I de tidlige 50’ere indledtes et stort svensk forfatterskab med den unge Birgitta Trotzigs romandebut Ur de älskandes liv (Fra de elskendes liv) fra 1951. I romanen er der en stræben efter at nå ud over jeg’ets grænse, at nå frem til det livsvigtige du, og dette forbliver en grundlæggende tematisk og stilistisk bevægelse i hele forfatterskabet.Men er Birgitta Trotzig egentlig ikke lyriker? De mest intense partier i hendes værk har prosalyrikkens form. Alligevel bliver den lange fortælling, som anskueliggør livsforløbet, en nødvendighed for hende. »Det store problem er stadig enkelt. Et kort forløb mellem fødsel og død. At menneskenes verden skulle være et kærlighedsfællesskab. Hvorfor er den ikke det?« skriver hun i essayet Hållpunkter, hösten 1975 (Holdepunkter, efteråret 1975). Denne koncentration om livsløbet i dets helhed finder man i alle hendes fortællinger.
Tag: Historie
Den islandske forfatter Svava Jakobsdóttirs fantastiske fortællinger er vittige, og deres humor og ironi hviler på deres dialoger med andre tekster i teksten. Bibelen udgør en indre tekst i hele forfatterskabet, men derudover henviser hun til tekster fra verdenslitteraturen, myter, eventyr og dameblade. Hendes epik bliver allermest grusom og grotesk, når hun angriber traditionelle klichéer og faste udtryk, som folk anvender uden at tænke sig om: »at ofre sig«, »at give nogen sin hånd«.Hendes forfatterskab er tit blevet delt op i en realistisk og en fantastisk del, og det er de fantastiske fortællinger, der har vakt størst opmærksomhed. Det er imidlertid en forenkling af hendes radikale projekt. Hun har aldrig forkastet den realistiske fortællekunst eller dens sociale og politiske referencer.
Med sin bemærkelsesværdige debutroman Tjärdalen fra 1953 (Tjæremilen, 1954) skabte den svenske forfatter Sara Lidman grundplanen til en storslået litterær verden, som forfatterskabet til det sidste forblev tro mod. Hendes romaner er bygget op omkring en mangfoldighed af mennesker forenet i landsbyen. Denne landsby ligger som regel i Norrland, i en udkant af civilisationen, men den har også aflæggere i Afrika og i Vietnam. Den er præget af fattigdom og udbytning – men samtidig fremtræder den, som et sælsomt rigt kollektiv.Tematisk bliver alvorlige spørgsmål om skyld og svig og ansvar rejst, men de er indbefattet i en kærligt tilgivende skildring, i en bestandig balanceakt mellem lov og nåde. I perioder lå Sara Lidmans store indsats kun delvis i forfatterskabet. Lige så vigtig var avisdebatterne, dramatikken og frem for alt det politiske foredrag. Hun fremtræder med en sælsom blanding af faktaopremsning og følelsessprog, af frontrapport og Højsang. Forbilledlig, elsket og afskyet.
Mange af de kvindelige forfattere i Norge, som i 1900-tallets midte skrev i skyggen af krigen, stillede sig spørgsmålet; hvordan er det at leve i en tid, som så drastisk forandres efter en krig? Nogle af dem tog direkte krigen op i deres romaner, mens andre bearbejdede de sjælelige kriser, der fulgte i krigens spor. Det gælder blandt andre Solveig Christov, Aslaug Groven Michaelsen og Bergljot Hobæk Haff.
Anna Bondestam blev forfatter efter en nordisk romankonkurrence i 1936, hvor hun vandt andenprisen for sin debutroman Panik i Rölleby. I den selvbiografiske roman Klyftan (Kløften) fra 1946 beskæftiger Anna Bondestam sig med det stof, der lå hende mest på sinde, hendes egne barndomsoplevelser under borgerkrigen i Jakobstad i 1918.Som skildring af borgerkrigen er Klyftan en tidlig forløber for det mere åbne syn på begivenhederne, der slog igennem i 1960’erne og 70’erne. Læst som en trilogi bliver de socialhistoriske romaner Vägen till staden, Stadens bröd og Klyftan ikke bare en udforskning af finsk samfundshistorie, men også af et stykke kvindehistorie: fabriksarbejderskernes liv og politiske udvikling.
Ingeborg Refling Hagens fortællinger fra 1920’erne viser både nationalromantiske træk og en ny form for fattigdomsrealisme, hvor bygdelivet fremstilles uden nostalgisk romantisering af en autentisk kultur. Fri for nostalgi er også Gro Holm og Magnhild Haalkes romaner. Hos Gro Holm udleveres bygdelivets kvindeundertrykkelse, og i Magnhild Haalkes romaner danner naturen og folkelivet baggrund for dybdeborende psykologiske skildringer.De tre forfattere er forskellige. Alligevel kaster de alle et nyt og kritisk blik på »det gamle samfund« og er i deres forfatterskaber dybt forankret i den kultur, de ser truet af opløsning.
De kvindelige forfattere i den såkaldte ‘primitivisme’ skriver om lovløs lidenskab. Romanerne slutter ofte med, at kvinderne betaler med livet for deres forbudte lidenskab. De udtrykker en mere eller mindre eksplicit kritik af den patriarkalske sammenkobling af kvinderne som seksuel ejendom og besiddelsen af jorden, samtidig med at en erotisk ambivalens fastholdes; en strategi, der uden tvivl har givet romanerne et stort kvindeligt publikum.Romanerne formidler en gedigen viden om landarbejdets forskellige genvordigheder og glæder. De dvæler ved kvindekulturens betydning for overlevelsen på landet og pointerer kvindens bærende rolle i den strenge selvforsyningsøkonomi. Fælles for mandlige og kvindelige primitivister er frisproget i de erotiske skildringer. Det nye, den kvindelige primitivisme tilfører svensk litteratur, er, at ambivalensen gøres fri af sine religiøse og patriarkalske forudsætninger og bliver til en helstøbt sanselig kode.Det kvindelige begær er stort, det brænder landsbyer af, ødelægger ægteskaber, slagter bønder og får kvinden til at bekræfte sig selv ved at lytte til sin egen krop. Indtil hun og hendes afkom straffes – ofte med døden.
Mellemkrigstidens kvindelitteratur.
Bag det talende pseudonym Jo Nein gemte forfatteren og samfundsdebattøren Nini Roll Anker (1873-1942) sig. Gift ind i et rigt godsejermiljø skrev hun engageret om magt og modsætninger i det borgerlige samfund. Et socialt engagement, der strakte sig over et halvt århundrede og udmøntedes i et stort litterært forfatterskab. Som kulturpersonlighed fik hun afgørende betydning for den norske debat om kunst og samfund. Hun støttede kvindesagen og den fremvoksende arbejderbevægelse, men fandt sit eget tilhørsforhold som kritisk intellektuel. I hendes litterære univers står natur og leg, drøm og lidenskab som tegn på et meningsfuldt liv. Disse livsnødvendige værdier kommer ofte i konflikt med personernes, særlig kvindernes, pligttroskab og slægtsloyalitet. Hendes bøger appellerer til kvinders opdragelses- og samfundsansvar. Hun ser kvinders medskyld i krig, men opfatter den som mænds værk. I sin kritik af statskirken koncentrerer hun sig særligt om, hvordan patriarkalske herskerteknikker kobler det religiøse og det erotiske.
Som fortaler for familieplanlægning og præventionsbrug var danske Thit Jensen en både elsket og kontroversiel debattør i sin samtid. I hele hendes forfatterskab blev det derfor ikke overraskende personlighedsprojektet, det at blive en karakter, der står på egne ben og har sine meningers mod, der blev drivkraften. I dette projekt er drømmen om helhed styrende: at kunne elske og arbejde, dyrke sig selv og tjene andre, forene det private og det samfundsmæssige, blive kunstner, ikke blot af navn, men af gavn.En kvindelig omsorgsstruktur samlede Thit Jensens personlige og kunstneriske visioner. Samtidig ville hun mere, end de gængse romanformer magter. Hun kombinerede udviklingsroman og dannelsesroman med social reportage, tangerede en kollektivform, men uden at finde den. Resultatet blev en formsprængning, der ikke førte til den nye form, der kunne samle og befordre hendes erobringslyst.