Om 1960’ernes og 1970’ernes nye sprogbevidste digtning.
Artikler
Man har talt meget om et vendepunkt i det litterære klima i Sverige omkring 1975. Nye lyrikere debuterer, til dels takket være statslig litteraturstøtte. Der skabes plads til et mere nuanceret syn på, hvad poesi er og kan være. Den indre virkelighed og de kvindelige erfaringer tilkendes deres betydning.Hele modernismens rige arsenal af udtryk – med rødder i symbolisme og romantik – står til rådighed for de kvindelige digtere, som debuterer i den sidste halvdel af 70’erne, og som kommer til at høre til blandt de fornemste i deres generation. De er samtidige med den nye kvindebevægelse, og på forskellig måde gestalter de sanselighed, erotik, kønnets mørke sprog og moderskabets egenartede sjælelige og kropslige landskaber.
»Den første bombe, der blev bragt til sprængning på Treenighedspladsen, blev kaldt en ‘baby’. Da forskerfædrene i Manhattan-projektet telegraferede til præsident Truman efter ‘fødslen’ d. 16. juli 1945, lød telegrammet: ‘Barnet var velskabt’. Bomben over Hiroshima blev kaldt ‘Little Boy’. Og i dag er man i gang med at fremstille ‘femte generations raketter’«. Sådan skriver den norske forfatter og psykolog Wera Sæther i 1985.Kan en sådan civilisation nogensinde reddes? Kun med kærlighedens sprog kan det onde besejres og livet tilbedes, ikke med dødens, mente blandt andre Wera Sæther. I denne stræben er mand og kvinde ikke adskilte fra hinanden. Først i deres fælles stræben ophører magtesløsheden.
Velfærdssamfundet set fra neden.
Martha Christensen udviklede sin socialrealisme og sit kritiske engagement i samfundets omgang med de svage gennem sit lange og populære forfatterskab. I hendes fortællinger bliver det sociale system i sig selv en mægtig person, der vinder over de individuelle viljer.Christensens kritiske socialpsykologi var ikke direkte politisk, som forfatteren Dea Trier Mørchs beretninger om forholdet mellem individ og samfund var. Her bliver systemet den nødvendige organisering og helhed, der danner sammenhæng i den enkeltes liv og tager sig af det. Hendes holdning, hele forfatterskabets tendens, samler sig til et kritisk billede af det moderne velfærdssamfund og dets menneskesyn.I sine tekster blev hun i den sociale struktur, hun kritiserede, hvor forfatteren og modernitetskritikeren Anne Marie Løn, efter sin storbyroman om Veras vrede fra 1982, derimod begiver sig på rejse i tiden, landet og andre samværsformer for at finde et positivt modstykke til den destruktive by.
Fortællinger fra samfundets udkant.
En litterær fejde om moderlighed.
Ungdomsromanen er under voldsom forvandling fra 1960’erne og de følgende årtier. Nye måder at skildre unges oplevelser og erfaringer på slår igennem i 1970’ernes socialrealistiske ungdomslitteratur. Til forskel fra den ældre ofte moraliserende litteratur er den moderne ungdomsbog både system- og tabunedbrydende.Ingen temaer er længere forbudte, og traditionelle kønsrollemønstre, autoritetsforhold og samfundsformer kritiseres mere eller mindre åbenlyst. Hos den nye forfattergeneration ligger synsvinkler og sympatier hos bøgernes unge, ofte utilpassede og oprørske hovedpersoner i splid med sig selv og det omgivende voksensamfund.
Ny færøsk kvindelitteratur.
Køn og klasse i 1970’ernes islandske kvindelitteratur.