Novellen »Fyrnist yfir allt« (Tiden læger alle sår), 1990, fortæller om en femårs pige, der flytter til Canada med sine forældre, og som bliver nødt til at skifte sprog. Hun oplever, at sprog og magt er knyttet tæt til hinanden, og at hun i forhold til begge dele befinder sig på den forkerte side. Hun ved, hvordan de fremmede ord skal siges, men kan det bare ikke, og spændingen og vreden vokser i hendes krop, indtil hun slår den pige, der underviser hende. Der lyder et smæld, og med dette smæld smækker hendes eget sprogs port i, oprindelsens sprog er lagt bag hende.
Lang tid senere genkalder jeg-fortælleren sig denne scene, da hun på en restaurant i London ser en velklædt tjener jage en transvestit ud med skældsord.
Denne lille, men komplekse novelle fra Svava Jakobsdóttirs (1930-2004) novellesamling Undir eldfjalli (Under vulkanen), 1989, kan læses som en symbolsk beretning om forfatterens 25 år lange kamp med subjektets tilblivelse og eksistens i sproget.
Svava Jakobsdóttir flyttede som femårig til Canada med sine forældre og søskende og voksede op dér. Hun var ti år, da hun flyttede tilbage til Island, og hendes holdning til sproget blev aldrig automatisk eller ukritisk, hvad der allerede fremgår af hendes første bog, novellesamlingen 12 konur (12 kvinder), 1965.
… »på mine betingelser« …
I en forelæsning, som Svava Jakobsdóttir holdt ved Oslo Universitet i 1979, talte hun om, at kun en tiendedel af kvinders virkelighed er synlig i den herskende litterære tradition. »De andre ni tiendedele er skjult«. Hvis en kvindelig forfatter skal være tro imod sin erfaring, må hun bane vej op til overfladen for kvinders skjulte virkelighed, og Svava Jakobsdóttirs konklusion bliver denne: »Til den mandlige litterære tradition vil jeg sige: Udmærket, jeg vil tale med jer på basis af den konkrete realisme, men på mine betingelser – indersiden skal vendes udad«.
Svava Jakobsdóttirs metode er tydeligst i hendes fantastiske fortællinger, hvor følelser konkretiseres, og ord bliver til genstande. I novellen »Veggur úr gleri« (Væg af glas) i 12 konur (12 kvinder), 1965, konkretiseres således den manglende kontakt mellem to ægtefæller og kvindens isolation i en glasvæg, der pludselig dukker op i stuen mellem mand og kone. Kvinden pudser og polerer den energisk ligesom alt andet glas i lejligheden. Hun ser fra tid til anden, at manden står og siger noget på den anden side af væggen, men det betyder ingenting for hende, indtil han dør omme bag væggen, som dermed har afsluttet sin funktion og går i tusind stykker.
Den tydelige drejning væk fra realismen kendetegner kun to af novellerne i 12 konur. De fleste af historierne er realistiske øjebliksbilleder fra kvinders virkelighed i alle aldre. Læser man dem i lyset af Svava Jakobsdóttirs senere værker, kan man iagttage adskillige genkommende motiver i dem, såsom menneskers »svigt« over for et moralsk eller etisk krav. Man kan se en flugt fra friheden ind i sociale roller, tingsliggørelse og fremmedgørelse. Man bemærker endvidere en intertekstualitet, hvor der ikke kun henvises til litteratur, men også skabes tvivl om, hvorvidt litteraturen skaber virkeligheden eller omvendt.
I Svava Jakobsdóttirs næste novellesamling Veizla undir grjótvegg (Selskab ved stenvæggen), 1967, skrives halvdelen af teksterne inden for den fantastiske genre.
I et interview fra 1990 taler Svava Jakobsdóttir om, hvad hun kalder »følelsesmæssig hukommelse«, som er en hukommelse, der er uafhængig af intellektet og dermed af begreber, men som ytrer sig ved gentagelser eller ved en tilbagevenden til en erfaring, som man »ikke vidste«, at man ligger inde med: »Der findes f. eks. ingen logiske svar på spørgsmål som dette: Hvorfor planter du et træ under vulkanen? Den kunne jo komme i udbrud. Eller – hvorfor elsker du denne mand eller dette barn? De kunne jo forlade dig. Eller – hvorfor lever du? Du som jo skal dø … Jeg prøver efter bedste evne i teksten at genskabe de følelser, der så tit bliver enten tåbelige eller sentimentale, når man forsøger at indfange dem med sproget. Måske de undviger ord og begreber«.
En kvinde uden hjerne er en kvinde uden problemer!
I »Saga handa börnum« (En fortælling for børn) vil familiens fremmelige børn gerne se, hvordan en menneskehjerne ser ud. Moderen sætter sig på en køkkentaburet, den ældste søn saver kraniet i stykker, tager hjernen op, betragter den og vil så smide den i skraldespanden. Dette sårer moderen så dybt, at hjernen i stedet bliver anbragt i en krukke med spiritus og stillet op i stuen til pynt. Tabet af hjernen ændrer ikke meget for kvinden, det bliver f.eks. ikke sværere for hende at forstå de danske dameblade, som hun køber.
Den groteske humor opretholdes gennem hele novellesamlingen, der begynder med disse ord: »Lige så længe hun kunne mindes, havde hun været besluttet på at være sin natur tro og ofre sine kræfter for hjem og børn«. (»Saga handa börnum).
Svava Jakobsdóttirs fantastiske fortællinger er vittige, og deres humor og ironi hviler ikke mindst på deres dialoger med andre tekster i teksten. Bibelen udgør nærmest en indre tekst i hele hendes forfatterskab, men derudover henviser hun til tekster fra verdenslitteraturen, myter, eventyr og dameblade. Hendes epik bliver allermest grusom og grotesk, når hun går til angreb på traditionelle klichéer og faste udtryk, som folk anvender uden at tænke sig om: »at ofre sig«, »at give nogen sin hånd«. Betydningen af religiøse ritualer, der på en eller anden måde placerer kvinder i samfundet, afsløres ved at kirkelige ceremonier blandes sammen (et bryllup bliver til en begravelse), symboler »misforstås«, i og med at de opfattes bogstaveligt, og derved bliver skjulte betydningsniveauer afsløret og synliggjort.
Bruden i novellen »Gefið hvort öðru« (Giv hinanden … ) i novellesamlingen fra 1982 af samme navn er perfektionist. Derfor hugger hun sin højre hånd af med klinisk præcision om morgenen på dagen for sit bryllup. Hedder det ikke også i vielsesritualet: »Giv da hinanden hånd derpå … «? Brudgommen vil ikke have den afhuggede hånd, men alting ender alligevel godt på overmåde grotesk vis.
Spejlet
I novellen »Kona með spegil« (»Kvinde med spejl«, 1986), fortælles der om en kvinde, der har skabt det fuldkomne hjem og ikke mangler andet end et stort spejl i entréen til at fordoble stuens pragt. Spejlet er for lille og afspejler ikke, hvad kvinden vil se, så derfor begiver hun sig i bus ned i byen for at få det skiftet ud. I bybussen er alle passagererne invalider, og hele køretøjet bevæger sig baglæns.
Spejlet gengiver kun et udsnit af »virkeligheden«, ligesom den herskende litterære tradition kun viser en mindre del af kvinders virkelighed. Spejlet kan imidlertid ikke vise det, der ikke eksisterer, og det kan ikke afspejle kvindens selvbedrag.
I Svava Jakobsdóttirs spejle ser kvinderne »det der er«. De ser sig selv som en genstand, en dukke eller en myte. De ser sig selv som tiltrækkende eller frastødende, og fortællingen afspejler dem stående foran spejlet. Senere i forfatterskabet, i Gunnlaðar saga, 1987, kigger en kvinde på et spejl og ser »sig selv«. Det ender også galt.
Svava Jakobsdóttirs forfatterskab er tit blevet delt op i en realistisk og en fantastisk del, og det er de fantastiske fortællinger, der har vakt størst opmærksomhed og fristet fortolkerne mest. Dette er imidlertid en forenkling af Svava Jakobsdóttirs radikale projekt. Hun har faktisk aldrig forkastet den realistiske fortællekunst eller dens sociale og politiske referencer.
Svava Jakobsdóttirs ærinde i 60’er-novellerne er kompromisløst: Enten må folks tænkemåde ændres her og nu – og dermed opfattelsen af, hvad der er realistisk – eller også bliver følgerne uforudsigelige. Hendes brug af fantastikken når siden sit højdepunkt i romanen Leigjandinn (Pensionæren), 1969, som begynder med denne sætning: »Man er så usikker, når man bor til leje«. Romanens bevidsthedsmæssige centrum er kvinden, der er gift med Peter. De bor i en lejet lejlighed, men er i færd med at bygge sig et parcelhus ligesom halvdelen af den islandske nation. En skønne dag dukker en vildfremmed mand op i deres lejlighed og slår sig ned hos dem. Han indretter sig i deres entré. Efterhånden bliver de psykisk afhængige af ham og kalder ham »pensionæren«. Han finansierer det nye hus og flytter ind i det sammen med parret. I det nye hus begynder Peter og pensionæren at blive til et, og da en fremmed banker på husets dør juleaften, vil kvinden lukke op, men er ikke i stand til det, fordi hendes arm bliver til sten. Isolation og frihed er i kvindens øjne det samme, og hendes drøm om eget hus, hvor hun kan låse sig inde og blive fri, indebærer reelt uforenelige modsætninger. Med denne grundidé forbinder Svava Jakobsdóttir bogens tre planer: kvindens psykologi og hendes placering i familien, familiens placering i samfundet og Islands stilling i forhold til andre lande.
Leigjandinn er en skarp politisk satire og benytter sig i rigt mål af karnevalistiske og groteske effekter. Magtforholdene vendes gang på gang, grænserne mellem subjekt og objekt bliver uklare, og menneskers savn bliver tydeligt for enhver i de invaliderede kroppe og karikerende grimasser.
Umiddelbart efter at Leigjandinn udkom, blev romanen fortolket som en traditionel allegori over de amerikanske troppers tilstedeværelse og NATO-basen i Keflavík. Amerikanerne overtog besættelsen af Island fra England i 1941 og »flyttede med nationen ind i det nye hus«, da Island blev en selvstændig stat i 1944. Tre år senere forlod tropperne landet som aftalt; men to år efter at Island gik ind i NATO 1949, sluttede regeringen en aftale med USA om at vende tilbage for at garantere Islands sikkerhed på grund af Koreakrigen. Siden har der været en omdiskuteret amerikansk base i landet.
Ydersiden vendes indad
Fra frustrationen og den individuelle vrede i novellesamlingen 12 konur går vejen via ironien og kritikken af forbrugersamfundet og kvinders stilling generelt i Veizla undir grjótvegg til en satire over politisk og personlig paranoia i Leigjandinn. Svava Jakobsdóttirs vej førte siden hen ud i den aktive politiske kamp, og hun var altingsmedlem for Folkealliancen i perioden 1971-1979. I dette tidsrum arbejdede hun bl.a. med den dramatiske form og skrev to skuespil. Hun fortsatte i 1980’erne med skuespillet Lokaæfing (Generalprøve), der blev opført på Nationalteaterets kælderscene i 1983. I dette spil ser man andre accenter end i hendes tidlige prosa, og Gunnlaðar saga, 1987, (Historien om Gunlød, 1990) bekræftede da også, at Svava Jakobsdóttir ikke kun ville ændre sin samtids tænkemåde, men også dens forestillinger om sin egen historie.
Gunnlaðar saga har to fortællere, en moder og hendes datter. Moderen flyver til København for at redde sin datter, der sidder i fængsel, anklaget for at have forsøgt at stjæle et guldkar fra det danske Nationalmuseums oldtidsafdeling. Datteren hævder, at hun ikke forsøgte at stjæle karret, hun ville bare »kræve det tilbage«.
Bag Gunnlaðar saga ligger Svava Jakobsdóttirs omhyggelige studier i kilderne om Gunlød i oldislandsk litteratur. Hun sammenligner kilderne og offentliggør sin undersøgelse i tidsskriftet Skírnir i 1988. Hun minder om, at de islandske skolers traditionelle lære om Gunlød og skjaldemjøden bygger på gengivelsen i Snorre Sturlasons Edda, 1220-1230. Heri kan man læse, at Odin forfører Gunlød, datter af jætten Suttung, og derved frarøver hende skjaldemjøden, som hun havde fået til opgave at vogte. Svava Jakobsdóttir henleder opmærksomheden på, at afsnittet om Gunlød i det gamle læredigt Hávamál (Den højes tale) i store træk er blevet fortolket på samme måde. Svava Jakobsdóttir kommer imidlertid til det resultat, at der her berettes om en religiøs ceremoni, en kongeindvielse i et kongerige, hvor Gunlød skænker den vordende konge Odin retten til at herske ved et helligt drikoffer (»hinum dýra miði«, den dyrebare mjød) og et helligt favntag.
Gunnlaðar saga begynder og slutter i en flyvemaskine, 30.000 fod over jorden, i 1985, men størstedelen af handlingen foregår ca. 4-5 århundreder e. Kr. , til dels nede under jorden, ved rødderne af livets træ, asken Yggdrasil.
I Hávamál fortælles det, at da Odin stjæler karret Odrærer, bryder han en ringed, han tidligere har svoret. Svava Jakobsdóttir anser Snorres beretning om den religiøse ceremoni for stærkt forvansket, og resultatet af hendes undersøgelse, dvs. indholdet af den religiøse ceremoni i Hávamál og dens videre skæbne i fortællekunst og forskning, danner grundlaget for de to tidsplaner i Gunnlaðar saga. Moderen i Gunnlaðar saga er en moderne kvinde, der er blevet indoktrineret med lektien om Gunløds svigefulde og karakterløse natur. Dís, hendes datter, mener imidlertid at have oplevet fortidens sande historie. Den historie om Gunlød, som datteren fortæller sin mor dag efter dag i fængslet, er en smuk rekonstruktion fra Svava Jakobsdóttirs side af den nordiske mytologis verdensbillede. Gunlød er en præstinde, og i det bronzealdersamfund, hvori hun lever, bør der herske overensstemmelse mellem menneske og natur. Mennesket har et etisk ansvar over for naturen og omgivelserne, et ansvar som er fastholdt i religionen.
Lidt efter lidt overbevises moderen om, at datterens historie, og dermed Gunløds historie, er den rigtige og sande. Hendes og advokatens forsøg på at overbevise dommeren viser sig imidlertid forgæves, og Dís bliver erklæret sindssyg. Moderen stjæler derefter gudindens guldkar fra Domhuset, hvor det har været fremlagt som bevis for retten, og da romanen slutter, har hun det med i flyvemaskinen i sin håndbagage.
Gudindens højeste lov er, at man ikke må mishandle jordens krop eller grave i den efter jern til våbenfremstilling. Odin sværger på, at han vil respektere disse love, da han lader sig indvie til konge. Han har dog ikke tænkt sig at holde sit løfte. Han stjæler det gyldne kar, symbolernes symbol, opkaster sig selv til guddom, og jorden svarer med misvækst, tørke og sluttelig »verdens undergang«. Ødelæggelsen af verden på fortidsplanet får et kontrapunkt på nutidsplanet i Tjernobyl-ulykken, som moderen oplever i København sommeren 1985.
At kræve historien tilbage
I Gunnlaðar saga hedder det om skyldens land: »Længe før jeg kan huske, sank det i dybet ligesom Atlantis, og ingen kommer dertil uden at sætte sit liv på spil. Og dertil går ingen telefonforbindelse, og selv om min stemme kunne nå dig derfra, ville du ikke forstå det sprog, jeg talte. Det er ikke et menneskesprog. For landet er udelukkende beboet af kvinder, og deres stemme er tystere end tavsheden. Enkelte kvinder hævder dog, at det kan hænde under visse strømforhold, at fiskene forstår deres stemmers brusen i det dybe bølgesug«.
Det sunkne land kan fortolkes som de ni tiendedele af isbjerget, kvindernes virkelighed, der er til stede, tavst og usynligt, i »havet«, som da bliver en metafor for sproget og den litterære tradition.
Det forsvundne mytiske samfund, som Svava Jakobsdóttir skaber i Gunnlaðar saga, er ikke en myte om et oprindeligt matriarkat, en slags omvendt patriarkat. Gudindens magt er både åndelig og verdslig, og troskaben mod hende er en troskab mod selve livet. Kvinder udfylder en betydningsfuld religiøs rolle i det samfund, der beskrives, men kønnene fordeler opgaverne imellem sig og respekterer hinandens evner.
Der er utopiske træk i det gamle samfunds respekt for naturen og den gensidige respekt mellem kønnene, men begge dele rummer et politisk budskab til samtiden. Set med en islændings øjne forlader samfundsbeskrivelsen på bogens fortidsplan heller ikke den genkendelige virkelighed. Svava Jakobsdóttirs mytologiske verden er rodfæstet i den oldislandske litteratur, som igen er sammenflettet med islandsk kultur og en del af denne. Hun løfter den skjulte betydning i myterne frem, og vores forestillinger om fortiden og historien ændres.
Gunlød er blot en ung pige, men hun er gennem årene blevet opdraget og trænet til at være præstinde ligesom sin moder. Hun lærer, at en del af gudindens livslov er døden, som mennesker ikke bør frygte. Ligevægt er gudindens lov; men den er aldrig en selvfølge. Den må skabes og genskabes hver eneste dag. De destruktive kræfter findes og kan kun holdes i ave ved at fare forsigtigt frem, dyrke de religiøse ritualer med koncentration, og tro i ydmyghed.
Sproget og følelserne
I novellesamlingen Undir eldfjalli (Under vulkanen), 1989, fortsætter forfatteren i forlængelse af Gunnlaðar saga med at spørge om etik, spørge om, hvad der er vigtigt, og hvorvidt og hvordan det kan komme til udtryk i forholdet mellem mennesker. Det selvbillede, der kan bygges op eller slås i stykker gennem sproget, er motivet for novellen »Fyrnist yfir allt« (Tiden læger alle sår). I flere af teksterne i novellesamlingen Undir eldfjalli undergraves den overfladiske betydning gennem en konfrontation af tekst og undertekst. Man kan imidlertid ikke sige, at den filosofiske søgen i disse sene noveller handler om at afsløre sprogets mangel på mening, de udtrykker snarere en voldsom længsel efter mening.
Efter 1990 har Svava Jakobsdóttir, der af uddannelse var litteraturforsker, skrevet artikler om intertekstualitet og religiøse allegorier i 1800-tals-digteren Jónas Hallgrímssons værker.