Ann-Charlotte Alverfors

1947 -

Sverige

Født i Eksjö. Sin uddannelse har hun beskrevet som autodidaktens med en treårig folkehøjskole. Hun debuterede med digtsamlingen Paternosterhissar (Paternosterelevatorer), 1972, efterfulgt af Jönköping 6 (L), 1975, og har udgivet godt en halv snes værker omfattende både lyrik og prosa.

Men det er som forfatter til den selvbiografiske trilogi om Gertrud eller Spurveøje, som hovedpersonen kaldes i romanerne, at hun er blevet kendt. Her skildres, hvordan generationer af kvinder har gjort livet muligt. Hendes litterære arbejde er en fortsættelse af Moa Martinsons revidering af litteraturens syn på lønarbejderkvindernes liv, lyst, vrede og krav om kundskab. Det drejer sig om de tre romaner Sparvöga, 1975, Hjärteblodet, 1976, og Snabelros, 1977 (alle tre Spurveøje, 1990), som er blevet filmatiseret til tv. Siden har hun udgivet flere bøger, f.eks. Aldrig (R), 1993.

Opdateret af redaktionen 2011:

Siden ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie har Alverfors skrevet romanen Barn av samma ögonblick, 2000, og Vem ska trösta Gösta?, 2007, en selvbiografisk billedroman.

Hun modtog svenske LO:s kulturpris og Martin Koch-prisen for sin roman Aldrig, 1993.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Birthe Sjöberg: "En obesegrad tösabit: Ann-Charlotte Alverfors romantrilogi om Gertrud" i: Ingrid Nettervik, Karl Lindqvist, Claes Evenäs (red.): Författare i Småland, 1998