L. Onerva tilhørte den nye generation af akademisk uddannede kvinder og skrev godt 30 værker. Hun debuterede med digtsamlingen Sekasointuja (Disharmonier) i 1904 og er blevet anerkendt som forfatter af en lyrik, der »forbinder livsnydelse med lidelse«.Som prosaforfatter er hun derimod blevet anset for at være »alt for intelligent, alt for analyserende«. Alligevel er det L. Onerva, som skriver den første moderne roman i Finlands historie.
Artikler
For Ingeborg Stuckenberg stod Johannes Jørgensens, Helge Rodes og Viggo Stuckenbergs undsigelse af det moderne gennembrud som et forræderi mod alt, hvad de havde troet på og kæmpet for. Hun havde inspireret, kritiseret, sat musik til vennernes digte og skrevet på mandens forfatterskab. Alligevel kunne hun ikke tage til genmæle mod deres svig. Ikke muse, ikke præstinde, ikke valkyrie for andre ville hun være, men soldat for sig selv.Det så hun ingen muligheder for i århundredskiftets Danmark. Foråret 1903 lod hun alt bag sig, tog til Bremen og indskibede sig på et emigrantskib med kurs mod New Zealand. Året efter, den 12. august 1904, begik hun selvmord, 38 år gammel. Hermed gik en filmisk sansende, kunstnerisk komponerende og socialt engageret stilist tabt.
I Minda Ramms forfatterskab er menneskers holdning til livet det essentielle. Gennem medfølelse, kunst og filosofisk erkendelse kan de lære at overleve livets modsigelsesfulde vilkår. Derfor blev iagttagelsens og undersøgelsens nødvendighed Minda Ramms litterære credo.
Agnes Henningsens verden er som et geografisk og ideologisk landkort. Her spejler Danmark sig i Europa, dansk provins i Københavnsk storbyliv, rodfæstet middelklasse i radikal boheme, og her mødes tidens vidt forskellige holdninger – sociale, politiske, religiøse – samlet i et brændpunkt: Kærlighedens og den selvstændighed, der i Agnes Henningsens forfatterskab bliver det kvindelige begærs absolutte forudsætning.Hun skriver sig op mod den skinhellige institutionalisering af kærligheden, som skaber hykleri, martyrier, hysteri, fordækthed og bestandig truer en naturlig udvikling af et kvindeligt seksualliv.
Hvordan gik det dog til, at en datter af den liberale, men dog konservativt højborgerlige professor og hofmedicus Carl Henrik Horn Nebelong, kunne fjolle bohemeagtigt rundt med veninder og forfatteraspiranter på københavnske caféer og skrive dristige romaner om det kvindelige begærs trange vilkår i det småborgerlige og dobbeltmoralske patriarkalske Danmark?
Mod slutningen af 1800-tallet gjorde folkets sønner fælles front mod den borgerlige kultur og »dekadence« og skabte en ny folkelig realisme i dansk litteratur – også kaldet bondeforfatterne. Det samme gjaldt folkets døtre, hvoraf enkelte vovede sig frem som forfattere. De udgjorde ikke en gruppe i samme forstand som de mandlige bondeforfattere. De sad isoleret rundt omkring i Danmark med skriveriet som bibeskæftigelse til det arbejde, som gav dem brød på bordet. Derimod havde de i kraft af deres landlige oprindelse et vist stofligt fællesskab. Og tilegnelsen af skriftsproget blev en personlig befrielse, en vej ud af den snærende klassetvang og det anonyme køn.
Kærlighedens magt er så vældig hos mig, at den ofte næsten har slået min sjæl i stykker. Sådan skriver den finske forfatter Aino Kallas (1878-1956) i sin dagbog den 11. november 1918. Mens den vældige »kærlighedens magt« kan siges at være den kraft, hendes forfatterskab er koncentreret om, placerer Maila Talvios (1871-1951) forfatterskab sig centralt i de nordiske landes debatter om seksualmoral og inspireres bl.a. af Ellen Key. Bag oplysningsidealerne kan man imidlertid læse en sammenhængende beretning om kvindelig seksualangst, pessimisme og dødslængsel.
Bohemens forfattere stræbte efter en livsfølelse og kunst, der kunne sprænge grænserne både for den beklemmende borgerlighed og den åndsforladte modernitet. Det gjaldt også bohemens kvinder. Men for dem var frihed og frigørelse ikke kvindesagskvindernes krav om stemmeret, men et spørgsmål om livsudfoldelse i kærlighed og kunst.Vakte bohememiljøets mandlige frontfigurer skandale, gjorde kvinderne det i ikke mindre grad. Som bohemer forbrød de sig mod alle normer for et anstændigt kvindeliv som hustru, som mor, som hjemmets hjerte og hjerne. Og samtidig blev de i bohememiljøet netop feticheret for denne kvindelighed.
Det victorianske kvindeideal var blegnet bort. Kvindernes nye rettigheder som medborgere og deres stadig mere fremtrædende plads i offentligheden og i samfundsnyttige erhverv fik udtrykket »Ny Kvinde« til stadig oftere at dukke op allerede i 1890’erne. Fra at have været almindelig misogynt blev patriarkatet udtalt antifeministisk. Der udbrød en krig om, hvordan »Den nye Kvinde« skulle defineres. Var kvindeligheden unaturlig eller sund? Var »Den nye Kvinde« nymfoman? Pebermø? Under alle omstændigheder en unaturlig kvinde! Det er nu, i dette klima af stadig mere åben kønskamp, at feminismedebatten raser over Europa. Maskulinismen fejrer sine største triumfer. Men kvinderne slår igen.
Ved indgangen til 1900-tallet stod dørene til verden åbne. Endelig blev der udsigt til, at den enkelte kunne gøre sig fri af de bindinger, der havde snæret: religionen, klassen, kønnet. Med dette nye verdensbillede som mental klangbund åbnede det nye århundrede op for en fremadskridende integrationsproces. Kvinderne og folket fik indpas i den borgerlige skriftkultur, og selvfølgelig satte de så igen deres præg på kulturen. Men alt imens de mandlige forfattere og videnskabsfolk stivede deres truede maskulinitet af ved at henvise »Kvinden« til »Urnaturen«, vandt kvinderne støt og sikkert ind på mændenes magtbastioner.