Med romanen Män kan inte våldtas fra 1975 (Mænd kan ikke voldtages, 1975), gik den finske forfatter Märta Tikkanen direkte ind i diskussionen af kønsrollerne og blev en af den nye kvindebevægelses litterære galionsfigurer, ikke bare i sit hjemland, men i hele Norden. I en række bøger tematiserer hun akutte kvindeproblemer og sin egen private livshistorie på en måde, som vandt stor genklang.I bog efter bog undersøger hun de lænker, der binder kvinden – eller jeg’et til mand, børn, elsker og forældre. “Hvor er logikken”, spørger hun, og arbejder sig i både romaner og digtsamlinger systematisk gennem lag på lag af bindinger for om muligt at finde frem til beretningen om kvindelivets logik. Gang på gang forsøger hun at fange den kvindelige livstekst bare for at vise projektets umulighed. Den unddrager sig altid. Hun nærmer sig sin fortælling ad bestandigt nye veje, og forfatterskabet igennem kan man se, hvordan fremgangsmåden bliver stadig mere kompleks og sofistikeret.
Tag: Digte
Efterkrigstidens unge forfattergeneration i Finland oplevede et enormt behov for at bryde båndene til den klassiske lyriktradition og det retorisk tomme lyriske sprog fra førkrigstiden. Fællestræk inden for prosamodernismen i Finland er sprogets oprør mod tidligere traditioner, synsvinkelskift, en ironisk stil, som kan slå over i parodi. Ofte forekommer syntaksbrud. Nyt er også, at udramatiske hændelser skildres nøje, får symbolsk betydning, og at virkeligheden beskrives mere kompliceret end tidligere.
I begyndelsen af 1960’erne udkom den første digtsamling af Vilborg Dagbjartsdóttir, der som modernist og mangesidet kulturpersonlighed har inspireret såvel en yngre generations kvindelige islandske digtere som digtere i sin egen generation.Digtere, som Þóra Jónsdóttir, der debuterede i 1973 og Þuríður Guðmundsdóttir, der udgav sin første bog i 1969, er som Vilborg Dagbjartsdóttir begge tilflyttere i Reykjavík og til dels optaget af de samme digteriske motiver. De udtrykker sig i præcist mejslede minimalistiske digte, der kræver læserens fulde opmærksomhed.
Den svenske forfatter Sonja Åkesson debuterede 1957 med Situationer og fik udgivet endnu en digtsamling i løbet af 1950’erne. I de tidlige bøger svinger hendes måde at skrive på mellem det forfinede billedsprog og den groteske stil, hun senere udviklede i skildringen af mennesker. I august 1960 var hun med til at skrive manifestet »Front mot formens tyranni«, der var et vigtigt skridt ud af 1950’ernes modernisme og ind i de mere realistiske 1960’ere.Hun fandt sin egen særlige tone inden for den nyenkle æstetik med inspiration fra konkretismen. Hendes foretrukne måde at skrive på er en ligefrem, fortællende realisme. Det persongalleri, der strømmer forbi, fortæller levende om andre mennesker. Men samfundssatiren var for hende en lige så vigtig genre som personportrættet. Det mest fremtrædende træk i hendes digtning er den groteske ironi.
Den danske 1960’er-modernisme, som forfatteren Dorrit Willumsen var en del af, var kulturkritisk vendt mod det moderne forbruger- og massesamfund og dets indflydelse på den enkeltes eksistens. Moderniteten som varesamfund fremmedgør jeg’et for sig selv.I Dorrit Willumsens tekster bliver kvinden fra starten skildret som modernitetens primære offer og foretrukne udtryksform, hun er både kulturens andet og kulturens udtrykte billede. Det er i det hele taget kvindebilledet, der i forfatterskabet bliver billedet over alle på konflikten mellem ydre og indre.
I de tidlige 50’ere indledtes et stort svensk forfatterskab med den unge Birgitta Trotzigs romandebut Ur de älskandes liv (Fra de elskendes liv) fra 1951. I romanen er der en stræben efter at nå ud over jeg’ets grænse, at nå frem til det livsvigtige du, og dette forbliver en grundlæggende tematisk og stilistisk bevægelse i hele forfatterskabet.Men er Birgitta Trotzig egentlig ikke lyriker? De mest intense partier i hendes værk har prosalyrikkens form. Alligevel bliver den lange fortælling, som anskueliggør livsforløbet, en nødvendighed for hende. »Det store problem er stadig enkelt. Et kort forløb mellem fødsel og død. At menneskenes verden skulle være et kærlighedsfællesskab. Hvorfor er den ikke det?« skriver hun i essayet Hållpunkter, hösten 1975 (Holdepunkter, efteråret 1975). Denne koncentration om livsløbet i dets helhed finder man i alle hendes fortællinger.
Sensymbolister og modernister i efterkrigslitteratur.
Lyrikere fra 1960’erne.
Den norske lyriker Eldrid Lunden debuterede i 1968 med digtsamlingen f.eks. juli, en bog, der på en ny og fræk måde protesterede mod etablerede konventioner i norsk lyrik. Hun er en pioner blandt de lyrikere, der fra en feministisk position undersøger sproget som magtmekanisme og mulighed i poetisk form.I hendes digte knyttes kvindelighed ofte til metaforer som vand, regn, slim, mund, mens mandlighed konnoteres af »hårdere« metaforer som bil, insekt og puls. Men dette retoriske spil er samtidig åbent og dynamisk; en pointe er at undlade at fastlægge betydning, men at nedbryde de konventionelle forestillinger, der kan cementere kønsrollemønsteret. Bevægelse, musik, melankoli og oprør fejer som en blå bølge gennem forfatterskabet: Ingenting må falde til ro i dette sprog; poesien er evigt utålmodig.
I 1950’erne og 1960’erne træder en række kvindelige forfattere ind i centrum af den nordiske litteratur. De træder frem på scenen som flyvefærdige modernister, og de hilses med ovationer. De nyskriver modernismens fremmedhed, men samtidig med at de placerer sig midt på den litterære scene, stiller de deres digtning til rådighed for en oplevelse af at være fremmed og stå udenfor.De skriver sig ind i en tradition, hvor digteren er en fremmed, der står på kanten af samfundet, men de stiller sig også uden for denne tradition og slås med dens vedtagne former, symboler og sprogbrug. Et gennemgående tema er det kulturelt marginaliserede, det som blandt efterkrigstidens og i højere grad postmodernismens filosoffer er blevet defineret som »det kvindelige«.