Sonja Hauberg døde inden hun var fyldt 30 år af en tyfus, hun havde pådraget sig. Hun nåede at udgive to romaner, Hvad vil du mig?, 1942, og Syv Aar for Lea, 1944. Ved sin død efterlod hun sig romanmanuskriptet April, der blev udgivet posthumt i 1961.Alle bøgerne har det fælles mønster, at den kvindelige hovedperson er placeret mellem to mænd. Dels den broderlige ven, som hun har fælles erindringer med og i forhold til hvem, hun kan komme til syne som person. Dels elskeren, som hun kæmper for at blive forstået af. Men Sonja Haubergs kvinder skuffes alle i deres kærlighedsforventninger; det lykkes ikke at forene venskab med erotik.
Tag: Kærlighed
Den danske forfatter Elsa Gress havde efter eget udsagn en kætterisk pen. Forfatterskabets gentagne tematiseringer af at-være-sat-udenfor er en refleksion af hendes egen oplevelse af at være udenfor, at være misforstået, at tale for døve øren. Den påtvungne følelse af anderledeshed i barndoms- og ungdomsårene fremstår i hendes erindringsbøger, som baggrunden for at hun etablerede sig som »professionel outsider«. Forfatterskabet præges af brydningen mellem at ville fastholde en marginalposition – at være outsideren, der ser klarere – og at ville høres og forstås.At den kvindelige forfatter, og kvinden som debattør, er udsat for fordomme, oplevede Elsa Gress som en fællesskæbne for skrivende kvinder. Hendes egne skrifter blev enten rost som »lige så solide og indsigtsfulde som en mands«, eller hun blev kaldt »lynende ondskabsfuld som kun en intelligent kvinde kan være det«. Som samfunds-, kultur- og kønsrevser fik hun ganske vist læserne til »at høre efter« – men ikke til at makke ret.
Torborg Nedreaas debuterede sent. Først som 39-årig udsendte hun sine to første novellesamlinger og markerede sig øjeblikkeligt som en forfatter af betydning. Novellegenren er som skabt for hendes stilsikre udmejsling af en central begivenhed i en afgrænset tekst. Hun følger konsekvent sine udvalgte personer, fastholder hele tiden kronologien, og lægger sjældent op til parallelle handlingsforløb. Læsningen skal ikke være som at løse en rebus, mente forfatteren.Fra forskellige positioner behandler forfatterskabet outsidere og hverdagsmennesker under krigens og kapitalismens åg. Hun er optaget af de små i samfundet, og det er ofte kvinder og børn, der udgør den svageste gruppe. Hun bevæger sig mellem arbejderklassen og borgerskabet og lader verdensbegivenheder som det tyvende århundredes to store krige og mellemkrigstiden danne grundlag for sine personers udvikling og mellemmenneskelige relationer. Kærlighedens betydning for enkeltmenneskets mulighed for at handle og gøre noget ved sin egen og andres situation står hele tiden centralt.
Finske Katri Vala var i 1920’erne en central skikkelse i den litterære gruppe Fakkelbærerne, som var det selvstændige Finlands første forfattergeneration. De unge forfattere stillede sig i opposition til de litterære konventioner.Hun debutterede i 1924 med digtsamlingen Kaukainen puutarha (En fjern have). Det nye i hendes lyrik er den stærke visualitet. Et andet særpræg er den frie rytme, som takket være hende fik sit gennembrud i finsksproget lyrik. Hendes eksotiske billedsprog sættes i forbindelse med modernisternes anvendelse af primitive og eksotiske elementer i århundredets begyndelse.For Elvi Sinervo, som debuterede med novellesamlingen Runo Söörnäisistä (Et digt fra Sörnäs) i 1937, blev kvindefængslet en livsafgørende erfaring. Hun var den mest betydelige prosaist i den venstreorienterede forfattergruppe Kiila og blev i 1941 idømt fire års tugthus for at have deltaget i illegal venstrevirksomhed. Hendes forfatterskab hører med sit emnevalg til den antifascistiske litterære tradition.
En forfinet erotisk mystik, langt fra 1930’er-modernisternes primitivistiske seksualromantik, kendetegner Rut Hillarps forfatterskab. Hendes slægtskab med den svenske romantiks store erotiske digter Erik Johan Stagnelius er blevet påpeget, den samme vaklen »fra åndeliggjort sanselighed til sanseliggjort åndelighed«. Men mere end noget andet er det måske »øjeblikket«, som binder dette forfatterskab sammen.Rut Hillarp er imidlertid også blevet sammenlignet med både Edith Södergran og Karin Boye; den første i sin egenskab af erotisk lyriker og den sidste i kraft af den erotisk farvede åndelighed. I sidste instans handler det om at åbne sig. Smerten og ekstasen er en vej til modtagelighed.
I 1937 fik Tove Ditlevsen publiceret et digt for første gang. Det skete i tidsskriftet Vild hvede, og digtet kan læses som en allegori over hendes forfatterskab, der blev det betydeligste på kvindesiden i dansk efterkrigstid. Under digtets enkle overflade foregribes genkommende temaer, som kvindeidentitet, erindring og kreativitet. Tabet af barndommen og især det symbiotiske forhold til moderen er grundlaget for hendes melankolske poetik.Forfatterskabet er én lang erindringsproces, først i fiktionens form, senere også som essays med personlige erindringsfragmenter indtil udgivelsen af de egentlige erindringsværker. Da erindringsstoffet var udtømt, alle hovedpersonerne i hendes barndoms univers var døde og ægtemanden havde forladt hende, afsluttede Tove Ditlevsen sit liv, som hun havde bebudet.
Karin Boyes mest inspirerede digte synes at være blevet til i skæringspunktet mellem to verdener: »skinnets verden – en verden, der forestiller« og »den anden verden, den tunge, omformende«. I lyrikken vibrerer spændingen mellem »det som brister/ og det som stænger« og får sin udløsning i den euforiske lethed, frihedsjublen, hvor jeg’et udleverer sig uden forbehold til »den tillid, der skaber verden«.Hendes selvmord i 1941 har siden farvet synet på hendes liv og digtning. Ofte er forfatterinden blevet fremstillet som »tragisk« og »skæbnebestemt« allerede fra begyndelsen og gennemgående tolket som et menneske, der heroisk kæmpede mod sin »dødsdrift«. Hendes fortællinger og digte udspilles ofte i mellemområdet mellem søvn og vågen tilstand, denne uvirkelige verden, hvor drøm og begær udspiller sig, det sted, som vi aldrig helt har forladt og altid dybest inde vil længes tilbage til.
I mange kvindelige dannelsesromaner fra mellemkrigstiden er et lesbisk motiv et vigtigt indslag i beskrivelsen af en kvindes vej til frigørelse og selvstændighed. Men det var ikke risikofrit åbenlyst at have kærlighed mellem kvinder som litterært motiv. Homoseksuelle handlinger hørte under straffeloven, og psykiatriens stempling af de homoseksuelle som psykisk abnorme, altså patologiske, ophørte først i Sverige i 1979.Det var således ikke let at finde udtryksformer for et kvindeligt begær, som i århundreder var blevet undertrykt, defineret og diskuteret af mænd inden for litteratur, medicin og psykiatri. Hvad de »nye kvinder« i mellemkrigstiden havde brug for, ud over at gøre sig synlige, var et sprog, som gjorde det muligt at udtrykke, at kvinder kunne have erotiske følelser og oplevelser også uden for mænds domæner.
I begyndelsen af 1900-tallet udtrykker kvinder erotiske erfaringer diskret ved at tale om græs, der brænder eller trykkes ned som et tæppe under elskende. Men efterhånden bliver omskrivninger unødvendige, og Eros’ betydning for en kvindelig lyrikergeneration bliver tydelig, blandt andet hos Berit Spong, Ingeborg Björklund, Greta Knutson, Martha Larsson, Maria Wine, Ingeborg Erixson og Elsa Grave.
I 1910’ernes og 1920’ernes Norge findes en skjult og glemt underskov af erotisk kvindelyrik produceret af blandt andre Halldis Moren Vesaas, Aslaug Vaa og Inger Hagerup. Udforskning af erotisk psykologi og kønsidentitet er et gennemgående tema. Det kan tyde på fremmedfølelse – men fremmedfølelsen var poetisk produktiv. Herfra tog nye kvindelige lyriske udtryk form.Den tematiske spænding i digtene ligger ofte i dragningen mod ekstasen i en total kærlighedssymbiose og den samtidige trang til selvstændig identitet. Udgangspunktet er forventningen om total lykke, om både erotisk, emotionel og åndelig selvrealisering. Fremmedfølelsen og dissonanserne fremkommer, når den mandlige modpart ikke opfylder forventningerne, tonen bliver resigneret eller anklagende og til tider masochistisk.