Da Helle Helle (f. 1965) i 2010 blev indstillet af Statens Kunstfonds repræsentantskab til at modtage livsvarig kunstnerydelse, lød begrundelsen, at hun var ”en af Danmarks vigtigste fortolkere af middelklassen og den danske provins.” Og sådan er hun generelt også blevet modtaget og fortolket: Som en forfatter, der fortæller om udkanter, velfærdssystemets fortabte i provinsen og tidstypiske konflikter i parforholdet.
Tag: Hverdagsliv
Modernismen og kvinderne i norsk efterkrigslyrik.
For den svenske minoritetslitteratur i Finland er overgangen fra 1980’erne til 1990’erne en interessant og begivenhedsrig tid.Episk bredde, psykologisk intensitet og fyldig persontegning, et righoldigt stof integreret i en overbevisende handling, formbevidsthed, metafiktiv refleksion, evnen til at skabe et suggestivt, fiktivt univers – alle disse romantekniske grunddyder er i rigt mål repræsenteret i den finlandssvenske prosas nye opblomstringstid, som oven i købet kvantitativt domineres af kvindelige forfattere.For de finlandssvenske digtere, der debuterer i 1980’erne og 1990’erne, er »kvindedigte« ikke længere aktuelle. Brugsdigtene har gjort deres, på dette felt behøver man ikke længere konsolidere søsterskabet med en agitatorisk tone. Man interesserer sig mere for poesien som sprog.
Eksistentiel poesi.
I 1980’erne gennemgik den historiske roman, som er en århundredgammel favorit blandt kvindelige læsere, en kraftig opdatering. De kvindelige helte blev ført up-to-date. De historiske skildringer tilpassedes til samtiden, og sammen med den nyromantiske litteratur overtog den nyfeministiske historiske roman de kvindelige læseres interesse.Nye kvindelige forfattere i hele Norden begyndte at skrive om gemte, glemte, oversete eller helt ukendte kvinder fra tidligere århundreder, og bøgerne blev af store læserskarer (og anmeldere) modtaget med en så overvældende interesse, at det kunne virke, som var det præcis den genre, de havde ventet på i årevis.
Velfærdssamfundet set fra neden.
Martha Christensen udviklede sin socialrealisme og sit kritiske engagement i samfundets omgang med de svage gennem sit lange og populære forfatterskab. I hendes fortællinger bliver det sociale system i sig selv en mægtig person, der vinder over de individuelle viljer.Christensens kritiske socialpsykologi var ikke direkte politisk, som forfatteren Dea Trier Mørchs beretninger om forholdet mellem individ og samfund var. Her bliver systemet den nødvendige organisering og helhed, der danner sammenhæng i den enkeltes liv og tager sig af det. Hendes holdning, hele forfatterskabets tendens, samler sig til et kritisk billede af det moderne velfærdssamfund og dets menneskesyn.I sine tekster blev hun i den sociale struktur, hun kritiserede, hvor forfatteren og modernitetskritikeren Anne Marie Løn, efter sin storbyroman om Veras vrede fra 1982, derimod begiver sig på rejse i tiden, landet og andre samværsformer for at finde et positivt modstykke til den destruktive by.
Fortællinger fra samfundets udkant.
Mange af de kvindelige svenske forfattere i 1970’erne ville tale deres egen sag og med egen stemme bære vidnesbyrd om egne erfaringer og nye livsmodeller. Til dette formål genbrugte de en gammel genre, bekendelsesromanen, som går tilbage til Augustins Confessiones (Bekendelser) fra omkring år 400, og hvis moderne udformning skabes af Rousseau.Bekendelsesromanen fortsatte 1960’ernes dokumentarisme. Rapportbogen, som bevægede sig i den offentlige sfære med rejseskildringer, arbejdspladsskildringer og sociologiske skildringer af samfundsgrupper, blev nu anvendt til at skildre intimsfæren: hjemmet, følelserne og den personlige udvikling. Lige så vigtigt som det i 1960’erne var at dokumentere den personlige deltagelse og undersøgelse, lige så vigtigt blev det i 1970’erne, at den erfaring og oplevelse, der blev beskrevet, var ægte. Hvor 1960’ernes ideal var den objektive skildring, blev 1970’ernes den subjektive gengivelse. Fiktionen gjorde krav på autenticitet.
Social kritik og ny bevidsthed i 1970’ernes norske kvindelitteratur.