I svensk litteraturhistorie plejer man at se på forfatteren Hedvig Charlotta Nordenflycht som den, der indførte den subjektive lyrik i svensk litteratur. Samtidig var hun den første i svensk litteratur, der så digtningen som et kald; en kulturgerning i sig selv. Hun var således en af de første i vor kulturkreds, som levede af sin pen. »Hun er det første moderne menneske i den svenske digtning«, skrev litteraturhistorikeren Oscar Levertin om hende.I hele sit forfatterskab plæderede fru Nordenflycht for en bedre stilling for kvinden. Hun brugte megen energi på at gendrive påstanden om kvindens svaghed, på at vise, at hun er lige så veludrustet sjæleligt som manden, og på at plædere for, at hun i lighed med ham bør have lov til at bruge sine evner og sjælekræfter.
Tag: Uddannelse
Sveriges første kvindelige forfatter Sophia Elisabet Brenner skrev mest af alt lejlighedsdigte. Hun hyldede kongelige og højere standspersoner ved bryllupper og fødselsdage, ved slag og sejre, og hun skrev digte til de sørgende og til de afdøde. Naturligvis glemte hun ikke vennekredsen, men størstedelen af modtagerne stod over forfatteren på den sociale rangstige.To tredjedele af hendes samlede lejlighedsdigte var henvendt til samfundets øverste lag. Det var dem, det kunne betale sig at gøre sin opvartning, og af samtidige vidnesbyrd ved vi, at hendes digte var efterspurgte og værdsatte. Ikke sjældent blev disse hyldestdigte skrevet til samtidens intellektuelt eller kunstnerisk begavede kvinder. Hun skrev også digte ved kvinders og børns død.
I både Märta Berendes’ fortælling om sit levned og i Christina Regina vom Birchenbaums »Een Annor Ny wijsa« spejles tidens sproglige modeller og tolkningsmønstre. Begge selvbiografiske tekster er eksempler på 1600-tallets mange selvstændige og stærke kvinder, der er opdraget i en tid med mange krige, og som har været nødt til at tage sig af familie og ejendom.
1600-tallets adelsfrue Birgitte Thott var sin tids danske mesterværk af en lærd kvinde, en »femina docta«, en »femina illustris«. Hun er en af de få danske kvinder, der ved sin død blev hædret med hyldestdigte på latin, og vist nok den eneste, der også fik nogle på græsk. Hun ville have frydet sig over digtene. I sit skrift Om et lyksaligt liv roser hun romerne for at have indført en lov, der befaler, at der holdes hyldesttaler over kvinder, når de dør, hvori de roses efter fortjeneste ligesom mænd.En stort anlagt trykt ligtale over hende selv skrevet på latin af hofmesteren på Sorø Akademi, Jørgen Rosenkrantz, findes bevaret. Her kan man danne sig et indtryk af hendes liv. Ligtalen er en lovprisende genre, som giver plads til overdrivelse. Men Birgitte Thotts sprogkundskaber bekræftes af mange andre end Rosenkrantz. Endelig vidner hendes egne oversættelser om hendes evner, selv om de endda ikke dækker alle de sprog, hun skal have talt.
»Gynæceum« er græsk og betyder »kvindekammer«. I renæssancen anvendtes ordet som genrebetegnelse for en litteraturhistorisk genre: et katalog over kvinder, der havde gjort sig bemærket ved egne skrifter eller ved anden form for kunstnerisk eller intellektuel virksomhed.Karakteristisk for gynæceerne er en systematisk eller alfabetisk struktur, der gør dem velegnede til opslag. Man føres ind via et navn på en berømt kvinde. Hendes slægt præsenteres i få rosende adjektiver, og hendes egne intellektuelle præstationer opremses. Ofte er oplysningerne meget kortfattede.Norden har en fin samling egne gynæceer. Især i Danmark er genren rigt repræsenteret. Ud fra den lille samling svenske biografier og de ganske mange danske og norske, der bringes i de danske gynæceer, får man et indtryk af et aktivt kunstnerisk og intellektuelt liv blandt Nordens kvinder i 1600- og 1700-tallet. Det er nærliggende at forestille sig, at Island, Færøerne og Finland har haft tilsvarende kredse. Og at der i Norden har været kvinder, der betragtede sig som medlemmer af en europæisk »klub« af kulturelle kvinder.
Mængden af skrifter, der debatterede kvinders talenter eller mangel herpå, var stor i 1500- og 1600-tallets Europa. Værkerne er opdelt efter genrer og foreligger både i trykt og håndskreven form. At man i Norden har kendt europæiske begreber som »Feminae illustres« (bemærkelsesværdige kvinder), »Feminae doctae« (lærde kvinder), »Musa decima« (den tiende muse) står fast.Bevidstheden om »feminae illustres« eller »feminae doctae« synes at være knyttet til renæssanceperioden. Naturligvis fandtes der tidligere eksempler på lærde kvinder, men trangen til at tælle dem og gruppere dem og ligefrem fremavle dem synes at være et renæssancefænomen opstået i progressive kredse af lærde mænd.