Edith Rode (1879-1956) debuterede som romanforfatter i 1901. Hun fik prompte succes: rimelig god kritik og let skandaleombrust opmærksomhed. For hvordan gik det nu til, at en datter af den liberale, men dog konservativt højborgerlige professor og hofmedicus Carl Henrik Horn Nebelong kunne fjolle bohemeagtigt rundt med veninder og forfatteraspiranter på københavnske caféer og skrive dristige romaner om det kvindelige begærs trange vilkår i det småborgerlige og dobbeltmoralske patriarkalske Danmark?
Misse Wichmann hed debuten, 1901. En roman om kvinden, som fastholder sin lyst på trods og tværs af mænd, der forarges af kvindelig forførelse, og mænd der, hvad hustruer angår, stiller renhedskrav. Samme år udkommer Maja Engell om kvinden, der vil tage ansvar for sig selv og sin lykke, i 1902 efterfulgt af fortsættelsen Gold. Tragiske romaner, hvor både lysten og viljen til lykke bukker under i mødet med mænd, der ikke magter kvindelig frihed og selvstændighed.
Modellen er velkendt. En lang række kvindelige kollegaer debuterer i de samme år med skildringer af frie kvinder, der rammes af dobbeltmoralen og bukker under. Det er ikke historierne, men tonen og stilen, den pågående humor, evnen til at få de kvindelige hovedpersoners intellekt og deres spiddende argumenter til at leve, som sejrer. »Mest bør hun prises«, skriver Edvard Brandes i sin anmeldelse i Politiken, »for sit uforfærdede Vids skyld«. Ellers er romanerne ungdommelige. Kampskrifter fra en ung kvinde, der nok har oplevet modstand, men endnu ikke erfaret den. Der er ikke megen distance mellem den unge Edith Nebelong og hendes kvindelige hovedpersoner. Den kommer! Digteren Sophus Claussen giver sit bidrag til det.
Der blev levet mere, end der blev skrevet, efter Gold var udkommet. Edith Rode gifter sig i 1902 med en venindes bror, tager på bryllupsrejse til Italien, møder i den skandinaviske kunstnerkoloni både Sophus Claussen og hans hustru og Helge Rode – og stikker for evigt af med den sidste. Først 1905, to år efter datteren Astas fødsel og året da den lille bohemefamilie endelig kunne vende hjem til det borgerlige Danmark med både skilsmisse og ægteskab i orden, udkommer den roman, hun havde skrevet på i Italien, Tilfredse Hjerter. En pittoresk roman om kvinden mellem dobbeltmennesket Giocondo, katolsk pater, Don Juan og økonomisk bedrager i ét, og den reelle følsomme billedkunstner Henry Scott, en roman, der samtidig har ambitioner om at blive et billede af uautentisk udlændighed. Edith Rode havde undervejs været betænkelig ved den manglende distance mellem sig selv og hovedpersonen, den engelske Margaret Gray: »… lige med et opdager jeg, at en ung malerinde fra England er Edith Nebelong fra København og saa maa det jo lægges om«, skriver hun i 1903 i et brev til forlæggeren Ernst Bojesen. Helt bliver det aldrig »lagt om«, og Sophus Claussen giver hende efter udgivelsen pr. brev det glatte lag:
»Hvad Satan var det ogsaa for en dum Bog, du skrev om Rom? Du som altid har været ovenpaa – du som i dine smaa Bøger stadig havde fløjet i Aeroplan flot hen over det hele, du blev hængende i din første ordentlige Kærlighed som en troskyldig Stakkel med Strikken om Halsen, og bekendte i en tyk, tyk Bog, at du var blevet hængende. Havde det da ikke været rigtigere, meget bedre i Samklang med dit Talent og dine aandelige Flotheder, om du havde skrevet en tyk, tyk Bog – til Helges Spot og Spe – hvori du bekendte – at det bare var Mørkeskræk og Angst-for-at-ligge-alene, der havde gjort dig til en gudhengiven Elskerinde. Da var du kommen i tre Oplag. Og du kunne jo alligevel godt have faaet tre Børn med Helge«.
Edith Rode svarer roligt, men tager det til sig! Romangenren lægges foreløbig på hylden, fortællingerne tager form – i en kombination af ydre nød og indre tvang. Hun og Helge Rode var begge børn af det velhavende borgerskab, uden økonomisk tæft, med en voksende børneflok, begge vant til at have tjenende ånder omkring sig og efter fire års italiensk bohemeliv – vin på bordet. Helge Rode elskede, digtede og tog på skriverekreationsferier hos sin velhavende norske familie. Edith Rode elskede, sultede, passede børn og tog job – på Berlingske Tidende. Starten på et journalist- og medieliv, som gav brød på bordet og gradvist bragte også forfatterskabet på kortform – essayet, fortællingen, novellen, digtet. Den korte form, hvor iagttagelse, fantasi og erfaring fandt sammen. Men også en form, der gav mulighed for at samle sig selv og den manglende distance op. Det gør hun i Pige, 1914. En erindringsroman, der i seks hovedkapitler følger Edeles udvikling fra ensomt, bange barn til stærk ung kvinde. Stilistisk startende med essayistiske erindringsglimt, der gradvist glider over i realistisk fortælling. En glidning fra før til nu bygget over centrale erkendelsesbrud: »Hun var elleve Aar, da hun definitivt forstod, at der er et Mellemrum, som fra Klode til Klode mellem de Voksnes sammenhængsløse Verden og den dybe Sammenhæng i de Smaas«.
»Vi har så svært ved at slippe Drømmen eller Idealet. Vi blev båret så højt af Elskoven, det var så dybt at falde. Det var noget med, at vi skulle bæres på Hænder. – Ja, men vi kom til at slæbe Fragtvognen. Vor Elskede pålagde os svære Byrder og forelskede sig så i det lette Kavalleri. Engang var alt hvad vi sagde og gjorde så rigtigt, at noget lignende aldrig var blevet sagt og gjort før. Og så vendte det sig og blev helt forkert. – Det er vores Skyld, at Jeppe drikker. Se, jeg synes, at det er pænt, hvis vi vil tage Halvdelen af Skylden. Og jeg mener ikke, vi kan tilkomme mere. Jeg vil holde med uden at forsvare Eva, men jeg nægter at beundre Adam«. (Edith Rode: Livskunst uden Filosofi, 1948).
I dialog med sig selv
Edith Rode indfanger en broget skare mennesker i sit fortællefelt. Syden, bohemerne, de kvindelige kunstnere står centralt. Den alvidende, autoritative fortæller er afskediget. I hendes litterære univers er fortæller-jeg’et enten nysgerrigt spørgende, undrende og uvidende, heftigt postulerende og bekræftelsessyg eller tavst lyttende. Som fortæller-jeg’et skifter, gør fortællingerne det.
Omkring århundredskiftet var restaurant Bernina i København et af bohemens hjemsteder. Her kom de ældre og kendte: Peter Nansen, der netop var blevet direktør for forlaget Gyldendal førte sig frem i selskab med journalisten Andreas Vinding og med Poul Henningsens far, forfatteren og flanøren Carl Ewald. Her lod også de kommende forfatterspirer sig se. Så netop her mødte den unge Edith Nebelong Thit Jensens forkætrede bror, den unge jyske provokatør Johannes V. Jensen. Et møde, der slog gnister og satte litterære spor. I Misse Wichmann, 1901, satte hun ham på plads med portrættet af Ole Hein. I Digte 1906 gav han igen. Bag Emma i digtet »Ved Frokosten« skjuler forholdet til den unge Edith sig.
Forud for en lang række af novellerne ligger betroelsens stund, den intime dialog mellem veninder. »Forelsket? Jo, naturligvis har jeg været forelsket! sagde Grazia Vitallini. Jeg er da ikke af Sten … «. Fortæller-jeg’et har spurgt og træder derefter i baggrunden. Den unge feterede danserinde Grazia Vitallini fortæller! Hendes fortællinger starter i novellesamlingen Af Kundskabens Træ fra 1912. I Grazias Kærlighed, 1919, fortsætter de og danner – novelleformen til trods – en lille roman, der følger denne lidenskabelige, men ærbare italienske kunstnerinde ind i hendes kærlighedsparadoks: Hun er ung, hun er smuk, hun er elsket og efterstræbt, men selv elsker og sukker hun kun efter ham, der engang tilbad hende, som hun selv gjorde til stjerne, og som nu i sin selvoptagethed næppe er hendes kærlighed værd. I denne række af Grazia-fortællinger udbygges fortæller-jeg’et som en kølig frigjort nordisk modpol, hvis funktion primært er den nysgerrige undren, der sætter Grazias selvvalgte masochisme i relief.
Som en variation af Grazia-suiten står Corinna-fortællingerne fra samlingen Det bittersøde Æble, 1926. Modellen er den samme, men positionerne anderledes. I Grazia-fortællingerne konfronteres den lidelsesfuldt romantisk elskende beretter med den køligere, mere nøgterne jeg-fortæller. Corinna-fortællingerne er mere drilske. Her støder den unuanceret kvindesagskæmpende jeg-fortæller sammen med den erfarne Corinna, der ved, at livet er mere kompliceret end som så, og at kvinder ikke blot har ret, fordi de er kvinder. Men Corinna docerer ikke. Hun støder gennem sine fortællinger en kile ind i jeg-fortællerens sort-hvide landskab og overlader til hende selv – og læseren – at uddrage dens pointer.
I forfatterskabets udvikling bliver jeg-fortællerens position mere og mere central. Linjen går fra det rollebestemte jeg til det åbent lyttende og personligt involverede. Teknikken kulminerer i erindringssamlingerne: De tre smaa Piger, 1943, Der var engang, 1951, Paa Togt i Erindringen, 1953, hvor mødet mellem nuet og fortiden bliver formdannende. Det er betegnende for Edith Rode, at hun altid fastholder nuet. Det er herfra, hun husker tilbage. Det er herfra hendes sandhed ses, genoplevet – som i Paa Togt i Erindringen – fra dette lejede hus, hvor sommerfugten og regnen slår ind, hvor hun kæmper med gigten og kakkelovnen, mens tankerne glider tilbage. I dialog med sig selv fra dengang. Ikke i et kronologisk ordnet forløb, vi som læsere kan leve os ind i. Nej, i gennemkomponerede essayistiske perler, en sammensmeltning af journalistikkens nu og litteraturens altid, som frem for alt er diskret. Møder man Edith Rode her for første gang, bliver oplevelsen både oplysende og gådefuld. Hun fortæller og fortæller dog ikke.
Hun giver af sit liv, af sin erfaring, af sine oplevelser, men det meste er – som hos Corinna med spåkonenavnet – drilsk gemt i kompositionen. Selv i sine erindringsskitser har Edith Rode sat sig i lytterposition og ladet konklusionerne stå åbne. Iscenesættelserne skaber distancens og diskretionens kunst. Med den bliver det muligt for hende også at skrive romaner, der ikke blot cyklisk sammenkæder fortællinger til episke forløb. Ellinor fra romanen Ogsaa i de andre Huse, 1947, står som et højdepunkt i Edith Rodes forfatterskab. Et kvindesind, der i sine bestandige hensyn til alle de andre, der elsker hende, mister kærligheden selv. I bunden af den roman råber og skriger fribytteren, men skildringen fastholder den psykologi, der gør det umuligt for Ellinor at gøre andre end sig selv ondt.
Vandrer man ind i forfatterskabet herfra, fascineres man. Bag det ligger det skræmte drømmende barn, den faderbundne Edith Nebelong, der blev ung selvbevidst, succesrig digterspire, som blev himmelstormende forelsket i Italien, og som tog konsekvensen: Så kærligheden og skandalen i øjnene og skabte sig om fra digtende drømmer til moden realist.
Det er Corinna-positionen, Edith Rode selv indtager, da hun i 1937 af Familie-Journalen bliver bedt om at blive brevkasseredaktør. Medynk dyrkede hun ikke, og ret var ikke noget, man blot fik i Edith Rodes rådgivning. Snarere blev man bedt om at tage ansvaret for sig selv og tage sit liv alvorligt i stedet for at overlade det til andre!