Redaktionel indledning
Under temaet Queer har redaktionen i 2025 samlet syv artikler om såvel nyere som ældre litteratur, der hver for sig og i samspil udfordrer gængse normer og forestillinger om køn, krop og seksualitet. I artiklerne spørges der især til litterære fremstillinger af, hvordan køn, krop og seksualitet er indlejret i den måde, kernefamilie, reproduktion og menneske-naturforholdet er organiseret på inden for rammerne af en nordisk liberal velfærdskontekst, og af mulige andre og mere bæredygtige måder at tænke reproduktive fællesskaber på. I denne indledning gør redaktørerne rede for de overvejelser, der ligger bag, og for de valgte temaer: queer temporalitet, queer slægtskab og queer økologi. Ikke mindst diskuteres det, hvad queer perspektiver kan gøre ved den måde, der skrives litteraturhistorie på, og hvorvidt det at bryde med den kronologiske organisering og implicitte progressionsfortælling kan være en vej til at opdage nye mønstre og hente nye indsigter i litteraturen og samtidig revurdere litterære kanondannelser.
Tag: Feminisme
Efter årtusindskiftet 2000 bliver globaliseringen og den kvindelige migration fra fattige lande til vesten et tema i litteraturen. Forestillingen om et globalt søsterskab udfordres af virkeligheden, hvor mødet med den “anden” fremmede kvinde bl.a. foregår som et møde mellem arbejdsgiver og hushjælp og som udstiller et overordnet-underordnet forhold. Reflektioner over det skæve magtforhold mellem den nordiske kvinde og hendes undertrykte “søster” kommer bl.a. til udtryk i au-pair-romaner, litteratur om kvindelige flygtninge samt i reportager og tegneserier om mødet med undertrykte kvinder uden for Europa.Eksempler på forfattere, som arbejder med disse problemstillinger litterært er Kirsten Hammann, Sara Kadefors, Aasne Linnestå og Åsne Seiersted
I 2000-tallet afløses 1970’ernes biografiske og selvbiografiske fortællinger af nye blandingsformer, som bevæger sig i grænselandet mellem fakta og fiktion – også kaldet autofiktion. Genren benyttes både af mandlige og kvindelige forfattere, men især de kvindelige forfatteres værker er blevet kritiseret for at overskride og udstille det private.Kvindelige eksponenter for autofiktionen er bl.a. Maja Lundgren, Carina Rydberg, Suzanne Brøgger, Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Herbjørg Wassmo.
Omkring 2000’erne bliver det personlige igen politisk. En ny generation af kvindelige lyrikere forholder sig til den globaliserede, medialiserede virkelighed med krop, køn og identitet som de bærende temaer.Poesien kobler det nære og det kropslige med det globale og inddrager krige, klimaødelæggelser og kolonialismens spor i forståelsen af bl.a. hvidhedens privilegier.Blandt tidens kvindelige lyrikere er bl.a. Mette Moestrup, Aase Berg, Ida Börjel og Gerður Kristný.
I midten af 1990’erne manifesterer en ny genre sig i skønlitteraturen, som får betegnelsen chicklit. Den er en opdateret udgave af den klassiske kærlighedsroman, som favner storbyens single- og datingkultur i et kvindeperspektiv.Med bøgerne Sex and the City og Bridget Jones’ dagbog som forbilleder udvikler forfattere som fx Henriette Lind, Lotte Thorsen, Kajsa Ingemarsson og Siri Østli en nordisk variant af chicklitten.
Den senmoderne børne- og ungdomsbog i Norden er livskraftig, farvestrålende og mangfoldig.Spørgsmål som køn, krop, seksualitet og identitet spiller en stor rolle og tilbyder børn og unge alternativer til stereotype kønsopfattelser. Eksempler på kvindelige forfattere, der har fornyet børne- og ungdomsbogen er Dorte Karrebæk, Lene Kaaberbøl, Inga Sætre, Pija Lindenbaum og Anna Höglund.
Omkring 2000 debuterer en ny generation af kvindelige nordiske forfattere, hvis signatur er performativ eksperimentering ofte tilsat humor og ironi.Forfatterne skriver videre på en kønsbevidst litterær tradition og henter bl.a. deres inspiration fra samtidens kønsteoretikere som fx Sara Ahmed og Judith Butler. Generationens toneangivende stemmer er Christina Hagen, Kristina Nya Glaffey, Mara Lee og Trude Marstein.
Forholdet til familien, moren og kvindeligheden er det ene af de to hovedtemaer i Auđur Jónsdóttirs (f. 1973) forfatterskab, det andet er de vestlige herrefolks forhold til den nye internationale arbejderklasse i begyndelsen af det nye årtusind. Disse to temaer får efterhånden mere til fælles, end man først kunne tro, de havde.
For den svenske minoritetslitteratur i Finland er overgangen fra 1980’erne til 1990’erne en interessant og begivenhedsrig tid.Episk bredde, psykologisk intensitet og fyldig persontegning, et righoldigt stof integreret i en overbevisende handling, formbevidsthed, metafiktiv refleksion, evnen til at skabe et suggestivt, fiktivt univers – alle disse romantekniske grunddyder er i rigt mål repræsenteret i den finlandssvenske prosas nye opblomstringstid, som oven i købet kvantitativt domineres af kvindelige forfattere.For de finlandssvenske digtere, der debuterer i 1980’erne og 1990’erne, er »kvindedigte« ikke længere aktuelle. Brugsdigtene har gjort deres, på dette felt behøver man ikke længere konsolidere søsterskabet med en agitatorisk tone. Man interesserer sig mere for poesien som sprog.
Postmoderne fortællere.