I 1930’erne fejres kroppen i mange afskygninger, den bliver billedet på en ny tids sundhed og naturlighed, og den bliver det i ivrig konkurrence over hele det politiske spektrum. Således hylder den førende danske kulturradikaler Poul Henningsen (1894-1967) den sorte danser Josephine Baker for hendes upåklædthed, mens den unge sunde krop i nazistisk regi får sin hyldest i Leni Riefenstahls filmatisering af Berlin-olympiaden 1936. Og frem for alt bliver det kvindekroppen som æstetisk objekt og som fødende organisme, der på samme tid ophøjes, udskilles – og underordnes udviklingens lov.
Hele den politiske, kulturelle og litterære udvikling tager del i en kamp om, hvor grænserne for kulturens og politikkens område går, hvad det profilerer sig i forhold til. Og derfor er kvindernes tekster ikke blot kommentarer til og tanker om kvindernes vilkår og teksternes form ikke blot udtryk for en tradition eller et nyvalg, men teksterne trænger ind i og ændrer litterære paradigmer i kampen om at definere ikke blot, hvad en kvindes krop og begær er, men hvordan moderne litteratur og et moderne demokrati skal forstås.
»I Løbet af det sidste Aar blev der først her og der og senere overalt i Tyskland indrettet kvindelige Arbejdslejre, der straks blev taget i Besiddelse af unge Kvinder. Mange af dem kom lige fra Skrivemaskinerne, andre kom fra Butikkernes Diske, og atter andre forlod Fabrikkerne for at være med i det friske og sunde Friluftsarbejde, og som man kan se af vore Billeder, der er taget i en Arbejdslejr paa Heden, er der ingen af disse unge Kvinder, der ser trist eller fortrykt ud. Tværtimod lyser de allesammen af Sundhed, Glæde og godt Humør. Det er nemlig en Kendsgerning, at Kvinder egner sig ganske fortræffeligt til det fysiske Udendørsarbejde«. (»Fra Skrivemaskinen til Ryddehakken« Tidens Kvinder, 12/1935).
Den radikale eros
Vitalismen, seksualromantikken er begreber, der står for en ganske særlig tilegnelse af psykoanalysens lære om det erotiskes betydning, i den engelske litteratur især repræsenteret af D. H. Lawrence og hans betoning af seksualiteten som det centrale i forholdet mellem kønnene, dyrkelsen af primitiv erotik. I denne hyldestsang blev kvinderne reduceret til natur og krop, men ikke kun i den gængse betydning, at de blev til »seksualobjekter« for den mandlige drift. Den litterære vitalisme var også et element i en kultur- og litteraturkamp, hvor en del af det mandlige litterære dynasti, i England og Skandinavien, nedsatte sig som litteraturens, in casu den moderne, modernismens inkarnation, samtidig med at de fra denne position udbredte en nok så snæver opfattelse af seksuel frigørelse. I dette litterære miljø måtte kvinderne da på samme tid omformulere skriften og kroppen.
De norske lyrikere Aslaug Vaa og Halldis Moren Vesaas bliver eksempler på, hvad man kunne kalde vitalisme med kvindeligt subjekt. De skriver erotisk digtning med kvinden som det begærende subjekt og i en ganske særlig udformning. Jorden og naturens mystik bliver ikke blot i deres tekster, men hos en række forfattere fra den islandske Hulda til den finske Aino Kallas, til billeder, ikke på kvinden selv, men på det erotiske møde, og naturen optræder samtidig som et dobbeltbillede, den bliver både rummet om den kvindelige biologi og et billede på frihed og kreativitet. Den åbner sig for kvinders drømme og aktivitet på samme tid, lukker sig ikke om en seksualiseret kvindekrop i snæver forstand. Naturen ligger uden for de snævre sociale restriktioner og magtforhold.
Den kvindelige eros breder sig ikke blot fra kroppen til naturen. Finske Helvi Hämäläinen beskriver det erotiske oprør mod bigotte seksuelle normer som et afsæt til en langt større frihedstrang, mens Aino Kailas ser kvinders længsel efter den seksuelle nydelse, efter friheden og udfoldelsen af skaberevnen som en normsprængende kraft. Kvindernes erotiske erfaringer slutter ikke med samlejet, men indbefatter graviditeten og fødslen med de tilhørende kropslige og sjælelige forvandlinger. Den erosopfattelse, der udtrykkes i kvindernes tekster, bryder koblingen mellem seksualiteten og den unge, seksuelle kvindekrop. For kvinderne forbinder det erotiske sig med kroppens historie, dens fødsler og aldring, det forbinder sig med det sjælelige, vejene åbnes mellem kødet og ånden, f.eks. mod det intellekt, som en Lawrence ser som underordnet i kønsforholdet, og endelig bliver det erotiske et udtryk for en omvæltende eller ligefrem anarkisk drift mod forandring.
I Danmark og Norge var de kulturradikale ganske vist også optaget af seksualfrigørelse og naturdyrkelse, men i en mindre romantisk og mystisk variant. Den norske Sigurd Hoels værker Syndere i sommersol, 1927, og En dag i oktober, 1931, er typiske eksempler på fokuseringen på driftens altoverskyggende betydning, og den konservative kritiker Eugenia Kielland (1878-1969) opponerede stærkt mod hans menneske- og ikke mindst kvindesyn. Om kvindeskikkelserne i Syndere i sommersol skriver hun:
»Alle vil bare ett, forføre og forføres, alle handlinger er seksuelt bestemt, og pikante fysiske antydninger (som den åpne tales profeter altså ikke forsmår å benytte) må tre i stedenfor sjelelige trekk … Det er vel med Hoel som andre såkalte kvindeforaktere: de interesserer sig bare for kvinner de har en viss grunn til å forakte«.
»Det radikale trekløver« – Arnulf Øverland, Sigurd Hoel og Helge Krog – er dominerende i den litterære norske kulturradikalisme, der ikke tæller kvinder blandt sine ‘medlemmer’, selv om Nini Roll Anker havde god kontakt med de tre. Stærkest tager Eugenia Kielland til genmæle mod deres kvinde- og menneskesyn, og hun karakteriserer i en artikel i Samtiden 1934 Hoels arbejder som »et intelligent, men temmelig goldt hjerneprodukt«, og fortsætter: »Oppfinssomhet har forfatteren nok av; men hans fantasi er abortiv, den føder ikke levende barn«.
Ligesom den danske indoptagelse af psykoanalysen rettede sig mod driftsteorien og lod det ubevidste ligge, var fornuft og oplysning de radikales nøgleord i diskussionen om seksualitet og køn. Og det er karakteristisk, at det store erotiske kvindeprojekt hos psykoanalytikeren, seksualpædagogen og forfatteren Jo Jacobsen tager udgangspunkt i en social kritik med oplysningen som mærkesag.
Den kvindelige eros som social utopi
»Naar jeg drømmer mig min store Lykke, – sagde hun, – er det at ville Barnet sammen med den Mand jeg elsker, – og længes efter det sammen med ham.« Sådan lyder det fra hovedpersonen i Jo Jacobsens (1884-1963) første roman Hjertets Køn fra 1924. I hendes fiktive og seksualpolitiske forfatterskab bliver den kvindelige kærlighedsform som et forenet begær efter manden og barnet det stadige omdrejningspunkt. Heri finder hun nøglen til kvindernes sind, børnenes – og verdenshistoriens skæbne. Og i undertrykkelsen af den kvindelige eros finder hun forklaringen på undertrykkelsen og forkvaklingen af børnene (Det er ikke til at vide…,1935) og på mændenes brutalitet, magtens og krigens sejr.
Maria kæmper i legenden En sang på trapperne fra 1949 en stadig kamp mod Gudfaders magtbrynde, der får ham til at så splid i menneskenes sind, gøre mændene mere interesseret i sværdet end i kærligheden, skabe had mellem fædre og sønner, mødre og døtre. Lidenskabeligt kæmper Jo Jacobsen sammen med sin oprørske Maria-skikkelse mod den vestlige kristelige kulturs indstiftelse af den ødipale had/kærligheds-trekant, far, mor, barn, og mod perverteringen af dødsdriften til et ulykkeligt kompleks af angst og ødelæggelsesdrift.
Har moderen det skidt, bliver hendes kærlighedsevne forkrøblet og børnene ødelagt. Den trætte, fattige moder med den fordrukne mand vender i f.eks. kollektivromanen Marsvinjægerne, 1928, sin vrede mod datteren, som hun mishandler. Her er negativet til visionen om den lykkelige menneskelige udfoldelse. Den stækkes, når den sociale nød, den økonomiske og politiske undertrykkelse lægger sin klamme hånd over kvindernes liv.
Jo Jacobsen opnåede størst virak om sin person gennem sit seksualpolitiske virke og som oplyser for børn og voksne og stærk fortaler for kvinders ret til svangerskabsafbrydelse. Al menneskelig nød er koncentreret hos proletarkvinden, der er henvist til et ubegrænset antal børnefødsler, til at producere et overskud af arbejdere til den industrielle reservearmé, prostitution og krig, og i pjecen Fosterfordrivelsesparagraffen 241 – Tvangsfødsel eller Forebyggelse, 1930, bliver den fattige kvindes skæbne et af de stærkeste argumenter for retten til prævention og abort.
I 1932 udgav den danske »abortlæge« J. H. Leunbach en række breve fra Kvinder i Nød, der illustrerer forholdene bag f. eks. Jo Jacobsens kamp mod »Fosterfordrivelsesparagraffen, § 241«. »Kære Doktor Leunbach. Jeg har købt et af Deres Hæfter og deri læst, at vi maa skrive til Dem om alt, hvad vi har paa Hjertet, og dette vil jeg nu benytte mig af. Jeg gaar og er saa forfærdelig syg og elendig, og jeg er ræd at jeg er i Omstændigheder igen og det er næsten ikke til at holde ud at tænke paa, nu har jeg haft 6 Børn i 7 Aar og er kun 28 Aar og eftersom jeg har været syg de sidste Gange frygter jeg det værste; jeg er ved at være helt sær i Hovedet. Dersom det er muligt vil De saa hjælpe mig med et godt Raad er der da virkelig ingen Udvej mulig i dette her Tilfælde? Er der ingen Læger i … De vil anbefale at jeg kan gaa til og der virkelig kan og vil hjælpe mig? Jeg er ikke saa langt henne, jeg har haft mine maanedlige Blødninger regelmæssigt indtil nu sidste Gang er det drevet over Tiden, tror De saa det er farligt eller ulovligt naar det ikke er længere fremme? Jeg imødeser Deres svar med Længsel og vil blive meget skuffet, hvis ikke De tror, det kan hjælpe mig noget, at jeg søger Læge … Deres Fru … «
Fra midten af 1930’erne voksede i Danmark en seksualpolitisk bevægelse frem, der ikke mindst var stærkt inspireret af psykoanalytikeren Wilhelm Reich (1897-1957) og hans tanker om sammenhængen mellem seksuel og politisk undertrykkelse. Foreningen Sexuel Sundhed udgav i 1937-40 tidsskriftet Sex og Samfund, der opnåede et oplag på 10.000 eksemplarer samt flere retssager for utugt – jf. det svenske Riksförbundet för sexuell upplysning, RFSU, og Norsk seksualoplysning.
Sveriges store seksualreformator blev den norskfødte Elise Ottesen-Jensen, kaldt Ottar (1886-1973). Hun begyndte sin bane som journalist på det socialdemokratiske Ny Tid i Oslo og kom siden til bladet Arbeidet i Bergen, hvor hun startede en kvindelig diskussionsklub, som med nogen succes forsøgte at organisere tekstilarbejdersker og tjenestepiger. 1913 mødte hun den svenske syndikalist og antimilitarist Albert Jensen og flyttede til Sverige. Fra 1920’erne holdt hun værdsatte seksualoplysningsforedrag over hele Sverige. I sin kamp mod forbuddet mod præventionsmidler (som først blev hævet 1938) skrev hun Ovälkomna barn, 1926, Könslagarnas offer, 1927, og novellesamlingen Människor i nöd – det sexuella mörkrets offer, 1932. Hun grundlagde RFSU (Riksförbundet för sexuell upplysning) og var ordfører 1933 til 1959. Hendes selvbiografi hedder Och livet skrev, 1965, samt Och livet skrev vidare, 1966.
Det er inden for denne bevægelse, vi finder Jo Jacobsen, der desuden markerer sig ved sin stadige hævdelse af det moderlige og det barnlige som livsdriftens og frihedens kilder. Hendes oplysningsværk Seksualreform, 1932, er både en psykoanalytisk udredning af driftslivets formning og et kampskrift for kvindekroppen, hvis sundhed og skønhed hun ser forfalde under den kærlighedsfjendske moral og de nedslidende fødsler.
Vreden over uretten, gruen ved brutaliteten og den lidenskabelige besyngelse af kærlighedens utopiske kraft går hos Jo Jacobsen hånd i hånd med en pædagogisk virksomhed, der gør hende særlig udsat for satire og latterliggørelse. Hun tager med sin bog Kærlighedslivets Labyrint, 1944, et initiativ, der på samme tid er naivt og epokegørende. Hendes hjertesag her er oplysningen af børnene, og hun efterlyser materiale såsom film, sange og tegneserier om seksuallivet. Selv bidrager hun med fortællinger om, hvordan spermatozoerne frier til »Æggepigen«, og med små sange på kendte melodier og ubehjælpsomme versefødder. Det er et foregangsværk, men på samme tid for lidenskabeligt og upragmatisk til at blive taget op af tidens øvrige »seksualpolitikere«. Jo Jacobsen har nemlig andet end oplysningen på hjerte.
Hun har visionen om uskyldens og det barnliges muligheder, når det gennem frivillig sublimering får lov at udvikle sig. Denne vision ligger bag hendes roman Det er ikke til at vide …, 1935, som hun udgav under pseudonymet Frese Olsen med indledende anbefalinger af både Sigmund Freud og den danske socialminister K. K. Steincke. Her beretter hun om en fattig fiskerfamilie, hvor den udslidte moder for det meste er alene med en stadig voksende børneflok. De opdrages med tæv, fortielse af alt om kroppens og drifternes udvikling og under religionens truende overvågning. Tæt ved hjemmet ligger en galeanstalt, der yderligere pointerer resultatet af menneskers undertrykkelse af mennesker. Børnene kues en efter en, og i centrum står en lille pige, hvis oprør, livs- og kropslyst stækkes, da hun bliver angst for at miste faderens kærlighed.
Jo Jacobsens sammenblanding af klassisk freudianisme, lidt mekanisk reichianisme og en helt egen lidenskabelig tro på kvinden som den centrale figur i fortællingen om kærligheden, religionen og slægternes gang, står mærkelig ene i sin tid, men er i al sin patos og naivitet også en foregribelse af et langt nyere syn på barnet, kvinden og eros.
Jo Jacobsens skæbne blev glemslen og parodien, hun blev kørt ud på et sidespor, marginaliseret, skønt alle hendes bestræbelser var rettet mod en indplacering af den kvindelige eros, moderskabet, kroppen, arbejderkvinden midt i samfundets kerne som centrale kræfter bag en ny og kærlig udvikling, baseret på et vredt opgør med undertrykkelse og fortielse. Her inkarnerer hun paradokset for kvindernes tekster: Med kvindebevægelsens formelle sejr efter 1. Verdenskrig bliver det evident, at kvindernes nye placering i det samfundsmæssige og kulturelle liv er en vigtig faktor i moderniseringsprocessen, men samtidig kommer de også til at repræsentere det ikke modernisérbare. De er centrale og udgrænsede på samme tid. Så bliver kvindernes litteratur også en insisteren på at placere sig synligt og helt i den historiske proces. Men den bærer også vidne om kvindernes splittelse og en tøven over for det moderne. De danske realister, Johanne Buchardt, Aase Hansen og Ellen Raae, udtrykker en dyb ambivalens over for det moderne kvindelivs omkostninger. Kroppen og kærligheden, det kvindelige følelsesliv, bliver i deres bøger et dunkelt punkt, tabt i byen, massesamfundet, på arbejdspladsen. Reproduktionen, der ikke blev del af ligestillingen, følger med som en gåde, en fremmedfølelse.
Og imellem Jo Jacobsens kraftfulde insisteren på kvindernes plads i centrum og de tøvende realister, der cirkler omkring både kroppen og det moderne, findes rækken af positioner, der går på tværs af den regelrette indpasning: Her finder vi den lesbiske kvinde, den androgyne, den villet barnløse, 1900-tallets heltinder, der lægger sig ud med det mest bastante og forførende svar på tidens og kønnenes krise.
Kvindernes Oplysningsblad blev gennem ni år forum for en epokegørende debat om arbejderkvinder og seksualpolitik. Både bladet og debatten fik en brat ende i 1934, hvor kommunisterne skiftede kurs, og tidsskriftet lukkede. To år senere blev den fremtrædende politiske personlighed Marie Nielsen for tredje og sidste gang ekskluderet af partiet – for trotskisme.
Fascismens kvindekrop: blodsmoderskabet
På den uformulerede længsel fandtes i perioden et forførende enkelt svar: moderskabet som realisation af den kvindelige natur – og som protest mod mændenes dominans. Olga Eggers skildrede i En Mor, 1919, et familieliv, hvor fundamentet er den harmoni, der udvikles mellem moderen og børnene, mens manden bliver stadig mere marginal. Livets mening kulminerer i kærligheden til barnet: »Det levende Barn, hvis endnu halvt slumrende Sind bar Evigheden i sig«. I hendes forfatterskab vokser moderskabets betydning som svar på det moderne livs konflikt mellem en truende fri seksualitet og et truende kærlighedsløst, emanciperet arbejdsliv. Hendes personlige vej går derfra til nazismen. Der finder man også den norske Cally Monrad (1879-1950), der havde været en fejret sangerinde, og som i 1940 meldte sig ind i Vidkun Quislings parti Nasjonal Samling.
Vidkun Quisling (1887-1945), der i 1933 havde dannet partiet Nasjonal Samling, blev i 1942 af tyskerne udnævnt til ministerpræsident. Efter krigen blev han dømt for landsforræderi og henrettet.
I hendes digtsamlinger findes en mytisk længsel efter sammenhæng og sammensmeltning, religiøs grublen og en idealistisk tro på åndsmenneskets storhed. Barbra Ring (1870-1955), der fandt sit ståsted i Bondepartiet – det parti Quisling brød ud af – var i 1930’erne stærkt optaget af den tyske udvikling og blev i 1935-36 kompromitteret, da hun gik imod det opråb, som 33 forfattere havde skrevet for at støtte den tyske pacifist Carl von Ossietzkys tildeling af fredsprisen. Hun delte den kulturkritiske opfattelse af civilisationens og rationalitetens ødelæggende virkning på det traditionelle slægtsfællesskab og på moderskabet med fascismen. Men da Norge blev besat, veg hendes sympati fra de kræfter, der nu viste sig som en trussel mod det norske tilhørsforhold til den norske jord.
På feminismens kridtstreg, i skuffelsen over at det kvindelige ikke betyder tilstrækkeligt under de nye livsformer, og at der allerhøjst kan skaffes plads til kvinderne i mændenes geledder, udvikler der sig en antimoderne feminisme, der flirter med nazismens og fascismens kvindesyn.
Den udvikles i Danmark bl.a. af Esther Bonnesen (1892-1953), der hørte til i gruppen omkring det erklærede konservative, kristelige og i 1930’erne til dels tyskvenlige tidsskrift Det tredje Standpunkt. I bogen Evas Ansvar, 1938, giver hun sin version af århundredets kulturelle udvikling.
I 1900-tallet, siger hun, har, hvad hun kalder »fallisk Livsdyrkelse«, et mandligt princip, vundet over det kvindelige princip, »det slægtsbundne og sjælebundne Kærlighedsliv«. Seksualitet og reproduktion er blevet adskilt, og denne tilstand er et angreb på den kvindelige kyskhed. Denne skæve kulturelle udvikling er imidlertid kvindens, »Evas«, ansvar: Kvindebevægelsen har ladet udviklingen ske i mandens billede, en degenereret civilisationens lov har derigennem fået lov at vinde over den naturens lov, som kvinderne repræsenterer. Kvinderne protesterer over udviklingen ved at nægte at elske de afsporede mænd, de har kastet sig over mandlige udfoldelser som sportsflyvning og disputatsskrivning i stedet, er blevet golde. Nu bør de tage ansvaret for kulturens forfald på sig og indstifte den naturens lov, der er stærkere end den falliske, og derigennem genopdrage mændene til elskere og fædre. I stedet for at satse på materialismen og den skeptiske intelligens bør kvinderne atter lade den særlige kvindelighed, modernaturen og en »syntetiserende og intuitiv Erkendelsesform« komme i højsædet.
Kernen i Esther Bonnesens ikke altid klare tankegang er forståelsen af de to køn som modsætninger, hvor kvinden er forbundet med naturen og med slægternes fortsættelse. Og til at anerkende denne forbundethed som en kulturel og menneskelig værdi bør mændene overtales. Hun anklager ikke de frigjorte kvinder for at flyve og tænke frem for at føde børn, men diagnosticerer i stedet deres liv som symptom på et nederlag til manden og en fremmedgørelse fra en sand kvindelig udfoldelse. Og hun forjætter forførende en reel indflydelse og magt til de kvinder, der tager opgaven på sig. Det hører med til historien, at i det nazistiske regi, hvor kvindernes identitet som mødre, deres forbundethed med blod og jord, deres »Blutmutterschaft«, blev taget alvorligt, bliver de andenrangsborgere, der med tvang fjernes fra arbejdsmarkedet for at føde soldater.
Moderskabet som drømmebillede
Mødrenes skæbne i kvindernes litteratur har været på samme tid at inkarnere mareridtet og utopien. Den finske Maila Talvio (1871-1951) ser både moderskabet og mødrene som kvælende, hos Agnes von Krusenstjerna trives hekseagtige, dominerende mødre side om side med drømmen om et fornyende matriarkat, mødrene er de udslidte, de dominerende. Moa Martinson skildrer moderens dobbelte identitet som en gåde, datteren stilles over for, gåden om kvinders seksualitet og frugtbarhed og deres tvetydige forhold til den både begærede og dominerende mand.
Tvetydigt er også selve moderskabet som tegn på kvindens forbindelse med jorden og naturen i Helvi Hämäläinens lidenskabelige indlæg for moderskabet imod abortens smertelige følger i den finske abortdebat; sammen med det traditionelle billede af kvinden i harmoni med Moder Jord ligger en insisteren på kvindens dobbelte ret – til moderskabet og til seksualiteten.
I den nye sædelighedsfejde var det ikke blot seksualiteten og abortspørgsmålet, der var til debat. Det var hele det store område, der vedrører reproduktionen: spørgsmålet om retten til smertestillende midler under fødslen, økonomisk støtte til børnefamilier, husassistentspørgsmålet, oprettelsen af børneinstitutioner. Befolkningspolitikken blev et vigtigt anliggende.
I Oslo overtog Arbejderpartiet i 1926 driften af det første »Mødrehygiejnekontor«, som på Katti Anker Møllers initiativ var blevet oprettet to år tidligere, og i Danmark blev oprettelsen af Mødrehjælpen og indførelsen af sundhedsplejersker til spædbørnsfamilien et vigtigt socialt og sundhedsmæssigt initiativ. Perioden fra midten af 1920’erne til efter 2. Verdenskrig bringer ikke blot en debat, men dybe politiske og samfundsmæssige (og moralske) forandringer i kvindernes og familiernes liv. Mange arbejdsområder skubbes ud af hjemmene, overvåges af det offentlige eller forenkles, indtil »hjem og mand og børn« i 1960’erne defineres som deltidsarbejde.
I Norge var Katti Anker Møller (1868-1945) foregangskvinden i arbejdet for »frivilligt moderskab«, og de første tiår af det tyvende århundrede kæmpede hun for enlige mødre og deres børns retssikkerhed, og hun agiterede for præventionsvejledning, for vejledning af unge mødre og for afskaffelse af paragraf 245 i straffeloven, som satte en straframme af tre års fængsel for kvinder, som fik udført abort.
Det blev de nordiske landes løsning på den nye konflikt mellem kønnene som ligestillede og kvindernes stadige insisteren, i deres nye politiske liv og deres litteratur, på, at kroppen, fødslerne, deres hele liv og behov skulle have plads inden for det sociale liv.
Den højtestimerede danske sprogforsker, dr. phil. Lis Jacobsen (1882-1961) blev i liv og skrift et eklatant eksempel på, hvor voldsomt spændingen mellem moderskab og selvstændig udvikling kunne føles. Gentagne gange slog hun til lyd for »Matriarkatet«, en samfundsorden, hvor kvinderne helliger sig børnefødslerne (fem-seks pr. moder) fra 20-årsalderen og til gengæld får reel magt som hjemmets centrum. Siden fastslog hun, at spændingen ikke kunne løses så enkelt: »For de kvinder, der føler en Drift til en eller anden Gerning … ville det være Selvmord at døde denne Drift – om man saa kunne blive Moder til tolv Sønner, men omvendt vilde den Kvinde, der af Hensyn til sit Arbejde gav Afkald paa at blive Moder, ikke være helt og fuldt Menneske. Vil man Livet, maa man tage Livskampen«. (Kvindelige Akademikeres Jubilæumsskrift, 1925).
Midt i det moderne livs konflikter kan moderskabet optræde som en deus-ex-machina-løsning på følelser af tab og mangel: På den tomme plads i kvindernes liv træder fødslen og moderidentiteten ind som fylde og betydning. Det sker i en række mindre danske forfatterskaber, hos Minna Vestergaard (1891-?) i Vi Fraskilte, 1939, hos Ellen Kirk (1902-1982) i Oprør, 1932, og hos Alba Schwartz (1857-1942) i Skilsmissens Børn, 1936, (filmatiseret 1939). Alba Schwartz skriver om de grusomme følger for en familie, hvor forældrenes uoverensstemmelser har ført til moderens bortrejse. Hele plottet foregår i den fraværende moders regi, hvor hjemmet mister sin udstråling, faderen frekventerer sin elskerinde, og de to forladte børn mister deres sociale holdepunkt og orientering. De forvilder sig i livet, lillebroderen i flugt fra sin kostskole drevet af længsel efter moderen, storesøsteren i et seksuelt forhold og en graviditet. Alba Schwartz fremstiller moderen som garant for sammenhænge og kontinuitet i både børnenes og mandens liv, hun er den menings- og ordensskabende, ikke mindst via den kærlighed og omsorg hun kan lægge i styringen af familien.
Hos Ellen Kirk og Minna Vestergaard er synsvinklen lagt hos moderen selv, det bliver meningsgivende for kvinderne at vælge moderskabet. Hovedpersonen i Oprør, den tvære og passive Ingrid, har netop ikke meget af et oprør i sig, da hun tilfældigt bliver gravid. Hun er i klemme mellem ægtemandens konventionelt kedelige familie og sin smukkere søsters og moders glamourøse og overfladiske liv. Hendes liv er uden retningslinjer, og det kommende barn har tre mulige fædre. Da sker der under selve fødslen en forvandling, der åbner for nye valg: »Den lille Barnekrop i hendes Arme fyldte hende med en spændstig Styrke, der gik som en Staalfjeder gennem hendes Rygrad«. Barnet giver hende både fysisk og psykisk styrke og retningssans, og hun kan fravælge de falske alternativer, bornert borgerlighed kontra tom glamour. Hun vælger en tredje vej og flytter på landet med sin veninde. På den måde træder naturen og moderskabet til hjælp, da Ingrid for længst har opgivet at finde en mening og en etik, der kan give hendes liv rammer og hende selv kræfter.
Det specielle i Minna Vestergaards fortælling er, at det ikke bliver det biologiske, men det valgte moderskab, der bringer mening til den fraskilte, selverhvervende Gerda. Hun bliver skilt fra et ligegyldigt ægteskab for at prøve lykken på et arbejdsmarked, hvor økonomisk krise og aggressive mænd kappes om at ødelægge hendes muligheder. Gerda bliver offer for tidernes ugunst, der foretrækker ung billig arbejdskraft, for en skruppelløs bagermester, der bedrager hende for hendes sidste penge, og for en hjertesyg elsker, der trækker sig i nødens stund. Hendes endelige redning bliver pladsen som oldfrue på en kostskole, hvor hun kan leve som »Mor til hundredtredive Drenge«.
Omkring hende søger andre kvinder at overvinde deres skilsmisse, én dør af mandens svigt, af nedslidning og lungebetændelse, en anden spejlhistorie ender i lutter idyl, da mand og kvinde forenes, tager deres uægteskabelige barn til sig og venter et nyt.
Det er interessant, at Minna Vestergaard selv forklarede sin roman som et indlæg for kvindernes forbliven i hjemmet – »her gør hun alligevel trods alt bedst Fyldest« – og for større kvindelig fordringsløshed, mens selve forløbet i fortællingen udtrykker et sandt raseri mod mændene, kulminerende i skildringen af bageren, der tænderskærende med sine behårede arme ælter den dej, der som kommende næring skulle blive Gerdas økonomiske underlag, til den antager »en brunsort, ækel Kulør«. Fækalier er, hvad manden producerer til kvinden. Og hun fordrer med soleklar ret noget andet og mere.
I disse billeder af moderskabets kraft ligger en dyb og mistroisk vægring over for både mændene og hele det sociale livs udvikling. Vægringen er blevet absolut, men det betyder også, at kroppen og det erotiske er blevet minimeret. Tilbage er den simple hævdelse af den kvindelige overlegenhed på det felt, der var tidens smertensbarn: den menneskelige forplantning som anliggende for kvinder og mænd, politik og begær.