Hilja Valtonens Nuoren opettajattaren varaventtiili (Den unge lærerindes sikkerhedsventil) fra 1926 var den første moderne finske underholdningsroman, og den blev stildannende. Mellem 1926 og 1975 skrev hun hen imod 30 bestsellere. Hendes heltinder er selverhvervende, ofte autodidakter, og ægteskabet beskrives som et lokkende, men ikke eneste, alternativ. En række af romanerne er skarpe analyser af uligheden i ægteskabet og skildrer den moderne mand som »i grunden gammeldags«. Den nye populærroman kombinerede uforfærdet romantisk handlingsintrige med analyse af kvinders indre konflikter.En anden forfatterinde, Elsa Soini, problematiserede den moderne kvindes stilling i mellemkrigstidens samfund. Hun beskriver forskellige generationer af kvinder; fra århundredskiftets kvindesagsforkæmpere til moderne »drengepiger«. Og forfatterskaber er i det hele taget en problematisering af den skarpe grænse mellem kvindeligt og mandligt.
Tag: Kærlighed
De kvindelige forfattere i den såkaldte ‘primitivisme’ skriver om lovløs lidenskab. Romanerne slutter ofte med, at kvinderne betaler med livet for deres forbudte lidenskab. De udtrykker en mere eller mindre eksplicit kritik af den patriarkalske sammenkobling af kvinderne som seksuel ejendom og besiddelsen af jorden, samtidig med at en erotisk ambivalens fastholdes; en strategi, der uden tvivl har givet romanerne et stort kvindeligt publikum.Romanerne formidler en gedigen viden om landarbejdets forskellige genvordigheder og glæder. De dvæler ved kvindekulturens betydning for overlevelsen på landet og pointerer kvindens bærende rolle i den strenge selvforsyningsøkonomi. Fælles for mandlige og kvindelige primitivister er frisproget i de erotiske skildringer. Det nye, den kvindelige primitivisme tilfører svensk litteratur, er, at ambivalensen gøres fri af sine religiøse og patriarkalske forudsætninger og bliver til en helstøbt sanselig kode.Det kvindelige begær er stort, det brænder landsbyer af, ødelægger ægteskaber, slagter bønder og får kvinden til at bekræfte sig selv ved at lytte til sin egen krop. Indtil hun og hendes afkom straffes – ofte med døden.
Aase Hansen og Ellen Raae tilhørte en generation af kvinder, for hvem statsborgerskabet var blevet erobret, uden at denne erobring føltes som en personlig sejr. Sammen med forfattere som Johanne Buchardt, Ellen Duurloo, børnebogsforfatteren Estrid Ott, arbejderforfatteren Caja Rude og Karen Bjerresø udgjorde de en gruppe forfattere, der var optaget og anfægtet af spillet mellem kvindernes krav til livet – og den nye tid som et løfte og en trussel. Det er en gruppe forfattere, hvis litteraturhistoriske skæbne i høj grad har været tavsheden.
En stor del af 1920’ernes kvindelige forfattere reagerede på forandringer i seksualmoralen i Sverige. Den nye tid, den nye kvinde og den nye seksualitet er klangbund i deres litteratur. Denne nye kvinde med »sex appeal« og en »professionel« holdning til den traditionelle kvindelighed bevæger sig på grænsen mellem det gamle seksuelle systems »pæne« og »slemme« pige.Marika Stiernstedts omfattende forfatterskab afspejler dette kvindelitterære klima i første halvdel af 1900-tallet. I løbet af 20’erne blev hun toneangivende. Hendes første romaner behandler utroskab og dobbeltmoral i Ellen Keys ånd. I sidste del af forfatterskabet bliver mødet mellem kvinde og mand kompliceret. Hendes sidste værk, Kring ett äktenskap (Omkring et ægteskab) fra 1953 handler om det skandaleombruste ægteskab med forfatteren Ludvig Nordström. Den nærmest pedantiske skildring af det fordrukne og seksuelt ambivalente mandlige genis forfald taler sit skånselsløse sprog. For hvilken glæde har »den nye kvinde« af sin nyvundne frihed, når »den nye mand« viser sig at være en gammel dobbeltmoralsk patriark og et hjælpeløst barn?
Den islandske forfatter Unnur Benediktsdóttir Bjarklind skrev under pseudonymet Hulda, der betyder den underjordiske, den skjulte. I hendes tidlige værker raser en strid i den unge kvindelige kunstners sjæl mellem pligtens og slægtens forventninger og pigens drømme og begær. I de senere digte og noveller synes moderskabet uforeneligt med friheden, kunsten og endog med den store kærlighed.Hun anvendte ofte norrøn mytologi til at udtrykke konflikter mellem frihedslængsel og tryghedsbehov. Hun eksperimenterede med formen i sine første digtsamlinger. Inspireret af symbolistisk digtning prioriterede hun rytme og klang frem for traditionel metrik. Hun holdt fast ved alliterationen, men varierede rim og strofelængde. I islandsk litteratur blev hun en af forløberne for prosalyrikken.
Den socialt bevidste forfatter Moa Martinson, »Folkehjemmets« enfant terrible, var i årtier på »goa Moa« med hele det svenske folk. I hendes forfatterskab er tre projekter vævet sammen: et seksuelt, et historisk og et psykologisk. Store dele kan læses som et dokument om den kvindelige bevidsthed i arbejderklassen i en socialt urolig periode, hvor arbejderbevægelsen voksede sig stærk, men også som en kvindepolitisk kritik af arbejderbevægelsens svigt over for dens egne kvinder.Som noget nyt i svensk litteratur blev moderkroppen det centrum, hendes stof organiseredes omkring. De fleste af hendes kvindeskikkelser er stærke, men spaltede. De er bundet til deres biologiske skæbne, men stræber som oftest efter at overskride den. Hun mødte modstand hos kritikerne for sine upolerede beskrivelser af kvinders kroppe og seksualitet, men netop fordi seksualiteten kom til at stå i forgrunden, lykkedes det hende at skildre kvindernes eksistentielle livsvilkår.
Hele Agnes von Krusenstjernas forfatterskab bevæger sig omkring de følelser af ufrihed, desperation og oprør, som hendes opvækst i den gamle svenske overklasse fremkaldte. I sin søgen efter »sandheden om kvinderne« gik hun fra sammenbrudsromanens depressive tekst til den romantiske drøm om den frelsende kvindelighed.Hun stiller de spørgsmål, der var så svære og vedkommende for kvinder i denne brydningstid: Hvad betyder seksuallivet for kvindeidentiteten? Hvordan kan vi finde frem til en positiv kvindelig sanselighed, fri for den nedarvede byrde af kønsangst, kvindeforagt og fornægtelse af det kvindelige begær? I evnen til at udtrykke det fortrængte, det forbudte, ligger styrken i hendes fortællekunst, hemmeligheden ved dens stærke suggestivitet og tiltrækningskraft – men også dens evne til at støde nogle læsere bort i foruroligelse og væmmelse.
Fire kvindelige lyrikere gjorde sig bemærket i Sverige på tærsklen til det 20. århundrede: Jane Gernandt-Claines forfatterskab, der foruden digtsamlingerne bestod af 12 romaner og fem novellesamlinger, var hendes forbindelse til fædrelandet. Siden debuten i 1893 havde hun udgivet prosabøger med emner fra fremmede lande. Gennem hele forfatterskabet høres et stærkt engagement for kvindens ret og lighed, samtidig med at kærligheden fremstilles som livets mål.Anna Cederlund agiterede for skønhedens betydning for dagligdagen. Digtsamlingens sidste digt taler om en mægtig kraft uden for hende selv, en kærlighedens kraft. Harriet Löwenhjelms forfatterskab består af 22 dagbøger med vignetter, raderinger og tegninger, manuskripter til bøger, breve og enkelte digte. Hun var kendt for at gøgle og skjule sig bag forskellige forklædninger. Hun hentede sine figurer fra middelalderens folkelige lystspil, commedia dell’arte. Karin Ek havde et ønske om at nå ud til hele det svenske folk. Det, hun først og fremmest ville formidle, var kærligheden til poesien. Hendes egne digte udsprang af såvel lidenskab som lidelse, for hende blev poesien nødvendig.
I 1930’ernes danske digtning i kunstnerkredsen omkring tidsskriftet Linien, som Hulda Lütken og Bodil Bech tilhørte, satte mødet med den kraft og ekspressivitet, det nye krævende jeg i Södergrans digtning, sine første spor. I deres digtning viser inspirationen fra Södergran sig som en voldsom udfordring af det traditionelle senromantiske versesprog og poetiske inventar.Södergran-indflydelsen bragte nærmest deres digtning til sammenbrud, hvorimod den tredje af 1930’ernes kvindelige lyrikere Tove Meyer levede og arbejdede længe nok til at kunne gennemføre den vanskelige bevægelse ud af senromantikken og ind i en ny modernistisk digtning.
Under det selvopfundne pseudonym Cora Sandel debuterede norske Sara Cecilie Margareta Gjörwel Fabricius i 1922 med en kunstnernovelle fra Paris og fortsatte med at skrive på norsk, selv om hun boede i Sverige en stor del af sit liv. I forfatterskabet udgør kvinde og mand oftere modpoler end kærlighedspar. Spændingen i hendes tekster ligger i kraftfeltet mellem kvinde og mand. Og det er kvindens blik på manden, hun skildrer igen og igen.Sandel havde sans for genrebrud. Flere af hendes prosaværker rummer dramatisk nerve samtidig med, at det poetiske udtryk ligger på lur i detaljerne, i brug af rytme og sproglige paralleller og i billedfremstillingen. Der findes både digte og rene dramaudkast blandt hendes efterladte papirer. Hun er blevet kaldt »det usagtes« digter. Det er den underliggende ironi og de bagvedliggende dybere sandheder, der – sammen med hendes evne til at skabe lavmælte, men også trodsigt optimistiske kvindeskikkelser – gør hendes tekster så gode.