Efter årtusindskiftet 2000 bliver globaliseringen og den kvindelige migration fra fattige lande til vesten et tema i litteraturen. Forestillingen om et globalt søsterskab udfordres af virkeligheden, hvor mødet med den “anden” fremmede kvinde bl.a. foregår som et møde mellem arbejdsgiver og hushjælp og som udstiller et overordnet-underordnet forhold. Reflektioner over det skæve magtforhold mellem den nordiske kvinde og hendes undertrykte “søster” kommer bl.a. til udtryk i au-pair-romaner, litteratur om kvindelige flygtninge samt i reportager og tegneserier om mødet med undertrykte kvinder uden for Europa.Eksempler på forfattere, som arbejder med disse problemstillinger litterært er Kirsten Hammann, Sara Kadefors, Aasne Linnestå og Åsne Seiersted
Tag: Klasse
Omkring årtusindskiftet opstår en ny forfatterfunktion – også kaldet den seminautiske. Det betyder, at forfatteren opfatter verden som tilgængeligt materiale, der kan indsamles og efterbehandles.Forfatterens krop og privatliv opfattes hverken som principielt uvedkommende eller per definition relevant, men mere som et materiale, som kan genbruges.Eksponenter for denne måde at skrive på er bl.a. Christina Hagen, Mona Høvring, Athena Farrokhzad og Niviaq Korneliussen.
Omkring 2000 debuterer en ny generation af kvindelige nordiske forfattere, hvis signatur er performativ eksperimentering ofte tilsat humor og ironi.Forfatterne skriver videre på en kønsbevidst litterær tradition og henter bl.a. deres inspiration fra samtidens kønsteoretikere som fx Sara Ahmed og Judith Butler. Generationens toneangivende stemmer er Christina Hagen, Kristina Nya Glaffey, Mara Lee og Trude Marstein.
Forholdet til familien, moren og kvindeligheden er det ene af de to hovedtemaer i Auđur Jónsdóttirs (f. 1973) forfatterskab, det andet er de vestlige herrefolks forhold til den nye internationale arbejderklasse i begyndelsen af det nye årtusind. Disse to temaer får efterhånden mere til fælles, end man først kunne tro, de havde.
Da Helle Helle (f. 1965) i 2010 blev indstillet af Statens Kunstfonds repræsentantskab til at modtage livsvarig kunstnerydelse, lød begrundelsen, at hun var ”en af Danmarks vigtigste fortolkere af middelklassen og den danske provins.” Og sådan er hun generelt også blevet modtaget og fortolket: Som en forfatter, der fortæller om udkanter, velfærdssystemets fortabte i provinsen og tidstypiske konflikter i parforholdet.
De finske forfattere Eeva Joenpelto, Ann Kaipainen og Eila Pennanen har alle i deres prosaværker fokuseret på kvindelivet, patriarkatet og kønsrollerne, hvad enten det har drejet sig om tidsskildringer i Eeva Joenpeltos Lojoserie fra 1970’erne, Anu Kaipainens historisk-mytiske romaner, Eila Pennanens indblik i den hellige Birgittas liv Pyhä Birgitta (Seersken Birgitta) fra 1954, eller middelklasselivet i Tammerforstrilogien henlagt til århundredets begyndelse.
Den danske forfatter Karen Blixens forfatterskab blev til sent og på baggrund af tunge tab i hendes liv; kaffefarmen i Kenya og hendes store kærlighed, Denys Finch-Hatton, der omkom ved et flystyrt. Tabene er ikke blot knyttet til den personlige biografi. I hendes bearbejdning vokser de, og bliver til udtryk for en moderne erfaring af værditab, splittelse og tomhed.Er tabene voldsomme og konkrete i hendes liv, har livsudfoldelsen også været usædvanlig og rig. Denne kombination udgør et spændingsfelt og resulterer i, at hun går bag om den realistiske tradition tilbage til en fortælletradition, som stammer fra Tusind og én Nats Fortællinger, fra Boccaccio og fra Cervantes’ Don Quijote, 1605-1615. Hertil kombinerer hun 1700-tallets filosofiske romaner, der bevidst leger med illusionen og fortællingen, som i Diderots Jacques le Fataliste, 1773 (Fatalisten Jacques og hans Herre, 1944). Og ikke mindst H. C. Andersens eventyr med deres beskrivelser af menneskelig psykologi og forvandling.Ved siden af den gennemgående atmosfære af tab og fordrejede menneskelige forbindelser figurerer spørgsmålet om, hvor og hvordan mennesker kan finde håb.
»Naar Kvinden først har rejst sig«, skrev den norske forfatter Amalie Skram i 1880 begejstret om Ibsens Et Dukkehjem, »lader hun sig ikke mere standse«. Og standse – det gjorde hun heller ikke selv. I 1884 giftede hun sig med den danske forfatter Erik Skram, og herfra tog hendes forfatterskab fart.Men hun kom aldrig til at ligne de danske gennembrudskvinder. Der var lidenskaben til forskel. Hvor de stillede sig udenfor, gik Amalie Skram i ét med sit stof – i hensynsløst forbrug og selvforbrug. Det er blaserthedens attitude over for passionens. Som kunstner og kvinde befandt hun sig i en outsiderposition. For voldsom for sine danske kolleger og decideret black-listet i Norge.Hendes værker er lige så lidenskabelige studier af sindets dybder som den samtidige Freuds. Forfatterskabet bærer således ud over det moderne gennembrud – frem mod det 20. århundredes galskaber og kundskaber.
Det eventyrmateriale, der kaldes »Narrationes Lubricae«, slibrige eller erotiske historier, blev i ældre tid fortalt af voksne rundt omkring i de norske landområder, i bygderne. Der er registreret mange kvinder blandt de voksne informanter. De grove historier var/er ingenlunde forbeholdt herreselskab.Man kender navngivne personer til omtrent to tredjedele af det erotiske skæmtemateriale, og af disse er nøjagtigt halvdelen kvinder. Det er måske overraskende. For mange steder regnes eventyret og ikke mindst den grovere type for en mere mandligt præget form. Kvindelige informanter knyttes i folks bevidsthed først og fremmest til folkeviserne, hvor musikken og det æstetisk bundne er i forgrunden.
Midt i 1790’erne er den svenske forfatter Anna Maria Lenngren allerede stor. Hun danner bro mellem de to store litterære guldaldre i svensk litteratur: den gustavianske epoke og romantikken, der fik sit gennembrud i 1809. Mellem 1793 og 1800 skrev hun 120 digte. Derefter flød de mere sparsomt fra hendes pen. I 1800 gav Svenska Akademien hende en årlig pension. I 1798 udarbejdede hun en fortegnelse over de tekster, der kunne komme på tale til en samlet udgave af hendes værker. Det i 1809 offentliggjorte programdigt over hendes æstetik, »Invocation«, tyder på, at hun tog sit forfatterskab alvorligt. Hvis det eneste hendes lyre har frembragt er »letsindigt sværmeri«, så fortjener den at blive knust!, siger hun. Det er en selvbevidst stemme, der taler, og over for romantikkens »svimmelhed« ønsker stemmen sig oplysningstidens »mod«.