Midt i 1790’erne er den svenske forfatter Anna Maria Lenngren allerede stor. Hun danner bro mellem de to store litterære guldaldre i svensk litteratur: den gustavianske epoke og romantikken, der fik sit gennembrud i 1809. Mellem 1793 og 1800 skrev hun 120 digte. Derefter flød de mere sparsomt fra hendes pen. I 1800 gav Svenska Akademien hende en årlig pension. I 1798 udarbejdede hun en fortegnelse over de tekster, der kunne komme på tale til en samlet udgave af hendes værker. Det i 1809 offentliggjorte programdigt over hendes æstetik, »Invocation«, tyder på, at hun tog sit forfatterskab alvorligt. Hvis det eneste hendes lyre har frembragt er »letsindigt sværmeri«, så fortjener den at blive knust!, siger hun. Det er en selvbevidst stemme, der taler, og over for romantikkens »svimmelhed« ønsker stemmen sig oplysningstidens »mod«.
Tag: Ironi
Norske Dorothe Engelbretsdatter slog en kile ind i det patriarkalske mandssamfund. Hun er kendt som den første store kvindelige salmist i Danmark-Norge, der påtog sig en repræsentativ og forkyndende digterstemme.Hendes vers fandt vej såvel ind i det mundtlige og folkelige, hvor de fleste kvinder befandt sig, som i det højtidelige, mandsdominerede og lærde gudshus. Skildringer af det dydige og det kvindelige er temaer, som sammenkobler lavt og højt, ammestue og kirkerum. I modsætning til sine digterbrødre havde hun ikke nogen anden beskæftigelse end den at skrive. Hun mødte standssamfundets gud, ikke som biskop, officer eller skolemester, men som kvinde.Hun skrev mellem 60 og 70 salmer og bønner, hovedsagelig samlet i Siælens Sang-Offer (1678) og Taare-Offer (1685), og desuden en større versificeret gendigtning af andagter. Hun blev dermed en tidlig professionel forfatter med digtningen som erhverv suppleret af en lille enkepension. Det var enestående i samtiden.