1700-tallets dagbog har ikke den private eller direkte hemmelige karakter, som dagbogen får i løbet af 1800-tallet, hvor den ofte tager form af journal intime, dvs. at den skrivende bliver mere analyserende og selviagttagende. 1700-tallets dagbøger har, ligesom brevene, indtænkt en eller flere læsere. Det kan være børnene, familien eller slægten, læsere, der sommetider tales direkte til i teksten.
I de dagbøger af kvinder, som er bevaret i svenske arkiver, kan man skelne mellem fire forskellige typer: Metta Lillies dagbog fra tiden 1737-1750 kan nærmest karakteriseres som en slægtskrønike, Christina Charlotte Hiärnes, skrevet i 1744-1804, domineres af religiøse tanker. Tæt op ad disse, både formelt og indholdsmæssigt, ligger Helena Reenstiernas, den såkaldte Årstafrues, dagbog. Dagbogen skildrer i årene mellem 1793 og 1839 i detaljer gården Årstas drift. En tredje type er hertuginde, den senere dronning, Hedvig Elisabeth Charlottas dagbog, skrevet 1775-1817. Denne dagbog er nærmest en hofkrønike. Alle disse fire kvinder hører til samfundets mest indflydelsesrige kredse, adel, embedsstand og kongehus, og de bor i eller i nærheden af Stockholm. Oberstdatteren Metta Lillie er dog bosat på en gård i Västergötland.
I 1782 debuterede Friederike Brun i Danmark med Tagebuch meiner ersten Reise. Også i Sverige finder man forfattere af rejse-dagbøger fra slutningen af århundredet, men denne fjerde type dagbog når endnu ikke ud over det dilettantiske, til trods for at denne genre ude i Europa allerede er blevet så almindelig, at den parodieres.
Metta Lillies (1709-1788) dagbog begynder i 1737 som en slægtskrønike med optegnelser om forældrenes giftermål i 1706, hvorefter der følger en opregning af de otte søskendes fødsel.
»I 1709 blev jeg født, som hedder Metta Magdalena Lillie… En præceptor, der læste med min kære broder, lærte mig at læse svensk, og en anden præ-ceptor (som) hed Hälstadius, lærte mig at skrive. I 1722 kom en dansk løjtnant (som) hed Morlan og lærte min sø-ster Hädvig og mig fransk. I 1714 flyttede mine forældre til oberstløjtnantboligen Örby, hvor vi var i ti år… Al den ubekymrede tid og det meste af barndommen fordrev vi på Örby, min søster Hädvig og jeg«.
Selv blev hun født i 1709. Derefter går hun over til at notere vigtige begivenheder i faderens slægt: fødsler, bryllupper, dødsfald, og da dette er gjort, tager hun fat på moderens. Men pludselig bryder den aktuelle virkelighed ind i slægtskrøniken. I 1738 dør Metta Lillies far; »den nittende oktober formiddag behagede den store Gud at gøre os så over al måde ulykkelige og kalde vor ædle og trofaste fader bort fra denne verden«. Denne afgørende begivenhed i familiens liv sætter sig direkte spor i skriveriet. Teksten, som ellers er afgrænset af en margin, strømmer nu ud over hele siden og markerer således følelsesstyrken.
Faderen, der havde været i militæret, fortalte gerne om sine bedrifter, når han var i godt humør, og Metta Lillie skriver stolt: »han war i saning en kiäk åfiser« (han var i sandhed en kæk officer).
Nu begynder der vanskelige tider for familien, moderen har fire ugifte døtre at forsørge, den eneste søn får embede i Stockholm. Og her indledes også den egentlige dagbog, dvs. kronologisk daterede optegnelser, som fortæller om familien Lillies liv på gården Hjertered i Västergötland.
Slægtstemaet er stadig vigtigt, Metta Lillie noterer hele tiden alt, hvad der sker af væsentligt i den store kreds af mostre, kusiner, fætre osv. Men ved siden af dette hovedtema behandler dagbogen også andre emner: økonomi, politik, religion og endelig også Metta Lillies egen personlige skæbne.
En af søstrene bliver bortgiftet, og Metta Lillie giver en beskrivelse af bryllupsforberedelserne. Beskrivelsens detaljerede konkretion fører tanken hen på den samtidige Carl von Linnés rejseskildringer og bliver en slags »saglighedens poesi«: »Den 18. jan. kom Bengt i Havegärde hjem med 3 læs fra Göteborg, hvor han havde indkøbt vin, konfekt og urtekram for 140 daler sølvmønt. Konfekten kostede 40 D.Sm. Vinen var et halvt anker (ca. 20 liter) fransk, et halvt anker Pontac, 4 kander rhinsk, 4 kander portugisisk, 2 kander fransk brændevin, te, kaffebønner, chokolade, olie, eddike, kapers, nogle østers, hummer m.m., som det ikke er nødvendigt at nævne. Baron Fleetwood (brudgommen) sendte en halv tønde østers hertil, en halv tønde hummer og et rådyr.
Den 3. februar i Guds velsignede navn blev de viet af min kære mors huspræst hr. Ekberg. Må Jesus Kristus være deres beskytter i alle deres dage og give dem sin milde velsignelse i tid og evighed«.
Men årene går, og Metta Lillie bemærker, at folks holdning til hende efter hun er fyldt 30 ændrer sig. Hvorfor behandler man hende uvenligt? Hun er jo den samme, udfører sine opgaver i hjemmet og deltager i bryllups- og begravelsesforberedelser sammen med slægtens andre kvinder. Hun studerer Bibelen for at få svar på sine ængstelige spørgsmål, føler sig gammel og begynder at plages af dårligt syn. I 1744 udbryder hun, 35 år gammel:
»Nådige Gud, hvad har du i din visdom og din omsorg besluttet med mig og mine tre søstre, du, som det selv har behaget, at vi skulle komme ind i denne verden?«
Ifølge den protestantiske lære var kvindens opgave i verden klar: Hun skulle være hustru og mor, sin mands støtte og sine børns opdragerske. For den ugifte kvinde, og dem var der mange af i frihedstidens Sverige, efter at krigen havde decimeret flere generationer af unge mænd, var der egentlig ingen opgave.
Frihedstiden er en betegnelse for den periode i Sveriges historie, der løber fra Karl den XII’s død i 1718 til Gustaf den III’s statsomvæltning i 1772. Navnet er en henvisning til enevældens fald og antyder de friere styreformer, der herskede i denne periode.
Den lutherske hustavle, der omhyggeligt regulerede menneskets plads i familie og samfund, gav hende ikke nogen rolle og funktion. I virkeligheden spillede hun naturligvis ofte en vigtig rolle som hjælp for sine gifte søstre og sine søskendes børn.
Hustavlen, der indgår i Luthers lille katekismus (svensk oversættelse ca. 1544), sammenfatter ideologien i det gammellutherske samfund. Det var tænkt inddelt i tre: kirken, samfundet og hjemmet – eller lærerembedet, øvrigheden og husstanden/familien. Hustavlens normer dannede rygraden i folks tænken og handlen; Menigheden fik dem indprentet gennem læsning af katekismen og ved prædikener. Børnene burde lære dem udenad, skriver f. eks. en præst i 1770’erne. Under overskriften »For gifte kvinder« læser man:
»I hustruer! Underordne eder under eders egne mænd som under Herren! Thi manden er hustruens hoved, ligesom Kristus er menighedens hoved«.
Metta Lillies voksende bitterhed over sin skæbne brydes, da der dukker en frier op, en enkemand med seks halvvoksne børn. Det er med angst og bæven den nu 41-årige Metta Lillie efter en kort betænkningstid siger ja tak: »Det er min største trøst, at jeg har fulgt min mors vilje i dette«. Sit eget bryllup skildrer hun kortfattet. Den 21. februar 1750:
»… stod mit bryllup i den Herres Jesu hellige navn. Jeg ønskede den dag i min store svaghed … at min min min Jesus skulle være med ved mit bryllup. Du venlige, store Jesus, slip mig aldrig med din velsignede styrelse«.
»Den 27. februar 1750 flyttede jeg med min kære mand fra min hulde og gode moder og mine kære søstre. Den dag var en sørgelig og hjerteknugende dag, Jesus hjalp mig. Min kæ-reste søster Hädvig fik lov til at følge mig, min kære broder og gode svigerinde rejste ligeledes den samme dag fra min kære mor. Vi fulgtes ad til træ-et, der rejste min kære mand, min søster Hädvig og jeg til Lundby«.
Nu begynder der et nyt liv for Metta Lillie som hustru og stedmoder for de seks børn. Og her, netop hvor hun skal møde denne sit livs store udfordring, svigter teksten os. Dagbogen er forbi. Læseren sidder dér med alle sine ubesvarede spørgsmål: Hvordan gik det? Blev hun lykkelig? Hvordan blev forholdet til manden? Blev hun accepteret af børnene? Hvorfor holder hun op med at skrive netop nu?
Ét af dagbøgernes kendetegn er deres nære forhold til den skrivendes liv. At teksten holder op, behøver ikke at betyde, at Metta Lillie blev ulykkelig, hun blev måske så opslugt af gøremål, at hun ikke længere nåede at skrive. Der er ikke noget usædvanligt i, at kvinders dagbøger holder op ved giftermål.
Metta Lillies dagbog er et fængslende dokument, et tidligt eksempel på en nordisk kvindes personlige optegnelser. Den peger tydeligt på, at dagbogen har sine rødder i optegnelser om slægten og om familiens økonomi. Den peger også på en anden kilde til dagbogsskrivningen, nemlig på tanker om religionen og dertil knyttede eksistentielle spørgsmål: »Hvad har du ment med mit liv, Gud?« Dagbogen slår tit over i lange indflettede bønner eller samtaler med Gud og Jesus i direkte henvendelse. I 1741 skriver hun f.eks.:
»… godeste Jesus, husk på, at du selv har taget vor far bort og lovet at ville være alle faderløses fader. Styr os og led os efter din nådige vilje«.
Den datterrolle, hun tildeler sig selv og forstår sig selv ud fra i forholdet til faderen, overføres efter hans død til Jesus. Hun fremstiller sig selv som svag og skrøbelig, som den, der har brug for støtte, og en del af den kvide, hun føler over for ægteskabet, kan skyldes, at det stiller helt andre krav til hende om at tage beslutninger og om selv at være stærk.
Allerede her i denne tidlige dagbog ser man, hvordan selve det at skrive forløser tanker og følelser. Det, som begynder som en upersonlig slægtskrønike, afbrydes, da Metta Lillie har taget form for vores øjne som en intelligent og følsom person med en stigende evne til at give udtryk for sin holdning til livet.
For Metta Lillie er gården og slægten nøglebegreber. Gården er det sted, som giver livet dets rytme af arbejde og hvile, hver-dage og højtid, og slægten den overindividuelle sammenhæng, som giver hendes liv en mening.
For Christina Hiärne (1722-1804), det 20. barn af professor Olof Rudbeck den Yngre i Uppsala, har tilværelsen et lignende, men også et anderledes mønster. Også for hende er slægt og gård vigtige. Men den sammenhæng, som hun først og fremmest indordner sig under, er religionens. Sammen med sin mand tilhører hun den pietistiske vækkelsesbevægelse, der kom til Norden i 1700-tallet, og som dannede menigheder forskellige steder, bl.a. i Stockholm. I 1750’erne gik familien Hiärne over til herrnhutismen.
Christina Hiärne fører dagbog en stor del af sit liv. Hun begynder at skrive i 1744, 22 år gammel, og skriver helt op til nogle dage før sin død i 1804. Dagbøgerne, som indtil videre er utrykte, findes bevaret i seks små fine rosa, lyseblå og gule bind. De drejer sig i vid udstrækning om hendes religiøse liv. Gudstjenester, nadver, samtaler med præsten, tvivl og selvransagelse, alting skrives ned. Men også denne dagbog er fuld af praktiske notater om slagtning og bagning, sygdomme og besøg, om jordens dyrkning på gården Brunna uden for Uppsala, som familien ejer. Ligesom for Metta Lillie tager samværet med slægt og venner megen tid. Hvis en hel dag er gået uden besøg, er det så usædvanligt, at det noteres i dagbogen.
De daglige optegnelser er tit korte og konkrete, men når der sker noget vigtigt, brydes dette mønster. Særlig tydeligt er det, da den eneste søn bliver født. Her erstattes de kortfattede linjer af en lang fortælling, fuld af følelser og detaljer: »d. 17. februar efter den gamle kalender 1747 stod jeg op og var rask. Min kusine sad ved syrammen og syede. Kl. ti gik alt vandet hastigt, barnet havde endnu ikke vendt sig, ej heller havde jeg haft nogen veer. Jeg blev ilde til mode og vidste ikke, hvad det betød, men sendte bud efter bondekonen for at forhøre mig, og sendte da straks bud efter jordemoderen i Uppsala … Fødslen var hård, og jordemoderen bad de tilstedeværende om at bede til Gud og blev selv rådvild. Men Herren havde hørt min bøn og gjorde mit hjerte stille, skønt min krop udstod forfærdelige smerter, og skænkede mig tålmodighed. Min kære mand var nærværende hele tiden og meget bekymret, og derfor tvang jeg mig i allerhøjeste grad til ikke at lade ham mærke, hvor ondt jeg havde, for ikke at gøre ham ængstelig. Til sidst forsvandt næsten alle tanker for mig, og kl. halv syv hjalp Herren mig til at føde min førstefødte søn Urban Olof Hiärne. Gid den Højeste må lade ham vokse op til sin Skabers ære og få liv i Jesus Kristus til vækst og salighed. Han blev født dobbelt med bagdelen forrest, hoved, arme og fødder kom bagefter, og da sagde min kusine Stina Regina: Lov Herren min sjæl«.
Sønnen blev siden hen anledning til stor bekymring for sine forældre, og bønner og spørgsmål til Gud om hans karakter og skæbne fylder de følgende årgange af denne dagbog.
I maj 1765 skriver Christina Hiärne med billeder hentet fra Bibelen:»Moderhjertet flygtede som en jaget hjort til min kæreste medlidende og trofaste Frelsers skød … Jeg fældede mange suk og tårer for Hans fødder på grund af denne fortabte søn, vort eneste barn, og talte ud med min Herre og sagde til Ham, at jeg godt forstod, at han ville ydmyge mig meget dybt med alt dette«.
Læseren får et stærkt indtryk af, at denne dagbog ligesom Metta Lillies forholder sig meget nært til de begivenheder, som opleves. Men af bestemte tegn, som peger fremad i teksten, forstår man efterhånden, at Christina Hiärne har renskrevet dagbøgerne på sine gamle dage og samtidig bearbejdet dem. Derved har hun givet teksten en struktur, som en ubearbejdet dagbog umuligt kan have. Et af de temaer, som fremhæves, er, hvordan hun og hendes mand var bestemt for hinanden. Et andet er hendes åndelige ængstelse og uro før den pietistiske vækkelse.
Også for Christina Hiärne bliver selve det at skrive en beskæftigelse, som giver tilfredsstillelse. I dagbogen kan hun fortælle om sine sorger og søge trøst for sin ængstelse for sønnen: »Jeg har hørt din bøn og set dine tårer. Herren Jesus siger disse smukke trøsteord til min sjæl. Denne formiddag skænkede Herren mig en smuk ensomhed og ro, så jeg kunne skrive, hvad der skete mig i går, og hvordan jeg følte det. I dag var jeg dog temmelig tung…«.
Märta Helena Reenstierna (1753-1841) begynder i 1793 på et mangeårigt skriveprojekt. 47 årgange af hendes dagbog behandler detaljeret arbejde og fest, stort og småt på gården Årsta syd for Stockholm. Hendes dagbog, den såkaldte Årstadagboken, er udgivet i udvalg i tre illustrerede bind (1946-1953). Den er et vigtigt kulturhistorisk dokument vedrørende hverdagsliv omkring århundredskiftet 1800.
Helena Reenstierna var i 1775 blevet gift med ritmester von Schnell, og i deres hus kom blandt andre Carl Michael Bellman. Den korte afstand til Stockholm gav god afsætning til gårdens produkter, bl.a. solgte Helena Reenstierna fine smørfigurer til fester i hovedstaden. Hun fødte otte børn, men på nær en søn døde de alle som små. Efter dødsårene at dømme døde flere af dem under en eller anden epidemi. I 1793, da hun begynder at føre dagbog, er hun 40 år gammel, og den eneste søn er halvvoksen.
Sproget i dagbogen er kortfattet, nøgternt noterende. Det er ydre begivenheder og beskæftigelser, der interesserer hende, mens analyser af tanker og følelser kun sjældent forekommer. Til gengæld har Helena Reenstierna sans for dramatiske situationer og replikker og gengiver levende tidens liv. En dag i 1797 sammenfattes som følger:
»22 fredag. Nogen frost og derefter lidt fin sne. Kl. ½ 6 om morgenen begyndte jeg at lægge dej til 2 rugbrød, 2 maltbrød, 2 hvede- og 2 kagedeje. Mine 2 tjenestepiger Christina og Catharina var medhjælpere til æltningen af de grove brød og til at sætte brødet til side, mens jeg gjorde næsten hver eneste ting, slog dejen op, formede safranbrød, kager og mandelmuslinger, prikkede derpå kagerne, var ved selve bagningen i bageriet, og endelig talte jeg op helt alene og bar alt brødet ind, 228 små kager og 52 større kager«.
»Marts 18201. Onsdag. Jeg fik brev framin søster, og fra inspektørBergman ankom Fru Lenn-grens fortræffelige poesier(dvs. Skaldeförsök af Anna Maria Lenngren, udgivet af hendes ægtemand 1819).2. Torsdag. Dejligt smuktvejr. Fru Lenngrens bog morede mig i dag meget«.
Hertuginde Hedvig Elisabeth Charlotta (1759-1818) har mellem 1775 og 1817 skrevet en voluminøs dagbog, der omfatter over 4.600 tryksider. Som 15-årig tysk prinsesse kom hun i 1774 til Sverige for at gifte sig med kong Gustaf III’s broder Karl, og året efter begyndte hun at føre sin dagbog. Ægteskabet blev ulykkeligt. Hertug Karl var kendt for sine erotiske eskapader med hofdamer og skuespillerinder, og dem indstillede han kun i et kort stykke tid efter giftermålet. Hedvig Elisabeth Charlotta fødte ham to børn i 1797 og 1798, men ingen af dem overlevede. Hendes forhåbning om endelig at blive mor og derved få en meningsfuld tilværelse blev således knust. I 1809 blev hun svensk dronning, da hendes mand som Karl XIII besteg tronen.
Hedvig Elisabeth Charlottas dagbog er et af de vigtigste historiske dokumenter angående den gustavianske og postgustavianske tid. Den er skrevet på fransk og udformet som månedlige breve, der sammenfatter den forløbne måneds vigtigste begivenheder ved hoffet. Hedvig Elisabeth Charlotta, der i begyndelsen mest var indstillet på at beskrive hoffets fester og underholdning, som i vid udstrækning bestod af de teaterforestillinger, Gustaf III arrangerede, blev stadig mere interesseret i politiske spørgsmål, jo ældre hun blev.
»Mit ansigt er ikke en skønheds, tværtimod har jeg selv svært ved at fordrage det, og synes for min del… at jeg har et meget næsvist udseende, som … for det meste synes at indbyde til et par ørefigener… Jeg hader smiger, men vil gerne have retfærdig ros, og jeg kan godt lide at behage, men dog mere ved mit hjertes egen-skaber end ved mit udseende«. (Hedvig Elisabeth Charlottas Dagbok I).
For at udfylde ensomme stunder og »for at få en bestandig, mig værdig og samtidig behagelig beskæftigelse for min virksomme sjæl besluttede jeg mig til at nedskrive alt, hvad der tildrog sig under mine øjne«. Men, skriver hun i et forord, det ville være alt for kedeligt kun at skrive for sig selv, man har brug for nogen at skrive til, nogen at skrive for. Dagbogsbladene er henvendt til hendes bedste ven siden ankomsten til Sverige, den jævnaldrende Sophie von Fersen, i 1778 gift Piper. Ligesom sin veninde var Sophie Piper fanget i et fornuftsægteskab. Sophie Piper er dagbogens ideale læser, den, der tales til: »I begærer af mig, min kære ven, en omhyggelig redegørelse angående alt det, som tildrager sig her«.
Men dagbogen henvender sig også til eftertiden og antager efterhånden karakter af hofkrønike og politisk dokument.
Parallelt med dagbogen skriver Hedvig Elisabeth Charlotta desuden i årenes løb tusindvis af breve til Sophie Piper, ømme, tyranniske, sværmeriske, fulde af førromantikkens venskabsdyrkelse. Og det er tydeligt, at det er venskabet og dialogen med Sophie, som er drivkraften i hendes store skriveprojekt. Det er disse samtaler, der holder hendes pen i gang og hendes hjerte i live, selv når de to veninder er adskilt.
Gang på gang vender hun i virkeligheden og i tanken tilbage til den bosquet délicieux, den yndige løvhytte i parken ved Rosersberg slot, hvor hun og Sophie har siddet i øm samtale. Her sidder hun senere alene og læser og drømmer. Herfra skriver hun til veninden om sin længsel efter hende og husker hende på det evige venskab, de har svoret hinanden. Løvhytten bliver symbol på den tryllekreds, som venskabet har slået om disse to kvinder, et afsides sted for hviskede betroelser, kærlige blikke og spøgefulde kommentarer om omgivelserne.
For tre af de ovenfor præsenterede kvinder er dagbogsskrivningen blevet et livslangt engagement, de skriver år efter år, indtil pennen falder dem ud af hånden.
Det at skrive bliver en vane, en måde, hvorved man kan huske, og hvorved man gennem de skiftende årstider og det daglige livs håndfaste krav kan fastholde et flygtende nu. Dagbøgernes styrke ligger i den nøgterne iagttagelse, gengivelsen af liv og arbejde på de gårde og i de familiekredse, de tilhører. Her fortælles om samspillet mellem mennesker, dyr og årstider, kornet, der køres ind, en ko, der kælver, smør, der kærnes. Men også om børnetøj, der bliver syet, ængstelsen over for en tilstundende fødsel, hvor kvindens og barnets liv altid stod på spil.
Det var kvindernes opgave at bistå ved fødsler, bryllupper, sygdomme og begravelser, og i dagbøgerne rapporteres der indgående om folks helbred. Her overleveres viden om, hvilke foranstaltninger der skulle sættes i værk ved sygdom. Men trods den i det store og hele praktiske holdning, som præger optegnelserne, er der også plads til spørgsmål om livets mening, om religionen og om døden.
Kun i Hedvig Elisabeth Charlottas dagbog finder man i 1800-tallet mere indtrængende analyser af egne følelser. Måske er det hendes med årene trods alt ret ensomme position som barnløs og aldrende dronning, der får hende til også at rette blikket indad, mod sit eget jeg. Men hun var også en belæst og dannet person med god viden om fransk brevkunst, og både hos Richardson og Rousseau havde hun sandsynligvis lært at analysere følelser.
Hendes dagbøger bliver derved en naturlig overgang til romantikkens journal intime og det nye menneskesyn, der nu gror frem.