Forfatteren er blevet en mytisk skikkelse som idealist og “seerske”. Hun voksede op under fattige kår på Tangen i Hedmark. Moderen var enke, flere søskende rejste til Amerika, og selv blev hun som ganske ung barnepige i England og arbejdede siden i butik og på kontor i Kristiania. Hun var aktiv i Sosialistisk kulturlag, deltog i modstandsbevægelsen under krigen og tog initiativ til den folkelige oplysningsbevægelse Suttung, der bl.a. startede børnegrupper og lagde vægt på at formidle kunst og litteratur. Hendes hjem i Tangen blev et kulturcenter med kurser, foredrag, teater og forlagsvirksomhed.
Ingeborg Refling Hagen debuterede med Naar elv skifter leie (N), 1920. Foruden romaner, noveller, digte, biografiske romaner og selvbiografier har hun udgivet litterære og pædagogiske skrifter. Inspireret af forfatteren Henrik Wergeland tog hun engageret og medlevende stilling til almuens liv, det hårde slid og de fattiges barske vilkår. Med digtsamlingen Jeg vil hem att, 1932, om Amerika-emigranternes slid og drømme, fik hun et stort publikum. Centrale værker er de selvbiografiske romaner Livsfrisen 1-4, 1948-53, og De unge. Kampår, 1979.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Jorunn Hareide: "Ingeborg Refling Hagens kampår" i: Samtiden, ekstranr. 1981
Siri Lappegård (red.): Ingeborg Refling Hagen - uklar myte eller bevisst pedagog?, 1995
Torill Steinfeld: "Arbeiderjenta og forfatteren. Om Inge Borg og Ingeborg Refling Hagens roman Vi må greie oss selv" i: Anne-Cathrine Andersen m.fl.: Arbeiderklassekvinner i litteraturen, 1982
Ingrid Elise Wergeland: Slik som kjærlighet vekker deg: en bok om Ingeborg Refling Hagen, 1995
