I 1937 fik Tove Ditlevsen publiceret et digt for første gang. Det skete i tidsskriftet Vild hvede, og digtet kan læses som en allegori over hendes forfatterskab, der blev det betydeligste på kvindesiden i dansk efterkrigstid. Under digtets enkle overflade foregribes genkommende temaer, som kvindeidentitet, erindring og kreativitet. Tabet af barndommen og især det symbiotiske forhold til moderen er grundlaget for hendes melankolske poetik.Forfatterskabet er én lang erindringsproces, først i fiktionens form, senere også som essays med personlige erindringsfragmenter indtil udgivelsen af de egentlige erindringsværker. Da erindringsstoffet var udtømt, alle hovedpersonerne i hendes barndoms univers var døde og ægtemanden havde forladt hende, afsluttede Tove Ditlevsen sit liv, som hun havde bebudet.
Tag: Brevkasseredaktører
Hvordan gik det dog til, at en datter af den liberale, men dog konservativt højborgerlige professor og hofmedicus Carl Henrik Horn Nebelong, kunne fjolle bohemeagtigt rundt med veninder og forfatteraspiranter på københavnske caféer og skrive dristige romaner om det kvindelige begærs trange vilkår i det småborgerlige og dobbeltmoralske patriarkalske Danmark?