Efterkrigstiden i Finland skabte en længsel efter kunst og litteratur. Der blev udgivet megen lyrik, og blandt debutanterne var ualmindelig mange kvinder, både finlandssvenske og finske. Men kvindernes digtning var ikke centreret om politiske temaer eller patriotisme. Det personlige jeg, kvindens egne erfaringer, omsorgen for hjemmet, for børnene, for verden og for menneskeligheden stod i centrum. Man søgte efter en form, der adskilte sig fra det klassicistiske digtsprog, som var blevet styrket i 1930’erne og under krigen. Hurtigst tonede denne stemme frem blandt de unge kvinder, der ofte var mere parate end mændene til at finde nye synsvinkler og komme ud af krigstidens univers.Kvindernes lyrik kan delvis læses som en stillingtagen til en lyrikkultur i forvandling, men også som en videreudvikling af strategier inden for skrivekunsten. Et bevis på den betydning de kvindelige lyrikere, der dukkede op i krigens skygge, har haft, er, at bemærkelsesværdig mange af dem har skabt deres egen profil og er fortsat med at skrive deres egne moderne digte helt frem til i dag.
Tag: Æstetik
Tre finlandssvenske forfattere, som sædvanligvis henregnes til modernismens anden bølge, debuterede i 1930 i Helsingfors: Solveig von Schoultz, Mirjam Tuominen og Eva Wichman. Krigen ændrede deres liv og vilkårene for deres forfatterskab, som fik en ny intensitet og et nyt engagement.Alle søgte de nye udtryksmidler for deres erfaringer og blev hver for sig fornyere inden for novellens område. Inden for poesien fortsatte de på en modernistisk linje, som de modificerede på forskellig måde. Solveig von Schoultz retter søgelyset mod »samfundets mindste celle – forholdet mellem mennesker«, mens Mirjam Tuominen peger på tidens brændende etiske spørgsmål, og Eva Wichman, der blev mere radikal under krigen, forsøger at skabe politisk kampdigtning.
I 1930’ernes danske digtning i kunstnerkredsen omkring tidsskriftet Linien, som Hulda Lütken og Bodil Bech tilhørte, satte mødet med den kraft og ekspressivitet, det nye krævende jeg i Södergrans digtning, sine første spor. I deres digtning viser inspirationen fra Södergran sig som en voldsom udfordring af det traditionelle senromantiske versesprog og poetiske inventar.Södergran-indflydelsen bragte nærmest deres digtning til sammenbrud, hvorimod den tredje af 1930’ernes kvindelige lyrikere Tove Meyer levede og arbejdede længe nok til at kunne gennemføre den vanskelige bevægelse ud af senromantikken og ind i en ny modernistisk digtning.
Ved indgangen til 1900-tallet stod dørene til verden åbne. Endelig blev der udsigt til, at den enkelte kunne gøre sig fri af de bindinger, der havde snæret: religionen, klassen, kønnet. Med dette nye verdensbillede som mental klangbund åbnede det nye århundrede op for en fremadskridende integrationsproces. Kvinderne og folket fik indpas i den borgerlige skriftkultur, og selvfølgelig satte de så igen deres præg på kulturen. Men alt imens de mandlige forfattere og videnskabsfolk stivede deres truede maskulinitet af ved at henvise »Kvinden« til »Urnaturen«, vandt kvinderne støt og sikkert ind på mændenes magtbastioner.
Det var en følelse af smerte og håbløshed, der i 1855 fik den kun 42-årige danske skuespillerinde Johanne Luise Heiberg til at påbegynde sine erindringer: Et Liv gjenoplevet i Erindringen. Som romantikkens største skuespillerinde var hun blevet en myte i levende live. Men kravet om større realisme på scenen begyndte så småt at signalere en ny tid.Trangen til afklaring bliver i det fire bind lange erindringsværk samtidig til en skriftens iscenesættelse, som belyser de dele af den personlige historie, der skal til for at skabe det varige monument over hendes liv og kunst. En beskrivelse af et liv set gennem et skarpt selekterende blik. For at glorificere og bevare – men også forstå – det, der havde været hendes egen forgængelige kunst.