I mange kvindelige dannelsesromaner fra mellemkrigstiden er et lesbisk motiv et vigtigt indslag i beskrivelsen af en kvindes vej til frigørelse og selvstændighed. Rollemodellen er ofte en enlig, uafhængig, selverhvervende kvinde, beskrevet som modig, handlekraftig og intelligent.
I din skönhet sänkt
ser jeg livet förklarat
och den mörka gåtans svar
uppenbarat.
I din skönhet sänkt
bedja jag vill.
Världen är helig,
ty du är till.
Andlös av klarhet,
ljusfördränkt,
ville jag dö hos dig,
i din skönhet sänkt.
(Karin Boye: »Forklaring«, Moln, 1922).
Det var ikke risikofrit åbenlyst at beskrive lesbiske erfaringer. Homoseksuelle handlinger hørte under straffeloven. To års straffearbejde kunne blive følgen af at »med anden person øve utugt som imod naturen er« – en kriminalisering, der i Sverige gjaldt indtil 1944. Hertil kom psykiatriens stempling af de homoseksuelle som psykisk abnorme; i Sverige ophørte man først i 1979 med at betragte homoseksualitet som en sygdom.
Det var således ikke let at finde udtryksformer for et kvindeligt begær, som i århundreder var blevet undertrykt, defineret og diskuteret af mænd inden for litteratur, medicin og psykiatri. Hvad de »nye kvinder« i mellemkrigstiden havde brug for, ud over at gøre sig synlige, var et sprog, som gjorde det muligt at udtrykke, at kvinder kunne have erotiske følelser og oplevelser også uden for mænds domæner. De måtte søge og forme begreber for en eksistens, som lå hinsides de traditionelle kønsmønstre. Det kunne ske ved at »låne« maskuline træk. Men det kunne også ske gennem forsøg på at skabe »et tredje køn«, som i sig rummede muligheder for overskridelser og fornyelser af de gamle begreber om mandligt og kvindeligt.
I kvinders breve og dagbøger fra 1700-tallet og det tidlige 1800-tal finder man ømt og lidenskabeligt sværmeri kvinder imellem, og det er tydeligt, at mangen en hustru stod i et varmere og mere fortroligt forhold til den bedste veninde end til ægtemanden. Det romantiske kvindevenskab var en anset institution og blev opfattet som en indøvelse i følsomhed og moralsk dyd.
Attituderne forandrede sig i slutningen af 1800-tallet. Venskab mellem kvinder blev suspekt, og homoseksualitet blev forklaret i sygdomstermer. Populærlitteraturen blev påvirket af fordømmelsesteorien, og i begyndelsen af 1900-tallet vrimlede det med fortællinger om ulykkelige skikkelser, der segnede under tragedien at være psykoseksuelt fejlkonstruerede og derfor dømt til at blive ofre for abnorme passioner, som kun kunne ende i galskab og død.
I 1928 udkom der i England to romaner skrevet af kvinder, som forholder sig på helt forskellig måde til problemet med den nye og uprøvede lesbiske kvindeidentitet. Radclyffe Halls roman The Well of Loneliness (Ensomhedens Brønd, 1929) skildrer »en mands sjæl fanget i en kvindes krop«. Stephen Gordon føler sig og optræder som en mand, selv af navn, men biologisk er hun kvinde. Ingen af de traditionelle kønsroller overskrides i romanteksten, de er blot tragisk og modsigelsesfuldt sammenføjede i en og samme skikkelse. Romanen slutter patetisk og melankolsk – Stephen havner forladt og utilfredsstillet i »ensomhedens brønd«.
Denne bog blev for millioner af læsere en grundbog i kvindelig homoseksualitet. Dens opfattelse stemmer overens med seksualpsykologen Havelock Ellis’ tese: Den lesbiske kvinde er forudbestemt til et tragisk liv; det er en ulykke at fødes med et abnormt begær, som aldrig kan tilfredsstilles på en måde, der fører til varig lykke.
I de teorier, som blev fremført af sexologerne Richard von Krafft-Ebing: Psychopatia Sexualis 1882, og Havelock Ellis: Studies in the Psychology of Sex: Sexual Inversion, 1897, blev der givet videnskabelig autoritet til de beskyldninger for ukvindelighed og lesbianisme, som rettedes mod mellemkrigstidens nye selverhvervende kvinder og feminister. Havelock Ellis var den mest læste og indflydelsesrige seksualpsykolog før Freud, og hans indflydelse varede til langt ind i mellemkrigstiden. Ellis skelner mellem »medfødt« seksuel inversion (true inversion) og sekundær, »ikke medfødt«. Den medfødte inversion forklares i termer som degeneration og biologisk fejludvikling.
Den anden roman fra 1928 var Virginia Woolfs Orlando (da. 1962). Den handler på en munter, underfundig og både alvorlig og skælmsk måde om en person, Orlando, som skifter kønsidentitet lige så let som han/hun skifter tøj. Orlando gennemlever forskellige historiske perioder, snart som mand, snart som kvinde. Som kvinde elsker »hun« med kvinder lige så vel som med mænd – og lige så biseksuel er »han« i sin maskuline skikkelse. Elegant bevæger han sig mellem de forskellige kønsroller – som også skifter uberegneligt, alt efter de epoker, de udspiller sig i.
Denis Diderots La Religieuse (Nonnen), 1760, og Honoré de Balzacs La fille aux yeux d’or (Pigen med de gyldne øjne), 1835, behandler det lesbiske begær som ondt og destruktivt. I Les fleurs du mal, 1857 (Syndens Blomster, 1921) af Baudelaire indgår der to digte med titlen »Les femmes damnées«, som skildrer kærlighed mellem kvinder som sadomasochistiske orgier og umætteligt begær. Bogen blev dømt for obskønitet i en meget omtalt retssag, hvorefter bl. a. digtet »Les lesbiennes« blev renset ud af digtsamlingen. Fra naturalismens epoke kan nævnes følgende bøger med samme tema: Emile Zola: Nana, 1880; Alphonse Daudet: Sappho, 1884; Guy de Maupassants noveller fra 1800-tallet, f. eks. »La maitresse de Paul«; Pierre Louys: Aphrodite, 1894; August Strindbergs En dåres försvarstal, som blev skrevet på fransk 1887-1888 (Le plaidoyer d’un fou), trykt på svensk i 1895, på dansk i 1977.
Men det var Ensomhedens brønd, den i England beslaglagte og anklagede, skandaleombruste roman, der blev læst af et stort publikum. Orlando, Virginia Woolfs sofistikerede feeventyr, nåede aldrig samme udbredelse. Ej heller blev den anklaget. Historien var måske alt for fantastisk til at blive taget alvorligt.
Termen »Bostonægteskab« blev i USA anvendt til at betegne et langvarigt samlivsforhold mellem to ugifte kvinder. Henry James skrev romanen The Bostonians, 1885, om et sådant forhold.
»Af samme blod«
Den voksende seksuelle tolerance i mellemkrigstiden gjaldt heteroseksuel kærlighed. At publicere skildringer af et lykkeligt lesbisk samliv var endnu i 1930’erne så godt som umuligt. Det måtte Agnes von Krusenstjerna erfare ved udgivelsen af det syvende og sidste bind i Pahlenserien Av samma blod, 1935 (Af samme Blod, 1944). Modtagelsen var hadefuld. Forfatterinden blev stemplet som umoralsk, abnorm, psykopatisk og mentalt forstyrret.
Hvis man undtager pornografiske produkter, har Agnes von Krusenstjerna skabt den første skønlitterære skildring på svensk af et samleje mellem kvinder.
Scenen vakte sensation ved sin »dristighed«, og romanen blev anmeldt for obskønitet. Justitsministeren nægtede dog at rejse tiltale. Skildringen indledes med, at Agda prøver en kjole på Angela, som er højgravid. Også Agda venter barn, men det ses endnu ikke på hende:
»Pludselig omfavnede Agda med skælvende arme Angela. Kjolen sank på gulvet. Hun interesserede sig ikke længere for den. Saksen faldt også med en klirrende lyd. Så blev der stille. For Agda var det, som om hun knugede selve livet i sin favn. Hun var fyldt til randen af ømhed for denne krop, der rummede en voksende skabning. Med et lille suk lagde hun sit mørke hoved mod Angelas skød. Angela kærtegnede hendes hår. De var som indesluttede i hinanden. I denne omfavnelse forenedes de på en sælsom måde. Al den ømhed, de havde gået og samlet på, brød ud. De elskede hinanden«.
Da de to kvinder taler med hinanden om deres kærlighed og bearbejder det, der er hændt dem, udbryder Angela med pludselig fortvivlelse:
»Det er vel ikke noget forkert, vi har gjort? Det var så smukt, så dejligt. Var det synd?« Svaret får hun ikke med ord, men med en omfavnelse. »Da forsvandt hendes angst. Disse blide kys havde ikke noget syndigt ved sig. Disse varsomme kærtegn, denne sørgmodige omfavnelse. De syntes alene, fjernt fra mennesker i en dyb skov, der susede venligt omkring dem.
‘Gå ikke fra mig’, hviskede Angela. Jeg kan ikke bære det.
‘Aldrig’, sagde Agda roligt«.
Skildringen relateres til fri og uberørt natur, ungdom og skønhed. Den giver et nyt og positivt syn på den skæbnesvangre, dunkle lesbiske kærlighed, som tidens meget læste sexologer mente førte til psykisk sygdom og skæbnesvanger tragedie.
»’Elskede’, sagde Angela højt. … Hendes arme sluttede sig atter om Agda – og nu begyndte det at dunke og suge inde i hende. Hendes lidenskab, som var blevet skærpet og stimuleret gennem hendes tilstand og den lange afholdenhed, vågnede i al sin styrke. Hun blev først forfærdet – derefter lykkelig.
Agdas stemme lød ømt, hviskende. Hendes hånd strøg varsomt over Angela med al sin kraft. Deres skinnende øjne stirrede ind i hinanden. De måtte betro sig til hinanden.
‘Er det ikke vidunderligt?’ stammede Agda utydeligt. ‘Har vi det ikke godt?”Vidunderligt. Vidunderligt’.
Ekstasen kom samtidigt for dem begge. De stønnede af vellyst. Deres hænder borede sig ind i hinanden.
Så sank de begge tilbage i puderne«. (Av samma blod, 1935).
En drengepiges tragedie
I 1932 debuterede Margareta Suber (1892-1984) med romanen Charlie. Den vakte opmærksomhed som den første roman på svensk med kvindelig homoseksualitet som hovedmotiv. Bogen handler om en ung drengepiges erotiske opvågnen, som indebærer den smertelige erkendelse af en forbudt egenart. Men der er også et andet tema: den ikke-lesbiske kvindes reaktion på en anden kvindes forelskelse i hende. Hovedpersonen Charlie betragtes og tolkes i stor udstrækning fra den heteroseksuelle kvindes synsvinkel.
Charlies tilbøjelighed opfattes af både hende selv og omgivelserne som en ulykke, der uforskyldt har ramt den livsglade pige. Men Charlie er fremstillet med ubestridelig sympati. Hun udstråler charme og livsbekræftelse, enten hun farer omkring med børnene på badestranden, leger med sin buldoghvalp eller kører sin lille sportsvogn dristigt og suverænt. Tilsy-neladende udgør hun et typisk portræt af »den nye kvinde«, kortklippet og sportsklædt, frigjort og foretagsom.
Sara, den anden kvinde i bogen, som Charlie forelsker sig i, er en moden og moderlig kvinde med to halvvoksne børn. Hun mærker, at der bag Charlies frejdige ydre skjuler sig et ensomt barn, rådvildt og forvirret. Hun tager sig af pigen og tilbyder hende sit venskab, uden at nogen af dem i begyndelsen aner »den mørke gåde«. Men da Saras unge datter viser en intens og skinsyg forelskelse i Charlie, begynder Sara at få en grim, snigende fornemmelse af noget hemmelighedsfuldt, som hun ikke forstår. Hun bliver ubehageligt berørt, da Charlie vil omfavne og kærtegne hende, men forstår ikke hvorfor, før Charlie engang overrumpler både sig selv og Sara ved at omfavne og kysse hende med »mandlig kraft i favntaget«. Sara bliver forskrækket og trækker sig tilbage. Men Charlie er endnu ubevidst og uskyldig nok til at bekræfte forelskelsen i Sara som en lykke: »Hvor Sara stråler, håret, øjnene, smilet! Jeg bliver lys og varm af hende, jeg vil være uendeligt god«.
Bonniers forlag tøvede længe med at udgive en roman med så ømtåleligt et emne som Charlie. Men bogen fik god kritik. »Det følsomme emne« ansås for at være behandlet »med intelligens og smag« (Dagens Nyheter). Charlie blev her beskrevet som »en lille fortryllende, sjælfuld person med et alvorligt problem«. I Svenska Dagbladets anmeldelse blev Charlie opfattet som »et interessant psykopatisk grænsetilfælde«.
Heteroseksuelle forhold indgyder Charlie afsmag, og dette forbindes lidt overfladisk freudiansk med et ubehageligt barndomsminde, hvor hun væmmedes ved nogle pornografiske billeder, som en dreng i skolen viste hende. Men som dybere årsag antydes en traumatisk faderbinding. Charlie værger sig mod faderens besiddertrang og påtrængende maskulinitet og befinder sig i virkeligheden på flugt fra ham ved romanens begyndelse.
I 1920 udkom Sigmund Freuds Über die Psychogenese eines Falles von weiblicher Homosexualität (Om psykogenesen i et tilfælde af kvindelig homoseksualitet) . Samtidig begyndte psykoanalysens teorier at blive mere alment kendte og diskuterede. Freuds syn på betydningen af menneskers tidlige psykoseksuelle udvikling blev en omvæltning for synet på personlighedsdannelsen. I stedet for som Havelock Ellis at se homoseksualitet som en medfødt og uhelbredelig inversion, forklarede Freud den som en neurotisk forstyrrelse, ofte forårsaget af fortrængte barndomstraumer.
I skildringen af far/datter-forholdet adskiller Margareta Subers roman sig på en markant måde fra Radclyffe Halls Ensomhedens Brønd, hvor den maskuliniserede hovedperson Stephen tidligt tager faderen som identifikationsobjekt. Ensomhedens Brønd, der fik megen omtale på den tid, har sikkert inspireret Margareta Suber til at behandle samme emne, men Subers lille gavtyveagtige og pæne hovedperson har intet af den iskolde bitterhed og sammenbidte heroisme, der præger Stephen Gordon.
Margareta Suber-Topelius har efter Charlie udgivet flere psykologisk indtrængende romaner om kvinde- og ægteskabs-problematik, f. eks. Ett helsike för en man (Et helvede for en mand), 1933, Du står mig emot (Du er imod mig), 1939, Jonna, 1940, Vänd ditt ansikte till mig, 1942, Alla bära de svärd, 1947, Äkta paret ut, 1958, Leva på italienska, 1976. Så sent som 1980 udgav hun en digtsamling, Böljegång.
Ensomhedens Brønd slutter med et gudsopgør. Gud må have haft en mening med at skabe hende sådan, som hun er, tænker Stephen. Charlie slutter med ordene: »Hendes krop var nu moden til at begynde at leve det liv, til hvilket Vorherre havde behaget at skabe hende«.
»Kampen mellem magten og oprøret«
Karin Boyes Kris (Krise), 1934, er den første svenske roman med lesbisk problematik, skrevet af en kvinde, som selv havde valgt en lesbisk livsform. Hovedpersonen, den 20-årige seminarist Malin Forst, har let ved at græde, let ved at lade sig kue og let ved at føle mindreværd. »Dig jeg hader, du mit usle vidjevæsen, du som flettes, du som vrides, lydende tålmodigt andres hånd«. Sådan beskrev Karin Boye sig selv i ungdomsdigtet »O, en klinga«, Moln, 1922, der kan knyttes til tematikken i Kris. Den anden kvinde i romanen, genstanden for Malins forelskelse, skildres i blidt lyriske natursymboler.
Romanen Kris bygger på erindringer fra Karin Boyes egen seminarietid i 20-års-alderen. Den blev nedskrevet ti år senere, da Karin Boye efter en psykoanalytisk behandling i Berlin definitivt besluttede sig for at leve i konsekvens med sin egenart. Det er altså en lang proces, der ligger bag nedskrivningen af Kris: fra ungdommens dristige opbrud fra vedtagen tro og moral og til de første midaldrende års bevidste valg af en lesbisk eksistens. Hvad det har kostet af livskamp, kan man ane af de vældige spændinger i Kris mellem kræfter i urolig bevægelse og af det mytisk ladede sprog. Alligevel stod det ikke alle læsere klart, hvad Kris egentlig handlede om. Mange betragtede den udelukkende som en ideologisk roman, rettet mod kristen askese og lydighedsmoral.
Malin er fra begyndelsen en hengiven ung kristen, men løber ind i en alvorlig angstkrise, hvor hun oplever sig selv som »værdig til evig fordømmelse«. I midten af teksten kommer vendepunktet. Malin vover at erkende, om end kun for sig selv, at hun er forelsket i klassekammeraten Siv. Ord som homoseksuel eller lesbisk siges aldrig rent ud i teksten. Det, som Malin føler, forekommer hende at ligge hinsides de eksisterende begreber med deres nedarvede indhold af synd og fordømmelse: »I, læber, kan I ikke lukke jer så hårdt omkring det uudsigelige, at intet ord stikker sin ondskabsfulde lidenhed frem og forplumrer! Stå stille, tanke, og forstyr ikke, du ved jo ikke, hvad dette er. Giv det intet navn, lad det være, som det er, i mit blod og mine øjne, som liv og saft. Nyskabelsens under behøver intet navn«. Malins opbrud fra den vedtagne moral er et faderoprør og et Gudsoprør. Hun placerer sig på de undertryktes side imod magthaverne.
Malins følelser for Siv, den tilbedte kammerat, udtrykkes i termer som natur, sundhed, lys og livsglæde. Siv bliver for den tidligere hæmmede og kuede Malin en positiv kvindelig rollemodel, som udmærker sig ved en frit voksende og selvfølgelig integritet: »Hun voksede i fortrøstning til rodens egen hemmelige, iboende lov. Et menneske fuld af ynde og vegetativ klogskab på den smalle, gyngende bro over kaos«.
I modsætning til det stempel af abnormitet og unatur, som den traditionelle fordømmelsesideologi påtrykte de homoseksuelle, bliver det at sige ja til sin lesbiske egenart for Malin en vej til sundhed og glæde over at opfylde sin bestemmelse.
Hvad Malin vinder efter sin gennemgåede sjælekrise, er ikke et realiseret lesbisk kærlighedsforhold, men en ny indre styrke, som giver hende tillid til sig selv og sin egen indre moral: »Ret eller uret – der er noget, der hedder nødvendighed. Min nødvendighed! Min vilje! Bevidstheden: dette er mig, dette er mit«.
I Karin Boyes to ægteskabsromaner Merit vaknar (Merit vågner), 1933, og För lite (For lidt), 1936, maskeres den lesbiske problematik ved, at hovedpersonerne er blevet lavet om til heteroseksuelle par. Med hensyn til Merit vaknar har forfatteren senere beklaget sin »fejhed« ved ikke at tale rent ud. Problemet behandles i novellen »Forfatteren som ljög« – men også her er kønsforholdet skjult.
»Ti, arbejd, forsag«
Freuds teorier kom fra slutningen af 1920’erne til at påvirke også den norske skønlitteratur stærkt. Vitalismens drøm om »den åbne livsstil« – tydeligst udtrykt i Sigurd Hoels Syndere i sommersol, 1927 – byggede på den nye overbevisning om driftslivets betydning for en fri og uhæmmet personlighedsudvikling. Dog blev kvindelig homoseksualitet kun åbent behandlet i én norsk bog fra mellemkrigstiden: Følelsers forvirring, 1937, af Borghild Krane (1906-1997).
»Ensomheden slog sig ned hos hende, ikke en dag eller to, men for altid. Nu og da frøs isolationens kulde hende til is, og det var ufatteligt, at noget kunne være så trist«. Åse er nu bevidst om sin dragning mod kvinder, men forsøger af al magt at modarbejde den: »Ude på gaden gik hun som en, der forsøger at værge sig. Men det hjalp ikke. Hun så kun halvdelen af verden. Hun så kun kvinderne. Mændene var som skygger. Kun kvinderne havde liv«. (Borghild Krane: Følelsers forvirring, 1937).
Forfatterinden er en veluddannet kvinde, der først arbejdede som bibliotekar og senere omskolede sig til læge og psykiater. Hendes bog handler også i udpræget grad om de »nye« kvinder: Selverhvervende kvinder fra middelstanden, der tilbringer deres liv i kontorer, skolestuer og universitetsbiblioteker, i lejede værelser og egne små lejligheder, men også på rejser. Erhvervslivet og karrieren giver imidlertid ikke romanens kvinder tilfredsstillelse, mening med livet eller følelsen af eget værd.
Borghild Kranes roman er den første norske roman med en åben lesbisk tematik, men der bliver aldrig noget seksuelt forhold mellem bogens to hovedpersoner. Begge har resigneret og har i sinde at leve for at »tie, arbejde, forsage«. Fortællingen er dybt pessimistisk og slutter som en ren desillusionsroman med den ene kvindes død og den anden kvindes fortvivlelse og bitterhed over deres forspildte liv.
Borghild Krane har senere udgivet romanerne Det var engang en student, 1940, og I håbets tegn, 1948, samt novellesamlingerne Tre unge kvinner, 1938, og Kvinner selv, 1972. Hun har også gjort studier i Amalie Skrams og Sigrid Undsets digtning.
»Den mørke gåde« som kriminalgåde
I mere end 40 år udgav Maria Lang (pseudonym for Dagmar Lange, 1914-1991) næsten en kriminalroman om året. Det er givet, at hun med dette produktionstempo forfaldt til konformitet. Maria Langs specialitet er den såkaldte puslespilskrimi efter Agatha Christies forbillede med fiffigt sammensatte mordgåder og finurligt udlagte ledetråde. Hendes krimihelt er en mand: Den intellektuelle, piberygende kriminalkommissær Christer Wijk er som hentet ud af den klassiske engelske detektivroman. Sædvanligvis finder mordmysterierne sted i et lukket miljø med en omhyggeligt sammensat kreds af mistænkte, hvis mere eller mindre hemmelige erotiske eskapader er nøgler til mordgådens løsning.
Maria Langs debutroman Mördaren ljuger inte ensam, 1949 (Morderen lyver, 1971) vakte sensation ved sit dristige emne. I 1949 kunne man endnu regne med, at det ikke faldt en læser ind, at en crime passionel på en smuk kvinde kunne være udført af en anden kvinde. Kommissærens logiske konklusion fører ham ganske vist frem til den rigtige morder og ligeså det rette motiv: jalousi. Men det lykkes ikke hans intellekt at overskride den erotiske vanetænkning. Han går ud fra, at begge kvinder – morderen og ofret – har rivaliseret om den samme mand.
I slutningen af romanen får den anklagede, Viveka Stensson, lejlighed til at »tale ud«. Hun siger: »Jeg formoder ganske simpelt, at mine instinkter allerede fra begyndelsen var – hvad I ville kalde abnorme«. Viveka er præstedatter og har lært at tie om sin levevis. I studietiden i Uppsala begynder hun at leve lesbisk, og hun forelsker sig lidt efter lidt i den smukke Marianne, der skildres som biseksuel og erotomant lysten efter amorøse eventyr med både mænd og kvinder. Viveka beskrives som hendes modpol: den maskuliniserede »drengepige« med krøllede slacks, kortklippet hår, ligefrem adfærd og total mangel på interesse for sin fremtoning.
Vivekas tilståelse af dobbeltmordet i slutningen af bogen bliver en slags forsvarstale for lesbiske kvinders ret til at leve, som de vil. Kriminaliseringen af homoseksualitet var blevet ophævet få år tidligere. Men læserne af Maria Langs usædvanligt populære krimi fik trods alt gamle fordomme vakt til live. Bogens iboende tendens er tydelig nok: En lesbisk kvinde er »unormal«, og hendes begær fører uundgåeligt til tragedie, ja, mord.
Titlen Mördaren ljuger inte ensam har at gøre med den vedtagne opfattelse, som i romanteksten aldrig drages i tvivl, at for en normal mand er kvindelig homoseksualitet så naturstridigt og krænkende, at han hemmeligholder sin tidligere kærestes forhold til en anden kvinde, selv om han dermed selv bliver mistænkt for mord.
»Den mørke gåde« blev hos Maria Lang en kriminalgåde og havnede i underholdningslitteraturen. Den »perverterede« drifts dunkle trussel bekræftes som en destruktiv kraft, der virker i det skjulte. Christer Wijk siger: »Der er en hemmelighed et eller andet sted, men jeg er ikke mand for at forstå, hvad den drejer sig om, eller hvorfor den har ført til to mord og et mordforsøg …«. Den mandlige detektiv repræsenterer i teksten den etablerede Lov og Orden. Men nøglen til gåden finder han ikke selv. Det er i kvindens egen oprigtige livsberetning, sandheden afsløres. Dette perspektiv er måske det mest interessante i Maria Langs roman.
Dagmar Lange var velinformeret om homoseksualitetens historie. Hun skrev sin doktorafhandling i 1946 om Pontus Wikner, en græsk-klassisk inspireret svensk filosof og forfatter (1837-1888). I Psykologiska självbekännelser (som ikke blev udgivet offentligt før 1971) fortæller han ærligt om sin homoseksualitet.