hör samman med slakt
– och grammatiskt blekmedel (diplomati, debatt) – – – att det är dagar, år,
ett hem vi har opererat, all omsorg om vårt folk.
Lige siden den flerfoldigt prisbelønnede debutsamling Sond (2005; Sonde) har Ida Börjels (f. 1975) konceptuelle, afkodende metode peget i retning af det civilisationskritiske. Skåneradio (2006) aflytter sydsvensk hverdagspolitik gennem lokalradioens summen. Konsumentköplagen: juris lyrik (2008; Købeloven: lyrik juris) iscenesætter en poetisk samtale mellem køber og sælger, der udvikles til en kritisk og samtidig humoristisk undersøgelse af magt, kapital og (lov)sprog. Et for forfatteren nyt toneleje fornemmes i langdigtet Ma (2014), en ekspansiv sorgens ABC, hvis suggestive oplistning af alverdens grufuldheder egentlig først bliver begribelig, da den møder det personlige tab, tomrum og stumhed:
nej det går inte att skriva
det kan inte skrivas
jag kan inte
jag kan inte
det ska inte gå att skriva
hur kan jag vara där dikten är
döden
döden vill jag vara
om du är
död
Polyfoni, erindring og myte
Den kunstnerisk udforskende metode og mangestemmige praksis i nutidens lyrik er også tydelig hos den norske digter og performancekunstner Ingrid Storholmen (f. 1976), hvis digte også er typografisk udfordrende gennem leg med skrifttyper, bogstavstørrelser og bølgende linjer. I Skamtalen Graceland (2005) bliver den tilbagevendende konflikt mellem reproduktion og skaben, kærlighed og fornedrelse vendt. En kvinde hæver stemmen og forsøger at manøvrere forbi det mandlige sprog og mandlige blik: ”Bak setningen kan ingen se puppene mine.”
Det personlige, biografiske arvegods – slægten, rødderne, kvindehistorien – danner udgangspunkt for Siriboka (2007), som ud fra en af Storholmens egne formødre, Siri Olsdatter, diskuterer den på en gang u(op)nåelige og uundgåelige familiearv:
Jeg skal tvinges til å se på mitt liv som et arvestoff
med blodsbånd å kante bunaden med
Til kjærlighetens pris (2011; Til kærlighedens pris) sammenvæver, i lighed med Platons dialog, forskellige stemmer om kærlighed. Her sidestilles et modernistisk kærlighedsdigt, rettet mod et elsket du, med en samtale mellem to mennesker på rejse i det område mellem Grækenland og Bulgarien, hvor den klassiske myte om Orfeus og Eurydike udspiller sig. I dem begge bruges oprindelsesmyten til at reflektere over skaben og kærlighed – er de mulige at forene?
Calvadosen er kald. Jeg spiser epler til så den ikke er alene i magen
Trekker tilbake alt jeg sa. Redd for at jeg ikke skal tørre å flykte
At hverdagen er der jeg trenger deg
Får jeg ennå kalle deg Orfeus?
– Hvordan hvor er han når han gjør det
– Ett eller annet sted langt inne i sangen
– Inne i sangen utenfor hulen før hulen etter hulen
– Ett eller annet sted i åpningen
jeg tenker at alt foregår i åpningen af hulen
Myten udgør også baggrunden for islandske Gerður Kristnýs (f. 1970) rammende digte i Blóðhófnir (2010; Blodhingst, 2011), som forener den norrøne Edda-digtning med feministisk ”talking back”. Digterens navnesøster, jættekvinden Gerður, giver sin version af historien i Skírnismál, hvor aseguden Frej forelskede sig i hende og sendte sin tjener Skírnir til Jotunheim for at fri. Også i Kristnýs version ender Gerður med at give efter, men først efter trusler og forbandelser. Hun bliver tvunget til at forlade sin familie, sit land og havner hos den brutale Frej.
Jeg lå alene
i ulvenes bo
med bidemærker
i brystet
Gerður føder en søn, og digtet afsluttes med, at hun sidder med den lille ved vandkanten og venter på jætternes ankomst og deres hævn mod de aser, som har bortrøvet hende. Hun kan kun håbe på, at sønnen i det mindste vil blive skånet:
Jeg afventer
afslutningen
Slægtninge vil
strømme over broen
hævne
forsvundne kvinder
De korte, bogstavrimede strofer skildrer med brutal skarphed kvinders og børns udsathed i patriarkalske æreskulturer, førhen som nu.
Karakterer og metrer fra den norrøne digtning genfinder man også i den lige så voldsomme som stramme Drápa (2014; ”drápa” er en slags skjaldedigt), der også indeholder indslag fra antik, kristen og hedensk tradition i skildringen af den rædsel og brutalitet, som en vinternat pludselig rammer et nutidigt Reykjavík. Kristnýs digtning peger på den dynamik og sproglige sprængkraft, som kan opstå af en fortrolighed med myte og litterær formtradition.
Senmoderne ordlege
Selvom samtidens lyrik ofte er urban, international og ekspansiv, rummer den også minimalistiske, nedtonede digte, der fremskriver ensomhed, isolation og regionalisme. I stadigt kortere, mere nøgne digte kortlægger og afgrænser finlandssvenske Heidi von Wright (f. 1980) eksistensen et sted mellem sprog og virkelighed. Med et nyvasket blik på hverdagen, fra møblementer til vejrudsigter, opmåler hun menneskelige relationer med samme præcision som geografiske, tidsmæssige eller sproglige afstande, som her i debuten skör och spräcklig (2003; sart og plettet):
den andras bana är en ellips med dig i ena brännpunkten.
rörelsen längs den andras bana sker intensivt.
den andra och du är konstant.
I Delta (2012; Delta/Deltage) iagttager digterjeget det mellemmenneskelige samvær uden, i hvert fald endnu, selv at være en del af det: ”människor. människor. världen runt. / än har vi inte träffats”. Det senmoderne dilemma i at forene fællesskab og engagement med individualisme og selvrealisering er konstant til stede:
vill vara
delaktig
ändå lämna mig ifred
Da en mulig tosomhed trods alt bliver skitseret, sker det med en ironisk knurren, der kan minde om Sonja Åkesson eller Märta Tikkanen:
passar det att komma förbi i morgon
sätta upp balkonglådor
plantera kommande egendom
allt på mina villkor
Det regionale og hverdagsagtige udgør et stærkt fundament hos Rebecca Kjelland (f. 1983), hvis usædvanligt musikalske håndelag man bemærkede allerede i debuten Akkorda under fluktlinja (2007; Akkorder under flylinjerne). Opfølgeren Leve gammaldansen! (2011; Leve gammeldansen!) udgjorde noget af et kup i den norske lyrikverden med sin kåde leg med populærkultur, folkelighed og klichéer om Bygdenorge. ”Kjelland goes Prøysen goes bananas”, som en anmelder skrev.
I den væsentligt mere afdæmpede Ute av skog (2013; Ud af skoven) forlader en ung kvinde byen og menneskene til fordel for skovens ro og ensomhed for at skrive og læge sine sjælelige sår. Digtene registrerer, hvordan hun tilbringer tiden med forskellige hverdagsgøremål; episoder som gerne afsluttes med en lille krølle:
Jag kører over skogen.
”Ja, vi elsker” spilles på P1.
Jag tenker på ”Ein idiot på tur”. Karl Pilkington ville klagd over at
alt ser likt ut, at det er mørke grantrær overalt. I like the song,
though, ville han sagt.
Hjemme leser jeg Allers på terrassen og dricker Prosecco.
”Det beste i livet er gratis” af Vazelina Bilopphøggers står på i bakgrunnen.
Jeg leser at sekstiseks prosent af norska menn ser seg selv som
grillsjefer. Kvinnene tar ansvar for tillbehøret.
Stedets betydning
Sted og identitet er fremtrædende motiver hos en ny generation af kvindelige digtere fra Færøerne med Sissal Kampmann (f. 1974) og Marjun Syderbø Kjelnæs (f. 1974) i spidsen. Selvom de ikke længere bor der, og måske netop derfor, bearbejder disse forfattere det færøske som nærvær og fravær på samme tid: ”Svævende på et sted mellem at være / og at ikke være”, som Kampmann udtrykker det i debutsamlingen Rafnar á ljóðleysum – yrkingar úr uppgongdini (2012; Ravne i lydløs flugt – digte fra opgangen).
Hos Kampmann sættes følelsen af hjem og rodløshed i kontrast. Digterjeget forsøger at finde holdepunkter i det nye hjems materie; trapperne, hoveddøren – ”Den, som der står mit navn på” – ejendelene. Her er en blivende, men samtidig foranderlig sorg:
I dag græder jeg over noget andet
end jeg gjorde for et år siden
I dag savner jeg på en anden måde
end jeg gjorde for tre måneder siden
Eksilets modsætningsfyldte opskrift på overlevelse anes også hos Kjelnæs, blandt andet i digtet ”Opvågnen” i debuten Rót Tripp – orð en route (2012; Rod Trip – ord en route):
At grave rødder op
Ikke rive dem over
At blotlægge dem
Men ikke skære dem over
At betragte deres blege tråde
I den mørke muld
Stedet og rejsen mellem forskellige steder udgør også centrale udgangspunkter hos islandske Sigurbjörg Þrastardóttir (f. 1973). Gennembrudssamlingen Hnattflug (2000; Jordomrejse) er en lyrisk tur jorden rundt med korte refleksioner knyttet til forskellige destinationer. Den prisbelønnede fjerde digtsamling, Blysfarir (2007; Fakkeltog), er en slående 150-siders digtcyklus om et destruktivt kærlighedsforhold mellem en ung kvinde og en narkoman, skrevet i én lang strøm fra hendes perspektiv. Imellem to steder, en ø og en by, Island og Berlin, udspiller der sig en historie om afhængighed, af stoffer og af bekræftelse, og om selvbedrageri og langsom opvågnen. I dette eventyr er det prinsessen, der må kæmpe mod ”den hvide drage”.
Lyrik i medial forandring
Lyrikken har i stadig stigende grad indtaget den samfundskritiske, vidensøgende og formopløsende position, der tidligere var forbeholdt romanen, samtidig som den har fundet nye veje ind i det offentlige rum. Performance, poetryslam, lyrikfestivaler, digtfilm og blogs er eksempler på, hvordan digtet lever uden for bogens sider. Dagens digtere er multikunstnere, som river genregrænserne ned, gør udsigelsespositioner usikre, leger med forskellige forfatterroller og samarbejder med kollegaer.
Et bemærkelsesværdigt eksempel på de seneste års stadigt mere kollaborative praksis er den grænseopløsende, mere end 600 sider lange Frit flet. Fællesbogen (2014) af Mette Moestrup, Naja Marie Aidt (f. 1963) og Line Knutzon (f. 1965). Her sættes forfatternes egne liv – dagbogsoptegnelser fra teenageårene, private fotos, interviews med familiemedlemmer og notater om skriftens vilkår – over for samtidens brændende spørgsmål om fordelingspolitik, feminisme og migration. På overfladen ligner samlingen et glittet modemagasin. Indholdet består af en kavalkade af fortællinger om frihed, køn, politik og skrivning i en overflod af forskellige teksttyper, med inspiration fra 1970’ernes collageæstetik og den tids parole om, at det personlige er politisk.
Dagens lyrik er med andre ord fuld af dialoger hen over periode-, generations-, nations- og mediegrænser, af oversættelser, lån, intertekster og remedieringer. Der er en tydelig vilje til at forvalte og forny traditionen, som når Ida Börjel i Ma aktualiserer Inger Christensens (1935-2009) klassiske strukturdigt Alfabet (1981) og gennem et enkelt tempusskift – fra nuets og livsviljens præsens til historiens, sorgens og tabets imperfektum – transponerer tonearten nedad i forhold til forlægget. I forskydningen indeholdes både en anden tidsånd og et forandret syn på, hvad sproget og poesien kan udrette.
Sådan her lyder bogstavet C, først hos Christensen, derefter hos Börjel:
cikaderne findes; cikorie, chrom
og citrontræer findes; cikaderne findes;
cikaderne, ceder, cypres, cerebellum
(fra Alfabet, 1981)
cementgrunden fanns, cellerna
grundluften fanns, cirkelbeviset
underrättelsetjänsten, de och de sina
gå i arv, undan
cykler; cyklernas oheliga allianser
cyborg; cementplatå; de och dem emellan
anstalterna, denimfabriken, begäret
hos de unga efter västerländska jeans
i DDR; vandringscellerna; varuflödet
kring de partitrogna
på metrostationerna vid Friedrichstrasse
flöde irrande i motflöde; ett
fotbollslags tröjreklam
för libyeningenjörens gröna bok
det fanns också: cybernetiken
crackpundaren, cystan
cyberrymdens
sårbarhet Syntagma
(fra Ma, 2014)
Skønlitteratur
- Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup: Frit flet. Fællesbogen. Gyldendal, 2014
- Aase Berg: Hos Rådjur. Albert Bonniers Forlag, 1997
- Aase Berg: Forsla fett. Albert Bonniers Forlag, 2002
- Aase Berg: Uppland. Albert Bonniers Forlag, 2005
- Aase Berg: Loss. Albert Bonniers Forlag, 2007
- Ida Börjel: Sond. OEI Editör, 2004
- Ida Börjel: Skåneradio. OEI Editör, 2006
- Ida Börjel: Konsumentköplagen: juris lyrik. OEI Editör, 2008
- Ida Börjel: Ma. Albert Bonniers Forlag, 2014
- Inger Christensen: Alfabet. Borgen-Gyldendal, 1981
- Kristín Eiríksdóttir: Annarskonar sæla. Forlagið, 2008
- Athena Farrokhzad: Vitsvit. Albert Bonniers förlag, 2013. På dansk Vitsvit. Gyldendal, 2014
- Christina Hagen: White Girl. Gyldendal, 2012
- Hanna Hallgren: Burqa. Albert Bonniers Forlag, 2003
- Hanna Hallgren: Roslära. Pequod press, 2012
- Yahya Hassan: YAHYA HASSAN. Gyldendal, 2013
- Sissal Kampmann: Ravnar á ljóðleysum – yrkingar úr uppgongdini. Eksil, 2011
- Rebecca Kielland: Akkorda under fluktlinja. Oktober, 2007
- Rebecca Kielland: Leve gammaldansen! Oktober, 2011
- Rebecca Kielland: Ute av skog. Oktober, 2013
- Åsa Maria Kraft: Exlibris. Albert Bonniers Forlag, 1998
- Åsa Maria Kraft: Diktaten, Albert Bonniers Forlag, 1999
- Åsa Maria Kraft: Händerna lägger ner kransen. Svart Exlibris. Albert Bonniers Forlag, 2001
- Åsa Maria Kraft: Bevis. Albert Bonniers Forlag, 2005
- Åsa Maria Kraft: Permafrostens avtagande. Albert Bonniers Forlag, 2007
- Åsa Maria Kraft: Randfenomen. Albert Bonniers Forlag, 2015
- Gerður Kristný: Blóðhófnir. Forlagið, 2010. På dansk Blodhingst. Forlaget Vandkunsten, 2011
- Gerður Kristný: Drápa. Forlagið, 2014
- Mette Moestrup: Golden Delicious. Gyldendal, 2002
- Mette Moestrup: kingsize. Gyldendal, 2006
- Mette Moestrup: Dø, løgn, dø. Gyldendal, 2012
- Asta Olivia Nordenhof: det nemme og det ensomme. Basilisk, 2013
- Olga Ravn: Jeg æder mig selv som lyng. Pigesind. Gyldendal, 2012
- Amalie Smith: De næste 5000 dage. Gyldendal, 2010
- Amalie Smith: I civil. Gyldendal, 2012
- Lóa Steffansdottir, Nina Søs Vinther og Erik Skyum-Nielsen (ovs.): Ny islandsk poesi. 10 islandske lyrikere. Arena, 2011
- Ingrid Storholmen: Skamtalen Graceland. Aschehoug, 2005
- Ingrid Storholmen: Siriboka. Aschehoug, 2007
- Ingrid Storholmen: Til kjærlighetens pris. Aschehoug, 2011
- Anni Sumari: Mått och mängd, svensk oversættelse: Martin Enckell, Lund: ellerströms, 2000 [1998]
- Sigurbjörg Þrastardóttir: Hnattflug. Forlagið, 2000
- Sigurbjörg Þrastardóttir: Fallskärmsresor. (Udvalgte digte fra Túlípanafallhlífar og Hnattflug oversat til dansk fra svensk oversættelse). Gondolin, 2004
- Sigurbjörg Þrastardóttir: Blysfarir. JPV útgáfa, 2007
Faglitteratur
- Åsa Arping: ”Politik och språk – lyriken efter 1965”. Litteraturens historia i Sverige, Bernt Olsson, Ingemar Algulin m.fl. (red.). Norstedts, 2009
- Åsa Arping: ”Röster från andra sidan Bottenhavet – finlandssvensk lyrik efter 1965”. Litteraturens historia i Sverige, Bernt Olsson, Ingemar Algulin m.fl. (red.). Norstedts, 2009
- Jörgen Gassilewski, Anna Hallberg, Anna Nyström, Kajsa Sundin (red.): Trettiotvå poeter tjugohundraelva. Albert Bonniers Forlag, 2011
- Jenny Johannessen (red.): Färöiska författare – Kampmann, Kjelnæs & Ottarsdóttir. FarLit, 2013
- Peter Stein Larsen: Drømme og dialoger. To poetiske traditioner omkring 2000. Syddansk Universitetsforlag, 2009
- Anne-Marie Mai (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, bind 3. Gads Forlag, 2000
- Peter Mickwitz (red.): Ett svart får i motljus. 14 unga finska poeter. Söderströms, 2000
- Passage. Tidsskrift for litteratur og kritik 2013: 69, temanummer ”Lyrik på tværs”
- Oscar Rossi & Tiia Strandén (red.): Detta är inte fiktion. 18 Nordiska samtidspoeter. Söderströms, 2007
- Lisa Schmidt: ”KR’PTA: Samtidspoesin och Derrida. Spår och ärrbildningar hos Johannes Heldén, Ingrid Storholmen och Anna Hallberg”. Samlaren: Tidskrift för svensk litteraturhistorisk forskning 127, 2006
- Martin Glaz Serup: Relationel poesi. Syddansk Universitetsforlag, 2013
- Åsa Stenwall: Portföljen i skogen. Kvinnor och modernitet i det sena 1900-talets finlandssvenska litteratur. Schildt, 2001