I løbet af et langt liv skrev den norske forfatter og præstekone Hanna Winsnes både til underholdning og gavn digte og religiøse tekster på vers, romaner, noveller og fortællinger for børn. Hun havde ingen ambitioner i kunstnerisk retning, men var glad for at fortælle inden for familiens kreds og altid optaget af formidling. Hun var belæst og godt orienteret i både ældre og nyere litteratur.Hendes digteriske verden er gennemgående harmonisk og overskuelig, fordi hun aldrig udtrykker tvivl om fundamentet for, hvad der er rigtigt og forkert. Overalt vender hun tilbage til, at kærligheden – såvel mellem mor og barn som mellem mand og kvinde – overgår alt og ved siden af gudstroen og ydmygheden har højeste prioritet i tilværelsen. Mest af alt er hun berømt, elsket – og kritiseret – som hele Norges kogebogsforfatterinde. Allerede fra den første udgivelse i 1845 blev hendes Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen populær læsning.
Tag: Digte
1800-tallet blev læsningens århundrede, og kvinderne erobrede fra begyndelsen – som læsere og forfattere – en stor del af det voldsomt ekspanderende litterære marked. Eftersom netop kvinderne førhen havde været holdt uden for den (latinske) boglige kultur, var flertallet af de mange nye læsere kvinder. Læserne kastede sig især over den underholdende prosafiktion.Blandt de nye genrer, som medierne skabte, blev først den fantastiske (gotiske) og siden den realistiske roman hovedgenren. Kvindelige skribenter fik adgang til medierne i det omfang, de kunne ramme læsernes lyst og behov, og det kunne de faktisk. Fra slutningen af 1700-tallet prægede kvindelige forfattere den europæiske populærlitteratur på en måde, som litteraturhistorien siden langtfra har givet et dækkende billede af.
Romantikkens kvindelige prosaister måtte i deres hverdagshistorier, essays og romaner formulere sig i forhold til en mandlig romantisk retorik, der hos en række mandlige teologer tjente til at give uskyldsmyten fylde og socialitet i det borgerlige hjem. Kvindeværdigheden bliver en central tanke for mange kvindelige skribenter og forfattere i samtiden.Værdighedsmyten er et genmæle mod de tanker og idéer om ophøjelse og uskyld, som en romantisk tankegang ofte indskrev kvinder i og beskrev dem ud fra. Men værdighedsmyten er i høj grad farvet af, at den netop er et modsvar til den kønsliggørelse af kvinden, som uskylds- og ophøjelsesidealet indebærer. Den er et kvindeligt romantisk svar på den mandlige romantiks kønspolarisering.
Den svenske romantiks mest værdsatte kvindelige forfatter var Euphrosyne, pseudonym for Julia Christina Nyberg. Hun debuterede i 1817 med nogle digte i Poetisk kalender, et af romantikkens centrale litterære tidsskrifter. Kritikere, der bekendte sig til romantikkens æstetiske idealer, kommenterede som regel hendes tekster med sympati og påskønnelse.Hendes berømmelse lader til at have været størst i 1820’erne. Hun hentede mange af sine motiver fra eventyr, sagn og legender – helt efter tidens smag. Naturen var en anden af hendes inspirationskilder. Blomster, fugle og årstidernes vekslen blev genstand for flere af hendes smukkeste digte. Selvom det var kærligheden, hun helst og mest inderligt besang, skildrede hun i flere digte det litterære etablissement – ofte satirisk.Den eneste prosatekst hun offentliggjorde, var »Den sköna Cunigunda«. For en nutidig læser er det hendes mest interessante tekst. Her sætter hun en række kvindebilleder, hentet fra Bibelen og den gamle egyptiske gudeverden og den samtidige litteratur, i forhold til hinanden.
Da svenske Thekla Knös var næsten 40 år, udgav hun nogle digte, som i alt væsentligt lægger sig op ad en glad, from og hyggelig hjemmeidealisme. Af sin samtid blev hun opfattet som en typisk eksponent for hverdagskulturen. Samtidens kritik roste hendes digte og så i hendes lyrik en bekræftelse på tesen om, at kunstperioden i historien var forbi. Digtet, poesien, havde dog ingenlunde udspillet sin rolle, men havde fået en ny opgave: at forgylde hverdagen. Dermed åbnede det poetiske felt sig også for den kvindelige digter.Hendes interesse for børn var udtalt. Hun skriver ikke kun om børn, hun skrev også for børn, og hendes karriere som kvindelig forfatter var dermed tidstypisk. Desværre havnede hun dér, hvor så mange kreative og frustrerede kvinder tidligere endte deres liv, nemlig på sindssygehospitalet.
Det kvindelige mønster i dansk folkedigtning og folkemindeindsamling.
Skønt der i den overleverede nordiske visetradition igennem mere end fire hundrede år er gået store dele tabt, repræsenterer den bevarede tradition et overvældende kildemateriale. Gennem de sidste halvandet århundredes intense registrerings- og udgivelsesarbejde er der skaffet overblik over den nordiske tradition.I det store kildemateriale er der sange, sunget om og af kvinder. Ud af den store skare af kvindelige sangere, samlere og optegnere vil den følgende artikel beskæftige sig med viser, som omhandler kvinders personlige og livsafgørende oplevelser, der samtidig er skæbnesituationer for familien og slægten.
Indsamlingen af den mundtlige digtning i Finland i 1800-tallet blev støttet økonomisk af staten og resulterede i en af verdens største samlinger. Mindst halvdelen af de optegnede tekster stammer fra kvinder, kvindelige sangere og fortællere.Ved indsamlingen koncentrerede man sig om indholdet. Kun sjældent tog man notits af traditionsbærerne: dem, der sang sangene eller fortalte eventyrene. Man ved, at der har været mange kvindelige formidlere, men så godt som alle forblev anonyme.I den følgende artikel vil kun en del af denne omfattende tradition blive behandlet: de gamle runer, samt grådkvadene, som udelukkende er blevet sunget af kvinder. Der er alt i alt cirka 145.000 tekster i den første gruppe og i den anden cirka 3.000.
Der er store forskelle imellem de kvindelige 1700-tals dramatikere i Danmark. Både Anna Catharina von Passow og Birgitte Catharine Boye dyrkede hyrdespillet som genre, men søgte hurtigt i forskellig retning. Boye helligede sig det heroiske skuespil, og Passow eksperimenterede med den nye komediekunst, som Charlotta Dorothea Biehl gjorde til sin vigtigste dramatiske genre.Mens Boyes dramatiske kunst er en højstemt afslutning på 1700-tallets heroiske dramatik, tilhører Passow og Biehl en tidligere generation; de er nytænkende. De har stor andel i, at det danske borgerteater bliver videreført i perioden efter Holbergs død i 1754.
Den norske Magdalene Sophie Buchholms trang til at skrive var stærk, men også konfliktfyldt. Hun producerede en lang række digte, hvoraf mange blev trykt i tidsskrifter og poetiske samlinger i løbet af 1780’erne. De fleste er samlet i hendes Poesier og udgivet i København i 1793. Samlingen blev udsendt under fuldt navn. Hun fandt det ikke nødvendigt at skjule sin identitet som kvinde. Hvad angår indhold og genrevalg var hun en tidstypisk forfatter. Produktionen omfatter både elegier, romancer, lejlighedsdigte, en ode, en romance og en heroide samt en hel del viser. Men de følsomme og elegiske digte dominerer hendes forfatterskab.