Hagar Olsson (1893-1978) er blevet benævnt med livsbekræftende prædikater: »Modernismens herold«, »Den nye livsfølelses apostel« og »Den unge digtnings bannerfører«, men hun debuterede faktisk med en roman med ordet »døden« i sin titel.
De tre forskere, der står for de citerede udsagn om Hagar Olsson, er i rækkefølge Clas Zilliacus, Gunnar Brandell og Ragnar Holmström.
Lars Thorman och döden udkom i 1916, samme år som Edith Södergrans første digtsamling.
Det er delvist egne oplevelser, forfatteren har tildelt sin livstrætte og desillusionerede romanhelt. Hun skrev ud fra en følelse af rodløshed, der var grundlagt i barndommen. Det gedigent borgerlige og kristne fædrene hjem skjulte konflikter, uoverensstemmelser og disharmonier, som fremkaldte depressioner og grublerier over livet hos den opvoksende pige. Da det efter alvorlige opgør med faderen – der også havde tre sønner at forsørge – lykkedes hende at opnå økonomisk støtte til at studere humaniora ved universitet i Helsingfors, oplevede hun studierne – til sproglærer – som meningsløse.
Litteraturhistorieskrivningen angiver sædvanligvis denne dobbelte debut som den finlandssvenske modernismes fødsel – »et bemærkelsesværdigt fænomen«, som kom til at »udgøre drivkraften også i den svenske modernismes udvikling« ifølge litteraturforskeren Gunnar Brandell. De to unge forfattere – Hagar var 23 år og Edith 24 – kendte endnu ikke hinanden. Deres venskab blev først indledt med udgivelsen af Edith Södergrans Septemberlyran, 1918.
I 1916 retter de endnu begge blikket bagud: Deres værker aftegner sig på en baggrund af 1. Verdenskrigs livsanskuelseskrise og den skeptiske, desillusionerede flanør- og dagdriverlitteratur, der dominerede markedet i både Sverige og Finland.
I Södergrans første digtsamling forekommer påfaldende ofte en mand »med kolde øjne«. Foruden i det kendte digt »Dagen svalnar« (»Dagen blir kølig«) optræder han bl.a. i »Oroliga drömmar« (»Urolige drømme«): »Der er noget tungt i hans indre som ikke kan bevæge sig, … vinger bærer ham ind i det land, hvor alt hvad han gør er forgæves,/ i de tomme, ørkesløse dages land langt borte fra skæbnen …«.
Hagar Olssons debutroman kan læses som beretningen om en sådan mand, der har mistet følelsen af en mening med livet. Men Hagar Olsson overskrider i sin roman en vigtig grænse ved at vise, at denne opgivende livstræthed ikke er noget holdbart grundlag for en kunstner. I kunsten vil hun se ild og flamme, kraft og mening – den skal bringe mennesket i forbindelse med »det absolutte«. Med udgangspunkt i en virkelig ond granskning af det dekadente århundredskiftes hånligt flakkende skepticisme og undergangsstemning skriver hun sig frem til forhåbningen om en ny kultur, et frugtbart menneskeligt fællesskab i en forvandlet verden. Her ligger den modernistiske udfordring i Lars Thorman och döden.
»Noget sådant havde man aldrig hørt før. Det var det moderne menneskes bevidsthed, som med eksplosionsagtig pludselighed manifesterede sig i vort provinsielle kulturmiljø, hvor man trods verdenskrig og borgerkrig var helt forankret i fortiden og troede at sidde i uskiftet bo. Det er både tragisk og komisk at tænke på, hvor totalt ude af stand til at fatte et sådant sprog læserkredsen var«. Hagar Olsson om Septemberlyran i Ediths brev, 1955.
Et inspirerende møde
I 1918 blev Hagar Olsson ansat som litteraturkritiker på Dagens press. Dermed begynder hendes legendariske kampagne for »det moderne« i kunst og digtning. Hendes vigtigste indsats blev lanceringen af Edith Södergran.
Ofte er det blevet påpeget, hvor livsvigtigt venskabet med Hagar Olsson blev for den isolerede Edith Södergran. Men sandsynligvis var kontakten med Södergran mindst lige så vigtig for Hagar Olssons udvikling. Forfatteren til beskrivelsen af den dødsfikserede og angstplagede Lars Thorman mødte et menneske, som selv levede meget tæt på døden, men som alligevel overbevisende kunne udbryde: »Hvad frygter jeg? Jeg er en del af uendeligheden. Jeg er en del af altets store kraft…«.
I denne tryllekreds inddrages Hagar Olsson nu – subjektet »jeg« bliver til et »vi«, et »os«:
»Det var en rent magisk fortryllelse, som fik magt over os og skabte en stemning af, at alt var muligt, og at hvad som helst kunne ske. Fremtiden brændte i os og gjorde os utålmodige, dens lokkende og forfærdende krone skulle en dag blive vor. Vi var ukendte og fattige og levede i en afkrog af verden, og alligevel følte vi os som fyrster. Vor rigdom lå skjult i håbet, i disse forhåbninger, der som englehænder svævede over en knust verden og pegede på en ny menneskelighed« (Ediths brev,1955). Her er hele Hagar Olssons litterære program fastlagt, med dets tillid til livskræfterne, til menneskeåndens magt til at forvandle verden og til kunstnerens hellige kald »med ansvar for hele menneskeheden«.
Ediths brev kan med sine udførlige baggrundskommentarer af Hagar Olsson læses som en tragisk roman om, hvordan to kvinders dybe og kærlige fællesskab gradvis opløses. For Hagar Olssons vedkommende opstod der stærke skyldfølelser. Hun bar ansvaret for de mange udeblevne besøg, de forsinkede besvarelser af breve og de stadig længere mellemrum mellem dem trods Ediths stadige klagen: »Har du glemt mig?« Hagar Olsson fremhæver i kommentaren til brevene sit arbejdstyngede liv, sine mange sygdomme og sin families krav til hende i ferierne.
Foruden Lars Thorman och döden skrev Hagar Olsson i årene 1910-20 de symbolistiske prosaværker Själarnas ansikten (Sjælenes ansigter), 1917, og Kvinnan och nåden, 1919.
En engageret litteraturkritik
Hagar Olsson har i sine tre første prosaværker knap nok fundet sin stil. Tonefald og ordvalg forekommer ikke sjældent hentet fra den litteratur, hun selv ville angribe: den svulstige 90’er-tone. Når hun skriver om andre forfattere, udtrykker hun sig derimod mesterligt fra den første begyndelse. Hun finder ord også for det mest subtile, det analyserede værks kernepunkt, et forfatterskabs vibrerende egenart. Möte med kära gestalter (Møde med kære skikkelser), 1963, har hun kaldt en af sine essaysamlinger. Det er selve mødet, hun vil fange i sine digterportrætter, mødet mellem læser og tekst, en proces, der er lige så ømfindtlig og lige så livsvigtig som et møde mellem levende sjæle.
Meget er der blevet sagt om den afgørende litteraturhistoriske betydning, Hagar Olssons kritikergerning har haft. Som førende anmelder i en stor Helsingforsavis havde hun en platform at udbrede modernismens ideer fra. Hun var også, sammen med Elmer Diktonius, den drivende kraft bag de kulturradikale tids-skrifter Ultra, 1922, og Quosego, 1928-29, der blev fora for den nye, unge digtning, både den svensksprogede, den finske og den internationale.
Indlevelse er hendes vigtigste kritiske metode. Den personlige oplevelse og kun den må være grundlaget for al sand litteraturkritik.
I Ny generation, 1925, samlede Hagar Olsson nogle af sine tidligere litteraturessays. Bogen indeholder analyser ikke blot af den egentligt »nye« generation, men også af ældre digtere, som Hagar Olsson opfatter som »moderne«, f.eks. Francois Villon, Dostojevskij og Walt Whitman. Hun giver fortræffelige introduktioner til vanskelige modernistiske forfattere som James Joyce og Guillaume Apollinaire. I hvert forfatterskab gør hun opmærksom på det skabende, det dybest personlige, det omvæltende i form og livssyn.
Hagar Olsson indfører følelsesengagement, indlevelse og intuition som redskaber i den litterære analyse og har hårde ord at sige om den overintellektualiserede dissekeren af digterværker, som hun mente var kendetegnende for meget af den akademiske, mandligt dominerede litteraturkritik med Fredrik Böök i spidsen. Böök var hun særlig hård imod i en stort opsat artikel i Stockholms dagblad, 1928, under den ironiske titel »Den ufejlbarlige kritiker«. Dette angreb af en ung kvinde på den førende autoritet i svensk kulturliv vakte voldsom debat og bidrog til at klarlægge modsætningerne mellem traditionalisme og modernisme, også i Sverige.
Oprørets teater
Den største formelle fornyelse afstedkom Hagar Olsson inden for dramatikken. I hurtig rækkefølge skrev hun tre skuespil, som brød med den naturalistiske teatertradition: Hjärtats pantomim (Hjertets pantomime), 1927, S.O.S., 1928, och Det blåa undret (Det blå under), 1931. De forskellige roller i Hagar Olssons dramaer legemliggør kræfter i tiden. Skikkelserne fremstår som bærere af idéer snarere end som realistisk skildrede mennesker. Samtidig har hendes dramatik, på samme måde som prosaen, koncentreret sig om de sjælelige forløb, om det der sker bag om det, der tilsyneladende sker.
Portrættet af »Ørneungen« i På Kanaanexpressen var inspireret af en ung pige, Toya Dahlgren, som blev Hagar Olssons livskammerat 1928-1932. Ligesom Edith Södergran var hun syg af tuberkulose. Hun var kun 22 år gammel, da hun døde i 1932.
Hagar Olssons skuespil er i høj grad politisk teater, forkyndelse og agitation. De vil aktualisere vedkommende spørgsmål – om krig og fred, diktatur og demokrati, undertrykkelse og oprør. Hjärtats pantomim behandler kapitalismens tillokkelse og iboende destruktivitet. »Alle vil have penge. De tænker ikke på andet, de lever ikke for andet. Penge! Flere penge!« Over for rigdommen sættes kærligheden som dynamisk og livsomvæltende kraft.
S.O.S. tager kaprustningen og den kemiske krigsførelse op til debat. Hvis man læser dramaet med dagens kernevåbentrussel og våbeneksport i tankerne, forekommer det slående aktuelt. Hovedpersonen er en våbenfabrikant, der bliver pacifist, da han indser konsekvenserne af sin virksomhed.
Det blåa undret udspilles med den aktuelle politiske situation som baggrund, med dens spændinger mellem kommunisme og fascisme. Det blev uropført i marts 1932 i Helsingfors, mindre end et år før Hitlers magtovertagelse. To unge mennesker, bror og søster, står på hver sin side: Hun er socialist, han fascist. I slutningen af stykket støder de sammen under en gadedemonstration. Det er en kvinde, der må frembære stykkets budskab. Her adskiller Det blåa undret sig fra de to tidligere dramaer. Et selvbevidst kvindeligt subjekt træder frem på scenen og tager ordet over for voldens mandlige håndlangere. Bag dette kvinderevolutionære drama ligger Hagar Olssons kontakt til den svenske feministiske kvindegruppe omkring Kvinnliga medborgarskolan på Fogelstad.
Den nye kvinde
»Den nye kvinde« og hendes problematik bliver et stadig tydeligere tema i Hagar Olssons romaner fra slutningen af 20’erne og begyndelsen af 30’erne. I Mr. Jeremias söker en illusion, 1926, handler det ganske vist igen om den livstrætte nutidsmand, der søger en mening med livet. Men i den ekspressionistiske På Kanaanexpressen, 1929, forandres en resigneret, mandlig forfatter gennem mødet med en ung kvinde, kaldet Ørneungen.
Sigrid Backman (1880-1938) debuterede i 1913 med en lille prosalyrisk dannelsesfortælling Vindspel (Vindspil), som handler om en ung kvindes udvikling, hendes første kærlighedskrise og hendes famlende begyndelse på et forfatterskab.
Forfatterskabet udvikler en stærkere realisme i skildringen af miljøet og forener dette med træk af eventyr og folkelig stilisering.
Sigrid Backman blev den første kvindelige forfatter i det selvstændige Finland, som skildrede borgerkrigen fra tabernes side i Ålandsjungfrun, 1919, og Familjen Brinks oden (Familien Brinks skæbne), 1922, men hendes indsats blev fornægtet af samtiden.
Sigrid Backmans røde piger og karle tilhører arbejder-bevægelsen, de er ikke tragiske afvigere fra den hvide norm som hos Runar Schildt og har ikke noget af Nobel-pristageren Frans Eemil Sillanpääs fromme elendighed.
Denne unge pige, der er flygtet fra et sanatorium for trods sin sygdom at kunne leve sig ud helt og fuldt, står i romanen i modsætning til kvinder, som opofrer sig eller ofres af manden, og som skildres som ufrie og masochistiske.
I Hagar Olssons næste roman, Det blåser upp till storm, 1930, overtager derimod den nye kvinde scenen totalt i skikkelse af den unge, oprørske gymnasiast Sara. Med hende fremtræder for første gang i Hagar Olssons prosa et kvindeligt fortæller-jeg. Det dristige ørneblik mod fremtiden karakteriserer i høj grad Sara, også på en måde der er lidt for programmatisk.
Det blåser upp till storm vandt andenpræmien i Natur och Kulturs konkurrence om en svensk nutidsroman 1930. Den vakte stor interesse i Sverige, og Hagar Olsson blev inviteret til en foredragsrejse. Titlen på foredraget var »Förräderiet mot ungdomen«. I Sverige kom hun i kontakt med den feministiske kvindegruppe omkring tidsskriftet Tidevarvet og Kvinnliga medborgarskolan på Fogelstad. »Förräderiet mot ungdomen« blev trykt i Tidevarvet – og det blev hendes første bidrag til det radikale kvindetidsskrift, som i hele perioden gennem 30’erne skulle komme til at publicere artikler af hende.
Gennem kontakten med Fogelstadgruppen skærpedes Hagar Olssons interesse for kvindespørgmål. I sommeren 1931 blev hun inviteret til Fogelstads årlige sommerkursus, hvor hun holdt en foredragsrække »Kæmpende kvindelighed«. Foredraget sluttede med det radikalfeministiske budskab: »En kvinde, som ikke er oprørsk, er ingen kvinde – kun et mandligt vedhæng«, og sandsynligvis var hendes teser en smule for radikale for mange af Fogelstadkvinderne. Man ved, at f.eks. Elin Wägner reagerede temmelig negativt. Men skolens rektor, Honorine Hermelin, og Tidevarvets ansvarlige udgiver, Ada Nilsson, blev henrykte, og med dem indledte hun et venskab, der kom til at vare livet ud. Hagar Olsson og Honorine Hermelin førte en intens korrespondance, som minder om tankeudvekslingen mellem Edith Södergran og Hagar Olsson et decennium tidligere. Tonen er varm og fortrolig og fuld af søstersolidaritet: »Hold din hånd i min, og slip mig ikke, elskede søster«, skriver Honorine Hermelin i sommeren 1931. Brevene handler i høj grad om Hagar Olssons forfatterskab. Honorine Hermelin læser manus, forslår ændringer, kritiserer og roser. Hun deltager også i Hagar Olssons sorg, da hendes unge livskammerat Toya Dahlgren dør af lunge tuberkulose – en hændelse, som genopvækker Hagar Olssons traume ved Edith Södergrans død ti år tidligere.
Hvor svært det i virkeligheden kan være for en kvinde at ryste rollen som »mandligt vedhæng« af sig og blive et følelsesmæssigt og intellektuelt selvstændigt individ, beskriver Hagar Olsson i Chitambo, 1933. Denne kvindelige udviklingsroman handler ikke om reformer eller kamp for ligestilling. Den handler om magt og magtesløshed, om en kvindes smertefulde indre frigørelse, om sjælens oprørskhed og et hårdt kuet menneskes integritetskamp.
Vega Maria Eleonora med efternavnet Dyster blev lige som sin ophavskvinde født i 1893. Allerede i vuggen blev hun offer for en navnestrid, som længe kom til at præge hendes søgen efter en holdbar kvindeidentitet. »Min sjæl foruroliges af modstridende navne«, hedder et af kapitlerne. Faderen lader hende døbe Vega efter admiral Nordenskiölds berømte skib. »Han tog uden videre for givet, at jeg var født til store ting, og forstod også dygtigt at opelske den samme tåbelige indstilling hos mig selv«. Moderen, der er en underkuet og skuffet kvinde, kalder datteren Maria, et navn, der fører ind i den selvopofrende kvinderolle. Men Vega Maria har et tredje navn – Eleonora. Med Nora – den ukuelige udbryderske – identificerer hun sig, da hun en aften ser Ibsens Et dukkehjem på teateret: »Da var det, jeg besluttede at blive den stolte, frie kvinde. Aldrig i livet ville jeg gifte mig, aldrig falde til føje under en mands forførelser«.
Fremmedhed i nuet
2. Verdenskrig anfægtede Hagar Olssons fremtidstro. Hun, der havde kæmpet så lidenskabeligt for fred og humanisme, følte efter krigen »en tomhed i brystet, som intet ville kunne udfylde«. I bekendelsesbogen Jag lever!, 1948, beskriver hun sin frygt for nazismen, volden, tilintetgørelseslejren. Hendes essay former sig som en smertefuld civilisationskritik: »Der er noget i mennesket, der føler sig tilbagevist og meget ensomt i denne uoverskuelige nye verden, noget, der bærer erindringerne fra ældgammel tid med sig, fra lejrbålenes og eventyrenes tid«.
Jag lever! indeholder i originaludgaven fra 1949 også to tidligere skrevne, omfattende og indtrængende essays om et par samtidige kvindelige forfattere, som Hagar Olsson følte dyb, indre samhørighed med: Agnes von Krusenstjerna og Cora Sandel.
Om mennesker med denne form for fremmedhed i nuet handler meget af Hagar Olssons sene digtning. I værker fra 40’erne – romanen Träsnidaren och döden (Billedskæreren og døden), 1940, skuespillet Rövaren och jungfrun (Røveren og jomfruen), 1944, og erindringsbogen Kinesisk utflykt (Kinesisk udflugt), 1949 – er der en uudsagt, anelsesfuld livs- og dødsmystik, som kaster et ejendommeligt skær over teksten.
I den subtile og originale Kinesisk utflykt blandes erindringer fra fortiden med aktuelle tanker og refleksioner. Et subjektivt opfattet dødsrige danner rammen omkring en genkaldelse af barndomstiden, hvor faderens og moderens skikkelser skimtes i et forsonende og forklarende lys. Til sidst finder hun den højest elskede, den for så længe siden mistede ven: »O, denne ryg, disse smalle, ligesom til værn optrukne skuldre, de var til evig tid brændt ind i min bevidsthed, de kunne kun tilhøre et eneste menneske i hele verden! Noget dybt begravet ville trænge sig frem, en smerte så stor, at den ville have slidt mig i stykker, hvis jeg ikke havde gemt den i jorden, dybt under mulden i en grav uden blomster«.
Det er, som om Hagar Olsson står i Edith Södergrans værk, parat til at svare på den kendte linje i Södergrandigtet »Dagen svalnar«: – »tag mine smalle skuldres længsel«. I Hagar Olssons fantasiverden skaber denne genfundne søsterskikkelse et vidunderligt maleri, forestillende »et månelandskab badende i et ufatteligt lys«. Sådan får veninden det sidste ord, og vi befinder os pludselig i »Landet som icke är«, Edith Södergrans magiske dødsdigt, hvor månen beretter »i sølverne runer« om en død, som ikke længere skræmmer, men åbner portene til »landet, hvor alt hvad vi ønsker, bliver underfuldt til«.