Tora Dahls (1886-1980) vej til forfatterskabet var lang. Hun begyndte allerede at skrive, inden hun fyldte 20 år, men debuterede først i 1935, da hun var 49 år gammel. Sit virkelige gennembrud fik hun, efter at hun var fyldt 70. I 1954 indledte hun en selvbiografisk suite, der kom til at bestå af 18 dele.Det er et enestående projekt i svensk litteraturhistorie. Hendes bøger spænder over et helt århundrede. Skildringen tager sin begyndelse lige efter det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet. Og den lange fortælling om en kvindes vej gennem det moderne Sveriges historie er ikke kun en enestående kulturhistorisk skildring.Gennem sit konsekvente kvindeperspektiv skriver den også en anderledes og for mange provokerende litteraturhistorie. Man kan læse Tora Dahls selvbiografiske serie som en omstændelig, men alligevel succesrig historie om en forfatters tilblivelse. Samtidig er den også en desillusionshistorie. Én eneste lang historie om kampen for at komme til orde.
Artikler
Bag det talende pseudonym Jo Nein gemte forfatteren og samfundsdebattøren Nini Roll Anker (1873-1942) sig. Gift ind i et rigt godsejermiljø skrev hun engageret om magt og modsætninger i det borgerlige samfund. Et socialt engagement, der strakte sig over et halvt århundrede og udmøntedes i et stort litterært forfatterskab. Som kulturpersonlighed fik hun afgørende betydning for den norske debat om kunst og samfund. Hun støttede kvindesagen og den fremvoksende arbejderbevægelse, men fandt sit eget tilhørsforhold som kritisk intellektuel. I hendes litterære univers står natur og leg, drøm og lidenskab som tegn på et meningsfuldt liv. Disse livsnødvendige værdier kommer ofte i konflikt med personernes, særlig kvindernes, pligttroskab og slægtsloyalitet. Hendes bøger appellerer til kvinders opdragelses- og samfundsansvar. Hun ser kvinders medskyld i krig, men opfatter den som mænds værk. I sin kritik af statskirken koncentrerer hun sig særligt om, hvordan patriarkalske herskerteknikker kobler det religiøse og det erotiske.
Efter at have frigjort sig fra Herman Bang-inspirationen og ægtemandens formynderskab fandt forfatterinden Karin Michaëlis den kombination af brev- og dagbogsroman, hun skulle udvikle til mesterskab. Den efterfølgende berømmelse gjorde hende til efterspurgt foredragsholder. Med 1. Verdenskrigs udbrud fik hun en sag, der kun kunne forløses journalistisk. Som reporter lagde hun ikke skjul på sin foragt for krigen og pegede på de enorme menneskelige omkostninger.Det var en forfatter, der nøje valgte sit billedsprog, og for en gangs skyld lod den patos, der ellers måtte styres i fiktionen, få frit løb. Hun manede myten om den gode mor i jorden. Og skildringerne af virkelighedens kvindeforkrøblinger og visionerne om børnene som løftestang for en ny verden blev bundet i den indignerede patos, der i forfatterskabets start var dets svaghed, men senere blev dets styrke.
Den finske forfatters Hagar Olssons debut i 1916 bliver sammen med Edith Södergrans debut samme år almindeligvis angivet som den finlands-svenske modernismes fødsel. Som litteraturkritiker på Dagens press begyndte hendes legendariske kampagne for »det moderne« i kunst og digtning. I hendes litterære program stod tillid til livskræfterne, til menneskeåndens magt til at forvandle verden og til kunstnerens hellige kald centralt. Samtidig afstedkom hun den største formelle fornyelse inden for dramatikken. Hendes skuespil er i høj grad politisk teater, forkyndelse og agitation.Fra begyndelsen af 1930’erne blev »den nye kvinde« og hendes problematik et stadig tydeligere tema i Hagar Olssons romaner. Og den tætte kontakt til både den feministiske kvindegruppe omkring tidsskriftet Tidevarvet og Kvinnliga medborgarskolan på Fogelstad skærpede hendes interesse for kvindespørgmål.
I 1920’erne, da de svenske kvinder endelig havde fået stemmeret, benyttede en række etablerede kvindelige forfattere sig af den selvbiografiske genre til at fortælle deres historie og formulere deres forfatteridentitet. Herefter udkom flere kvindelige selvbiografer på bogmarkedet hvert år, og de fik en øget litterær status i løbet af 1920’erne, ikke mindst fordi veletablerede forfatterinder som Selma Lagerlöf, Mathilda Malling, Helena Nyblom og Marika Stiernstedt tog genren i brug.Udgivelsen af kvinders selvbiografier nåede et højdepunkt i 1940’erne og pegede på en voksende kvindelig selvbevidsthed. I begyndelsen ligner disse skrifter randbemærkninger til deres forfatterskab, dokumentariske beretninger om livet bagved, ved siden af eller forud for digtningen. Men, ikke uventet, er de helt igennem prægede af, at forfatteren netop er forfatter. Trods store forskelle har de det til fælles, at de skriver deres eget forfatterskabs historie, mere end de giver en fuldlødig beskrivelse af deres liv. Samtidig giver de tydelige læseranvisninger på deres forfatterskab.
Som fortaler for familieplanlægning og præventionsbrug var danske Thit Jensen en både elsket og kontroversiel debattør i sin samtid. I hele hendes forfatterskab blev det derfor ikke overraskende personlighedsprojektet, det at blive en karakter, der står på egne ben og har sine meningers mod, der blev drivkraften. I dette projekt er drømmen om helhed styrende: at kunne elske og arbejde, dyrke sig selv og tjene andre, forene det private og det samfundsmæssige, blive kunstner, ikke blot af navn, men af gavn.En kvindelig omsorgsstruktur samlede Thit Jensens personlige og kunstneriske visioner. Samtidig ville hun mere, end de gængse romanformer magter. Hun kombinerede udviklingsroman og dannelsesroman med social reportage, tangerede en kollektivform, men uden at finde den. Resultatet blev en formsprængning, der ikke førte til den nye form, der kunne samle og befordre hendes erobringslyst.
Sigrid Undsets forfatterskab strækker sig over 40 år og tæller over 30 titler, hovedsagelig noveller, romaner, biografier og essays. Kronen på forfatterskabet er de store middelalderromaner om Kristin Lavransdatter og Olav Audunssøn, som indbragte hende Nobelprisen i 1928. I mellemkrigstiden var hun en dominerende skikkelse i det norske litteraturmiljø. I avisartikler og essays gjorde hun opmærksom på faren fra den voksende fascisme, og da Tyskland besatte Norge i 1940, måtte hun flygte til USA.I sin digtning udforsker hun især den moderne kvindes muligheder for at skabe mening og fylde i tilværelsen. Forfatterskabet bæres af troen på en menneskelig evne til at forny grundlæggende livsvilkår. Samtidig præges det af behovet for at se den enkeltes liv i en større sammenhæng. En sammenhæng hun selv fandt, da hun konverterede til katolicismen i 1924.Hendes tekster er aldrig endimensionale. Hun kunne være revsende i sin skrivekunst, men kun dér, hvor hun så sin humanistiske grundværdi trådt under fode.
Det norske område Nordland fik med Regine Normanns (1867-1939) forfatterskab nye dimensioner. Her forbindes autentisk hverdag og kendt folketradition. Hun blev en sproglig fornyer, der videregiver den nordlandske dialekt i normaliseret sprogdragt, dog så den rytmiske, mundtlige fortællestil understreger de mytiske og folkelige tænkemåder.I de mange eventyrsamlinger hun udgav, fremstår hun som folklorist og traditionsformidler. Mange af hendes bøger kredser om magtkampe mellem kvindegenerationer. Billedet af en magtsyg, hævngerrig og pietistisk moderskikkelse varieres gang på gang. Men hendes nordlandskvinder er fri for den borgerlige pigeopdragelses pynteligheder. Her er det ingen synd, at en kvinde bliver gravid med sin kæreste. I Regine Normanns gamle Nordland kan kroppens naturlige, frodige behov tilfredsstilles. I det senere forfatterskab sætter en religiøs tone imidlertid sit præg på teksten.
Fra 1910 til 1922 var Gyrithe Lemche en hovedskikkelse i dansk kvindebevægelse. Som landsformand (1921-22) for Dansk Kvindesamfund og redaktør af foreningens tidsskrift Kvinden og Samfundet (1913-19), blev hun strateg og ledende ideolog i de år, hvor kampen for stemmeretten var på sit højeste. Den stort anlagt selvbiografiske romanserie Tempeltjenere, I-III, 1926-28, rummede i fiktiv form hendes tolkning af modsætningerne i dansk kvindebevægelse. Uden at være forfatterskabets hovedværk er den en hovednøgle til forståelse af den kunstneriske omvæltning, hun gennemgik i årene 1910-22, da hun forlod studerekammeret til fordel for kvindesagen.Det er imidlertid splittelserne mellem digteren og realisten, der prægede Gyrithe Lemches forfatterskab. At være realist betød at gå ind i sin tid og tage dens problemer og opgaver på sig. At være digter derimod, at give sig fantasien i vold og puste liv, bevægelse og tolkning i det forbigangne, mente hun. Hun ville begge dele, men oplevede bestandig, at det ene trådte i vejen for det andet.
Forfatteren og journalisten Elin Wägner var en central figur i kvindernes kamp for stemmeret i Sverige, ligesom hun havde et stort pacifistisk engagement. Som forfatter skrev hun omkring 20 romaner, en håndfuld novellesamlinger og flere radiospil, hvor hun igen og igen understregede vigtigheden af, at kvinder arbejdede på at frigøre sig for at »finde en egen form«.Romanen Pennskaftet (1909) var hendes første alvorlige forsøg på at bryde med kendte litterære former og formulere et eget alternativ. Og med romanens indblik i arbejdet i Landsforeningen för kvinnans politiska rösträtt leverede hun et enestående bidrag til den nordiske 1900-tals litteratur. I 1923 var hun med til at grundlægge ugeskriftet Tidevarvet, der erklærede sig som »en arena, hvor mænd og kvinder jævnbyrdigt kæmper for en liberal anskuelse«. Og med romanerne Genomskådad (Gennemskuet), 1937, og Hemlighetsfull (Hemmelighedsfuld), 1938, skabte hun ydermere en feministisk udfordring til den svenske roman i 1930’erne: den selvbiografiske udviklingsroman.