Henrik Ibsen fik ikke lov at stå uimodsagt. Tværtimod blev flere af det moderne gennembruds kvindelige forfattere provokeret til at korrigere det Ibsenske forlæg. Gang på gang dukker hans kvindebilleder op i deres dramaer og noveller, men omskrevet og sat ind i for en kvinde mere troværdige historier. To tydelige eksempler på en sådan kvindelig, delvis omvendt dialog med Ibsen er Anne Charlotte Edgren Lefflers novelle »Tvifvel« (»Tvivl«) fra 1866, og Alfhild Agrells drama Räddad (Frelst) fra 1879.Disse tekster viser utilsløret, hvordan Ibsens kvindebillede har virket som en udfordring – en kulisse, der måtte prøves og delvis ødelægges i bestræbelsen på at anskue den under en kvindelig forståelseshorisont.
Tag: Seksualmoral
Sprogdebatten i Finland.
Den finske forfatter Minna Canth blev eneforsørger, forretningskvinde og forfatter på én gang. I stedet for at føre en enkes jævne og tilbagetrukne liv, som det var skik og brug, blev hun den mest omdiskuterede forfatter inden for den finske realisme og den, der formede det moderne finske drama.Siden da har hun været en af de mest spillede dramatikere i Finland, og da hun døde, skrev man om hende som om en nationalhelt.
Gennembruddets svenske geografi.
»Naar Kvinden først har rejst sig«, skrev den norske forfatter Amalie Skram i 1880 begejstret om Ibsens Et Dukkehjem, »lader hun sig ikke mere standse«. Og standse – det gjorde hun heller ikke selv. I 1884 giftede hun sig med den danske forfatter Erik Skram, og herfra tog hendes forfatterskab fart.Men hun kom aldrig til at ligne de danske gennembrudskvinder. Der var lidenskaben til forskel. Hvor de stillede sig udenfor, gik Amalie Skram i ét med sit stof – i hensynsløst forbrug og selvforbrug. Det er blaserthedens attitude over for passionens. Som kunstner og kvinde befandt hun sig i en outsiderposition. For voldsom for sine danske kolleger og decideret black-listet i Norge.Hendes værker er lige så lidenskabelige studier af sindets dybder som den samtidige Freuds. Forfatterskabet bærer således ud over det moderne gennembrud – frem mod det 20. århundredes galskaber og kundskaber.
En norsk kvindeoffentlighed vokser frem.
Atmosfæren op igennem 1880’erne var anspændt – og frugtbar! Den fik kvinder til at skrive som aldrig før. I perioden mellem 1870 og 1890 debuterede over 70 kvindelige forfattere i Danmark – tre gange så mange som i de to foregående årtier. Mange kan hverken tematisk eller stilistisk udskilles som moderne, men mangfoldigheden er et vidnesbyrd om, at kvinderne var med. De mange udgjorde vækstlaget for de få, der skrev den nye tid ind i sprog og forestillinger. Dét krævede mod – for disse kvinder blev forfattere på tvivlen om kønnet. De mange mandlige pseudonymer er sigende.Som forfattere fik de det svært – blev klemt fra flere sider. Dels fra mændenes side. Og dels kunne de ikke leve af det. Typisk brugte kvinderne derfor forfatterskabet som ét aspekt i et bredere kvindekulturelt virke. Skønlitteraturen var én måde at tale på – journalistik, foredrag, organisationsarbejde andre.
Carl Jonas Love Almqvists roman Det går an fra 1839, er et gennemgribende opgør med romantikkens kvindebillede og en enkel og elegant præsenteret kærlighedsutopi. Den blev anledning til den mest ophidsede kønspolitiske strid i 1800-tallets svenske litterære offentlighed frem til Sædelighedsfejden nogle årtier senere. Nogle af skribenterne forsvarede Almqvist, men de fleste angreb ham voldsomt.De kvindelige forfattere, som deltog i debatten, opfattede uden undtagelse romanen som en mandlig ønskedrøm. At Almqvist tillagde erotikkens adskillelse fra den ægteskabelige institution så stor betydning, gjorde det nærmest umuligt for dem helhjertet at værdsætte hans bog, skønt de i andre spørgsmål kunne dele hans kvindepolitiske opfattelse.
Med det moderne gennembrud i Norden sporede man i 1880’erne overalt en febrilsk kvindelig aktivitet. Kvinderne sluttede sig sammen i nationale kvindesamfund, hvor de stædigt arbejdede på at bringe kvindesagen op i de lovgivende forsamlinger. Det var borgerskabets unge kvinder – velbevandrede i sprog, konversation og pli – der i aviser, tidsskrifter og skønlitteratur skrev kvindespørgsmålet frem.Men for mange af det moderne gennembruds kvindelige forfattere førte opbruddet også til personlige og kunstneriske nederlag. De knækkede halsen eller pennen på det moderne paradoks. Men emancipationsprojektet blev ikke opgivet. Hos de kvinder, der fortsatte med at skrive århundredet ud, og hos dem, der debuterede omkring århundredskiftet, blev spændingen mellem idealer og desillusion, mellem bevægelse og moment blot bragt på en anden form.
Svenske Sophie Sagers litterære produktion er lille. Det, hun blev kendt for, var hendes indlæg i en retssag om mishandling, hvor hun selv havde været offer. De blev offentliggjort i Stockholms Dagblad som føljeton i 1848 og senere samme år samlet og udgivet med forord og kommentarer af hende selv under titlen Sagerska målet (Sagerretssagen). Hendes indlæg præges af en stærk vilje til at få oprejsning for den krænkelse, hun har været udsat for. Krænkelsen gælder først og fremmest hendes ret til at give seksuelle afslag.Det er den måde, hun afviger fra tidens passive, gode kvindelighed på og vækker anstød, der gør hende interessant for os i dag. Gennem hendes liv og tekster kan vi studere en kvindelig bevidstheds udvikling – hvordan hun først tvinges til at kæmpe for sin egen sag, og senere udvider kampen til at gælde kvindens sag generelt.