I 2000-tallet afløses 1970’ernes biografiske og selvbiografiske fortællinger af nye blandingsformer, som bevæger sig i grænselandet mellem fakta og fiktion – også kaldet autofiktion. Genren benyttes både af mandlige og kvindelige forfattere, men især de kvindelige forfatteres værker er blevet kritiseret for at overskride og udstille det private.Kvindelige eksponenter for autofiktionen er bl.a. Maja Lundgren, Carina Rydberg, Suzanne Brøgger, Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Herbjørg Wassmo.
Tag: Kærlighed
Omkring 2000’erne bliver det personlige igen politisk. En ny generation af kvindelige lyrikere forholder sig til den globaliserede, medialiserede virkelighed med krop, køn og identitet som de bærende temaer.Poesien kobler det nære og det kropslige med det globale og inddrager krige, klimaødelæggelser og kolonialismens spor i forståelsen af bl.a. hvidhedens privilegier.Blandt tidens kvindelige lyrikere er bl.a. Mette Moestrup, Aase Berg, Ida Börjel og Gerður Kristný.
I midten af 1990’erne manifesterer en ny genre sig i skønlitteraturen, som får betegnelsen chicklit. Den er en opdateret udgave af den klassiske kærlighedsroman, som favner storbyens single- og datingkultur i et kvindeperspektiv.Med bøgerne Sex and the City og Bridget Jones’ dagbog som forbilleder udvikler forfattere som fx Henriette Lind, Lotte Thorsen, Kajsa Ingemarsson og Siri Østli en nordisk variant af chicklitten.
Da Helle Helle (f. 1965) i 2010 blev indstillet af Statens Kunstfonds repræsentantskab til at modtage livsvarig kunstnerydelse, lød begrundelsen, at hun var ”en af Danmarks vigtigste fortolkere af middelklassen og den danske provins.” Og sådan er hun generelt også blevet modtaget og fortolket: Som en forfatter, der fortæller om udkanter, velfærdssystemets fortabte i provinsen og tidstypiske konflikter i parforholdet.
Modernismen og kvinderne i norsk efterkrigslyrik.
Kvinders moderne litterære produktion begyndte med de politiske strømninger sidst i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Grønland og det nordlige Skandinavien blev opdaget som landsdele, og grønlænderne og samerne fik øje på sig selv som etniske minoriteter: Nu skulle det være slut med mindreværdsfølelsen over for de dominerende kulturer, nu skulle folkets egen stemme høres på sit eget sprog.En ny forfattergeneration stod frem i protest mod fordanskning, fornorskning etc., og her kom kvinderne med. Perioden var også kvindebevægelsens tiår. Kvindelige forfattere i Grønland, Kalaallit Nunaat, og Sameland, Sápmi gjorde deres entré.
For den svenske minoritetslitteratur i Finland er overgangen fra 1980’erne til 1990’erne en interessant og begivenhedsrig tid.Episk bredde, psykologisk intensitet og fyldig persontegning, et righoldigt stof integreret i en overbevisende handling, formbevidsthed, metafiktiv refleksion, evnen til at skabe et suggestivt, fiktivt univers – alle disse romantekniske grunddyder er i rigt mål repræsenteret i den finlandssvenske prosas nye opblomstringstid, som oven i købet kvantitativt domineres af kvindelige forfattere.For de finlandssvenske digtere, der debuterer i 1980’erne og 1990’erne, er »kvindedigte« ikke længere aktuelle. Brugsdigtene har gjort deres, på dette felt behøver man ikke længere konsolidere søsterskabet med en agitatorisk tone. Man interesserer sig mere for poesien som sprog.
I 1980’ernes svenske kvindeprosa er der en udpræget sprogkritisk og jegcentreret holdning. Samtidig findes en tematisering og omskrivning af monstrøse og engleagtige træk, som knytter an til en kvindelitterær tradition.
En oplevelse af at tiden bare går og en længsel efter frihed, kærlighed og et sprog, der kan rumme livets og jeg’ets mange glimtende facetter, trænger sig på i mange tekster af 1990’ernes danske debutanter.Men 1990’ernes digtning begræder ikke et menings- og identitetstab, eller gør kroppen til en sidste referent, men søger glimt af liv og identitet i bevægelser og ved retningsskift. For 1990’er-litteraturen opfatter fortrinsvis liv og betydningsdannelse som forvandling eller bevægelse. Netop i en bevægelse omkring kvindefigurer iscenesættes subjektet med hele dets bagage af smerte, ensomhed, længsel, selvdestruktion, ironi og humor. Subjektet opfindes, udforskes, tænker eller er til stede som en tekstlig energi i fortællingen eller digtet.De mange unge forfattere, der debuterede i 1990’erne, er blevet genstand for stor opmærksomhed.
I 1960’erne veg den islandske rimtradition til fordel for en »fri« modernistisk digtform i forlængelse af et internationalt oprør inden for det poetiske sprog. Forfatteren Steinunn Sigurðardóttir træder i 1969 19 år gammel frem med en digtsamling i skæringspunktet mellem modernismen og 1970’ernes opgør med modernismens utilgængelighed.Hendes forfatterskab har vakt stor opmærksomhed og præges af en lethed i legen med ordene. Den tematiske kombination af ‘adskillelsen’ og et ‘mangesidet selv’, som slår ned i hendes digte og prosaværker, følges af refleksion over tiden, dens væsen og dens forgængelighed. En søgen efter tiden går hånd i hånd med en søgen efter selvet. Forfatteren er i dag et fyrtårn i islandsk litteratur. Hendes tematiske tråd er videreført af islandske forfattere som Vigdís Grímsdóttir og Álfrún Gunnlaugsdóttir.