Under 2. Verdenskrig skete der en forskydning i motivet i kvinders litteratur. Barnet, der er udsat for meningsløs vold, kommer i fokus, og 30’ernes mere erotiske betoning af moderkroppen træder i baggrunden. Det er, som om tiden nu er moden til at virkeliggøre den samfundsmoderlighed, som Fredrika Bremer og Ellen Key havde beskrevet som kvindernes bidrag til civilisationen, men med den vigtige forskel at tyngdepunktet forskydes fra kvindens egen tale til barnets.Fokuseringen på barnet – og dermed på mødrenes samfundsansvar – er de skrivende kvinders sidste forsøg i moderne tid på at lancere en ny etik for menneskelige relationer og formulere en politisk utopi for et fredeligt samfund. Og det sker over en bred front, om end i mange litterære varianter, og klinger ikke af før i 1960’erne, da moderskabet mister sit revolutionære potentiale ved at problematiseres som magt alternativt afmagt. Da kommer kvinden i litteraturen til i forhold til manden at indtage det magtesløse barns position. Og den kæmpende mor reduceres til frustreret husmor.
Tag: Feminisme
Den socialt bevidste forfatter Moa Martinson, »Folkehjemmets« enfant terrible, var i årtier på »goa Moa« med hele det svenske folk. I hendes forfatterskab er tre projekter vævet sammen: et seksuelt, et historisk og et psykologisk. Store dele kan læses som et dokument om den kvindelige bevidsthed i arbejderklassen i en socialt urolig periode, hvor arbejderbevægelsen voksede sig stærk, men også som en kvindepolitisk kritik af arbejderbevægelsens svigt over for dens egne kvinder.Som noget nyt i svensk litteratur blev moderkroppen det centrum, hendes stof organiseredes omkring. De fleste af hendes kvindeskikkelser er stærke, men spaltede. De er bundet til deres biologiske skæbne, men stræber som oftest efter at overskride den. Hun mødte modstand hos kritikerne for sine upolerede beskrivelser af kvinders kroppe og seksualitet, men netop fordi seksualiteten kom til at stå i forgrunden, lykkedes det hende at skildre kvindernes eksistentielle livsvilkår.
Om 1930’ernes litterære seksualpolitik.
Den finske forfatters Hagar Olssons debut i 1916 bliver sammen med Edith Södergrans debut samme år almindeligvis angivet som den finlands-svenske modernismes fødsel. Som litteraturkritiker på Dagens press begyndte hendes legendariske kampagne for »det moderne« i kunst og digtning. I hendes litterære program stod tillid til livskræfterne, til menneskeåndens magt til at forvandle verden og til kunstnerens hellige kald centralt. Samtidig afstedkom hun den største formelle fornyelse inden for dramatikken. Hendes skuespil er i høj grad politisk teater, forkyndelse og agitation.Fra begyndelsen af 1930’erne blev »den nye kvinde« og hendes problematik et stadig tydeligere tema i Hagar Olssons romaner. Og den tætte kontakt til både den feministiske kvindegruppe omkring tidsskriftet Tidevarvet og Kvinnliga medborgarskolan på Fogelstad skærpede hendes interesse for kvindespørgmål.
Som fortaler for familieplanlægning og præventionsbrug var danske Thit Jensen en både elsket og kontroversiel debattør i sin samtid. I hele hendes forfatterskab blev det derfor ikke overraskende personlighedsprojektet, det at blive en karakter, der står på egne ben og har sine meningers mod, der blev drivkraften. I dette projekt er drømmen om helhed styrende: at kunne elske og arbejde, dyrke sig selv og tjene andre, forene det private og det samfundsmæssige, blive kunstner, ikke blot af navn, men af gavn.En kvindelig omsorgsstruktur samlede Thit Jensens personlige og kunstneriske visioner. Samtidig ville hun mere, end de gængse romanformer magter. Hun kombinerede udviklingsroman og dannelsesroman med social reportage, tangerede en kollektivform, men uden at finde den. Resultatet blev en formsprængning, der ikke førte til den nye form, der kunne samle og befordre hendes erobringslyst.
Fra 1910 til 1922 var Gyrithe Lemche en hovedskikkelse i dansk kvindebevægelse. Som landsformand (1921-22) for Dansk Kvindesamfund og redaktør af foreningens tidsskrift Kvinden og Samfundet (1913-19), blev hun strateg og ledende ideolog i de år, hvor kampen for stemmeretten var på sit højeste. Den stort anlagt selvbiografiske romanserie Tempeltjenere, I-III, 1926-28, rummede i fiktiv form hendes tolkning af modsætningerne i dansk kvindebevægelse. Uden at være forfatterskabets hovedværk er den en hovednøgle til forståelse af den kunstneriske omvæltning, hun gennemgik i årene 1910-22, da hun forlod studerekammeret til fordel for kvindesagen.Det er imidlertid splittelserne mellem digteren og realisten, der prægede Gyrithe Lemches forfatterskab. At være realist betød at gå ind i sin tid og tage dens problemer og opgaver på sig. At være digter derimod, at give sig fantasien i vold og puste liv, bevægelse og tolkning i det forbigangne, mente hun. Hun ville begge dele, men oplevede bestandig, at det ene trådte i vejen for det andet.
Forfatteren og journalisten Elin Wägner var en central figur i kvindernes kamp for stemmeret i Sverige, ligesom hun havde et stort pacifistisk engagement. Som forfatter skrev hun omkring 20 romaner, en håndfuld novellesamlinger og flere radiospil, hvor hun igen og igen understregede vigtigheden af, at kvinder arbejdede på at frigøre sig for at »finde en egen form«.Romanen Pennskaftet (1909) var hendes første alvorlige forsøg på at bryde med kendte litterære former og formulere et eget alternativ. Og med romanens indblik i arbejdet i Landsforeningen för kvinnans politiska rösträtt leverede hun et enestående bidrag til den nordiske 1900-tals litteratur. I 1923 var hun med til at grundlægge ugeskriftet Tidevarvet, der erklærede sig som »en arena, hvor mænd og kvinder jævnbyrdigt kæmper for en liberal anskuelse«. Og med romanerne Genomskådad (Gennemskuet), 1937, og Hemlighetsfull (Hemmelighedsfuld), 1938, skabte hun ydermere en feministisk udfordring til den svenske roman i 1930’erne: den selvbiografiske udviklingsroman.
I 1909 er kvindernes stemmeretskamp i fuld gang. Fra London refererer den svenske journalist Elin Wägner fra »den største bevægelse, verden har set«, Det Internationale Forbund for Kvinders Stemmeret og deres kongres.Gennem fire årtier bliver hun den mest utrættelige modstander af patriarkatet i Sverige. Det første højdepunkt er Stockholmsromanen Pennskaftet, som hun skriver 1910, og som bliver en bibel for »den nye kvinde«.Men Wägner er ikke alene. Blandt de mange svenske forfatterinder og kvindelige debattører, der slutter op om stemmeretskampen, er Selma Lagerlöf og Ellen Key, hvis forfatterskaber undergår en litterær fornyelse midt i kampens hede.
Den døve arbejderkvinde Maria Sandel var feminist og organiseret socialdemokrat, anerkendt og støttet af kvindekredsen omkring Ellen Key. Hun er blevet kaldt proletariatets Fredrika Bremer. Hun var »et af de ejendommeligste mennesker, der har helliget sig forfattervirksomheden«. I 25 år boede og arbejdede hun i et lille værelse med åbent ildsted i en husvildebarak. Her fandt hun sit stof.Når hun med sit dybt personlige kendskab skriver om de snævre boliger, sliddet for føden, kvindernes dobbelte arbejde, er hun en pioner i svensk litteratur; men teksterne stiler højere end mod blot at være historiske vidnesbyrd. Hun arbejder med at give sit moralske engagement litterær form. Feminismen er en del af projektet; hun vil »reformere mændenes opfattelse af kvinden«. Som mange andre læste og inspireredes hun af Charles Dickens’ romaner. Og som andre arbejderforfattere prægedes hendes idéverden af arbejderbevægelsens stræben efter at »højne standen«.
Med Nobelprisen i litteratur i 1909 fik svenske Selma Lagerlöf for alvor sit internationale gennembrud. På det tidspunkt var hun allerede en af Nordens mest anerkendte og respekterede forfattere. Tabet af det elskede barndomshjem Mårbacka forplantede sig til hendes forfatterskab som et smertepunkt – en tilbagevendende tematik varieret i roman efter roman.Og det er gennem manglen i tilværelsen, det påtvungne opbrud, at hun, der tilsyneladende ikke havde mere at miste, trådte ind i sin verden af minder og hentede et oprindeligt sprog, der gennemsyrede alt, hvad hun skrev, og som kunne opfattes af høj og lav, af børn og voksne. Hun ville læses af alle, også bondekonerne på landet, skrev hun.Det bliver hun den dag i dag.