Forfatteren og journalisten Elin Wägner var en central figur i kvindernes kamp for stemmeret i Sverige, ligesom hun havde et stort pacifistisk engagement. Som forfatter skrev hun omkring 20 romaner, en håndfuld novellesamlinger og flere radiospil, hvor hun igen og igen understregede vigtigheden af, at kvinder arbejdede på at frigøre sig for at »finde en egen form«.Romanen Pennskaftet (1909) var hendes første alvorlige forsøg på at bryde med kendte litterære former og formulere et eget alternativ. Og med romanens indblik i arbejdet i Landsforeningen för kvinnans politiska rösträtt leverede hun et enestående bidrag til den nordiske 1900-tals litteratur. I 1923 var hun med til at grundlægge ugeskriftet Tidevarvet, der erklærede sig som »en arena, hvor mænd og kvinder jævnbyrdigt kæmper for en liberal anskuelse«. Og med romanerne Genomskådad (Gennemskuet), 1937, og Hemlighetsfull (Hemmelighedsfuld), 1938, skabte hun ydermere en feministisk udfordring til den svenske roman i 1930’erne: den selvbiografiske udviklingsroman.
Tag: Kærlighed
Súsanna Helena Patursson var én af en række kvindelige, færøske forfattere i den nationale bevægelse. Hun skrev det første færøske teaterstykke Veðurføst, som blev opført i 1889. Desuden opfordrede hun kvinder til at deltage i den offentlige diskussion, til at uddanne sig og belærte dem om, hvordan hus og hjem burde indrettes.Som udgiver og redaktør af det første færøske kvindeblad Oyggjarnar (Øerne) 1905-08 gjorde hun husholdning, boligindretning og madopskrifter til en national og politisk sag. Paturssons kvindelige efterfølgere tæller navne som Billa Hansen, Andrea Reinert og Maria Mikkelsen. Mens alle disse rejste ud i verden for at lære og søge inspiration, vendte Johanna Maria Skylv Hansen i sit forfatterskab tilbage til det gamle bondesamfund.
Den døve arbejderkvinde Maria Sandel var feminist og organiseret socialdemokrat, anerkendt og støttet af kvindekredsen omkring Ellen Key. Hun er blevet kaldt proletariatets Fredrika Bremer. Hun var »et af de ejendommeligste mennesker, der har helliget sig forfattervirksomheden«. I 25 år boede og arbejdede hun i et lille værelse med åbent ildsted i en husvildebarak. Her fandt hun sit stof.Når hun med sit dybt personlige kendskab skriver om de snævre boliger, sliddet for føden, kvindernes dobbelte arbejde, er hun en pioner i svensk litteratur; men teksterne stiler højere end mod blot at være historiske vidnesbyrd. Hun arbejder med at give sit moralske engagement litterær form. Feminismen er en del af projektet; hun vil »reformere mændenes opfattelse af kvinden«. Som mange andre læste og inspireredes hun af Charles Dickens’ romaner. Og som andre arbejderforfattere prægedes hendes idéverden af arbejderbevægelsens stræben efter at »højne standen«.
Kvinder har altid stået stærkt inden for finsk teater. De har domineret teaterinstitutionen som skuespilforfattere, instruktører og direktører. Rækken af kvindelige pionerer indenfor finsk dramatik tæller navne som Minna Canth, Elviira Willman-Eloranta, Maria Jotuni, Hagar Olsson, Hella Wuolijoki.Finsk teater er ungt og var fra starten påvirket af tidens radikale tanker, nationalfølelsen, arbejderbevægelsen og den Ibsenske realisme. Men den vigtigste årsag til den kvindelige dominans må søges i kulturtraditionerne: I de forbilleder, som folkedigtningen frembyder. Her florerer nemlig mange stærke kvindefigurer og positive rollemodeller. Ligesom folkedigtningens myte om et fordums matriarkat satte sit præg på dramatikken, hvor forfatterne fremhævede kvinders ressourcer.
Hulda Garborgs store produktion vekslede mellem tidsskriftsartikler og romaner, men det var især dramatikken, hun satsede på. En stor del af hendes forfatterskab blev skrevet i forbindelse med »nynorsk-bevægelsen«, der i 1880’erne og 1890’erne for alvor fik vind i sejlene, og for hvilken Hulda Garborg blev en forgrundsfigurer. Fra 1910 til 1912 ledede hun turnéteatret, Det Norske Spellaget, der rejste langs den norske kyst. Turnéens succes gav hende mod på at initiere etableringen en fast nynorsk scene i Kristiania. Allerede året efter i 1913 blev Det Norske Teatret åbnet. Hulda Garborg sad selv i bestyrelsen i mange år og påtog sig instruktøropgaver. Men det var forfatter, hun helst ville være. Hun hentede sit stof fra nationallitteraturen og den norrøne arv, men fandt også inspiration i mysticisme og østlig religionsfilosofi.
Ragnhild Jølsens liv og digtning præges af spændingen mellem hjembygden og hovedstadens bohemekreds, mellem det robust folkelige og det æstetisk forfinede. Allerede fra debuten i 1903 blev hun hilst velkommen som opsigtsvækkende moden, mærkeligt begavet og egenartet. Men hendes »brutale, rå kraft« og »utilhyllede, voldsomme erotiske scener« fik flere til at tro, at forfatteren måtte være en mand.Hendes bøger kredser om en kvindetype, der er smuk, sårbar og sanselig, og hvis bevidsthed svinger mellem drøm og virkelighed. Hun brød erotiske tabuer og viste modigt, at hun så krop og ånd som en helhed. Forfatterskabet står fjernt fra det borgerlige, hverdagsprægede og alvorsfulde, der kendetegnede den norske litteratur i de første tiår af det tyvende århundrede, idet det følsomme, indsigtsfulde og eventyrlige, overdrevne var en hovedlinje i hendes bøger.
Med Nobelprisen i litteratur i 1909 fik svenske Selma Lagerlöf for alvor sit internationale gennembrud. På det tidspunkt var hun allerede en af Nordens mest anerkendte og respekterede forfattere. Tabet af det elskede barndomshjem Mårbacka forplantede sig til hendes forfatterskab som et smertepunkt – en tilbagevendende tematik varieret i roman efter roman.Og det er gennem manglen i tilværelsen, det påtvungne opbrud, at hun, der tilsyneladende ikke havde mere at miste, trådte ind i sin verden af minder og hentede et oprindeligt sprog, der gennemsyrede alt, hvad hun skrev, og som kunne opfattes af høj og lav, af børn og voksne. Hun ville læses af alle, også bondekonerne på landet, skrev hun.Det bliver hun den dag i dag.
Efter et kortvarigt ægteskab med Jeppe Aakjær klarede digteren Marie Bregendahl tilværelsen som enlig mor ved at holde hus for sin bror i København. Hun kunne ikke vende tilbage til sin hjemstavn, for hun havde fået opbruddet og byen ind i kroppen. Og spændingen mellem barndommens bondekultur og byens anonymiserede livsform, hvor man selv måtte skabe sig en identitet, blev den oplevelsesmæssige klangbund for hele hendes forfatterskab.Således videreførte hun det moderne gennembruds naturalistiske virkelighedsskildring, men på sin egen måde, hvor både de folkelige fortælleformer og den moderne kvindes kaos af modstridende erfaringer lod sig høre.
Blandt de få islandske kvindelige forfattere, som træder frem omkring århundredskiftet, rejser fra landet til Reykjavík. Men i deres litterære værker er det ikke samtidens Island, der danner ramme omkring deres skildringer af modernitetens islandske kvindekonflikter.De vælger fortiden som tidsramme, rejsen tilbage til det patriarkalske bondesamfund, som samtidens identitetskonflikter og opbrudsforsøg udspringer af. Fra dette perspektiv tematiserer de konflikterne mellem pligt og frihed, tradition og nybrud – ambivalensen over for kvindernes nye frihed.
L. Onerva tilhørte den nye generation af akademisk uddannede kvinder og skrev godt 30 værker. Hun debuterede med digtsamlingen Sekasointuja (Disharmonier) i 1904 og er blevet anerkendt som forfatter af en lyrik, der »forbinder livsnydelse med lidelse«.Som prosaforfatter er hun derimod blevet anset for at være »alt for intelligent, alt for analyserende«. Alligevel er det L. Onerva, som skriver den første moderne roman i Finlands historie.