Overgangen fra 1980’erne til 90’erne er en interessant og begivenhedsrig tid for den svenske minoritetslitteratur i Finland. Episk bredde, psykologisk intensitet og fyldig persontegning, et righoldigt stof integreret i en overbevisende handling, formbevidsthed, metafiktiv refleksion, evnen til at skabe et suggestivt, fiktivt univers – alle disse romantekniske grunddyder er i rigt mål repræsenteret i den finlandssvenske prosas nye opblomstringstid, som oven i købet kvantitativt domineres af kvindelige forfattere.
Ulla-Lena Lundberg (født 1947) fik sit gennembrud i 1982 med Kungens Anna efterfulgt af Ingens Anna, 1984, en traditionel kvindelig udviklingshistorie med stærk tilknytning til forfatterens barndomslandskab Kökar i den ålandske skærgård. Forfatterens antropologiske uddannelsesbaggrund bringer sig i erindring i den smidige håndtering af et righoldigt stof – konkrete detaljer i tids- og miljøskildringen giver teksten en fast realistisk og samtidig eksotisk forankring. Her dukker også det tema op, som stadig kommer til at gå igen i det senere forfatterskab – tab og resignation. Anna mister tidligt sin far, den kærlige og karismatiske fisker, der fik øgenavnet Kongen, og hendes kærlighed til en rigssvensk kunstner havarerer på grund af uoverstigelige kulturkløfter. Således er hun til sidst »Ingens Anna«.
I de senere romaner fra og med Sand, 1986, som handler om to vesterlandske antropologer og en sydafrikansk soldat i Kalahari-ørkenen, varierer Ulla-Lena Lundberg tabets og savnets tema. Med Leo (da. 1992) indleder hun i 1989 en søfartstrilogi med 1800-tallets ålandske bondesejlads som startpunkt, og det sene 1900-tals flydende luksushoteller og shoppingcentre, krydstogtfartøjerne, som slutpunkt. Folkelivsskildring, socioøkonomisk søfartshistorie, fortællergreb og vendinger kendt fra den historiske romans konvention indordnes i strukturer, som tilfører beretningen en dimension ud over den fortalte gode historie. I trilogiens mellemste del, Stora världen, 1991 (Den store verden, 1993), skildres bondesejladsens slutfase af en række mandlige fortællere. En enkelt kvinde, den myndige kaptajnsfrue, moster Elise på Simonsgården, optræder som jegfortæller. Det er i sidste kapitel, der har fået navnet »Pyramidens inderste kammer«. Her hæves for første gang en kvindelig stemme. Den Anden kommer til orde – og pludselig indser læseren, at hun har været tavs gennem 300 sider. I den afsluttende del Allt man kan önska sig, 1995, er fortælleren antropolog, kvinde og efterkommer af de store kaptajner. Subjektiv historie veksler med pseudodokumentarisk stof og »informantinterviews« på en måde, der komplicerer og synliggør fortællingens og romanskrivningens proces – og ikke mindst antyder nye læsemuligheder for de to foregående romaner.
Den samme forbløffende teknik omkring nærvær/fravær gennemfører Ulla-Lena Lundberg i den rejseskildring fra Sibiriens fugleverden, der udkom i 1993, før den sidste del af søfartstrilogien. Bogen hedder Sibirien. Ett självporträtt med vingar (Sibirien. Selvportræt med vinger, 1995) og indledes med ordene: »På Jaroslavlstationen i Moskva traf jeg engang en mand, der savner sin lige. Det var som at berøres af en engel, og kendetegnende for engle er, at de passerer forbi«. Da det geografiske udgangspunkt er angivet, påbegyndes den nu meget ældre forfatters ornitologiske rejse gennem Sibirien – en passioneret skildring af rosenmåger og ryler uden direkte henvisninger til den mand, som engang for længe siden var hendes rejseselskab i det samme landskab. Og så i Slutordet, på vej hjem fra måger og ryler, smutter hun omkring Jaroslavlstationen: »Jeg føler mig ikke særlig sentimental, da jeg mindes, hvordan det var. Snarere står jeg dér som en ko, et kamera på stativ, hvad som helst, og holder mig savnet fra livet«. Et modtræk mod savnet er i Ulla-Lena Lundbergs univers saglighed, den konkrete dokumentation, interessen for omverdenens håndgribelige ting og omstændigheder, ofte blitzbelyst gennem en hastig og lakonisk eksponering af det uudsagte: Den myndige kaptajnsenkes og hendes medsøstres øredøvende tavshed, alt det forfatteren ikke tænker på, da hun står som et kamera på et stativ.
En forfatter, som i endnu højere grad end Ulla-Lena Lundberg i sit forfatterskab har beskæftiget sig med verden uden for Finland, er Marianne Backlen (født 1952). Romanen Den osynliga draken (Den usynlige drage), 1980, farves af hendes viden om buddhistisk filosofi ligesom også Den sista sommaren, 1982. I Skuggan av Ninja, 1987, skildrer hun det etnisk blandede New York, og i Hundarna i Kingston (Hundene i Kingston), 1993, og ungdomsbogen Donovan från Jamaica, 1994, udnytter hun sin erfaring og sit dybe kendskab til såvel rastafarianismen som hverdagen på Jamaica. Marianne Backlens måde at skrive på er ukunstfærdigt realistisk, og hendes romaner giver mosaikagtige billeder, snarere af et løst sammenhængende netværk af personer eller en lille gruppe mennesker end af enkelte hovedpersoner.
Pirkko Lindberg (født 1942) debuterede i 1989 med Byte (Bytte), en krønike om et forhold snarere end en kærlighedshistorie, nemlig om forholdet mellem kunstneren Inna Lysander og skuespilleren Sten Zhurikoff. Interessant bliver her bl.a., hvordan Pirkko Lindberg fordeler og lokaliserer begreber som sprog og krop. Mens Inna bogstavelig talt i allerhøjeste grad besidder ordet, er det Sten, der er kødet: Den martrede krop, som udtrykker hans udsvævelser og pønitense, stigmatiseres og bliver bærer af symptomer. Romanens handlingsforløb, forelskelse – afkøling – troløshed – separation, er ikke særlig originalt, men den aura af psykologiske og allegoriske betydninger, som Pirkko Lindberg skaber omkring sine personer, er både suggestiv og mangetydigt fængslende. Og til trods for at Sten er den troløse og Inna den trofaste, er læserens sympatier bestandigt i bevægelse mellem de to.
Som ofte i den finlandssvenske prosa er sommerhuset et sted, der er ladet med betydning. I Innas tilfælde er sommerhuset moderens mytiske sted. Her på Majudden talte den lille tosprogede Inna finsk med sin mor og mormor, og finsk bliver i den voksne Innas liv en slags førsprog, hvor ordene ikke repræsenterer, men er.
»’Endnu sker det, at jeg gribes af hjemlængsel efter det finske sprog’, siger Inna. ‘Den kommer over mig her ved Totuudenjärvi. Og nogle ord har en magt og en glans, som de aldrig kan få på svensk’. ‘Sig sådan et ord … ‘. ‘Kirkas’, siger Inna. Fra det ord slår der lyn af renhed ud i alle retninger. Kirkas ikkuna, det er et vindue, som har en isskives klarhed, og udenfor er verden som nyskabt, så skarp og tydelig er den! Men sig det på svensk’. ‘Rent fönster’, siger Zhurikoff. ‘Du har ret, det lyder ikke af noget’«. (Pirkko Lindberg: Byte).
Efter seks digtsamlinger debuterede Agneta Ara (født 1945) som prosaist med romanen Antonio Gades kommer inte, 1990. Dens perspektiv er snævrere og mere intimt end det, der anlægges i Ulla-Lena Lundbergs og Pirkko Lindbergs prosa, og Agneta Aras metaforik og motivvalg præges af en streng økonomi. Hovedpersonen Annika, der er oversætter ved den spanske ambassade i Helsingfors, gennemlever et forår og en sommer af erindring og tab; hun tager sig af flamencodanseren Antonio Gades’ hund, hun oplever de sidste måneder sammen med sin mor, der pludselig dør i forsommeren, hun returnerer hunden til dens ejer, hendes bror forsvinder. I Annikas symbiotiske kærlighed til moderen og den ambivalente kærlighed til den alkoholiserede bror finder man romanens emotionelle og psykologiske konfliktstof, som får hendes aktuelle forhold til mænd til at fremstå som rent pragmatiske. Agneta Aras fortællerstemme er gennemgående saglig, hun synes mere interesseret i den tilsyneladende trivielle, konkrete detalje end i at benævne de store følelser. Gennem hele romanen bearbejder hun en tematik, der handler om sprog, erindring og identitet: Hvad er konstruktionen og rekonstruktionen af det, vi opfatter som vort jeg, hvad er der hinsides sproget – eller er den sproglige konstruktion det, vi har at leve med? Sprog og tavshed er centrale motiver også i hendes følgende roman Huset med de glömda dörrarna (Huset med de glemte døre), 1995, hvor den ene af to parallelle historier handler om en lille pige, der har mistet sin mor og er holdt op med at tale.
En forfatter, som kombinerer en dristigt eksplicit metalitterær og selvreflekterende form med en polemisk feministisk holdning, er Monika Fagerholm (født 1961) med sin roman Underbara kvinnor vid vatten, 1994 (Skønne kvinder ved vandet, 1996). Hun debuterede i 1987 med novellesamlingen Sham, kompetent skrevne kvindeportrætter i forskellige stilarter, af hvilke en del kunne føre tankerne hen på f.eks. den rigssvenske Inger Edelfelts unge kvinder. I den næste bog, Patricia, 1990, sammenkædes de forskellige noveller tydeligere af metamorfosens og identitetens tematik.
I Underbara kvinnor vid vatten er den psykologisk træfsikre børne- og ungpigeskildring underordnet et ambitiøst anlagt, originalt og meget kompetent realiseret romanprojekt, som gør det muligt at læse romanen på flere forskellige niveauer. På ét niveau handler romanen om børnene Thomas og Renée, som er svigtede børn af glamourøse og markant umoderlige mødre, Isabella og Rosa. En anden læsning fokuserer med bogens titel som vejledning på de vidunderlige kvinder, deres forfejlede emancipationsprojekt og deres flugtforsøg. Her må Rosas datter Renée på en tragisk måde tage over efter sin mor, hendes strategi bliver den åbenlyst aggressive afvigers, hendes straf undergangen. Gennem hele romanen giver Monika Fagerholm en række subtile læseranvisninger, som aktualiserer bogens tredje, metatekstuelle niveau, ikke mindst gennem beskrivelsen af de »vidunderlige kvinder«: Replicering, rekvisitter, manerer, der ophøjes til ritual. Ved konsekvent at betone (eller overbetone) overfladiskheden – Rosas og Isabellas syslen med deres udseende, kosmetikken og soldragterne, deres klichéagtige sprog – lykkes det forfatteren at gøre læseren nysgerrig og usikker på, hvad det hele handler om. Er det overfladen, hun vil gøre os opmærksom på, eller noget derunder? Er der et autentisk udsagn under klichéen, hvad ville Rosa og Isabella sige, hvis de kunne tale ud af hjertet? Det stadige nærstudium af deres snak ligesom de lette forskydninger i fortællingens kronologi, der dog fuldt synligt følger en storyline, og den ritualmæssige opremsning af nøglereplikker og -udtryk henleder læserens opmærksomhed på, at dette er en roman, også i allerhøjeste grad i betydningen litterært artefakt, ikke bare et stykke sjældent dygtigt fremsuggereret »opfundet virkelighed«.
Mødrene i Underbara kvinnor vid vatten søger en emancipation i termer fra Det søde liv (med Anita Ekberg i Fontana di Trevi som symbol) gennem de tidlige 60’ere, hvor moderniteten repræsenteredes af udsvævelser, Andersinedecilitermål, twist og barskabe belyst indefra.
Pia Ingström
De yngste finlandssvenske digtere
For de finlandssvenske digtere, der debuterer i 1980’erne og 1990’erne, er »kvindedigte« ikke længere aktuelle. Brugsdigtene har gjort deres, lige netop på dette felt behøver man ikke længere konsolidere søsterskabet med en agitatorisk tone. Man interesserer sig mere for poesien som sprog, langt hen ad vejen inspireret af Julia Kristeva, der er blevet introduceret på svensk.
At modersmålet svensk i hjemlandet er et minoritetssprog, synes nærmest at være en spore, når det gælder om at hævde sig i en større litterær sammenhæng.
Merja-Riitta Stenroos (født 1963) erklærer, som også Hagar Olsson tidligere har gjort, at hun har meget lidt til fælles med traditionen, og at det på ingen måde har været en selvfølge at skrive på svensk – også på finsk ville det være gået udmærket. Hun debuterede som 18-årig, og da hun bliver chefredaktør på litteratur- og debattidsskriftet KLO (der udkommer med seks numre fra 1985 til 1987), har hun allerede en hektisk digterkarriere bag sig.
Hendes tre digtsamlinger Guldgrävarens tårar, 1981, Fri marknad, 1983, og Kanariefågel Blues, 1985, har ungdommeligt romantiske titler og er fulde af spleen, men indeholder også trodsige portrætter eller rolledigte.
Det är härifrån jag måste
börja
för att alls komma vidare: ett
rum.
Där inte bara väggarna stänger
in.
Jag tillägger papegojan, buren,
tavlorna:
de varma färgerna som sitter
uppradade
och huden som täcker noggrant,
allting.
Det är här man måste börja,
som ni vet
är det här nästan allt har
skett.
Långsamt. Årstiderna finns
här, en efter en.
Hortensiorna omsorgsfiillt
i en vas. Det som kryper in mellan varje
enskild rad.
Men ingenting av er finns här,
knappast
av mej heller, inga gator, inga
syner.
Det som återstår är att spränga
väggarna,
krossa glaset, riva sönder huden.
Bara så kan man fortsätta,
först BRYTA RYTMEN!
RYTMEN R Y T M E N …
(Merja-Riitta Stenroos: Kanariefågel Blues, 1985).
Vreden – og måske irritationen over den uengagerede modtagelse af hendes digte – er tydelig i den tredje digtsamling:
Fortsätta? Varför skulle jag,
med alla grenar, nyanser i blodet,
så lange du sväljer allt kan jag
inte fortsätta.
Jag har frusit sen jag fyllde tolv, dragit
istappar mellan benen, långa som spjut
och kalla så att jag alltid har fått gå
med duk runt halsen,
gått sönder i snöstorm! böjt mej som en regnbåge
över frysande stenar!
Fortsætte? Hvorfor skulle jeg,
med alle grene, nuancer i blodet,
så længe du sluger, alt kan jeg
ikke fortsætte.
Jeg har frosset, siden jeg fyldte tolv år, trukket
istapper mellem benene, lange som spyd
og kolde, så jeg altid har måttet gå
med tørklæde om halsen,
gået i stykker i snestorm! bøjet mig som en regnbue
over frysende stene!
I 1987, da de sidste numre af KLO blev trykt, var hun bosat i Skotland, en flytning som hun motiverede også sprogligt: Det gæliske sprog, et kæmpende minoritetssprog, tiltrak hende.
Udsatheden og det at stå udenfor er også et påfaldende tema hos Diana Bredenberg (født 1963). Motivet i hendes seks digtsamlinger er en utilsløret længsel efter fællesskab. Genstanden for længslen er ofte manden, men udgangspunktet er ikke kun kvindeligt. Manglende evner til at kommunikere for-årsager en isolation, der understreges af et gennemgående tomt og øde digtlandskab.
Når Diana Bredenberg bruger billeder af rum i sine digte, virker også disse som lukkede fængsler. Nogle gange har de endda dobbeltlås, som i samlingen Hundra dikter (Hundrede digte), 1986, hvor rummet ikke blot er lukket, men også »tillukket«: »… Råb til mig gennem åbningen/Jeg er i det tillukkede rum«.
Sprog, stemme, rum
I spidsen for den poetiske nyudvikling i 1990’erne står Agneta Enckell (født 1957), Eva-Stina Byggmästar (født 1967) og Henrika Ringbom (født 1962). Selv om de er indbyrdes forskellige og ikke kan sidestilles, kan man se dem som parallel til den rigssvenske digtergeneration, der bl.a. omfatter Katarina Frostenson, Ann Jäderlund og Eva Christina Olsson. I lighed med disse har de forladt det vedtagne poetiske og konturfaste billedsprog og opfatter deres skaben som en søgen, hvor digtene ikke er rapporter om allerede udførte eksperimenter, men selve laboratoriet, læreprocessen eller legen.
Efter en digterdebut med store ambitioner, men stadig med et temmelig konventionelt motivvalg og billedsprog, lægger Agneta Enckell i sin anden samling rum; berättelser (rum; fortællinger), 1987, en avanceret poetik frem:
klart språk, hej – se med blod simma i multiversum: den
stumma kvinnan oemotsagd, ja – ofrånkomlig? ätas
för att få tillträde till språket: måste hon? sömnlös
i kannibalgrytan, rädd för sina tankar, om de inte är
nödvändiga, varken eller tillräckliga, oavslutat
oformulerade?
möjligt uppfylla krav på klarhet i språk: vem kräver?
jag?
klart sprog, hej – se med blod svømme i multiversum: den
stumme kvinde uimodsagt, ja – uundgåelig? ædes
for at få adgang til sproget: er hun nødt til det? søvnløs
i kannibalgryden, angst for sine tanker, hvis de ikke er
nødvendige, hverken eller tilstrækkelige, uafsluttet
uformuleret?
muligt opfylde krav om klarhed i sprog: hvem kræver?
jeg?
I Agneta Enckells digte kan sproget ikke forstås uden kropslige referencer. I gennembrudsbogen Falla (Eurydike) (Fald (Eurydike)), 1991, bruges udtrykket i to bøjningsformer, der også har fysiske implikationer: Den ene form er kvindelig, det er det frie fald, her er hengivelsen og risikoen for at forulykke. Den anden form er mandlig, dens drivkraft er at fastlåse og fiksere kvinden i en statisk afbildning som f.eks. et fotografi. Dens yderste konsekvens er mordet, og billedet af den myrdede kvinde bærer da også påtegningen Eurydike, den kvinde, som Orfeus i den antikke myte om digteren ikke formåede at synge tilbage fra dødsriget.
Hos Agneta Enckell tales der midt mellem søvn og vågen tilstand, stemmerne har forskellige grader af vågenhed, nogle gange taler de som i en let trance, nogle gange følger de substansen i sprogklangen, hentyder til børnerim, remser og viser. Men alligevel er rummet ikke ubegrænset, tværtimod støder man bestandigt på mure og mellemrum som »mellem jeg og mig« eller det mere gådefulde »mellem sand og strand«, som man finder i den seneste samling åter (atter), 1995. Her aktualiserer forskellen, som er to energiske konsonanter, også forskellen mellem uformet materie og et tydeligt landskab.
I Gungerd Wikholms (født 1954) digtsamlinger Torplandet (Husmandsjorden), 1982, Aria (Aria), 1987, og Ur vattnets arkiv (Fra vandets arkiv), 1993, overlapper ting fra den private sfære den store verden i en dialektik, der mere minder om Tua Forsström og Claes Andersson end om hendes kolleger fra hendes egen generation. I lighed med disse har hun imidlertid ophævet polariseringen mellem mand og kvinde og beskriver verden uden at kønskategorisere den.
Eva-Stina Byggmästar, der også er billedkunstner, har valgt en anden vej. Også hos hende finder man en voldsom poetisk udvikling. Fra de to første, hurtigt producerede, digtsamlingers poetiske kamp mod lemlæstelse og tilintetgørelse i meget aggressive omgivelser, hvor stemningen nærmer sig Apokalypsen, er hun gået videre hen mod en oprigtig søgen – der også lykkes. Først finder Eva-Stina Byggmästar et kvindefællesskab. Spiralens form, 1988, er i denne generation den digtsamling, hvori ekkoet fra 1970’ernes kvindedigte tydeligst høres. Det, Eva-Stina Byggmästar har fundet, er en plads at tage afsæt fra: »Jeg begynder at tale om et sted«. Hendes næste fase er at udvide sin søgen mod det rituelle. I Drivkrafter, 1990, låner digteren religiøs terminologi fra shintoismen, men også fra tidlig egyptisk mytologi og gudinden Hathor, kendt for at optræde i skikkelse af forskellige dyr. I de to senere samlinger fra 1990’erne För upp en svan (Fremfør en svane), 1992, og Framåt i blått (Fremad i blåt), 1994, er Eva-Stina Byggmästar nået frem til en sprogbrug langt fra debutbogens. Det er en tillidsfuld stemme, der taler, stemmen tilhører en, der opdager verden endnu en gang eller for første gang. Den er – eller ligner – et barns. Det er ligetil at tiltale ting, prøve sig frem med proportioner, eksperimentere med konstruktioner og som det legende barn selv blive ét med sin aktivitet som i et digt fra För upp en svan:
Hör mullbärsgräfta, skrapar i skyn.
Vara
kvällssimning, med
munnen full av bär –
Men metmask då,
Föra den hem.
Vattvälling
som
bolsterkrona
liten
cornettkravatt för
underjordisk
blomma.
Glad ko ser röd tegelpanna.
Planet svävar som simkunnig
groda, genom rymdens trumpet –
Och av dig minns jag inget
annat än bröd
(Eva-Stina Byggmästar: För upp en svan, 1992).
Indholdet, der mest af alt kan lignes med et energiniveau, kræver løse tømmer, og ofte får digtene også en løs spredning over bogsiderne rent grafisk. Rummet skal være ubegrænset.
Hør morbærs hakke, skraber i himlen.
Væren,
aftensvømning, med
munden fuld af bær –
Men regnorm dog,
Bære den hjem.
Vandvælling
som
bolsterkrone,
lille kornetkrave for
underjordisk
blomst.
En anden slags sproglig renselse finder vi hos Henrika Ringbom. Denne renselse ses tydeligst i hendes tredje digtsamling Det finns ingen annanstans (Der findes intet andetsteds), 1994, men allerede fra begyndelsen har ambitionen været at frigøre digtet fra en foreskreven hermetisk metaforiks lænker. I debutbogen Bage (Bue), 1988, siger hun, hvad hun (ikke) vil:
jag vill inte
symboler, jag vill det
som verkar. är det bilder, ljud
vill jag dem. verkar händer,
röster vill jag dem. är det
onda drömmar vill jag dem.
jeg vil ikke
symboler, jeg vil det
der virker, er det billeder, lyd
vil jeg dem. virker hænder,
stemmer, vil jeg dem. er det
onde drømme vil jeg dem.
Konsekvent fortsætter hun med sit program i Det jag har, 1990, med erklæringen »Hvad jeg kan«. Det indebærer at »overdrage/ det jeg har for derved/ Gående at passere«.
Udrensningsarbejdet formuleres med verber som »skylle«, »synge«, »udskille«. Deres opgave er bl.a. at rense og rehabilitere det sted, digtene kommer fra, munden, og genopfinde deres ikke-specialiserede uskyld. Munden bruges jo også til mad og kys, den er sindbilledet på et gennemgangsrum, som til stadighed anes ikke blot i Henrika Ringboms poesi, men også i mange andre kvindelige lyrikeres.
Å att bli mun
Oskyldig som en som somnat i
ett sällskap helt ofrivilligt
Låta tuggan kyssen ordet dra
förbi
Lämnad dväljas bakom loja
läppar i mörker och väta
Vaka svajande over ett vikande
svalg
(Henrika Ringbom: Det finns ingen annanstans, 1994).
Den yngste af de nyeste debutanter Hanna Ilander (født 1974) kan til en vis grad sammenlignes med Merja-Riitta Stenroos, som først lagde stemme til nyorienteringerne i moderne finlandssvensk poesi. Berøringspunktet er ikke så meget tematisk eller formelt, som det er den beslutsomhed, hvormed de forholder sig til forfatterrollen. Men hvor Merja-Riitta Stenroos udadvendt deltager i dannelsen af et litterært rum at agere i, låner Hanna Ilander sin stemme til et allerede eksisterende digtkorpus.
I debutsamlingen haren misteln tjuven (haren misteltenen tyven), 1993, færdes digtets jeg ubesværet mellem universet og spisebordet. Almagten kunne være Södergransk, men mangler profetiske overtoner. Prosadigtene i Till skuggan bakom min vänstra axel (Til skyggen bag min venstre skulder), 1995, kunne i lige så høj grad minde om Baudelaire, hvis man tog den spleen og selvoptagethed, som digtets jeg her strejfer, alvorligt. I Hanna Ilanders digte finder man en holdning, der allerede i debut’en har træk af androgynitet: »Luciaoptog. Min dronning var meget smuk i nat. Han bar en kjole af guldlamé som hang glat over hans magre hofter«. Det selvbevidste, intime tonefald er også fuldt af håb. Måske vil lysbæreren engang være en mand.
I väntan på blixten
föll jag genom dagarna
och bara några få kommatecken
avbröt min våg
(Hanna Ilander: haren misteln tjuven, 1993).
Ann-Christine Snickars