Romanen Uke 43, (2002; Uge 43, 2003) er et eksempel på en central tematik i Hanne Ørstaviks forfatterskab. Bogen handler om Solveig, der har et vikariat som litteraturlærer på en højskole i Norge. Hendes ældre kollega og forbillede er Hilde, som hun beundrer, og hvis anerkendelse hun søger. Solveig identificerer sig meget med Hilde, og hun forsøger at gennemføre sin undervisning med Hildes artikler som rettesnor. Efterhånden får hun dog mere og mere indtryk af, at Hilde har skiftet synspunkter, og Solveigs skuffelse vokser, indtil den kulminerer ved en fest hjemme hos Hilde. Et følelsesudbrud får hende til at miste kontrollen, og hun giver los for sin opdæmmede frustration over, at hendes illusioner er bristet.
Tag: Døden
Sara Stridsberg er født i Stockholm i 1972. Hun debuterede i 2004 med romanen Happy Sally og modtog i 2007 Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Drömfakulteten.
I 1960’erne veg den islandske rimtradition til fordel for en »fri« modernistisk digtform i forlængelse af et internationalt oprør inden for det poetiske sprog. Forfatteren Steinunn Sigurðardóttir træder i 1969 19 år gammel frem med en digtsamling i skæringspunktet mellem modernismen og 1970’ernes opgør med modernismens utilgængelighed.Hendes forfatterskab har vakt stor opmærksomhed og præges af en lethed i legen med ordene. Den tematiske kombination af ‘adskillelsen’ og et ‘mangesidet selv’, som slår ned i hendes digte og prosaværker, følges af refleksion over tiden, dens væsen og dens forgængelighed. En søgen efter tiden går hånd i hånd med en søgen efter selvet. Forfatteren er i dag et fyrtårn i islandsk litteratur. Hendes tematiske tråd er videreført af islandske forfattere som Vigdís Grímsdóttir og Álfrún Gunnlaugsdóttir.
Mens den nye kvindebevægelse i løbet af 1970’erne var med til at bringe læseren på scenen og gøre hende til forfatter, bekender eller debattør i samtale om kvindeliv og kønsroller, formulerer 1980’er-litteraturens kvinder og mænd forholdet mellem læsere og forfattere på andre måder. Scenen skiftede hurtigt og dramatisk: Centrum var ikke længere erfaringen og samtalen, men udforskningen og æstetikken.En ny professionalisering af litteraturen fandt sted, og unge veluddannede læsere, der ikke søgte svar og bekræftelse, men oplevelse, anfægtelse, skønhed og indsigt i litteraturen, flokkedes om de unge digtere på de vidtoplyste caféer.
Flere kvindelige digtere i 1980’ernes svenske lyrik blev beskyldt for at skrive uigennemskueligt og ubegribeligt. Alligevel blev de periodens centrale digtere. Ann Jäderlund, Birgitta Lillpers og Katarina Frostenson debuterer efter et tiår med ligefrem og hverdagsagtig poesi. I 1980’er-lyrikken erkendes afstanden mellem sprog og verden imidlertid. Disse kvindelige lyrikere påviser den, benytter sig af den og leger med den. Det sprog, vi til daglig anvender for at orientere os i verden, fremstår pludselig som et vilkårligt system.De kvindelige lyrikere stræber efter at blokere for en intellektuel læsning for at gøre sproget mere direkte. Man kan kalde det et kroppens sprog. Et fælles kendetegn er, at de ikke selvfølgeligt kan sige jeg. De vender ryggen til modernismens stolte stræben efter et autentisk jeg. Det jeg, der træder frem i deres digte, er splittet.
Den norske forfatter Herbjørg Wassmo debuterede som lyriker i 1970’erne, og har siden skrevet både dramatik og dokumentarlitteratur. De fem store romaner, hun udgav i 1980’erne og 90’erne, har i al deres kompleksitet og tilsyneladende forskellighed et samlende tema: det svigtede barn. Men hendes hensigt er ikke at kritisere utilstrækkelige forældre eller et fremmedgørende samfund i moderne forstand. Den egentlige konflikt foregår på et dybere plan.Foruden at fortælle om det unge og ufærdige menneske i en kompliceret socialiseringsproces repræsenterer »det svigtede barn« først og fremmest det »barnesår«, vi alle bærer med os – uanset alder, tid og omgivelser.
Med bøgerne om Hilke Thorhus skabte den norske forfatter Kim Småge en forløber for det, der gennem 1980’erne og 90’erne både nationalt og internationalt eksploderede som en selvstændig genre: kriminalromaner med kvindelige hovedpersoner. Hun slog en kile ind i det maskulint dominerede felt, norsk kriminallitteratur indtil da havde været. Hun og de kvindelige forfattere, der er fulgt i hendes spor, har vist, at kvindesynsvinklen kan berige og forny den kriminelle intrige.En anden norsk forfatter, Elin Brodin, har siden debuten i 1983 skabt et stort prosaforfatterskab, der omfatter romaner, børne- og ungdomsbøger og debatbøger. Hendes samfundskritiske engagement spænder fra kritik af børns og unges vilkår over behandlingen af narkomaner og syge. Tematisk kredser hun om det ondes problem i en normløs kultur. Hendes projekt er at knuse idyllen.Mari Osmundsens (pseudonym) forfatterskab kan sammenlignes med Elin Brodins. Som politisk bevidste kulturkritikere er de begge optaget af menneskelig lidelse og skyld i vores moderne samfund. De står begge med et ben i den socialrealistiske romantradition. Men hvor Elin Brodin skildrer det katastrofale, er Mari Osmundsen optaget af at formidle en tro på, at selv det ubetydeligste menneske kan mobilisere indre styrke og kærlighed.
Den danske forfatter Vita Andersens prosadigtning fik øgenavnet knækprosa, fordi digtene tilsyneladende blot var episke forløb med ulige linjelængde. Men hendes digtning er mere kompliceret. Den er en iscenesættelse af hverdagssproget, en udstilling af tvangen og rollerne, men langtfra en kunstløs gentagelse. Kønsrollerne som tvang og hindring for et lykkeligt samspil mellem kønnene er et centralt tema. Men kønsforskellen er ikke kun social, bag den står barndommen, der især foldes komplekst ud i romanerne.Charlotte Strandgaard debuterede i 1965 og skrev i 1960’erne og 70’erne en række digt- og dokumentsamlinger, der fokuserer på tidstypiske problemer som alkoholisme, narkomani, de socialt udstødte og taberne. I hendes univers hersker lidelsen, misforståelser mellem dem, der gerne vil elske hinanden, skyldfølelse og håbløshed. Tonen er medfølelse og vilje til at pege mod en forklaring og en løsning. Hendes voksne er som hos Vita Andersen sårede børn. Men sammen med smerten findes en insisteren på forsoning og forløsning.
Inge Eriksen, der lever i et stadigt opgør med 68-doktrinerne, er måske den danske forfatter og kulturpersonlighed, der mest konsekvent fører 1970’ernes verdensforståelse videre. Hun forstår verden politisk og har blandet sig i den danske og internationale debat, hvad enten den drejer sig om storpolitik, kultursyn eller science fiction-genrens muligheder. Hun er i al sin kritik forblevet forkæmperen for det hele liv. Hendes romaner bevæger sig mellem politikken, dramaet, æstetikken og lidenskaben.En anden dansk forfatter, Grete Roulund, har et skarpt blik på den vesterlandske kultur. Hendes hårdkogte stil, der gjorde kritikerne så forvirrede, at man diskuterede hendes køn, har rødder i 1970’ernes bevidsthed om krop og køn, men regiet er nyt. Tonen i hendes fortællinger er rå, men også sorthumoristisk. Teksterne er mindre interesserede i indfølingen end i den psykologi og etik, der kan studeres hos afstumpede og plagede mænd. Volden og brutaliteten står som sygdommen i en kultur, der i sin angst for de fremmede, det andet køn og for døden, må se sin egen undergang i øjnene.
Om 1960’ernes og 1970’ernes nye sprogbevidste digtning.