Den danske forfatter Jette Drewsens 1970’er-forfatterskab er blevet et billede på det opbrud i litteratur, politik og privatliv, som den nye kvindebevægelse satte gang i. Hendes romaner fortæller om og til den nye bevidstgjorte mellemlagskvinde; de gav anledning til diskussioner om den nye kvindelitteraturs form og budskab – og de blev efterhånden i sig selv refleksioner over en kvindelig æstetik, der er under stadig forvandling.Hvor Jette Drewsens kvinder gennem 1970’er-romanerne finder en strategi til overlevelse, starter Anne Marie Ejrnæs’ forfatterskab med to romaner om kvinder, hvis liv bryder sammen på gabet mellem idealer og social virkelighed. Krisen er et centralt og efterhånden ikke udelt negativt begreb i hendes forfatterskab. Et forfatterskab der senere især er præget af interessen for det historiske.
Tag: Æstetik
Om 1960’ernes og 1970’ernes nye sprogbevidste digtning.
Man har talt meget om et vendepunkt i det litterære klima i Sverige omkring 1975. Nye lyrikere debuterer, til dels takket være statslig litteraturstøtte. Der skabes plads til et mere nuanceret syn på, hvad poesi er og kan være. Den indre virkelighed og de kvindelige erfaringer tilkendes deres betydning.Hele modernismens rige arsenal af udtryk – med rødder i symbolisme og romantik – står til rådighed for de kvindelige digtere, som debuterer i den sidste halvdel af 70’erne, og som kommer til at høre til blandt de fornemste i deres generation. De er samtidige med den nye kvindebevægelse, og på forskellig måde gestalter de sanselighed, erotik, kønnets mørke sprog og moderskabets egenartede sjælelige og kropslige landskaber.
Gennem hele sit forfatterskab kredser danske Inger Christensen om de samme grundlæggende forhold: eksistensens, kønnets, kroppens og bevidsthedens organiske sammenhæng med natur og kosmos – og, i kraft af sproget, menneskets særlige status i forhold hertil.Kunsten er ikke blot det sted, hvor disse forhold omtales og beskrives – som i den tidlige modernisme. Kunsten er hos Inger Christensen også det sted, hvor eksistensen, kønnet, kroppen og bevidstheden kan sættes i spil, undersøges og afprøves, fordi de er grundlaget for poetisk artikulation.
Den svenske forfatter Sonja Åkesson debuterede 1957 med Situationer og fik udgivet endnu en digtsamling i løbet af 1950’erne. I de tidlige bøger svinger hendes måde at skrive på mellem det forfinede billedsprog og den groteske stil, hun senere udviklede i skildringen af mennesker. I august 1960 var hun med til at skrive manifestet »Front mot formens tyranni«, der var et vigtigt skridt ud af 1950’ernes modernisme og ind i de mere realistiske 1960’ere.Hun fandt sin egen særlige tone inden for den nyenkle æstetik med inspiration fra konkretismen. Hendes foretrukne måde at skrive på er en ligefrem, fortællende realisme. Det persongalleri, der strømmer forbi, fortæller levende om andre mennesker. Men samfundssatiren var for hende en lige så vigtig genre som personportrættet. Det mest fremtrædende træk i hendes digtning er den groteske ironi.
Den danske 1960’er-modernisme, som forfatteren Dorrit Willumsen var en del af, var kulturkritisk vendt mod det moderne forbruger- og massesamfund og dets indflydelse på den enkeltes eksistens. Moderniteten som varesamfund fremmedgør jeg’et for sig selv.I Dorrit Willumsens tekster bliver kvinden fra starten skildret som modernitetens primære offer og foretrukne udtryksform, hun er både kulturens andet og kulturens udtrykte billede. Det er i det hele taget kvindebilledet, der i forfatterskabet bliver billedet over alle på konflikten mellem ydre og indre.
Lyrikere fra 1960’erne.
Den norske lyriker Eldrid Lunden debuterede i 1968 med digtsamlingen f.eks. juli, en bog, der på en ny og fræk måde protesterede mod etablerede konventioner i norsk lyrik. Hun er en pioner blandt de lyrikere, der fra en feministisk position undersøger sproget som magtmekanisme og mulighed i poetisk form.I hendes digte knyttes kvindelighed ofte til metaforer som vand, regn, slim, mund, mens mandlighed konnoteres af »hårdere« metaforer som bil, insekt og puls. Men dette retoriske spil er samtidig åbent og dynamisk; en pointe er at undlade at fastlægge betydning, men at nedbryde de konventionelle forestillinger, der kan cementere kønsrollemønsteret. Bevægelse, musik, melankoli og oprør fejer som en blå bølge gennem forfatterskabet: Ingenting må falde til ro i dette sprog; poesien er evigt utålmodig.
I 1950’erne og 1960’erne træder en række kvindelige forfattere ind i centrum af den nordiske litteratur. De træder frem på scenen som flyvefærdige modernister, og de hilses med ovationer. De nyskriver modernismens fremmedhed, men samtidig med at de placerer sig midt på den litterære scene, stiller de deres digtning til rådighed for en oplevelse af at være fremmed og stå udenfor.De skriver sig ind i en tradition, hvor digteren er en fremmed, der står på kanten af samfundet, men de stiller sig også uden for denne tradition og slås med dens vedtagne former, symboler og sprogbrug. Et gennemgående tema er det kulturelt marginaliserede, det som blandt efterkrigstidens og i højere grad postmodernismens filosoffer er blevet defineret som »det kvindelige«.
Til de modernistiske strømninger i Island bør regnes en enkelt kvinde; Arnfríður Jónatansdóttir. Hendes digte fremviser samme karakteristika: De er ubundne i formen, de er skrevet i et koncentreret sprog, og så anvendes billedsproget på en fri måde.Forud var allerede kommet utallige andre digtere, der stod mellem tradition og fornyelse, ikke mindst mange kvindelige lyrikere, der forbandt gammelt og nyt i digtningen. Det gælder forfattere som Sigríður Einars frá Munaðarnesi og Halldóra B. Björnsson. Men de er ikke lette at placere i islandsk litteraturhistorie. Og placeringsproblemet illustrerer deres digteriske konflikt.De virker i tvivl om deres position; de vil bekræfte sig selv inden for en tradition, som de i virkeligheden ikke tilhører, samtidig med at de begejstres af den frie poesiform. De hengav sig helt og holdent til den nye frie poesi efter i deres debutværker at have bevist, at de beherskede det traditionelle håndværk – digte med rim og stavrim og i en bunden rytmisk form.