Tag: Ingeborg Nordin Hennel

Man må være en mumie for ikke at være revolutionær

Under pseudonymet Harold Gote kom svenske Frida Stéenhoff i årene 1897-1908 med nogle af de mest radikale indlæg i tidens samfunds- og kvindedebat. På grund af sin vision om et klasseløst samfund, hvor også kønnene er lige, blev hun »bræddefabrikanternes og grosserernes bête noire«. Men hun ville ikke kun udstille det herskende forhold mellem kønnene. Det var lige så vigtigt at formulere strategier til forandring.En af hendes hovedpointer var, at moderskabet først bliver harmonisk, når kvinden har opnået økonomisk selvstændighed. Hendes skønlitterære forfatterskab bærer præg af samme håndfaste moral, der karakteriserer programskrifter, kampskrifter og partsindlæg, til skade for den æstetiske virkning. Alligevel udgør hendes fiktion og småskrifter et vigtigt led i nordisk kvindelitteratur. Ved sit avantgardistiske tonefald og med de demokratiske bevægelser som resonansrum bidrog hun til at flytte kvindens position fremad, og hun blev en af århundredskiftets fornemste feministiske teoretikere.

Frontkæmpere

Henrik Ibsen fik ikke lov at stå uimodsagt. Tværtimod blev flere af det moderne gennembruds kvindelige forfattere provokeret til at korrigere det Ibsenske forlæg. Gang på gang dukker hans kvindebilleder op i deres dramaer og noveller, men omskrevet og sat ind i for en kvinde mere troværdige historier. To tydelige eksempler på en sådan kvindelig, delvis omvendt dialog med Ibsen er Anne Charlotte Edgren Lefflers novelle »Tvifvel« (»Tvivl«) fra 1866, og Alfhild Agrells drama Räddad (Frelst) fra 1879.Disse tekster viser utilsløret, hvordan Ibsens kvindebillede har virket som en udfordring – en kulisse, der måtte prøves og delvis ødelægges i bestræbelsen på at anskue den under en kvindelig forståelseshorisont.