I 1898 udkom romanen I blinde, beretningen om den unge Ragna Stenersen, som ikke blot forelsker sig i en bohemeforfatter, men også i hans kunst. For hende er »det vidunderlige, – at dele livet med en mand, der lever ud af sin egen skabende kraft«. Men Ragna skuffes i ægteskabet. Jo Nein hed romanens forfatter. Bag dette talende pseudonym gemte Nini Roll Anker (1873-1942) sig. Embedsmandsdatteren fra Vest-Norge, der i to omgange blev gift ind i et rigt godsejermiljø og herfra skrev engageret om magt og modsætninger i det borgerlige samfund. Et socialt engagement, der strækker sig over et halvt århundrede, og som udmøntes både i et stort skønlitterært forfatterskab og i mange presseindlæg. Som kulturpersonlighed fik Nini Roll Anker afgørende betydning for den norske debat om kunst og samfund. I mange år var hun viceformand i den norske forfatterforening, hun støttede kvindesagen og den fremvoksende arbejderbevægelse, men fandt sit eget tilhørsforhold som kritisk intellektuel.
Kunstnertematikken, som I blinde lægger ud med, videreføres påfaldende sjældent. Men i en lille bog om veninden Sigrid Undset – Min venn Sigrid Undset, 1946 – vender Nini Roll Anker tilbage til det konfliktfelt omkring den kvindelige kunstner, som blev afgørende for dem begge. »Det er alltid like overveldende for en kvinnelig skribent, som er hustru og husmor, å konstatere hvad de fleste mannlige kolleger krever av sine omgivelser med hensyn til arbeidsro og aktelse for ‘kallet’.
En kvinne som har hus, mann og barn kan aldri forlange samme omsyn til sitt forfatterskap, skal der ikke opstå konflikter. Hun kan ofre sine forpliktelser mot hjem og barn til fordel for sin kunst… Men innen hjemmets ramme kan naturlovene ikke brytes ustraffet… «.
Både hos Sigrid Undset og Nini Roll Anker bliver kunstnerkonflikten en drivkraft i forfatterskabet. Hos Sigrid Undset direkte beskrevet i de kunstnerromaner, der starter hendes forfatterskab, hos Nini Roll Anker bearbejdet gennem forholdet til kvinders drømme og virkelighed.
Både pseudonymet og debutromanens tema om blind forelskelse bliver centralt for forfatterskabet. »Forelskelsen«, siger hovedpersonen i Nini Roll Ankers sidste roman Kvinnen og den svarte fuglen, 1945, »er en fakir, den får oss til å se det som ikke eksisterer«. Den får kvinder til at opofre sig ud over de personlige grænser og glemme, at der også bør siges nej! Hele forfatterskabet kredser om kvindelig forpligtelse til at realisere egne værdier og tage ansvar for dem – også udadtil.
Drømmen som forpligtelse
I Nini Roll Ankers litterære univers står natur og leg, drøm og lidenskab som kvalitetstegn på et meningsfuldt liv. Disse livsnødvendige, »imaginære« værdier, som hun kaldte dem, kommer ofte i konflikt med personernes, særlig kvindernes, pligttroskab og slægtsloyalitet. Marthina Stampe i Huset i Søgaten, 1923, er den æstetisk set væsentligste repræsentant for Nini Roll Ankers følsomme og sanselige kvinder.
1920’erne var de store romancyklers tid, og også Nini Roll Anker skrev en slægtsroman i tre bind, om embedsmandsfamilien Stampes liv fra 1840’erne til 1. Verdenskrig: Huset i Søgaten, 1923, I amtmandsgaarden, 1925 og Under skraataket, 1927. Især det første bind blev en stor succes. Værket er måske det æstetisk set mest vellykkede i hele forfatterskabet. Her er en elegance og nuancerigdom i kvindeskildringen, som kan minde om Virginia Woolf. I modsætning til mange andre historiske romaner og slægtsromaner skildrer Roll Anker slægtens liv og historie i fragmenter, og der er lange tidsspand mellem handlingen i de forskellige bind. En sammenbindende faktor er Marthina-navnet, som går i arv, og som bæres af meget forskellige kvinder. Gennem dem bæres og brydes slægtens værdier. De er alle kendetegnet af en vis sarthed og et både alvorsfuldt og legende forhold til livet, hvor der insisteres på skønhedens og drømmens nødvendighed.
Men en række andre portrætter står som variationer over denne »romantiske« kvindetype: Benedicte og moderen Mia Stendal (Benedicte Stendal, 1909), Anine Haukeberg (Per Haukeberg, 1910), Veronica Maiman (Det svake kjøn, 1915 og 1924) og Bett Helle (Kvinnen og den svarte fuglen, 1945). Kreativiteten udmønter sig i kvindernes særlige evner for at skabe atmosfære omkring sig med planter, husindretning, musik, litteratur og ikke mindst med fortrolig samtale. Selv om de udsættes for depressioner og desillusionering, opgiver de ikke drømmen som indre kilde. Tilsyneladende naive og fordrømte ejer de dog en styrke og en autonomi, som kan føre til opbrud. Da Mia Stendal og Veronica Maiman indser det nedværdigende i deres ægteskaber, bryder de ud. De har levet med splittelsen mellem pligt og lyst som et ubrydeligt livsvilkår. Selverkendelsen kommer for sent til at kunne realiseres. De dør, mens de i feberfantasier taler ud om deres længsler og stiller deres ægtemænd ansigt til ansigt med en inderlighed, som de har fortiet hele deres samliv. De dør – men med ny selvagtelse.
Kampen for livsudfoldelse og livskvalitet er tæt forbundet med de følsomme kvinders billeder af sig selv. I Nini Roll Ankers litterære normsystem har man forpligtelse til at realisere sit inderste på en måde, så følgerne ikke bliver ødelæggende for de næste generationer. Her står både ægteskab og generationsmodsætninger som hindringer. Særlig ægteskabet er en kampplads. Hovedpersonen Bett i Kvinnen og den svarte fuglen og pacifisten Cornelia fra skuespillet Kirken, 1922, erkender begge, at kvinder må gennem en kønskamp for at bevare drømmen og den identitet, som bliver grundlaget for hele den humanistiske kultur. Gennem disse værker skriver Nini Roll Anker sig frem mod en civilisationskritik, hvor det – som hos Elin Wägner – bliver kvindernes antimilitaristiske opgave at standse storkapitalen og hindre voldelige og chauvinistiske tendenser i at udvikle sig. Bett og Cornelia taber kampen mod mændene og mister deres sønner. Alligevel fremstår de som den strukturelle mandsmagts modstandere og hovedanklagere – trofaste mod deres egne inderste overbevisninger.
Med romanerne Per Haukeberg, 1910, og Fru Castrups datter, 1919, sætter Nini Roll Anker en diametralt modsat kvindetype i fokus. Både Anine Haukeberg og Matti Kjeller lyver, bedrager og snor sig gennem mandsverdenen, men de gør det med en charme, intelligens og sensualitet, der beskrives både med fuld forståelse og fin ironi.
Anine Haukeberg følger sin varmblodige natur for ikke at gå til i livskampen. Men hæmmet af arv og miljø får hun kun brugt sin fantasi og kropsglæde på tilbedere og nødløgne. På et kostumebal lader Nini Roll Anker hende symbolsk skifte ham to gange – først til huldredragt, siden til dukkekostume, og viser os dermed, hvordan forklædningen både kan være et værn og en lyst. Anines bevidste rollespil rummer både distancen til og kritikken af den traditionelle kvinderolle og understreger hendes egen identitetssøgen.
Matti Kjellers længsel og livslede minder om en moderne Hedda Gabler-situation. Hun er en ræsonnerende, desillusioneret kvinde. Både ægteskabet, kærligheden og selvrealisationen mislykkes. Matti tror hverken på forsoning indadtil i familien eller udadtil mellem klasserne, hun tager konsekvensen og kaster sig i fossen.
Den eksistensangst, Nini Roll Ankers hovedpersoner gennemlever, fører dem hverken ud i ligegyldighed, kynisme eller religiøs tro. Med stigende styrke rummer teksterne et fremtidshåb og en trosbekendelse til »livet, selve livet«. Naturen, børnene og erotikken ses som »jordens høieste glede«.
Livsdyrkelse og pacifisme
Kvinnen og den svarte fuglen blev skrevet under 2. Verdenskrig, men Nini Roll Anker var allerede under 1. Verdenskrig blevet overbevist om kvindernes ansvar for at kæmpe imod krigen. I 1922 fik hendes pacifistiske stykke Kirken overvældende succes på Nationaltheateret i Oslo. Kun tre år efter »the war to end all wars« greb det pacifistiske budskab publikum lige så meget, som det havde inspireret og engageret forfatteren selv.
Nini Roll Anker fulgte sin litterære fredspolitiske virksomhed op med endnu et skuespil Ærens mark, 1934.
I et ikke nærmere angivet land manes der til krig mod nabolandet, og præstefruen Cornelia er overbevist om, at hendes mand sammen med resten af kirkens mænd vil afværge konflikten og fordømme krigen, fordi de påståede fjender også er kristne. Hun skuffes i disse forventninger.
Ved krigsudbruddet skilles præstens og hans kones veje, han drager til fronten for at holde soldaternes kampmoral oppe og velsigne dem, der skal ud og kæmpe og dø, mens hun flakker om i landområderne og giver trøst og mad til soldater og krigsfanger, alt imens hun forkynder et fredens budskab. Med sig har hun sin niece Magdalena, der er forlovet med en af hendes tre sønner. Krigsskildringen får det perspektiv, at kvinden er den livgivende moder, som ikke kan godtage, at livet tages fra hende, at hun er den elskende og ventende unge pige, der tror, at kærlighed kan frelse verden.
Over for kirkens mænd kommer dette kvindekærlighedens budskab til kort. Da krigen er slut, stilles Cornelia til ansvar og revses af sin mand, fordi hun er »faret vild«. Krigen har givet hende en hård medfart: En søn er dræbt, en skydes i sejrsrusen, fordi han ikke vil fornægte sin mors kærlighedskristendom, mens den tredje vælger at følge faderens linje. Magdalena er blevet sindsforvirret; hun blev voldtaget af fjenden, og da hendes forlovede døde, fulgte hun med hæren som soldaterhore.
Kirken er et ambitiøst skuespil med stort persongalleri og lange tidsspring mellem de tre akter – ved krigens udbrud, undervejs i krigen og når sejren er sikker. Cornelia er gennem hele stykket den samlende skikkelse, og hun præsenteres hele tiden med ungdommen, sine sønner og deres venner, som tilhørere. Dermed bliver hendes nederlag tragisk, og kritikken af kirken, der ikke tager sit eget kærlighedsbudskab alvorligt, er sønderrivende og ironisk.
Nini Roll Ankers bøger appellerer til kvinders opdragelses- og samfundsansvar. Hun ser kvinders medskyld i krig, men opfatter den som mænds værk. Hendes sidste roman Kvinnen og den svarte fuglen nærmer sig en idealisering af kvinder og en tro på deres »kald« til at »flytte grensepæle«. Kampen mod krigen, her symboliseret ved den sorte fugl, er også en strid mellem mænds og kvinders livssyn.
Ægteskab og generationsmodsætninger er allestedsnærværende temaer i Nini Roll Ankers tekster. Særlig ægteskabet er en kampplads. Den eftertænksomme officersdatter Benedicte Stendal er kuet af sine forældres disharmoniske ægteskab og har lidt under moderens distancerede væsen. Romanen Benedicte Stendal, 1909, slutter med, at hun skal realisere sin hårdt tilkæmpede ægteskabslykke. Dele af teksten er skrevet i dagbogsform i en dæmpet og selvbekendende, men også ironisk tone. En lignende indtrængende, stilfærdig fortællerstemme finder vi i Nini Roll Ankers sidste bog Kvinnen og den svarte fuglen, 1945.
Mandligt pseudonym, mandligt blik
Da Nini Roll Anker startede med at skrive under pseudonym, var det for at skjule sin egen identitet. Da hun midt i forfatterskabet genoptager pseudonymet, sker det som led i en leg med synsvinkler og skrivemåder. Samme år som hun begiver sig ned i historien og fuldfører et af sine hovedværker, trilogien om slægten Stampe, omskaber hun sin skrivemåde så godt, at kritikerne mente, at ungdomsromanen Liv, livet og jeg, 1927, skrevet under pseudonymet Kåre P., skjulte en ung, vittig mandlig forfatter. Fortsættelsen Vi skriver en roman, 1930, fastholder jeg-formen og den unge Kåres synsvinkel. I slentrende ungdomsjargon tager Nini Roll Anker fat på et samfundsproblem: skilsmisserne, deres følger og deres skader på børn og unge. Et tema som hun tidligere havde behandlet i Prisopgaven, 1928, og senere atter genoptog i På egen grunn, 1936. Den tredje Kåre P.-bog To ungdomsår, 1930, har fortsat mandlig synsvinkel, men bevæger sig fra det lette ind i det alvorligt-realistiske toneleje, der prægede det tidlige forfatterskab. Den skildrer den unge Daniels søgen efter venskab og udvikling. Han bliver arbejdsløs, får kontakt med revolutionære grupper og tager arbejde på Svalbard. Daniel knytter sig stærkt til en arbejdskammerat, en veg, ung dreng. Han skræmmes af sine egne følelser og bliver lettet, da drengen viser sig at være en forklædt kvinde! To ungdomsår beskriver primært en dragning mod sit eget køn og en oplevelse af splittelse. I en tempofyldt skildring spejles mellemkrigstidens kriser. Søgelyset på det norske samfund kommer udefra: Det golde, ugæstfrie Norge med sin arbejdsløshed sættes i relief af polargrubesamfundet.
I To ungdomsår skildres Daniels tiltrækning af en ung mand, som viser sig at være en kvinde. Sådan berører, men også undviger, romanen problemet homoseksualitet. I romanen Enken, 1932, tages temaet direkte op, men her skildres den unge homoseksuelle mand imidlertid gennem klichéer og fordomme, som lå i tiden.
Kvindevenskab som utopi
Hverken statskirken eller de religiøse sekters mandsverden gik ram forbi. I to hovedværker Det svake kjøn, 1915 og 1924, og Den som henger i en tråd, 1935, afslører hun præster og prædikantmiljøer som magtsyge, kærlighedsløse og seksuelt undertrykkende. Hun koncentrerer sig særligt om, hvordan patriarkalske herskerteknikker kobler det religiøse og det erotiske. Den norske samfundsdebat fra henholdsvis 1880’erne og 1930’erne lægges i disse to store kollektive samfundsromaner ind i et komplekst litterært univers. Nini Roll Anker følger et forgrenet net af miljøer, generationer og konflikter. Handlingen drives frem gennem en vekslen mellem levende dialog og episke scener, hvor personerne ikke fremstiller, men beretter om hændelserne. Syerskernes folkelige sprog er gengivet med lydhørhed i Den som henger i en tråd.
Det svake kjøn er i slægt med Camilla Colletts Amtmandens Døttre, 1854-55. Den kan læses som en kvindelig opdragelses- eller idéroman med to unge kvinder i centrum – Veronica og Fanny Delmar. Med Fanny træder en moderne, resolut, livslysten og socialt engageret kvinde frem i forfatterskabet, en kontrast til den sarte Veronica, der som type så ofte før var blevet belyst. Fanny vil ud og erobre verden som »digterinde, keiserinde, profetinde, herskerinde, kvinde«. Fanny må resignere i sine arbejdsplaner og kærlighedshåb, men står alligevel på tærsklen til et modnet livssyn, da Veronica dør.
Det svake kjøn er en bog om et dybt kvindeligt venskab. Kærlighedsforventningerne og opdragelsen taler mod venskabet som afgørende faktor i kvinders liv. Kønnets svaghed ligger bl.a. i, at veninderne ikke indser, hvor essentielt dette fællesskab er. Trods stor uenighed i sind og livssyn er forholdet mellem de to åbent og fintfølende, et frirum af tæthed, fælles hemmelighed, livssammenhæng og intuitiv sympati.
I mødet med Fanny bevidstgøres Veronica om kvindesag og religionskritik. Takket være Fanny vækkes Veronicas kærlighed til naturen. Fanny er den eneste, der taler med hende om drift og køn på en positiv, varm måde. Jo mere Veronica fjerner sig fra Fanny, des værre går det hende. Veninden ser bekymret Veronicas blinde hengivelse over for ægtemanden og sammenligner Veronicas ægteskab med pigen og Hvidbjørn i eventyret Kvitebjørn kong Valemon. Da Fanny rejser, føles det næsten som et identitetstab for Veronica. Det er, »som om hun bestandig havde gået hånd i hånd med Fanny«.
Samtidskritikken roste Det svake kjøn for dygtig psykologisk fremstilling, men fandt værket for langt, for debatterende og polemisk. Førsteudgaven fra 1915 er desværre næsten ukendt. I 1924 blev romanen en del forkortet. Det bidrog til en koncentration omkring Veronica Maiman, men svækkede romanens rige flerstemmighed.
Venskabstanken bliver en naturlig konsekvens af Nini Roll Ankers særegne patriarkatskritik og livstro. Den som henger i en tråd slutter med, at to veninder bryder op for at starte et arbejdsfællesskab: »Et stykke frem etter gaten går de hånd i hånd«. 20 år er gået siden Det svake kjøn, og tanken om kvindelig solidaritet er blevet styrket gennem Nini Roll Ankers arbejde med arbejderkvindemiljøer. Allerede i novellesamlingen Lil-Anna og andre, 1906, havde hun taget emnet op, nu afsluttes kompositionen med et venskabsperspektiv med langt større symbolkraft, hvor debatter og stridsspørgsmål omkring vold, abort, faglig organisering og solidaritet er indføjet i en æstetisk sammenhængende helhed.
Venindeparrene i Det svake kjøn og Den som henger i en tråd er unge kvinder omkring 25 år. Den destruktive mand mellem dem hedder Vargen (ulven) i den første, Vold i den anden. Om natten virile elskere, om dagen kvindeforagtere. Mændene trænger sig ind mellem veninderne, men mod slutningen leder kvinderne efter deres tabte kammerat og finder hende igen i et nyt tillidsforhold. Kvindevenskaberne er ikke erstatninger for forhold til mænd. De repræsenterer et medmenneskeligt kontinent, som kvinderne taber og derefter inderligt søger.
Veronicas barndomsmiljø i Det svake kjøn er snævert pietistisk; gennem sit ægteskab kommer hun til at leve i højkirkelige kredse. Lag for lag afdækker romanen miljøernes seksualfjendtlighed og viser, hvordan Veronicas kærlighedsevne også bliver hendes mulighed for harme og oprør. Hun vil have sin mand, præsten Vargen, til at forstå, at »Kjærligheten kjenner ikke det stygge«. Men Vargen ønsker ikke et åndsfællesskab. Han har brug for hende til sine huslige og seksuelle behov og gør hende gravid tre gange, skønt han ved, at hun ikke har helbred til fødsler. Fanny bliver voksen gennem trængsler, Veronica forbliver kvindebarn.