Tag: Christina Sjöblad

Jeg vil skrive om kvinder

Den svenske forfatter Victoria Benedictsson følte sig som »en paria, en skabet Hund«. Før hun bestemte sig for pseudonymet »Ernst Ahlgren«, var hun længe usikker på, om det skulle være »Tardif«, den sentkomne, eller »O. Twist«, den uvelkomne. På denne identitetskonflikt skrev hun sit forfatterskab. »Jeg er en kvinde. Men jeg er forfatter, er jeg da ikke også noget af en mand?«, spørger hun i 1888.Hendes eget liv blev kort og sluttede tragisk. Men i løbet af få år i midten af 1880’erne var hun forbløffende produktiv. Her skrev hun sig lige ind i sædelighedsfejdens strid om kvinden. Hendes åndelige vitalitet i denne korte periode strider mod det billede af et sygeligt, undergangsmærket væsen, der har domineret hendes eftermæle.

Hvad der tildrog sig under mine øjne

1700-tallets dagbøger har, ligesom brevene, indtænkt en eller flere læsere. Det kan være børnene, familien eller slægten, læsere, der somme tider tales direkte til i teksten. Dagbogen har således ikke den private eller hemmelige karakter, som den får i løbet af 1800-tallet, hvor den ofte tager form af journal intime, dvs. at den skrivende bliver mere analyserende og selviagttagende.I dronning Hedvig Elisabeth Charlottas dagbog finder man i 1800-tallet mere indtrængende analyser af egne følelser. Hun var en belæst person med viden om fransk brevkunst. Både hos Richardson og Rousseau havde hun sandsynligvis lært at analysere følelser. Hendes dagbøger blev en naturlig overgang til romantikkens journal intime og det nye menneskesyn, der groede frem.

Slægtens kreds og venskabets tempel

I arkiverne findes svenske, norske og danske stambøger fra 1500- og 1600-tallet bevaret. Som oplysning om bekendtskaber og venner, om de kredse, stambøgernes ejere på daterede tidspunkter færdedes i, har stambøgerne den største interesse. Med deres digtcitater og sentenser spejler de også tidens kulturhistorie og idealer.I stambøger og slægtsbøger ses et mønster, der tydeliggør kønsforskelle: I 1600-tallet er det først og fremmest mændenes rejser, deres veje ud i lærdommens og krigens Europa, der afspejler sig. Kvinderne fokuserer på slægten. De spejler liv og død i deres slægt, det net, som binder dem sammen med fortid og fremtid, og hvori de selv, gennem børnefødsler eller barnløshed, udgør et samlende knudepunkt.