Bevarede dagbøger vidner om, at Maj Hirdman allerede tidligt udstak planer for sit forfatterskab: et værk om arbejderkvinder, en selvbiografi, folkets historie – for at finde de »veje som fører ud af fornedrelsen«. Men hendes vej fra dagbogsskriveriet til det litterære marked blev tung. Hun forsøgte at skrive samtidig med, at hun passede hjem og spædbarn, levede fattigt og ofte var syg. Det lykkedes hende at få udgivet digte og noveller, men afslagene var mange.I 1921 debutterede hun med romanen Anna Holberg. Herefter arbejdede hun på at blive levebrødsforfatter, men noget virkeligt gennembrud kom aldrig. Hun startede i det moderne, med Nietzsche, Strindberg, anarkisme og subjektivisme.Siden gik noget i hende til grunde, forsvandt med for trange boligforhold og børn. I stedet kom den store kamp imellem moderskabsdrømmen og mændenes verden. I den kamp skabte Maj Hirdman et sprog for sin ambivalente kvindegeneration, en levende stemme.
Artikler
Kvinder har altid stået stærkt inden for finsk teater. De har domineret teaterinstitutionen som skuespilforfattere, instruktører og direktører. Rækken af kvindelige pionerer indenfor finsk dramatik tæller navne som Minna Canth, Elviira Willman-Eloranta, Maria Jotuni, Hagar Olsson, Hella Wuolijoki.Finsk teater er ungt og var fra starten påvirket af tidens radikale tanker, nationalfølelsen, arbejderbevægelsen og den Ibsenske realisme. Men den vigtigste årsag til den kvindelige dominans må søges i kulturtraditionerne: I de forbilleder, som folkedigtningen frembyder. Her florerer nemlig mange stærke kvindefigurer og positive rollemodeller. Ligesom folkedigtningens myte om et fordums matriarkat satte sit præg på dramatikken, hvor forfatterne fremhævede kvinders ressourcer.
Hulda Garborgs store produktion vekslede mellem tidsskriftsartikler og romaner, men det var især dramatikken, hun satsede på. En stor del af hendes forfatterskab blev skrevet i forbindelse med »nynorsk-bevægelsen«, der i 1880’erne og 1890’erne for alvor fik vind i sejlene, og for hvilken Hulda Garborg blev en forgrundsfigurer. Fra 1910 til 1912 ledede hun turnéteatret, Det Norske Spellaget, der rejste langs den norske kyst. Turnéens succes gav hende mod på at initiere etableringen en fast nynorsk scene i Kristiania. Allerede året efter i 1913 blev Det Norske Teatret åbnet. Hulda Garborg sad selv i bestyrelsen i mange år og påtog sig instruktøropgaver. Men det var forfatter, hun helst ville være. Hun hentede sit stof fra nationallitteraturen og den norrøne arv, men fandt også inspiration i mysticisme og østlig religionsfilosofi.
Ragnhild Jølsens liv og digtning præges af spændingen mellem hjembygden og hovedstadens bohemekreds, mellem det robust folkelige og det æstetisk forfinede. Allerede fra debuten i 1903 blev hun hilst velkommen som opsigtsvækkende moden, mærkeligt begavet og egenartet. Men hendes »brutale, rå kraft« og »utilhyllede, voldsomme erotiske scener« fik flere til at tro, at forfatteren måtte være en mand.Hendes bøger kredser om en kvindetype, der er smuk, sårbar og sanselig, og hvis bevidsthed svinger mellem drøm og virkelighed. Hun brød erotiske tabuer og viste modigt, at hun så krop og ånd som en helhed. Forfatterskabet står fjernt fra det borgerlige, hverdagsprægede og alvorsfulde, der kendetegnede den norske litteratur i de første tiår af det tyvende århundrede, idet det følsomme, indsigtsfulde og eventyrlige, overdrevne var en hovedlinje i hendes bøger.
Med Nobelprisen i litteratur i 1909 fik svenske Selma Lagerlöf for alvor sit internationale gennembrud. På det tidspunkt var hun allerede en af Nordens mest anerkendte og respekterede forfattere. Tabet af det elskede barndomshjem Mårbacka forplantede sig til hendes forfatterskab som et smertepunkt – en tilbagevendende tematik varieret i roman efter roman.Og det er gennem manglen i tilværelsen, det påtvungne opbrud, at hun, der tilsyneladende ikke havde mere at miste, trådte ind i sin verden af minder og hentede et oprindeligt sprog, der gennemsyrede alt, hvad hun skrev, og som kunne opfattes af høj og lav, af børn og voksne. Hun ville læses af alle, også bondekonerne på landet, skrev hun.Det bliver hun den dag i dag.
Efter et kortvarigt ægteskab med Jeppe Aakjær klarede digteren Marie Bregendahl tilværelsen som enlig mor ved at holde hus for sin bror i København. Hun kunne ikke vende tilbage til sin hjemstavn, for hun havde fået opbruddet og byen ind i kroppen. Og spændingen mellem barndommens bondekultur og byens anonymiserede livsform, hvor man selv måtte skabe sig en identitet, blev den oplevelsesmæssige klangbund for hele hendes forfatterskab.Således videreførte hun det moderne gennembruds naturalistiske virkelighedsskildring, men på sin egen måde, hvor både de folkelige fortælleformer og den moderne kvindes kaos af modstridende erfaringer lod sig høre.
Blandt de få islandske kvindelige forfattere, som træder frem omkring århundredskiftet, rejser fra landet til Reykjavík. Men i deres litterære værker er det ikke samtidens Island, der danner ramme omkring deres skildringer af modernitetens islandske kvindekonflikter.De vælger fortiden som tidsramme, rejsen tilbage til det patriarkalske bondesamfund, som samtidens identitetskonflikter og opbrudsforsøg udspringer af. Fra dette perspektiv tematiserer de konflikterne mellem pligt og frihed, tradition og nybrud – ambivalensen over for kvindernes nye frihed.
L. Onerva tilhørte den nye generation af akademisk uddannede kvinder og skrev godt 30 værker. Hun debuterede med digtsamlingen Sekasointuja (Disharmonier) i 1904 og er blevet anerkendt som forfatter af en lyrik, der »forbinder livsnydelse med lidelse«.Som prosaforfatter er hun derimod blevet anset for at være »alt for intelligent, alt for analyserende«. Alligevel er det L. Onerva, som skriver den første moderne roman i Finlands historie.
For Ingeborg Stuckenberg stod Johannes Jørgensens, Helge Rodes og Viggo Stuckenbergs undsigelse af det moderne gennembrud som et forræderi mod alt, hvad de havde troet på og kæmpet for. Hun havde inspireret, kritiseret, sat musik til vennernes digte og skrevet på mandens forfatterskab. Alligevel kunne hun ikke tage til genmæle mod deres svig. Ikke muse, ikke præstinde, ikke valkyrie for andre ville hun være, men soldat for sig selv.Det så hun ingen muligheder for i århundredskiftets Danmark. Foråret 1903 lod hun alt bag sig, tog til Bremen og indskibede sig på et emigrantskib med kurs mod New Zealand. Året efter, den 12. august 1904, begik hun selvmord, 38 år gammel. Hermed gik en filmisk sansende, kunstnerisk komponerende og socialt engageret stilist tabt.
I Minda Ramms forfatterskab er menneskers holdning til livet det essentielle. Gennem medfølelse, kunst og filosofisk erkendelse kan de lære at overleve livets modsigelsesfulde vilkår. Derfor blev iagttagelsens og undersøgelsens nødvendighed Minda Ramms litterære credo.