I begyndelsen af 1960’erne udkom den første digtsamling af Vilborg Dagbjartsdóttir, der som modernist og mangesidet kulturpersonlighed har inspireret såvel en yngre generations kvindelige islandske digtere som digtere i sin egen generation.Digtere, som Þóra Jónsdóttir, der debuterede i 1973 og Þuríður Guðmundsdóttir, der udgav sin første bog i 1969, er som Vilborg Dagbjartsdóttir begge tilflyttere i Reykjavík og til dels optaget af de samme digteriske motiver. De udtrykker sig i præcist mejslede minimalistiske digte, der kræver læserens fulde opmærksomhed.
Tag: Kærlighed
Den danske 1960’er-modernisme, som forfatteren Dorrit Willumsen var en del af, var kulturkritisk vendt mod det moderne forbruger- og massesamfund og dets indflydelse på den enkeltes eksistens. Moderniteten som varesamfund fremmedgør jeg’et for sig selv.I Dorrit Willumsens tekster bliver kvinden fra starten skildret som modernitetens primære offer og foretrukne udtryksform, hun er både kulturens andet og kulturens udtrykte billede. Det er i det hele taget kvindebilledet, der i forfatterskabet bliver billedet over alle på konflikten mellem ydre og indre.
I de tidlige 50’ere indledtes et stort svensk forfatterskab med den unge Birgitta Trotzigs romandebut Ur de älskandes liv (Fra de elskendes liv) fra 1951. I romanen er der en stræben efter at nå ud over jeg’ets grænse, at nå frem til det livsvigtige du, og dette forbliver en grundlæggende tematisk og stilistisk bevægelse i hele forfatterskabet.Men er Birgitta Trotzig egentlig ikke lyriker? De mest intense partier i hendes værk har prosalyrikkens form. Alligevel bliver den lange fortælling, som anskueliggør livsforløbet, en nødvendighed for hende. »Det store problem er stadig enkelt. Et kort forløb mellem fødsel og død. At menneskenes verden skulle være et kærlighedsfællesskab. Hvorfor er den ikke det?« skriver hun i essayet Hållpunkter, hösten 1975 (Holdepunkter, efteråret 1975). Denne koncentration om livsløbet i dets helhed finder man i alle hendes fortællinger.
Sensymbolister og modernister i efterkrigslitteratur.
Lyrikere fra 1960’erne.
Nye litterære fronter.
Med sin bemærkelsesværdige debutroman Tjärdalen fra 1953 (Tjæremilen, 1954) skabte den svenske forfatter Sara Lidman grundplanen til en storslået litterær verden, som forfatterskabet til det sidste forblev tro mod. Hendes romaner er bygget op omkring en mangfoldighed af mennesker forenet i landsbyen. Denne landsby ligger som regel i Norrland, i en udkant af civilisationen, men den har også aflæggere i Afrika og i Vietnam. Den er præget af fattigdom og udbytning – men samtidig fremtræder den, som et sælsomt rigt kollektiv.Tematisk bliver alvorlige spørgsmål om skyld og svig og ansvar rejst, men de er indbefattet i en kærligt tilgivende skildring, i en bestandig balanceakt mellem lov og nåde. I perioder lå Sara Lidmans store indsats kun delvis i forfatterskabet. Lige så vigtig var avisdebatterne, dramatikken og frem for alt det politiske foredrag. Hun fremtræder med en sælsom blanding af faktaopremsning og følelsessprog, af frontrapport og Højsang. Forbilledlig, elsket og afskyet.
Med sin debut Indeni – udenfor fra 1967 placerede danske Kirsten Thorup sig centralt på den litterære scene. Her og i de følgende samlinger er det fremmedgørelsens, afmagtens og objektiveringens positioner, der afsøges i et hørbart personligt udtryk. Med romanen Baby fra 1973 signalerer hun imidlertid, at andet og mere er undervejs. Med denne roman skabte hun en stiliseret og stram optakt til et stort anlagt samtidsforfatterskab, der siden har gjort hende til en af Danmarks mest læste forfattere.Et forfatterskab der også har kridtet danskernes bane op i en ubarmhjertig, men dog paradoksalt kærlig fritlægning af de undergangsbilleder, som samtidskulturen er fyldt af.
Til de modernistiske strømninger i Island bør regnes en enkelt kvinde; Arnfríður Jónatansdóttir. Hendes digte fremviser samme karakteristika: De er ubundne i formen, de er skrevet i et koncentreret sprog, og så anvendes billedsproget på en fri måde.Forud var allerede kommet utallige andre digtere, der stod mellem tradition og fornyelse, ikke mindst mange kvindelige lyrikere, der forbandt gammelt og nyt i digtningen. Det gælder forfattere som Sigríður Einars frá Munaðarnesi og Halldóra B. Björnsson. Men de er ikke lette at placere i islandsk litteraturhistorie. Og placeringsproblemet illustrerer deres digteriske konflikt.De virker i tvivl om deres position; de vil bekræfte sig selv inden for en tradition, som de i virkeligheden ikke tilhører, samtidig med at de begejstres af den frie poesiform. De hengav sig helt og holdent til den nye frie poesi efter i deres debutværker at have bevist, at de beherskede det traditionelle håndværk – digte med rim og stavrim og i en bunden rytmisk form.
Stina Aronson udgav 17 bøger og er især kendt for sine norrbottniske ødemarksskildringer. Men da hun fik sit gennembrud med romanen Hitom himlen (På denne side af himlen) i 1946, havde hun allerede et langt forfatterskab bag sig. Til det nyskabende i hendes Norrlandsskildringer hører, at de kun sjældent er fortællinger i gængs forstand. Det, der »sker«, er frem for alt opdagelsen af verden, af dens fredfyldthed og pludselige indgydelse af rædsel.Den største indre spænding i hendes senere værker ligger i forholdet mellem en modernistisk registrering af verden og en etisk måde at forholde sig til den på. Der findes navne for dette sidstnævnte: medlidenheden og resonansen. Hendes Norrlandsfortællinger er en sådan resonansens skrift, en lydmodtager ud mod den fremmede stilhed, som gøres fortrolig. Men som samtidig grundlæggende forbliver ukendt og ubevidst.