Unnur Benediktsdóttir (pseud. Hulda) Bjarklind

1881 - 1946

Island

Hun er den kvindelige digter, der er tættest på at opnå status som nationaldigter i Island. Hendes barndomshjem, hvor hun fik privatundervisning, var et kulturcenter i det nordlige Island. I ægteskabet fik hun fire børn, hvoraf det første døde.

Hendes debutsamling Kvæði (Digte), 1909, begejstrede kritikerne, der roste digtenes naturbeskrivelser, deres blide rytme og feminine eller barnlige skønhed, mens udlængslen og følelsen af ufrihed og pligt blev overset af samtiden. Hun var en af de første, der skrev prosadigte på islandsk i novellesamlingen Myndir (Billeder), 1924.

I Kvæði, 1909, og Segðu mér að sunnan (Fortæl mig hvad der sker sydpå), 1920, eksperimenterer hun med formen, bl.a. den traditionelt kvindelige genre “þulur” (remser), mens digtene formmæssigt er mere traditionelle i Syngi syngi svanir mínir (Syng syng mine svaner), 1916.

Hendes store roman Dalafólk 1-2 (Dalfolket), 1936-39, der idealiserer det harmoniske liv på landet, var et modskrift mod Halldór Laxness’ socialistiske angreb på bondesamfundets værdigrundlag i hans roman Sjálfstætt fólk (Frie mænd), 1934-35.

Udvalgt litteratur om forfatteren

Guðrún Bjartmarsdóttir og Ragnhildur Richter: Hulda. Ljóð og laust mál. Úrval, 1990

Krisín Bragadóttir: "Hulda (Unnur Benediktsdóttir Bjarklind): (6 August 1881-10 April 1946)" in: Patrick J. Stevens (ed.): Icelandic writers, 2004

Helga Kress (red.): Stúlka. Ljód eftir íslenskar konur, 1997