Efter 1945 kastede krigen lange skygger ind over norsk litteratur, og Gunvor Hofmos tekster skal læses ud fra en sammenbrudt virkeligheds perspektiv. Men forfatterskabet er ikke blot en tematisering af krigs- og efterkrigserfaringer. Det drejer sig i lige så høj grad om en række menneskelige konflikter, der er knyttet til krop og køn.I hendes forfatterskab træder et polariseret og disharmonisk verdensbillede frem, hvor barnet og kvinden står under manden, og digteren står under Gud. Men verden er ikke det eneste, der er styrtet i grus, forfatterskabet – kroppen er det også. De første fem samlinger fremstillede ikke blot lidelsen, men også lidenskaben. De næste 15 fremviser ikke blot kroppens offer, men også åndens poesi. Fra kroppens smerte rejser sig en poesiens stemme. Denne dialektiske spænding mellem ånd og krop er kernen i hendes poesi.
Tag: Digte
I sin versroman Sår som ennu blør (Sår som endnu bløder) fra 1931 skildrede Karo(line) Espeseth en seksualsadistisk fikseret mand og hans forhold til en ung pige. Tydeligt blotlægger hun sammenhængen mellem køn og krig i mellemkrigstidens Europa. Hendes seksuelle voldsmand drives af en akkumuleret følelsesopladning af raseri, had, hævn og begær. Og hun viser, at dette er kulturelt betinget, ikke nogen medfødt perversion.Desværre kom debatten om romanen til at dreje sig mere om seksualmoral, idealforfladigelse og litteraturens forfald, end om de spørgsmål, Karo Espeseth havde villet rejse: Hvordan og hvorfor bliver en mand seksuel voldsmand? Den hårde og uforstående kritik fik Karo Espeseth til at tie som digter. Først i 1983 – 50 år efter – brød hun sin selvpålagte tavshed som forfatter.
Karin Boyes mest inspirerede digte synes at være blevet til i skæringspunktet mellem to verdener: »skinnets verden – en verden, der forestiller« og »den anden verden, den tunge, omformende«. I lyrikken vibrerer spændingen mellem »det som brister/ og det som stænger« og får sin udløsning i den euforiske lethed, frihedsjublen, hvor jeg’et udleverer sig uden forbehold til »den tillid, der skaber verden«.Hendes selvmord i 1941 har siden farvet synet på hendes liv og digtning. Ofte er forfatterinden blevet fremstillet som »tragisk« og »skæbnebestemt« allerede fra begyndelsen og gennemgående tolket som et menneske, der heroisk kæmpede mod sin »dødsdrift«. Hendes fortællinger og digte udspilles ofte i mellemområdet mellem søvn og vågen tilstand, denne uvirkelige verden, hvor drøm og begær udspiller sig, det sted, som vi aldrig helt har forladt og altid dybest inde vil længes tilbage til.
I mange kvindelige dannelsesromaner fra mellemkrigstiden er et lesbisk motiv et vigtigt indslag i beskrivelsen af en kvindes vej til frigørelse og selvstændighed. Men det var ikke risikofrit åbenlyst at have kærlighed mellem kvinder som litterært motiv. Homoseksuelle handlinger hørte under straffeloven, og psykiatriens stempling af de homoseksuelle som psykisk abnorme, altså patologiske, ophørte først i Sverige i 1979.Det var således ikke let at finde udtryksformer for et kvindeligt begær, som i århundreder var blevet undertrykt, defineret og diskuteret af mænd inden for litteratur, medicin og psykiatri. Hvad de »nye kvinder« i mellemkrigstiden havde brug for, ud over at gøre sig synlige, var et sprog, som gjorde det muligt at udtrykke, at kvinder kunne have erotiske følelser og oplevelser også uden for mænds domæner.
I begyndelsen af 1900-tallet udtrykker kvinder erotiske erfaringer diskret ved at tale om græs, der brænder eller trykkes ned som et tæppe under elskende. Men efterhånden bliver omskrivninger unødvendige, og Eros’ betydning for en kvindelig lyrikergeneration bliver tydelig, blandt andet hos Berit Spong, Ingeborg Björklund, Greta Knutson, Martha Larsson, Maria Wine, Ingeborg Erixson og Elsa Grave.
I 1910’ernes og 1920’ernes Norge findes en skjult og glemt underskov af erotisk kvindelyrik produceret af blandt andre Halldis Moren Vesaas, Aslaug Vaa og Inger Hagerup. Udforskning af erotisk psykologi og kønsidentitet er et gennemgående tema. Det kan tyde på fremmedfølelse – men fremmedfølelsen var poetisk produktiv. Herfra tog nye kvindelige lyriske udtryk form.Den tematiske spænding i digtene ligger ofte i dragningen mod ekstasen i en total kærlighedssymbiose og den samtidige trang til selvstændig identitet. Udgangspunktet er forventningen om total lykke, om både erotisk, emotionel og åndelig selvrealisering. Fremmedfølelsen og dissonanserne fremkommer, når den mandlige modpart ikke opfylder forventningerne, tonen bliver resigneret eller anklagende og til tider masochistisk.
Ingeborg Refling Hagens fortællinger fra 1920’erne viser både nationalromantiske træk og en ny form for fattigdomsrealisme, hvor bygdelivet fremstilles uden nostalgisk romantisering af en autentisk kultur. Fri for nostalgi er også Gro Holm og Magnhild Haalkes romaner. Hos Gro Holm udleveres bygdelivets kvindeundertrykkelse, og i Magnhild Haalkes romaner danner naturen og folkelivet baggrund for dybdeborende psykologiske skildringer.De tre forfattere er forskellige. Alligevel kaster de alle et nyt og kritisk blik på »det gamle samfund« og er i deres forfatterskaber dybt forankret i den kultur, de ser truet af opløsning.
Den islandske forfatter Unnur Benediktsdóttir Bjarklind skrev under pseudonymet Hulda, der betyder den underjordiske, den skjulte. I hendes tidlige værker raser en strid i den unge kvindelige kunstners sjæl mellem pligtens og slægtens forventninger og pigens drømme og begær. I de senere digte og noveller synes moderskabet uforeneligt med friheden, kunsten og endog med den store kærlighed.Hun anvendte ofte norrøn mytologi til at udtrykke konflikter mellem frihedslængsel og tryghedsbehov. Hun eksperimenterede med formen i sine første digtsamlinger. Inspireret af symbolistisk digtning prioriterede hun rytme og klang frem for traditionel metrik. Hun holdt fast ved alliterationen, men varierede rim og strofelængde. I islandsk litteratur blev hun en af forløberne for prosalyrikken.
Den socialt bevidste forfatter Moa Martinson, »Folkehjemmets« enfant terrible, var i årtier på »goa Moa« med hele det svenske folk. I hendes forfatterskab er tre projekter vævet sammen: et seksuelt, et historisk og et psykologisk. Store dele kan læses som et dokument om den kvindelige bevidsthed i arbejderklassen i en socialt urolig periode, hvor arbejderbevægelsen voksede sig stærk, men også som en kvindepolitisk kritik af arbejderbevægelsens svigt over for dens egne kvinder.Som noget nyt i svensk litteratur blev moderkroppen det centrum, hendes stof organiseredes omkring. De fleste af hendes kvindeskikkelser er stærke, men spaltede. De er bundet til deres biologiske skæbne, men stræber som oftest efter at overskride den. Hun mødte modstand hos kritikerne for sine upolerede beskrivelser af kvinders kroppe og seksualitet, men netop fordi seksualiteten kom til at stå i forgrunden, lykkedes det hende at skildre kvindernes eksistentielle livsvilkår.
Om 1930’ernes litterære seksualpolitik.