Sensymbolister og modernister i efterkrigslitteratur.
Forfatter: Peytz & Co
Lyrikere fra 1960’erne.
Nye litterære fronter.
Den norske lyriker Eldrid Lunden debuterede i 1968 med digtsamlingen f.eks. juli, en bog, der på en ny og fræk måde protesterede mod etablerede konventioner i norsk lyrik. Hun er en pioner blandt de lyrikere, der fra en feministisk position undersøger sproget som magtmekanisme og mulighed i poetisk form.I hendes digte knyttes kvindelighed ofte til metaforer som vand, regn, slim, mund, mens mandlighed konnoteres af »hårdere« metaforer som bil, insekt og puls. Men dette retoriske spil er samtidig åbent og dynamisk; en pointe er at undlade at fastlægge betydning, men at nedbryde de konventionelle forestillinger, der kan cementere kønsrollemønsteret. Bevægelse, musik, melankoli og oprør fejer som en blå bølge gennem forfatterskabet: Ingenting må falde til ro i dette sprog; poesien er evigt utålmodig.
Den islandske forfatter Svava Jakobsdóttirs fantastiske fortællinger er vittige, og deres humor og ironi hviler på deres dialoger med andre tekster i teksten. Bibelen udgør en indre tekst i hele forfatterskabet, men derudover henviser hun til tekster fra verdenslitteraturen, myter, eventyr og dameblade. Hendes epik bliver allermest grusom og grotesk, når hun angriber traditionelle klichéer og faste udtryk, som folk anvender uden at tænke sig om: »at ofre sig«, »at give nogen sin hånd«.Hendes forfatterskab er tit blevet delt op i en realistisk og en fantastisk del, og det er de fantastiske fortællinger, der har vakt størst opmærksomhed. Det er imidlertid en forenkling af hendes radikale projekt. Hun har aldrig forkastet den realistiske fortællekunst eller dens sociale og politiske referencer.
I 1950’erne og 1960’erne træder en række kvindelige forfattere ind i centrum af den nordiske litteratur. De træder frem på scenen som flyvefærdige modernister, og de hilses med ovationer. De nyskriver modernismens fremmedhed, men samtidig med at de placerer sig midt på den litterære scene, stiller de deres digtning til rådighed for en oplevelse af at være fremmed og stå udenfor.De skriver sig ind i en tradition, hvor digteren er en fremmed, der står på kanten af samfundet, men de stiller sig også uden for denne tradition og slås med dens vedtagne former, symboler og sprogbrug. Et gennemgående tema er det kulturelt marginaliserede, det som blandt efterkrigstidens og i højere grad postmodernismens filosoffer er blevet defineret som »det kvindelige«.
Med sin bemærkelsesværdige debutroman Tjärdalen fra 1953 (Tjæremilen, 1954) skabte den svenske forfatter Sara Lidman grundplanen til en storslået litterær verden, som forfatterskabet til det sidste forblev tro mod. Hendes romaner er bygget op omkring en mangfoldighed af mennesker forenet i landsbyen. Denne landsby ligger som regel i Norrland, i en udkant af civilisationen, men den har også aflæggere i Afrika og i Vietnam. Den er præget af fattigdom og udbytning – men samtidig fremtræder den, som et sælsomt rigt kollektiv.Tematisk bliver alvorlige spørgsmål om skyld og svig og ansvar rejst, men de er indbefattet i en kærligt tilgivende skildring, i en bestandig balanceakt mellem lov og nåde. I perioder lå Sara Lidmans store indsats kun delvis i forfatterskabet. Lige så vigtig var avisdebatterne, dramatikken og frem for alt det politiske foredrag. Hun fremtræder med en sælsom blanding af faktaopremsning og følelsessprog, af frontrapport og Højsang. Forbilledlig, elsket og afskyet.
Med sin debut Indeni – udenfor fra 1967 placerede danske Kirsten Thorup sig centralt på den litterære scene. Her og i de følgende samlinger er det fremmedgørelsens, afmagtens og objektiveringens positioner, der afsøges i et hørbart personligt udtryk. Med romanen Baby fra 1973 signalerer hun imidlertid, at andet og mere er undervejs. Med denne roman skabte hun en stiliseret og stram optakt til et stort anlagt samtidsforfatterskab, der siden har gjort hende til en af Danmarks mest læste forfattere.Et forfatterskab der også har kridtet danskernes bane op i en ubarmhjertig, men dog paradoksalt kærlig fritlægning af de undergangsbilleder, som samtidskulturen er fyldt af.
Under 2. Verdenskrig skete der en forskydning i motivet i kvinders litteratur. Barnet, der er udsat for meningsløs vold, kommer i fokus, og 30’ernes mere erotiske betoning af moderkroppen træder i baggrunden. Det er, som om tiden nu er moden til at virkeliggøre den samfundsmoderlighed, som Fredrika Bremer og Ellen Key havde beskrevet som kvindernes bidrag til civilisationen, men med den vigtige forskel at tyngdepunktet forskydes fra kvindens egen tale til barnets.Fokuseringen på barnet – og dermed på mødrenes samfundsansvar – er de skrivende kvinders sidste forsøg i moderne tid på at lancere en ny etik for menneskelige relationer og formulere en politisk utopi for et fredeligt samfund. Og det sker over en bred front, om end i mange litterære varianter, og klinger ikke af før i 1960’erne, da moderskabet mister sit revolutionære potentiale ved at problematiseres som magt alternativt afmagt. Da kommer kvinden i litteraturen til i forhold til manden at indtage det magtesløse barns position. Og den kæmpende mor reduceres til frustreret husmor.
Den alt for hastige modernisering og urbanisering på Island havde psykologiske konsekvenser og skabte voldsomme kulturelle brydninger. De kvindelige islandske forfattere i perioden 1930-1965 forsøgte at analysere de processer, de blev udsat for, forsøgte at trække linjer bagud og fremad og at rekonstruere en mening i deres hverdag.Der var diskussion blandt kvinder i de år. Et oprør mod efterkrigsårenes omsorgs- og husmoderideologi var på vej. Og man kan notere flere udbrud af frustration og modstand mod den mandlige litterære elites arrogance og kvindeforagt. Men arrogancen havde en virkning, og de yngre kvinders litteratur i 1950’erne og 1960’erne er ofte præget af forsigtighed og selvcensur.Der var langt mellem ambitiøse debutanter, og i kvindernes romaner blev hvert eneste ord vejet. Sprogbevidsthed, formfornyelser, absurde eller groteske indslag er imidlertid påfaldende i Unnur Eiríksdóttirs, Drífa Viðars og Ásta Sigurðardóttirs noveller. Modernismen var på vej, og det var byens unge kvinder, der banede vejen for den.