Filosoffen og litteraturkritikeren John Landquist (1881-1974) skildrer med stor veltalenhed studenterlivet i Uppsala ved århundredets begyndelse:
»Normalt skilles kønnene af forskellig opdragelse, forskellige omgivelser, forskelligt arbejde, forskellige vaner, og dette skaber visse skel. Men for os var alt fælles. Vi brændte af samme intellektuelle interesse, vi var disciple ved samme universitet, vi havde de samme eller af os gensidigt kendte lærere og kammerater, vi var omgivet og beskyttet af det samme Uppsala«.
»Jeg er så fjernt, så langt, langt
borte fra min virkelige lykke,
fra mit eget jeg, fra mit mål her
i livet«.
(Greta Beckius i dagbogen fra første semester i Uppsala, 8.11.1905).
Den samme by åbner sig for begge køn. De samme vilkår. Eller hvad? Den teologistuderende Greta Beckius skriver i sin dagbog om studenterbyen Uppsala:
»Tanken føres helt naturligt hen på disse sørgelige tilstande heroppe, ved det daglige syn af hundredvis af ynglinge, ved presset af at være kvinde blandt 30-40 mandlige kammerater. Jeg føler instinktivt, at jeg altid gør nogen af dem ondt på grund af min blottede hals. Jeg føler mig tynget af fornemmelser, varm i kinderne og ulykkelig langt ind i sjælen ved tanken: ‘Hvorfor, hvorfor er det således?’«
Om sit komplicerede og på dette tidspunkt næsten afsluttede forhold til Lydia Wahlström skriver Klara Johanson i brev til Lotten Dahlgren (9.7.1898, upubliceret):»Jeg er en smule uklart bevidst om, at jeg har næret en slags forhåbning om en udvikling af vort forhold til en mindre voldsom grad af nærhed, uden at inderligheden ville gå tabt. Du må forsøge at indse, at der også var så meget fint og rent og ideelt, at det i hvert fald for mig ganske tilhyllede og forskønnede det andet. Ud over at jeg havde oldgræske anskuelser i visse henseender, længe inden jeg havde læst Platon. For hende, som altid har haft anlæg for religiøs ruelse og altid har følt sig som samfundsmedlem, havde det mere ulykkelige virkninger. Hun har aldrig sparet på anklager mod sig selv«.
Kvinderne ved universitetet følte sig usikre ved deres situation. Tilsyneladende delte de vilkår med mændene – »samme« tankeverden, »samme« lærere, »samme« fremtid. Men i virkeligheden var vilkårene yderst forskellige. For mændene var det meget gamle traditioner, en selvfølgelig, medfødt ret. Kvinderne var som indtrængende fra en fremmed planet.
I 1870’erne var der alt i alt fire kvinder ved svenske universiteter. Men langsomt øgedes antallet. I 1880’erne blev 17 kvinder indskrevet ved Uppsala Universitet, i Lund 12. I 1890’erne blev 66 kvinder meldt ind i Uppsala, 28 i Lund.
Kvinderne spurgte sig selv, om de skulle falde ind, understrege det fælles? Eller skulle de fremhæve det forskellige, det som trods alt adskilte de to køn? I løbet af 1880’erne og begyndelsen af 90’erne dæmpede man forskellene – man undlod at bruge benævnelser som studiner og vogtede sig for alt, der kunne fokusere på kvinden som afvigende. Omkring århundredskiftet ændredes strategien, »kvindeligheden« understregedes, forskellene sattes i relief.
Året for omsvinget var i Sverige 1896. At et så eksakt årstal kan trækkes frem skyldes Ellen Key. I 1896 udkom hendes Missbrukad kvinnokraft. Emancipation, kravet om ligestilling, efterfølges af krav til kvinden om at præge samfundet og kulturen med sin egenart. Kærlighed, emotionel frigørelse rykkede i forgrunden. Kvinden fik en ny værdighed i sin egenskab af kvinde. Men også nye byrder.
Det er to meget forskellige generationer af kvindelige akademikere, der præger tiden og dens diskussion. Lydia Wahlströms, Klara Johansons og Hilma Borelius’ generation, som påbegyndte deres studier i de tidlige 1890’ere. Og Emilia Fogelklous, Ellen Landquists og Greta Beckius’ generation, der først begyndte på universitetet omkring århundredskiftet. For den første generation gjaldt kvindefællesskabet og den intellektuelle udvikling. For den anden gjaldt desuden – sommetider endog som en kamp imod den første generations opfattelse – den heteroseksuelle lykke.
Ligegyldigt om det er kvinde eller mand
Lydia Wahlström (1869-1954) kom til Uppsala i 1888 som en af pionererne og den, der prægede generationen før Ellen Key. Lydia Wahlström tog licentiatgraden i historie og litteraturhistorie, hun forsvarede som den fjerde kvinde i Sverige sin disputats i historie, og fra år 1900 var hun studierektor ved Åhlinska Skolan i Stockholm. Ved siden af skolearbejdet var hun en flittig skribent og forfatter, kvindepolitisk, videnskabeligt, skønlitterært.
For mange forblev hun dog slet og ret »Formanden«, Uppsala Kvinnliga Studentförenings myndige og handlekraftige grundlægger og formand. Hvordan situationen så ud, da foreningen blev startet i 1892, skildrer Lydia Wahlström i sin rige erindringsbog – og spændingsfyldte selvbiografi – Trotsig och försagd, 1949: 15 studiner i byen, spredt på forskellige pensionater, indskrevet ved forskellige læreanstalter, fordelt på forskellige studentersamfund. Mulighederne for at »beskytte« hinanden var små, trykket fra omverdenen – både fra de mandlige studerende og fra den offentlige mening – var stort. Lydia Wahlström, udadtil initiativrig, drastisk og aldrig i tvivl, indadtil konfliktfyldt og med stærke følelsesmæssige behov, blev sjælesørgeren.
Til dem, som oplevede en livslang fascination af Lydia Wahlström, hørte Klara Johanson, ankommet til Uppsala i 1894. Klara Johanson selv, kaldet »Puslingen« eller K.J., var nu heller ikke nogen farveløs studine. »Allerede den lille, spinkle åbenbaring i en løstsiddende blå habit, med mørkt, kortklippet hår og en temmelig nonchalant holdning tiltrak sig opmærksomheden«, skriver Lydia Wahlström. Tidligt krævede Klara Johanson eneret til »Formanden«, idet hun hævdede, at »denne store guldklump ikke længere bør veksles i småmønter«.
De indledte et forhold, som for Klara Johanson prægede grundtonen gennem hele hendes liv. Den personlige kontakt blev i princippet afbrudt allerede i 1898, men der bestod for altid et bånd. I et brev fra 1934, efter et flygtigt møde, skriver Klara Johanson: »I den hyggelige kaffe- og rygepause så jeg dit smukke hoved i klar belysning og kærtegnede det med øjnene tværs igennem årtier, skæbnen og de mange mennesker«.
I 1902 udkom i Sverige Elisabeth Dauthendays Das neue Weib und ihre Liebe med titlen Ny kärlek. En bok för mogna andar med forord af Ellen Key. Bogen beskæftiger sig med kvindeligt venskab som alternativ til ægteskabet, samtidig med at den tager bestemt afstand fra lesbiske forhold. Alligevel forventedes det, at bogen ville vække skandale i Sverige – at fraråde ægteskab var det »farligste«, Ellen Key hidtil havde medvirket til. Selma Lagerlöfs betænkeligheder ved bogens effekt gælder dog ikke så meget ægteskabet. Hun skriver til Sophie Elkan (april 1902, upubliceret): »Kan du se, at Lindholm havde samme idé som jeg om, hvad den farlige bogs resultat ville blive. Det vil blive sådan, at to kvinder ikke vil kunne være venner, uden at folk vil tænke stygge tanker«.
I 1894, samme år som Lydia Wahlström og Klara Johanson mødtes, indledtes også venskabet mellem Selma Lagerlöf og Sophie Elkan. I Selma Lagerlöfs breve findes de samme halsbrækkende kombinationer, som man genkender fra andre kilder fra tiden. I det ene øjeblik velmenende råd til veninden i hendes kærlighedsaffære med »belgieren«, i det næste en stormende belejring. Overvejelser over de kvindelige relationers art findes også i Selma Lagerlöfs brev:
»Men mine følelser for dig er ikke ækle. Det tror jeg aldrig, de har været. Sig bare, at kærligheden ikke har fået sagt alt det, den havde at sige, fordi den lader verden fortsætte. Den er til for de nulevende mere end for dem, der skal komme. Og hvorfor skulle man så ikke kunne elske alle slags mennesker lige højt?«
»Ja, det var virkelig et ‘ekshibitionistisk’ skrift, du sendte mig forleden dag. Med det har du begået en modig handling. På mig virkede det temmelig rystende. Helt nøgent er det jo ikke, kunne det ikke være; jeg ville in mente kunne komplettere en smule her. Men det gør jeg ikke«. (Klara Johanson i et brev til Lydia Wahlström om skriftet om psykoanalyse, 8.5.1945 (upubliceret)).
Året 1896 indebærer ikke mindst i opfattelsen af køn og seksualitet et omsving. Betegnende for omsvinget, der forstærkes i løbet af årtierne, er Lydia Wahlströms skildring af, hvordan hun går i psykoanalyse i 1930’erne (1934). En af årsagerne er, at hun ønsker at få kortlagt sine seksuelle tilbøjeligheder.
»Dommen«, skriver hun, fik hun ret hurtigt. Hun havde aldrig været »homoseksuelt anlagt, men nok biseksuelt«, noget som psykoanalytikeren Ludvig Jekels anså for at være nærmest en naturlov for kvinder.
Klara Johanson sætter sikkert fingeren på noget væsentligt, når hun reflekterer over sit møde med Freuds teorier. I sin dagbog skriver hun den 18.5.1936:
»Jeg begynder at nærme mig slutningen på Freuds tolv bind Gesammelte Schriften. Jeg finder i det store og hele, at alt, hvad han siger, lyder rigtigt og beundringsværdigt; men det forbløffer mig, at jeg aldrig eller yderst sjældent støder på noget, der vedrører mig. Han kender ikke min slags. Og det er en grov indvending imod hans teorier«.
I sin dagbog 21.10.1912 skriver Klara Johanson: »Meredith og Raabe – tvekønnede digtere, ligesom Goethe og måske i endnu højere grad end han, dette sidste dog snarest en tidens gave. I næste århundrede (eller det derpå følgende eller det derefter) vil de enkønnede blive betragtet som ukomplette og gælde som muligvis interessante abnormiteter i stedet for menneskehedens tolkere og dommere«. (Ur dagböckerna, 1989).
»Min slags«. Det, der slår én ved de tidlige 1890’eres syn på erotikken blandt kvinderne, er, at de faste kategorier bliver ubrugelige. I så henseende er fordomsfriheden og åbenheden større i denne periode end i vor tid. Ikke homoseksualitet eller heteroseksualitet, men en glidende skala, et menneske som holder af en, »ligegyldigt om det er kvinde eller mand«, som Lydia Wahlström skriver i romanen Sin fars dotter, 1920. Mandlig homoseksualitet fandtes – som en »kærlighed der ikke tør sige sit navn«. Den kvindelige seksualitet spurgte endnu ikke efter sit navn.
Blandt de nordiske lande var Sverige først til at lukke kvinderne ind på universiteterne. Retten til at aflægge universitetseksamen kom i 1873, i Danmark 1875, i Norge 1884 og i Island 1886. I Finland kunne kvinder få dispensation fra 1870, formel ret fik de først i 1901. I 1883 fik Sverige sin første kvindelige dr. phil. , Ellen Fries, som forsvarede sin disputats i historie i Uppsala. I Danmark varede det yderligere ti år, inden Anna Hude blev dansk doktor i 1893. I Finland forsvarede Karolina Eskelin sin afhandling i 1895, i Norge Clara Holst i 1903.
Lydia Wahlström er omkring århundredskiftet ikke bekymret for sine »seksuelle tilbøjeligheder«. Hun bekymrer sig om andre ting, sin letantændelighed, sin erotiske impulsivitet.
Det er disse problemer, som står i centrum i hendes roman Daniel Malmbrink, 1918, en erotisk idéroman i heteroseksuel iklædning. Men der er ikke tale om en »maskering« eller »kode«, som man kender det i forbindelse med den mandlige homoseksuelle litteratur fra tiden. Det er ikke kærlighedspartnerens køn, der interesserer Lydia Wahlström. Det er kærlighedens beskaffenhed: trofasthed og monogami – eller erotisk impulsivitet og evnen til at leve sig helt ud.
»…vi som så fuldblods er kvinder«
Hvor meget anderledes er atmosfæren ikke blevet et årti senere. »Fuldblodskvinden« er det nye motto. En ny generation studiner er kommet på universiteterne. I perioden 1901-05 findes der i Uppsala 65 kvindelige studerende (4,1 %) i Lund 23 (3,1 %).
En generation fuld af Sturm und Drang. »Stormfugle«, »vildfugle«, »jomfruer«, »døtre af en fri stamme« er nogle af de betegnelser, som tidens kvinder bærer. Tonen i brevene er himmelstormende, langt fra de analyserende ræsonnementer og kvidrende kærlighedserklæringer hos den forrige generation:
»Dit brev – du, – ser du – alt det, jeg sætter højest, det dyrebareste jeg ved, – alt det, jeg strækker mig imod og aldrig kan gøre til mit, men bare elske med hele mit væsen – det er det, du ejer, det du er. – Så adskilte veje – så adskilte liv – og alligevel – aldrig kan du vel fuldt ud forstå, hvad du har været og er for mig.«. Sådan skriver Ellen Landquist til Greta Beckius, 23. februar 1910.
Emilia Fogelklou (1878-1972), som hører til denne generation, betegner den som tragisk, havareret. Betegnelsen er først og fremmest baseret på tre kvinder fra perioden: Greta Beckius (1886-1912), Ellen Landquist (1883-1916) og Lisa Rolf (1886-1932). Greta Beckius og Lisa Rolf kom begge til Uppsala i 1905, Ellen Landquist et år senere. De læste litteraturhistorie, hørte til Stockholmstudenternes samfund og kom på forskellige måder til at gribe dybt ind i hinandens liv.
»De kæmpede under forskellige aspekter den nye kvindes kamp, yderst bevidste, også på det erotiske område«, skriver Fogelklou. På den ene side studierne og karrieren: »… med dybeste alvor underkastede (de) sig de mandlige arbejdsmetoder«. På den anden side kravet om at føre de kvindelige synspunkter frem – både i studierne og i erotikken. »De bar«, skriver Fogelklou, »nærmest en dobbelt byrde og stillede to slags intellektualitet op imod hinanden. Alle døde de unge og ensomme«.
Emilia Fogelklou selv fik et langt og produktivt liv – første kvindelige cand.theol. i Sverige, banebrydende forfatter inden for mange genrer, tæt på at blive professor i religionspsykologi, i sidste øjeblik udmanøvreret via en ny definition af professoratet. Men ellers passede Fogelklous diagnose. Greta Beckius skød sig den 22. januar 1912 og efterlod sig det ufuldendte manuskript »Marit Grene«, en erotisk traktat. Ellen Landquist udgav romanen Suzanne, 1915, den første roman om studiner i Sverige. Året efter døde hun af perniciøs anæmi. Lisa Rolf, som ifølge Emilia Fogelklou var den eneste i kredsen, der viste interesse for Emilias filosofiske overvejelser, levede til 1932, fra 1927 som stadsbibliotekar i Lund.
Til det fængslende og ejendommelige ved trioen hører, at de to mænd, der figurerede i Greta Beckius’ manuskript, var John Landquist og Bruno Rolf, Ellens og Lisas brødre. Også på andre områder flettes trådene sært sammen. Bruno Rolfs erotiske modtagelighed og evne skildres både af Greta Beckius og af Tora Dahl, som på samme tid kom i hans lejlighed i Stockholm. Mens sidste fase i forholdet mellem Greta Beckius og John Landquist udspilledes, opretholdt John en forbindelse med Maria von Platen, der i sin tid fik så gennemgribende en betydning for kvindeskildringerne i Hjalmar Söderbergs romaner. Fra Maria von Platen gik John Landquist til Elin Wägner. Forfatterparret John og Elin kom senere til at fungere som litterære rådgivere for Ellen Landquists roman, som delvist er baseret på Greta Beckius’ skæbne.
I højere grad end den forudgående generation stræbte denne efter at gøre deres egne synspunkter gældende. Om Greta Beckius’ deltagelse i licentiatseminarerne i litteraturhistorie ved Uppsala Universitet skriver Ellen Landquist til Greta: »Tænk på, at du er den første deroppe, bevidst, mens de går rundt og endnu ikke ved noget som helst – aner ikke, at en ung pige støber kugler, som skal hvine og skyde en breche i deres stolte bygningsværk. Tænk på, at du er en udsending med tusindvis af tavse bag dig«.
I et udkast om litteraturvidenskabelige studier fra ca. 1911 skriver Greta Beckius: »Efter at jeg med dens hjælp (analysens) har boret mig igennem den stive systematisering, den skematiserende kortlægning af ideernes og digtformernes udvikling gennem tiderne, de store abstrakte linier, som individerne presses ind i næsten som i en vis nummerorden, stod jeg med tomme hænder, lige så spørgende over for – individerne selv! Henrykkelsen over det store overblik formindskedes, og jeg begyndte at se nærmere efter, hvad det var, analysen ikke opnåede. Det var den umiddelbare skabelsesproces inde i mennesket«.
Kvinden er et autonomt væsen, »en talende kvindesjæl«, ligebyrdig med, men fritstående fra manden. Ellen Landquist skriver til Greta Beckius: »Du, hvem eller rettere hvor mange ved eller aner, at der findes noget, som vi kalder kvinden, et væsen, åndeligt, der lever for sig, bevidst, adskilt fra manden, frit, stort og selv søgende mod tinderne«.
Suzanne, Ellen Landquists roman, er en fint stemt studie over kvindelig erotik og kvindeligt sjæleliv, en forløber for Agnes von Krusenstjerna og den »sandhed om kvinderne«, som hun ønskede at beskrive i sine bøger. Greta Beckius’ »Marit Grene« er en analyse og et J’accuse, en anklage mod den seksualitet, den kønskultur, der dræber kvinder.
Greta Beckius er den førende, tilsyneladende viljestærke og handlekraftige i trioen. Alle tre opfatter sig som Ellen Keys følgesvende. »Jeg læste som et sultende menneske læser det, det mest af alt har længtes mod hele sit liv«, står der om Ellen Key i »Marit Grene«.
»Jeg har ofte tænkt på dette, at man giver Ellen Key skylden for ‘forspildte menneskeliv’, ‘sæ-dernes forfald’ og mere af samme skuffe. Det er så komisk overfladisk. Hun vækkede jo ikke begæret. Det eksisterede allerede. Men hendes ord faldt som den klare forårsregn frugtbart over os unge mennesker, fordi de vakte længslen mod noget lyst og højt, sandelig noget meget ubestemt, men vi følte, at vi måtte søge mod det – hver og en på sin måde«, skrev Greta Beckius i »Marit Grene«.
Uppsalakvinderne er ikke alene om deres erotiske entusiasme. Overalt ser man tegn på, at kvinder prøver at tage initiativ inden for det erotiske liv. Definere og ændre de erotiske omgangsformer. Dette gælder den yngre såvel som den ældre generation. Men forvirringen er også stor, som det fremgår af Ellen Landquists breve til Greta Beckius i 1910.
»Har du læst George Egertons Keynotes? En vidunderlig bog af en kvinde. Men da jeg læste den, forekom det mig, som om alle disse tusindfoldige toner manglede – en slutakkord.
Og sådan er det med mange kvinder. Med Marika Stiernstedts Gena, Söderbergs Gertrud, med Nora, der gik ud for at søge sin slutakkord – men fandt hun den? – Det ved Ibsen ingenting om. (»Strödda blad« af Greta Beckius, ca. 1911).
På den ene side er mændene for små for den nye kvinde: »Hvilken mand står mål med vores fordringer, Greta?« På den anden side er de ubestrideligt overlegne: »Ved de, ved de, hvor meget de er, mændene?«. Kærligheden er målet. Samtidig er den noget, man ikke vil begive sig ind i: »Jeg vil ikke betræde den med min fod. Jeg vil være fri og rank og ensom«, skriver Ellen Landquist.
En skæbne, parallel med Greta Beckius’, får Lundstudinen Hildur Sandberg (1881-1904). Hildur læste medicin og kom til Lund i 1900. Som den noget ældre af de to kan Hildur se tilbage på et liv før Ellen Key. I et brev til Ellen Key skriver hun om sit tidligere selv: »… kvindesagsforkæmper på denne ensidige måde, som så mange hylder, nemlig at kvinden blot skulle blive ligesom manden i alt«. Men efter læsning af Key, skriver hun, har hun senere fået mere forståelse: »Alle disse ideer om kvindefrigørelse har jeg naturligvis ikke svigtet, men selve begrebet er vokset, det indebærer mere end tidligere; kommer den store kærlighed på et tidspunkt, så vil jeg adlyde dens stemme, for jeg tror, det ville være en forfærdelig forbrydelse ikke at gøre det«.
Hildur Sandberg adlød den stemme. Ved juletid i 1904, et år inden Greta Beckius kom til Uppsala, blev hun fundet bevidstløs uden for sin elskers værelse. Nogle timer senere var hun død. Dødsårsagen blev aldrig opklaret, symptomerne tydede på en forgiftning, men man fandt ikke spor af nogen gift. Begivenheden vakte stor opmærksomhed og satte sig også spor i mange romaner og biografier. Til legenden om hende hører bl.a. teorien om, at hun skulle være drevet i døden af rygtesmederiet i byen, eller at hun blev ryddet af vejen af sin elsker. I et melodramatisk ordvalg taler Arnold Norlind (1883-1929), Emilia Fogelklous senere mand, om Hildur og hendes elsker: »Hun gik som i en drøm hele den sidste tid. For hver dag så man, hvordan blodet blev tappet af hende – ja, hun var kommet ud for en vampyr. En sådan søvngængerske har jeg ikke før set, hun havde sådan en mærkelig glans i øjnene. Hun var en helt anden, havde mistet sit gamle væsen, ja, hun ikke bare lignede, hun var en søvngængerske. Hendes sjæl var død«.
Marit og Suzanne
»Sjælemord« er det begreb, der svæver over Hildur Sandberg. Det er også det dominerende tema i Greta Beckius’ manuskript »Marit Grene« og Ellen Landquists roman Suzanne. Mandens forbrydelse står i centrum. Men det er ikke de kendte, de åbenlyse forbrydelser: »At manden forfører kvinder, svigter dem, ja, skænder dem, alt dette ved vi«. (»Marit Grene«). Det er de ufrivillige, de ubevidste forbrydelser: »tavse sjælemord« – produkter af mandens selvfølgelige ret til at definere virkeligheden.
Begge værker erklærer, i tankegange der minder om vore dages Luce Irigaray: Der findes kun ét køn – det mandlige. Kvinden går under, fordi hendes stemme er blevet kvalt. »Han giver sig ikke tid til at lytte til hendes sjæls hemmeligste pulsslag – hans ører er vænnet til kraftigere lyde end de stakkels små rystelser«, står der i »Marit Grene«. Det, Greta Beckius vil med sit skrift, er at give det kvindelige stemme: »Og kvinden tør ikke tale, tale om dette, sit inderste, hemmeligste liv, thi blufærdigheden kvæler hende. Men tales må der!« (»Marit Grene«).
Den »enkønnede« karakter i vor kultur er en fremtrædende tanke hos den nutidige franske filosof og psykoanalytiker Luce Irigaray. Kvinden befinder sig i »eksil«, adskilt fra sit køn og sin erotik. I Ce sexe qui n’en est pas un, 1977, skriver hun: »Fallos’ herrevælde og dens meningslogik og repræsentationssystem er netop så mange måder at adskille kvindens køn fra hende selv på og berøve kvinden hendes ‘selvkærlighed’«.
En kvindes »eksil« bliver temaet i begge skildringer. Med usædvanlig naturalisme kædes den i »Marit Grene« sammen med det seksuelle. Den første kærlighedshistorie, baseret på forholdet til John Landquist, repræsenterer »fordrivelsen«. Såvel i »Marit Grene« som i Greta Beckius’ dagbog fra studietiden træder samme billede frem. Den mandlige seksuelle adfærd er et kraftfelt, et territorium, som kvinden trækkes ind i. Mandens erotiske initiativer sænker hendes sjæl ned i »en slags sløv dvaletilstand«, skriver hun i sin dagbog i januar 1908. Hun bliver tung og tom, skilt fra sig selv: »Thi jeg døde under hans hænder«. (»Marit Grene«). Hendes egne ønsker og synspunkter vinder ikke gehør, fortæller hun videre i dagbogen: »Hvad jeg ville og tænkte, vandt ej den mindste genlyd hos ham«. Hun fortsætter:
»Jeg lå i hans arme, i hans seng. Mine læber ville ikke kysse, ville helst være sluppet. Han befalede voldsomt under sine spasmer: ‘Kys mig!’ Og jeg rakte mine læber mod ham og kyssede mekanisk, koldt og dødt. Han havde en meget mærkelig måde at kysse på. Han sølede mig helt til og prøvede at tvinge min mund op med sin tunge. Hvad skulle det gøre godt for? Jeg fandt det modbydeligt – væmmeligt og spulede munden grundigt bagefter med rent, koldt vand, selv om jeg ikke syntes, det hjalp nok. Men jeg sagde ikke noget til ham om det for ikke at såre ham. Han vidste vel også bedst, tænkte jeg sørgmodigt«.
»Han vidste vel også bedst«. Magten til at definere er mandens, selv når det handler om kvindens drifter: »Vi kvinder har så sandelig et driftsliv, der går imellem himmel og jord og helvede. Og manden har magten over det«.
»Himlen« nås aldrig rigtigt i »Marit Grene«. Men den anden kærlighedshistorie i skildringen – baseret på forholdet til Bruno Rolf – anviser en retning. En ny mand, en ny erotisk kultur. »Marit Grene« slutter med et velforberedt samleje, en nærmest rituel initiering. Det, man aner som et forslag i manuskriptet, er en gensidig skoling i erotikken, der bryder det mandlige seksuelle monopol.
I en af situationerne inden samlejet kæmmer manden Marit Grenes hår. Den blide berøring er som en hilsen fra hendes egne drifter. »Det var ham – som kunne kærtegne Marit! Som hun ville kærtegnes – netop sådan – så let – så fint – ikke på nogen anden måde«. Manden, som lægger sig ved siden af Marit i sengen er rolig, følgagtig. Han er som ført, men ikke af hende: »Af noget højere end hende. Noget, der stod over dem begge. Og dette Højere var vist podet så dybt ind i ham, at han kunne ligge ved siden af Marit uden at skælve«.
Manuskriptet udkom som nævnt aldrig. Det blev til i løbet af en ensom vinter i en sæterhytte i Dalarna, mens Greta Beckius var rekonvalescent efter et nervesammenbrud. Studierne havde hun fået lov til at afbryde på grund af faderens slagtilfælde. I januar kom det til en krise. Greta blev hentet ned fra sæterhytten af en veninde i Uppsala. Kort efter skød hun sig i venindens hjem. Alle sine papirer – inklusive det næsten færdige manuskript – testamenterede hun til Emilia Fogelklou, men så sent som i 1960’erne blev størsteparten af manuskriptet ødelagt af Greta Beckius’ lillesøster.
»Det endte tragisk. Hun orkede ikke mere. Ligesom hun regnede med, at ingen ville forstå det presserende i hendes ærinde, så følte hun det forkert at tage imod gæstfrihed eller økonomisk hjælp. Det var jo før den tid, hvor man talte så åbent, som hun gør, om den slags spørgsmål. Og hun fandt det indefra nødvendigt så at sige ud fra Guds synspunkt at løse spørgsmålet om menneskets erotiske længsel.
En sådan kamp for at udtrykke, ikke blot for at handle, kan synes forrykt og upraktisk – og til en vis grad var den det også. Men den er karakteristisk for et vist stadium af kvindelig frigørelseskamp, da den var ‘fuld af intellektualitet og tyngde, slidt op af bevidsthed’«. (Emilia Fogelklou om Greta Beckius, fragment af utrykt manuskript ca. 1956).
Ellen Landquists roman Suzanne beskriver, hvordan hovedpersonen, der har lighedstræk med både Greta Beckius og Ellen Landquist selv, er tæt på at blive knust af de kønssammenhænge, hun indlader sig på. Suzannes tilfælde minder også om Hildur Sandberg. Det, der sætter gang i den destruktive proces, er rygtesmederiet. Suzannes første nederlag udspringer af den mistro, hun som studine og kammerat bliver mødt med. Den mand, hun virkelig elsker, giver efter for sladderen og dropper hende.
Til kvaliteterne i Suzanne hører den indre logik, ubønhørligheden i, at kvinden som erotisk figur bliver knust. Ligesom for Greta Beckius’ kvindefigur Marit Grene drejer det sig for Suzanne om et kraftfelt, et fremmed territorium, som hun trækkes ind i. Symbolet for det tabte, for hendes eget hjemland, er Norrestad, farfaderens gård. Gården er blevet solgt af faderen – »da det skete, følte jeg det, som blev jeg rykket op med rode« – og Suzannes drøm er at vinde den tilbage og selv benytte den.
Suzanne trækkes længere og længere ind på det fremmede territorium. Efter tabet af sin elskede i Uppsala bliver hun voldtaget af en mandlig ven, kuratoren i studentersamfundet. Hun får ingen afløb for sin smerte, den kvindelige stemme vinder ikke gehør. Et stærkt billede på dette findes tidligt i romanen: En solopgang, hvor Suzanne sidder alene oppe på Slottsbacken i Uppsala. Hendes krop begynder at ryste, et skrig bryder frem: »…og ingen hørte, hvordan hun udstødte et lavt, bristet skrig, som blev presset frem af en dyb, vild smerte«.
I stedet fornægtes og fortrænges erfaringerne: »De skal simpelthen ikke eksistere!« Mere og mere mister Suzanne fornemmelsen for sig selv, kontakten med sin egen vilje. Som Marit/Greta gribes hun af kraftesløshed, dvaletilstand. Et besøg hos en nervespecialist bliver kulminationen.
Beskrivelsen af lægebesøget er en af de tidligste skildringer i Skandinavien af den psykoanalytiske metode, en parallel til Freuds »gyser« om tilfældet Dora – men her er mødet med lægen set fra den unge kvindes/offerets vinkel: »Mellem disse fire grønne vægge fandtes en hjerne, der arbejdede systematisk, som ligeglad kombinerede, og hvis objekt hun var«. Suzannes dom bliver hård: »En mand må og kan ikke dømme over en kvinde i de kriser, der ryster hendes liv i sin grundvold, fordi han ikke kan løsrive sig fra sin vanetænkning imod os«.
Lægens legitimerede terror bliver den dybeste af alle de krænkelser, Suzanne udsættes for. Hans civiliserede og autoriserede mishandling fremkalder hos Suzanne fantasier om hævn:
»Hendes hænder knyttede sig i et vildt, tåget begær efter at kunne gribe om mandens strube – efter bagfra at kunne tage springet som en panter over ham, have ham liggende under sig på jorden, trykke til lige dér, hårdere, hårdere – at komme til at høre ham gispe efter vejret«.
Den sidste store skuffelse er et samleje med en ældre forfatter. Ved synet af det sovende, livløse ansigt oplever Suzanne tomheden i den erotik, der bydes på. Findes der ikke noget bedre, vil hun hellere lade være:
»Jeg ved godt, at jeg er sanselig. Hvilken kvinde er ikke det? Men har vi ikke fået magt til at leve uden det ligesom at leve med det, når vi ved, at forbindelsen hverken gør os stolte eller lykkelige«.
Ellen Landquists romanfigur Suzanne overlever til forskel fra forfatteren Greta Beckius. I sidste kapitel kaster hun den revolver, som hun gentagne gange har trykket mod sin tinding, fra sig.
Til de mærkelige forbindelser, der findes i denne kreds, hører, at Elin Wägner tager tråden op igen i romanen Den namnlösa, 1922. Deri skildres, med Suzannes forfatter Ellen Landquist som inspirationskilde, de dødbringende kønssammenhænge og mulighederne for en anden tingenes tilstand.
Klara Johanson
Uppsalakredsens geni af første generation var Klara Johanson (1875-1948), af anden Emilia Fogelklou. De måtte begge vandre ad de kvindelige pionerers stenede vej. Klara Johanson som kritiker og essayist, Emilia Fogelklou som teolog og forsker. For begge var det kvindelige perspektiv, kønsperspektivet, en selvfølgelighed allerede fra begyndelsen. »Ukendte kvindelige genier – det vrimler med dem, når man begynder at rode i fortiden. Det ses tydeligt, hvilket køn der har skrevet historien, men det er endnu ikke klarlagt, hvem der i virkeligheden, i bund og grund, har skabt den«, skriver Klara Johanson i et brev til Ellen Kleman 1913.
Klara Johanson tog en fil.kand.-eksamen i Uppsala 1897 med nordiske sprog, æstetik, latin, filosofi og græsk som emner. Hun var opvokset i et borgerligt, men »sjældent bogløst« hjem, yngste barn af en hattefabrikant i Halmstad. Som et mærkeligt, både skummelt og lysende punkt i sit liv bar hun faderens selvmord, der skete, da hun var 14 år, med sig hele livet. I Klara Johansons fantasi bliver denne tildragelse både et sår og en udmærkelse, noget der for altid placerer hende ved afgrundens rand.
Efter en kometagtig karriere som kritiker trak Klara Johanson sig allerede i 1910 mere eller mindre tilbage fra det offentlige liv. Anonymitet og rollen som outsider var livsvigtige behov for hende; selvforagt og tungsindighed fulgte hende. Den psykologiske baggrund er, som man kan ane, »almagtsgyngen«, en pendling mellem selvfornægtelse og grandiositet.
Rendyrket æstet?
At Klara Johanson var æstet – rendyrket æstet – er et prædikat, der benyttes om og om igen. Men digtningen er ikke primær for hende. Det speglade livet er navnet på hendes første litterære essaysamling, 1926. Det rika stärbhuset (Det velhavende dødsbo) hedder den anden, 1946. I begge tilfælde peger titlerne på kunsten som livets spejl og arvtager. Ligesom kritikken spejler digtet, således spejler digtet livet.
Klara Johansons æstetik søger det menneskelige udtryk. Man kan tale om en ekspressionsæstetik, men selv da skal man være varsom. Klara Johanson er optaget af, i hvilken grad sproget har kontakt med den indre stemme. I den retning indordner hun sig i en kvindelig tradition fra Fredrika Bremer over Karin Boye til Hélène Cixous. Det, der interesserer hende, er ord, der viser tilbage til det levede, det, som bærer det følte og oplevede frem. »Men hvad er det så, der berettiger til at tænke og skrive? Stemmen, har jeg jo altid sagt. Stemmen! Deri ligger fuldmagten og underskriften«.
Man plejer at inddele Klara Johansons produktion i tre faser: 1898-1914 kritik og journalistik på Dagny/Hertha og Stockholms dagblad; 1915-1920 forskning, »filologi«, i forbindelse med udgivelsen af Fredrika Bremers breve; 1920-1948 essayistik og øvrigt forfatterskab, bl.a. i Tidevarvet.
Klara Johanson havde endnu en streng på sin lyre: Hun oversatte Knut Hamsuns Victoria, 1898 (Viktoria, 1899), Clara Viebigs Das tägliche Brot, 1903 (Vårt dagliga bröd, 1905), Henri Frédéric Amiels Fragments d’un journal intime, 1883 (En drömmares dagbok, 1900), Benedetto Croces Brevario di estetica, 1913 (Estetiskt breviarium, 1930) m. fl. Desuden forfattede hun i sin studietid og de tidlige journalistår studenterspex og fik trykt en del digte og noveller i tidsskrifter.
Når Klara Johanson betragter sig som »uproduktiv«, er det nok mest sidstnævnte, det handler om: et indstillet skønlitterært forfatterskab.
I den tredje periode udkom Klara Johansons egne fire bø-ger: de to ovenfor nævnte essaysamlinger, aforismesamlingen En recensents baktankar, samt kampskriftet Sigrid Fridman och andra konstnärer, 1948. I de »uproduktive« år af sit liv skrev hun breve (Brev, udgivet i udvalg i 1953) og førte dagbog (Ur dagböckerna, udgivet i udvalg i 1989).
Ved siden af sin kritiske og essayistiske virksomhed var hun også den skæmtsomme iagttager og udgav under pseudonymet Huck Leber udvalgene: Oskuld och arsenik, 1901, og Ligapojken Eros, 1907. I Tidevarvs-årene genoptog hun traditionen i form af »Bemærkninger«. Tidevarvets radikale, feministiske miljø inspirerede hende til et par højdepunkter i kønspolitiske causerier, det satiriske »Sexualsystemet« og det mere profetiske »Den inre rösträtten« (Den indre stemmeret), begge fra 1924.
Den »medfødte« stilfornemmelse hos hende er både en gave og en svøbe. Som en høg slår hun ned på selv den mindste unøjagtighed – ikke mindst i sit eget sprog.
Signaturen Huck Leber er en hilsen til humoristen Mark Twain og hans Huckleberry Finn. Kernen i Klara Johansons stil er humor, en stil hvis forudsætning er en slags værdifællesskab eller overensstemmelse.
Til hendes paradokser hører altså på den ene side at stå som outsider, på den anden side at forudsætte forståelse. Kraftprøven på hendes stilkunst er, at hun skaber den forståelse, der er nødvendig. Et par af mesterstykkerne i hendes tidlige journalistik gør grin med tidsfænomener: »flanørlitteraturen« omkring århundredskiftet, Ellen Keys kærligheds- og harmonilære. Apropos den svenske digter Sigfrid Siwertz’ debutsamling og flanørdigtningens banaliteter skriver hun: »Det er ganske påfaldende, at vore unge poeter over en kam synes at have de samme damebekendtskaber, ligesom de trasker ad de samme gader … drømmer på samme melankolske strande og lugter til de samme blomster. Den fuldendte kommunisme!«
At tale om og karakterisere vid er altid vanskeligt. Hvori ligger det vittige i Klara Johansons stil? En vigtig del er fortroligheden: Subtile hentydninger, forskydninger i talemåder, som forudsættes bekendte – »ingen dag utan desillusioner« (nulla dies sine linea, om den ihærdigt erindringsskrivende Malla Silfverstolpe). Et andet kneb, baseret på samme nærhed mellem skribent og læser, er at overføre det, vi opfatter som ophøjet og storstilet, til det familiære, hverdagslivet.
Det ideelle klima for Klara Johansons stilkunst er intimitet og beundring som i anmeldelserne af Selma Lagerlöf, essays om Fredrika Bremer, Goethe, Kierkegaard. En Goethesuite indleder den første essaysamling, en Kierkegaardsuite afslutter den anden. Fredrika Bremer optager, næsten alene, den mellemste fase i Klara Johansons liv. Udgivelsen af Fredrika Bremers breve blev den direkte anledning til, at Klara Johanson hengav sig til det, hun kalder sine »filologiske« interesser – en arv fra Uppsalatiden og sprogforskeren Adolf Noreen. Brevudgivelsen er blevet kaldt »en af de mest betydningsfulde udgivelser, vor litteraturhistorie ejer«.
Et væsentligt bekendtskab var også billedhuggeren Sigrid Fridman, »Stenhuggeren«, i de sidste 25 år af Klara Johansons liv. Og selv i det forhold er det Klara Johanson – »bøllefrøet«, »lillebror« – der drager i strid. Gennem flere år, over et par omgange, flammede debatten om Fridmans skulpturer op. Klara Johanson placerede sig med dødsforagt i skudlinjen. Først handlede det om skulpturen af Fredrika Bremer, en statue som nu står i Humlegården i Stockholm. Senere blev der blæst om Kentauren, en skulptur, som – indtil den for nylig blev udsat for sabotage – knejsede over Observatoriekullen i Stockholm.
»Alwilda von Glückentreff. Lefnadskonstnär« hedder hendes parodi på Ellen Key. Stilen karikerer Keys flammende, blomstrende, retorisk overdrevne sprogbrug. I én løssluppen bevægelse indfanger Klara Johanson alle aspekterne i Keys forkyndelse: den panteistiske livsopfattelse, den overdrevne individualisme, erotikken som religion, reformpædagogikken, den polariserede kønsopfattelse, idéen om en æstetisering af hverdagen osv.
I slutningen af causeriet møder vi Alwilda von Glückentreff ved tebordet. Hendes hjem følger reglerne for harmoni, ingen skygger af forfejlet »mandighed« og »misbrugt kvindekraft« falder over hende. Indrammet af »de ensfarvede tapeter, uden hvilke den frigjorte individualitet gribes af længsel efter at spotte Gud«, glædende sig »over de eksaminer, hun aldrig havde taget, over de steder, hun aldrig havde betrådt«: »For fremtidens kvinde, som skal vende sig fra det nyttige for at mejsle sit liv som et kunstværk, er hun det store ideal!«
Da Ellen Key blev hyldet på 60-års-dagen, opløftede der sig et ramaskrig fra kirkeligt og konservativt hold. Klara Johanson havnede i ildlinjen; sammen med Ellen Key blev hun anset for at trække ungdommen ned i »liderlighedens pøl«. Hun skriver, som altid oprømt ved polemik, i et brev til Lotten Dahlgren (29.12.1909): »Strides Ellen Key og jeg end om målet / mødes vi dog – forbløffede – på bålet«.
Venner og beskyttere
Kvindefællesskabet er den naturlige grobund for dette på samme tid så ensomme og udsatte forfatterskab. Først Uppsalakredsen, så kvindeforeningen Nya Idun samt tidsskrifterne Dagny og Tidevarvet. De kvindelige venner og beskyttere var livsvigtige. Klara Johanson var »Form.s« (Lydia Wahlströms) »Pusling«, senere »Redaktørens« (Lotten Dahlgrens) »lille Eyolf«. I 1912 blev hun endelig »Choices« – den udvalgtes – »bøllefrø«. Det år flyttede Klara Johanson nemlig sammen med Ellen Kleman, tidsskriftet Herthas daværende redaktør.
Et andet paradoks er, i hvor høj grad Klara Johanson sit barnlige image til trods fungerer som den støttende og rådgivende – »et fantastisk benyttet hjælpebureau og ikke bare for litterære supplikanter« som hun karakteriserer sig selv. Permanent litterær rådgiver, men også kurator og følelsesmæssig støtte. Og til trods for sin apolitiske adfærd er hun alligevel en politisk registrator. Især i Hitlertiden er hendes breve fulde af kommentarer til de aktuelle begivenheder. Interessant nok er hun også den første i landet, der skriver om de tyske ekspressionister og knytter dem til erfaringerne fra 1. Verdenskrigs frontlinjer.
»Søren och jag« var arbejdstitlen på en bog, som Klara Johanson havde planer om at skrive om Kierkegaard. Med ham deler hun skyheden, følelsen af fremmedhed, pseudonymiteten, ildfuldheden og engagementet. Med ham deler hun også den tragiske »hemmelighed«, faderbyrden, det »tungsind«, som bliver en livslang opgave. Men for Klara Johanson fandtes der en modvægt og et sikkerhedsnet i det kvindelige fællesskab.