Christiane Korens rejsedagbog fra sin tid i København er en fin og personlig historie om det nye århundredes begyndelse i Danmark. I en livlig og talende prosa delagtiggør Koren sin kreds i sine oplevelser.1700-tallet var uigenkaldeligt forbi, og Korens skildring af livet i Madam Møllers pension og på Bakkehuset fortæller om kvindens nye rolle som muse og digtermoder i en fortrolig kreds af unge mænd og kommende genier.
Artikler
Om danske 1700-tals-tidsskrifter og biblioteker.
I 1700-tallet etablerer den svenske presse sig. Og i århundredets anden halvdel udkommer en række tidsskrifter, som udtrykkeligt henvender sig til kvindelige læsere; Frustugo Bibliothek, Fruntimmers-Tidningar, Blad för Fruntimer. I flere af disse tidsskrifter er det en formodet kvindelig stemme, som taler til læseren.Men udgiverne og skribenterne er gennemgående anonyme, skjult bag signaturer og pseudonymer. Leg med kønsoverskridende spil på navne var legio dengang. Mandlige forfattere antog tit et kvindeligt navn, eller indtog en kvindelig position som kvindens fortrolige. Omvendt var de juridiske og sociale omstændigheder sådan, at i de tilfælde, hvor der virkelig var en kvinde bag teksten, kunne hun sjældent skrive i eget navn.Samtidig med, at der etableredes en intimiserende litteratur, som udtrykkeligt henvendte sig til kvinder, forblev den kvindelige stemme derfor ofte usynlig.
1700-tallets dagbøger har, ligesom brevene, indtænkt en eller flere læsere. Det kan være børnene, familien eller slægten, læsere, der somme tider tales direkte til i teksten. Dagbogen har således ikke den private eller hemmelige karakter, som den får i løbet af 1800-tallet, hvor den ofte tager form af journal intime, dvs. at den skrivende bliver mere analyserende og selviagttagende.I dronning Hedvig Elisabeth Charlottas dagbog finder man i 1800-tallet mere indtrængende analyser af egne følelser. Hun var en belæst person med viden om fransk brevkunst. Både hos Richardson og Rousseau havde hun sandsynligvis lært at analysere følelser. Hendes dagbøger blev en naturlig overgang til romantikkens journal intime og det nye menneskesyn, der groede frem.
I svensk litteraturhistorie plejer man at se på forfatteren Hedvig Charlotta Nordenflycht som den, der indførte den subjektive lyrik i svensk litteratur. Samtidig var hun den første i svensk litteratur, der så digtningen som et kald; en kulturgerning i sig selv. Hun var således en af de første i vor kulturkreds, som levede af sin pen. »Hun er det første moderne menneske i den svenske digtning«, skrev litteraturhistorikeren Oscar Levertin om hende.I hele sit forfatterskab plæderede fru Nordenflycht for en bedre stilling for kvinden. Hun brugte megen energi på at gendrive påstanden om kvindens svaghed, på at vise, at hun er lige så veludrustet sjæleligt som manden, og på at plædere for, at hun i lighed med ham bør have lov til at bruge sine evner og sjælekræfter.
Midt i 1790’erne er den svenske forfatter Anna Maria Lenngren allerede stor. Hun danner bro mellem de to store litterære guldaldre i svensk litteratur: den gustavianske epoke og romantikken, der fik sit gennembrud i 1809. Mellem 1793 og 1800 skrev hun 120 digte. Derefter flød de mere sparsomt fra hendes pen. I 1800 gav Svenska Akademien hende en årlig pension. I 1798 udarbejdede hun en fortegnelse over de tekster, der kunne komme på tale til en samlet udgave af hendes værker. Det i 1809 offentliggjorte programdigt over hendes æstetik, »Invocation«, tyder på, at hun tog sit forfatterskab alvorligt. Hvis det eneste hendes lyre har frembragt er »letsindigt sværmeri«, så fortjener den at blive knust!, siger hun. Det er en selvbevidst stemme, der taler, og over for romantikkens »svimmelhed« ønsker stemmen sig oplysningstidens »mod«.
Overalt i den kvindelige 1700-tals-litteratur kommer dyden på tale. Og i samtidens omtale af de kvindelige forfattere og skribenter skal man ikke lede længe, før dyden dukker op som det, der berettiger en kvinde som skribent, og som det, der er formålet med hendes værk.Hvad enten en skrivende kvinde udfylder rollen som belæst fruentimmer, familiær dagbogsskriver, religiøs bekender eller livserfaren skribent, er og bliver dyden hendes bestemmelse.
Den danske forfatter Anna Margrethe Lasson bestemte sig tidligt for at prøve kræfter med romangenren og skrive en prosaroman. Hendes roman Den beklædte Sandhed forelå i et håndskrift allerede i 1715; den blev trykt i 1723 og er dermed Nordens første trykte prosaroman.»Ingen Moders Siel er i Stand til at holde dens Læsning ud til Enden«, skrev litteraturhistorikeren Rasmus Nyerup i 1828 om romanen, og i litteraturhistorien er den blevet en kuriositet, der huskes, fordi den var en af de få nordiske hyrderomaner, der var udformet som en prosafortælling, og som blev trykt.Anna Margrethe Lasson havde forskellige ambitioner og idéer med sin roman. Hun ville underholde sin læser, demonstrere kvinders evner for at skrive, og hun ville yde sit litterære bidrag til det danske modersmål.
1700-tallet kan fremvise et større antal billeder af kvinder, der direkte og især indirekte er beskæftiget med deres egen litterære skaben. Og selve iscenesættelsen af den skabende kvinde er i disse portrætter særdeles gennemtænkt og undertiden uhyre omstændelig.
Den danske professor J. S. Sneedorff fremhævede forfatterinden Margaretha Klopstocks Breve fra Døde til Levende som eksempel på det moderne modersmål, han selv ønskede at fremme.Årsagen til dette og til 1700-tallets voksende interesse for kvindelige skribenter, især nye og gamle, kendte og mindre kendte brevskrivere, var, at kvinder skrev på modersmålet. Således kunne de bruges som eksempler på praktisk sprogbrug i den temmelig abstrakte debat om, hvad modersmålet burde være. Kvinderne var tilmed ikke strengt skolede i den latinske lærdomstradition, som man ønskede at frigøre sig fra.