Den svenske forfatter Kerstin Ekman er Elin Wägners kvindelige arvtager og en ven af hendes bidende samfundskritik og stærke patos. Hendes omfattende forfatterskab opstod af en række detektivromaner, men gennemgik siden en udvikling bort fra kriminalgenren samtidig med, at hun tog detektivromanen med ind i romanen.Forfatterskabet rummer kontroversielle opfattelser af Gud og metafysiske antydninger, der markerer en kamp mod de mandlige ideologier, som i årtusinder har indlemmet kvinden i et mønster, hvor hun har måttet kæmpe mod sig selv. Hendes bøger er indbyrdes meget forskellige. Hun afprøver hele tiden nye former. Men de drejer sig alle om kærlighedsløshed og kærlighed. Og om at rejse i sproget gennem stadige forvandlinger hen imod et midtpunkt i mennesket – »et punkt hvor hun er sig selv«.
Artikler
Mange nyere kvindelige forfattere synes fanget i et formens paradoks: På den ene side skaber kvinder i samtidslitteraturen litterær æstetik, der bevæger sig på grænserne af genrer og former, og gør det i kraft af det stof og de temaer, de arbejder med. På den anden side vurderes kvinderne stadig i forhold til relativt traditionelt udstukne normer og forventninger.Medmindre der er tale om et fåtal af sanktionerede genier, henregnes kvinders mest værdifulde litterære indsats stadig helst til stoffet, som meget gerne må bryde tabuer, være dristigt eller kontroversielt. Æstetisk værdi forbindes inden for prosaen sjældent med værkernes form.
Eksistentiel poesi.
Cecilie Løveids tre første prosalyriske romaner bryder radikalt med den socialrealistiske romangenre, der dominerer i Norge i 1970’erne. Hun insisterer på sin modernistiske æstetik, hvor fragment, collage, intertekstualitet og flerstemmighed foretrækkes frem for de realistiske koder. Hun er fundamentalt forankret i poesien, og fordi hun forbliver en modernistisk lyriker, uanset hvilken genre hun tilnærmer sig, bliver det umuligt for hende at træde ind i et socialrealistisk formsprog.Det samme gælder for så vidt Kari Bøge, der med sin eksperimentelle bogdebut Asmorelda i 1971 også bryder med den realistiske fortælletradition og repræsenterer et af de første væsentlige forsøg på at skrive en ny kvindelig modernistisk prosa i Norge. Hun adskiller sig fra andre kvindelige forfattere omkring 1970, idet hun insisterer på en ahistorisk individualisme og en tomhedens æstetik, men samtidig lancerer nogle temaer, der var centrale for en feministisk bevidst digtning: identitetsspørgsmålet, forholdet til manden og forholdet til skriften.
Den danske forfatter Vita Andersens prosadigtning fik øgenavnet knækprosa, fordi digtene tilsyneladende blot var episke forløb med ulige linjelængde. Men hendes digtning er mere kompliceret. Den er en iscenesættelse af hverdagssproget, en udstilling af tvangen og rollerne, men langtfra en kunstløs gentagelse. Kønsrollerne som tvang og hindring for et lykkeligt samspil mellem kønnene er et centralt tema. Men kønsforskellen er ikke kun social, bag den står barndommen, der især foldes komplekst ud i romanerne.Charlotte Strandgaard debuterede i 1965 og skrev i 1960’erne og 70’erne en række digt- og dokumentsamlinger, der fokuserer på tidstypiske problemer som alkoholisme, narkomani, de socialt udstødte og taberne. I hendes univers hersker lidelsen, misforståelser mellem dem, der gerne vil elske hinanden, skyldfølelse og håbløshed. Tonen er medfølelse og vilje til at pege mod en forklaring og en løsning. Hendes voksne er som hos Vita Andersen sårede børn. Men sammen med smerten findes en insisteren på forsoning og forløsning.
Agneta Pleijel var en af de toneangivende i den kritikergeneration, der i 1970’erne gik i brechen for en ny og mere samfundsrelevant litteratur. Ligesom Anna Westberg tager hun udgangspunkt i de æstetiske og etiske idealer, der var fremherskende i 1970’erne. Men mens de begge gennem hele deres forfatterskab holder fast ved de etiske idealer, kan man også se, hvordan de distancerer sig fra den fremherskende æstetik.I begyndelsen af 1980’erne forlader de 1970’ernes realisme og bevæger sig mod en mere tentativ og fragmenteret skrivemåde. De forlader sagligheden for et mere højstemt tonefald. Klangbunden i forfatterskaberne, der oprindelig var lys og udviklingsoptimistisk, bliver stadig mørkere.
Den danske forfatter Jette Drewsens 1970’er-forfatterskab er blevet et billede på det opbrud i litteratur, politik og privatliv, som den nye kvindebevægelse satte gang i. Hendes romaner fortæller om og til den nye bevidstgjorte mellemlagskvinde; de gav anledning til diskussioner om den nye kvindelitteraturs form og budskab – og de blev efterhånden i sig selv refleksioner over en kvindelig æstetik, der er under stadig forvandling.Hvor Jette Drewsens kvinder gennem 1970’er-romanerne finder en strategi til overlevelse, starter Anne Marie Ejrnæs’ forfatterskab med to romaner om kvinder, hvis liv bryder sammen på gabet mellem idealer og social virkelighed. Krisen er et centralt og efterhånden ikke udelt negativt begreb i hendes forfatterskab. Et forfatterskab der senere især er præget af interessen for det historiske.
Inge Eriksen, der lever i et stadigt opgør med 68-doktrinerne, er måske den danske forfatter og kulturpersonlighed, der mest konsekvent fører 1970’ernes verdensforståelse videre. Hun forstår verden politisk og har blandet sig i den danske og internationale debat, hvad enten den drejer sig om storpolitik, kultursyn eller science fiction-genrens muligheder. Hun er i al sin kritik forblevet forkæmperen for det hele liv. Hendes romaner bevæger sig mellem politikken, dramaet, æstetikken og lidenskaben.En anden dansk forfatter, Grete Roulund, har et skarpt blik på den vesterlandske kultur. Hendes hårdkogte stil, der gjorde kritikerne så forvirrede, at man diskuterede hendes køn, har rødder i 1970’ernes bevidsthed om krop og køn, men regiet er nyt. Tonen i hendes fortællinger er rå, men også sorthumoristisk. Teksterne er mindre interesserede i indfølingen end i den psykologi og etik, der kan studeres hos afstumpede og plagede mænd. Volden og brutaliteten står som sygdommen i en kultur, der i sin angst for de fremmede, det andet køn og for døden, må se sin egen undergang i øjnene.
Eksistentielle modstandshistorier.
Emigrantlitteraturens kulturelle dobbeltblik.