Svenske Ellen Key satte fokus på det sammensatte. Ikke bare i kvindespørgsmålet – men overhovedet i spørgsmålet om forholdet mellem tradition og modernitet. Det var i bestræbelserne på at forene de tilsyneladende modsigelser i konservatismen og radikalismen, at hun blev en omdiskuteret skikkelse. Hendes forfatterskab blev et medium – det pegede ikke ind mod sig selv, men virkede snarere som en smeltedigel. Hendes skrifter er på en gang udtryk for en uhyre kulturel modtagelighed og er samtidig originale i deres visionære kombinatoriske greb. Traditionen stilles ikke i modsætning til moderniteten, men begribes i lyset af hendes engagement i sin nutid: Kvindesagen, arbejderbevægelsen, den folkelige uddannelse og den moderne brydning mellem naturvidenskab og religion er overalt til stede som konteksten i forfatterskabet. Hun blev et organisk bindeled mellem det moderne gennembrud og det 20. århundredes modernistiske strømninger.
Tag: Kvindelighed
Bag pseudonymet Stella Kleve gemte sig den unge svensker Mathilda Kruse, der senere blev kendt som forfatteren Mathilda Malling. Hun var veluddannet og berejst, og hun ville skrive i de allernyeste baner. En bestræbelse, der indebar, at hendes pseudonym kom til at stå for usædelighed. Hendes kvindeportrætter forargede offentligheden. Et forhold hun var sig helt bevidst; hun ville skildre den moderne dannede kvinde, der kender sig selv og sine erotiske virkemidler og køligt beregnende er i stand til at manøvrere i spillet mellem kønnene.Hendes kvindelige hovedpersoner legede på grænsen af det forbudte. Derfor er det nærliggende at læse hendes portrætter som kvindelige modstykker til mandlige dekadente helte i den samtidige litteratur i bl.a. England og Frankrig og selvfølgelig også i Norden. Eller hvorfor ikke: som en kvindelig udfordring til den overvejende mandligt dominerede moderne litteratur.
Den svenske forfatter Victoria Benedictsson følte sig som »en paria, en skabet Hund«. Før hun bestemte sig for pseudonymet »Ernst Ahlgren«, var hun længe usikker på, om det skulle være »Tardif«, den sentkomne, eller »O. Twist«, den uvelkomne. På denne identitetskonflikt skrev hun sit forfatterskab. »Jeg er en kvinde. Men jeg er forfatter, er jeg da ikke også noget af en mand?«, spørger hun i 1888.Hendes eget liv blev kort og sluttede tragisk. Men i løbet af få år i midten af 1880’erne var hun forbløffende produktiv. Her skrev hun sig lige ind i sædelighedsfejdens strid om kvinden. Hendes åndelige vitalitet i denne korte periode strider mod det billede af et sygeligt, undergangsmærket væsen, der har domineret hendes eftermæle.
Henrik Ibsen fik ikke lov at stå uimodsagt. Tværtimod blev flere af det moderne gennembruds kvindelige forfattere provokeret til at korrigere det Ibsenske forlæg. Gang på gang dukker hans kvindebilleder op i deres dramaer og noveller, men omskrevet og sat ind i for en kvinde mere troværdige historier. To tydelige eksempler på en sådan kvindelig, delvis omvendt dialog med Ibsen er Anne Charlotte Edgren Lefflers novelle »Tvifvel« (»Tvivl«) fra 1866, og Alfhild Agrells drama Räddad (Frelst) fra 1879.Disse tekster viser utilsløret, hvordan Ibsens kvindebillede har virket som en udfordring – en kulisse, der måtte prøves og delvis ødelægges i bestræbelsen på at anskue den under en kvindelig forståelseshorisont.
I de kvindelige forfatteres tekster lader arbejdet sig ofte forene med kærlighed og ægteskab, hvad enten kvinden vælger et regelret lønarbejde, eller hun, sådan som det oftere er tilfældet, bliver sin mands kompagnon og arbejdskammerat. Vælger kvinden derimod et erhverv som kunstner, hober vanskelighederne sig op.»Forfatterinder og kunstnerinder er ludere«, skrev August Strindberg i et brev. Når kvinden forlod sin beskyttede plads i hjemmet og trådte ud i det offentlige liv for at sælge sit produkt til et anonymt og betalende publikum, fremstod hun i mændenes øjne som en prostitueret. Konflikten mellem kærligheden og kunsten, mellem pligten og kaldet og mellem hverdagslivet og kunstnerlivet var derfor ikke overraskende et varieret og tilbagevendende tema hos 1880’ernes kvindelige forfattere.
Atmosfæren op igennem 1880’erne var anspændt – og frugtbar! Den fik kvinder til at skrive som aldrig før. I perioden mellem 1870 og 1890 debuterede over 70 kvindelige forfattere i Danmark – tre gange så mange som i de to foregående årtier. Mange kan hverken tematisk eller stilistisk udskilles som moderne, men mangfoldigheden er et vidnesbyrd om, at kvinderne var med. De mange udgjorde vækstlaget for de få, der skrev den nye tid ind i sprog og forestillinger. Dét krævede mod – for disse kvinder blev forfattere på tvivlen om kønnet. De mange mandlige pseudonymer er sigende.Som forfattere fik de det svært – blev klemt fra flere sider. Dels fra mændenes side. Og dels kunne de ikke leve af det. Typisk brugte kvinderne derfor forfatterskabet som ét aspekt i et bredere kvindekulturelt virke. Skønlitteraturen var én måde at tale på – journalistik, foredrag, organisationsarbejde andre.
De kvindelige forfattere skrev i med- og modspil til kvindebevægelsen sidst i 1800-tallet. De selvsikreste af dem kunne udadtil organisere sig omkring veldefinerede mærkesager som kvindevalgretten og indadtil danne uofficielle netværk med andre kvinder i ugentlige saloner, hvor de kunne mødes om tvivlen.Det var kvinder, der undlod at sætte sædeligheden på formel, netop fordi de var åbne og derfor dybt berørt af den mentalitetsændring, som udløste sædelighedsfejden: seksualiseringen af kønnet. Meget få af dem ytrede sig i den ideologiske strid. I stedet brugte de fiktionen til at orientere sig i kvindeligheden. Og her formede de et anderledes og mere farligt billede af den kvindelige erotik, end de klichéer, der var oppe at vende i den offentlige debat.
En mand skriver, når han vil, en kvinde, i det mindste hun, som har børn og husholdning, når hun kan, glad og taknemmelig for at få lov til at stjæle sig en sådan glæde, skrev den finske forfatter Fredrika Runeberg i sit memoireværk Min pennas saga (Min pens eventyr), som først udkom i 1942.Da alle hendes tre værker – historiske romaner Fru Catharina Boije och hennes döttrar og Sigrid Liljeholm samt hendes samling af fortællinger Teckningar och drömmar (Tegninger og drømme) – udkom i årene 1858-62, havde hendes mand J. L. Runeberg allerede etableret sig som Finlands store nationaldigter. Hans indstilling til litteratur skrevet af kvinder var velvillig, men nedladende. Denne indstilling delte to andre af samtidens meningsdannere, Zacharias Topelius og Johan Vilhelm Snellmann. De støttede begge hendes skriveri, fordi hun ikke fremførte emancipatoriske tanker.Hun drømte om at skrive kvindernes historie, men underkastede sig de toneangivende mandlige meningsdanneres forventninger. Hun undlod at offentliggøre sine skrifter om kvindesagen og ventede 15 år, inden hun udgav sin debutroman. I de skrifter, hun gemte i sin skuffe og i sine dagbøger, sammenlignede hun slet og ret kvindens stilling med slaveri.
Det var en kvindes roman, Mathilde Fibigers Clara Raphael. Tolv Breve fra 1851, der startede den diskussion om ægteskabet og kønnenes indbyrdes stilling, som svenskerne havde haft allerede ti år tidligere i forbindelse med C. J. L. Almqvists roman Det går an i 1839.Fibigers roman vakte et voldsomt røre og irritation i alle politiske lejre. I løbet af et års tid blev der skrevet hen ved 25 indlæg i aviser og tidsskrifter og 10 flyveskrifter om sagen. Man kastede sig især over ligestillingskravene.Hun skrev selv to indlæg i fejden, som tydeliggjorde, at det netop var hendes hjertesag at styrke kvindernes selvbevidsthed. Clara Raphael. Tolv Breve er altid blevet set som kvindebevægelsens første manifest i Danmark. For nok er romanens politiske budskab tvetydigt, men forsøget på at udtrykke en hel kvindelig subjektivitet taler til os hen over de gennemgribende omvæltninger, som kvindelivet siden da har undergået.
I løbet af 1700- og 1800-tallet bliver den borgerlige roman til i et intenst vekselspil med den læsende kvinde. Tidens nye genre både henvender sig til og handler om hende. Læsningen blev en adspredelse for borgerskabets beskyttede kvinder og en skoling i den nye kvinderolle. Men læsningen blev også en kritiseret beskæftigelse.Siden 1700-tallet havde kvinden været boghandelens bedste kunde, bibliotekernes flittigste låner og læseklubbernes mest pålidelige medlem. Men hendes læsning var hele tiden udsat for kritik. Da romanlitteraturen i den sidste del af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet vinder indpas i Sverige, er det under hidsige diskussioner om genrens skadelige indvirkning på de kvindelige læsere. Romanlæsning var usundt og passiviserende. Det gjorde kvinden urealistisk, drømmende og ude af stand til at leve, mente man.