I 1980’erne gennemgik den historiske roman, som er en århundredgammel favorit blandt kvindelige læsere, en kraftig opdatering. De kvindelige helte blev ført up-to-date. De historiske skildringer tilpassedes til samtiden, og sammen med den nyromantiske litteratur overtog den nyfeministiske historiske roman de kvindelige læseres interesse.Nye kvindelige forfattere i hele Norden begyndte at skrive om gemte, glemte, oversete eller helt ukendte kvinder fra tidligere århundreder, og bøgerne blev af store læserskarer (og anmeldere) modtaget med en så overvældende interesse, at det kunne virke, som var det præcis den genre, de havde ventet på i årevis.
Tag: Arbejderkvinder
Velfærdssamfundet set fra neden.
Fortællinger fra samfundets udkant.
Køn og klasse i 1970’ernes islandske kvindelitteratur.
Anna Bondestam blev forfatter efter en nordisk romankonkurrence i 1936, hvor hun vandt andenprisen for sin debutroman Panik i Rölleby. I den selvbiografiske roman Klyftan (Kløften) fra 1946 beskæftiger Anna Bondestam sig med det stof, der lå hende mest på sinde, hendes egne barndomsoplevelser under borgerkrigen i Jakobstad i 1918.Som skildring af borgerkrigen er Klyftan en tidlig forløber for det mere åbne syn på begivenhederne, der slog igennem i 1960’erne og 70’erne. Læst som en trilogi bliver de socialhistoriske romaner Vägen till staden, Stadens bröd og Klyftan ikke bare en udforskning af finsk samfundshistorie, men også af et stykke kvindehistorie: fabriksarbejderskernes liv og politiske udvikling.
Aase Hansen og Ellen Raae tilhørte en generation af kvinder, for hvem statsborgerskabet var blevet erobret, uden at denne erobring føltes som en personlig sejr. Sammen med forfattere som Johanne Buchardt, Ellen Duurloo, børnebogsforfatteren Estrid Ott, arbejderforfatteren Caja Rude og Karen Bjerresø udgjorde de en gruppe forfattere, der var optaget og anfægtet af spillet mellem kvindernes krav til livet – og den nye tid som et løfte og en trussel. Det er en gruppe forfattere, hvis litteraturhistoriske skæbne i høj grad har været tavsheden.
Den socialt bevidste forfatter Moa Martinson, »Folkehjemmets« enfant terrible, var i årtier på »goa Moa« med hele det svenske folk. I hendes forfatterskab er tre projekter vævet sammen: et seksuelt, et historisk og et psykologisk. Store dele kan læses som et dokument om den kvindelige bevidsthed i arbejderklassen i en socialt urolig periode, hvor arbejderbevægelsen voksede sig stærk, men også som en kvindepolitisk kritik af arbejderbevægelsens svigt over for dens egne kvinder.Som noget nyt i svensk litteratur blev moderkroppen det centrum, hendes stof organiseredes omkring. De fleste af hendes kvindeskikkelser er stærke, men spaltede. De er bundet til deres biologiske skæbne, men stræber som oftest efter at overskride den. Hun mødte modstand hos kritikerne for sine upolerede beskrivelser af kvinders kroppe og seksualitet, men netop fordi seksualiteten kom til at stå i forgrunden, lykkedes det hende at skildre kvindernes eksistentielle livsvilkår.
Om 1930’ernes litterære seksualpolitik.
Den døve arbejderkvinde Maria Sandel var feminist og organiseret socialdemokrat, anerkendt og støttet af kvindekredsen omkring Ellen Key. Hun er blevet kaldt proletariatets Fredrika Bremer. Hun var »et af de ejendommeligste mennesker, der har helliget sig forfattervirksomheden«. I 25 år boede og arbejdede hun i et lille værelse med åbent ildsted i en husvildebarak. Her fandt hun sit stof.Når hun med sit dybt personlige kendskab skriver om de snævre boliger, sliddet for føden, kvindernes dobbelte arbejde, er hun en pioner i svensk litteratur; men teksterne stiler højere end mod blot at være historiske vidnesbyrd. Hun arbejder med at give sit moralske engagement litterær form. Feminismen er en del af projektet; hun vil »reformere mændenes opfattelse af kvinden«. Som mange andre læste og inspireredes hun af Charles Dickens’ romaner. Og som andre arbejderforfattere prægedes hendes idéverden af arbejderbevægelsens stræben efter at »højne standen«.
Bevarede dagbøger vidner om, at Maj Hirdman allerede tidligt udstak planer for sit forfatterskab: et værk om arbejderkvinder, en selvbiografi, folkets historie – for at finde de »veje som fører ud af fornedrelsen«. Men hendes vej fra dagbogsskriveriet til det litterære marked blev tung. Hun forsøgte at skrive samtidig med, at hun passede hjem og spædbarn, levede fattigt og ofte var syg. Det lykkedes hende at få udgivet digte og noveller, men afslagene var mange.I 1921 debutterede hun med romanen Anna Holberg. Herefter arbejdede hun på at blive levebrødsforfatter, men noget virkeligt gennembrud kom aldrig. Hun startede i det moderne, med Nietzsche, Strindberg, anarkisme og subjektivisme.Siden gik noget i hende til grunde, forsvandt med for trange boligforhold og børn. I stedet kom den store kamp imellem moderskabsdrømmen og mændenes verden. I den kamp skabte Maj Hirdman et sprog for sin ambivalente kvindegeneration, en levende stemme.