Det victorianske kvindeideal var blegnet bort. Kvindernes nye rettigheder som medborgere og deres stadig mere fremtrædende plads i offentligheden og i samfundsnyttige erhverv fik udtrykket »Ny Kvinde« til stadig oftere at dukke op allerede i 1890’erne. Fra at have været almindelig misogynt blev patriarkatet udtalt antifeministisk. Der udbrød en krig om, hvordan »Den nye Kvinde« skulle defineres. Var kvindeligheden unaturlig eller sund? Var »Den nye Kvinde« nymfoman? Pebermø? Under alle omstændigheder en unaturlig kvinde! Det er nu, i dette klima af stadig mere åben kønskamp, at feminismedebatten raser over Europa. Maskulinismen fejrer sine største triumfer. Men kvinderne slår igen.
Forfatter: Peytz & Co
Ved indgangen til 1900-tallet stod dørene til verden åbne. Endelig blev der udsigt til, at den enkelte kunne gøre sig fri af de bindinger, der havde snæret: religionen, klassen, kønnet. Med dette nye verdensbillede som mental klangbund åbnede det nye århundrede op for en fremadskridende integrationsproces. Kvinderne og folket fik indpas i den borgerlige skriftkultur, og selvfølgelig satte de så igen deres præg på kulturen. Men alt imens de mandlige forfattere og videnskabsfolk stivede deres truede maskulinitet af ved at henvise »Kvinden« til »Urnaturen«, vandt kvinderne støt og sikkert ind på mændenes magtbastioner.
»Jeg er ingen kvinde«, skrev Edith Södergran. I skyggen af verdenskatastrofer digtede hun om magten til at definere sig selv. Hendes bidrag til en ny verden er at tage skridtet ud af den marginaliserede kvindelighed og stille sig midt på verdens scene.I sin korte levetid som digter var Edith Södergran udskældt af den etablerede kritik. En stor del af pressens reaktioner gik ud på at drøfte, om forfatterinden var splitterravende tosset eller bare en smule gal.Men Edith Södergrans digtning skal ses som en proces, et forsøg på at pege på sprogets manglende evne til at beskrive den menneskelige erfaring, at vi er sammensat af ondt og godt, mandligt og kvindeligt, bøddel og offer.
Svenske Hilma Angered-Strandberg fremsatte i 1887 en æstetisk programerklæring. Hun ville, at hendes digtning skulle udspringe dels »af et begær efter at digte i inspirationens øjeblik, dels af et begær efter at være nyttig, gribe folk i øret og tvinge dem til at høre på alt det vrange og skamløse herude«.Linjerne er skrevet i anledning af hendes gennembrudsværk Västerut fra 1887, en samling noveller, hvis handling er forlagt til Bohusläns vestkyst. Hele livet igennem var hun besat af sin lyst til at skrive. Af sine egne bitre erfaringer drog hun den slutning, at hvis en forfatter vil skildre livet troværdigt, må hun i sin digtning tillade sig den usorterede mangel på orden, der præger tilværelsen selv.
Under pseudonymet Harold Gote kom svenske Frida Stéenhoff i årene 1897-1908 med nogle af de mest radikale indlæg i tidens samfunds- og kvindedebat. På grund af sin vision om et klasseløst samfund, hvor også kønnene er lige, blev hun »bræddefabrikanternes og grosserernes bête noire«. Men hun ville ikke kun udstille det herskende forhold mellem kønnene. Det var lige så vigtigt at formulere strategier til forandring.En af hendes hovedpointer var, at moderskabet først bliver harmonisk, når kvinden har opnået økonomisk selvstændighed. Hendes skønlitterære forfatterskab bærer præg af samme håndfaste moral, der karakteriserer programskrifter, kampskrifter og partsindlæg, til skade for den æstetiske virkning. Alligevel udgør hendes fiktion og småskrifter et vigtigt led i nordisk kvindelitteratur. Ved sit avantgardistiske tonefald og med de demokratiske bevægelser som resonansrum bidrog hun til at flytte kvindens position fremad, og hun blev en af århundredskiftets fornemste feministiske teoretikere.
Svenske Ellen Key satte fokus på det sammensatte. Ikke bare i kvindespørgsmålet – men overhovedet i spørgsmålet om forholdet mellem tradition og modernitet. Det var i bestræbelserne på at forene de tilsyneladende modsigelser i konservatismen og radikalismen, at hun blev en omdiskuteret skikkelse. Hendes forfatterskab blev et medium – det pegede ikke ind mod sig selv, men virkede snarere som en smeltedigel. Hendes skrifter er på en gang udtryk for en uhyre kulturel modtagelighed og er samtidig originale i deres visionære kombinatoriske greb. Traditionen stilles ikke i modsætning til moderniteten, men begribes i lyset af hendes engagement i sin nutid: Kvindesagen, arbejderbevægelsen, den folkelige uddannelse og den moderne brydning mellem naturvidenskab og religion er overalt til stede som konteksten i forfatterskabet. Hun blev et organisk bindeled mellem det moderne gennembrud og det 20. århundredes modernistiske strømninger.
Selv om svenske Victoria Benedictsson var kompromisløs i sin afstandtagen fra den frie kærligheds fortalere, var hun en ægte gennembrudsforfatter. Hun undslår sig ikke for at bevæge sig ind i det mest forbudte. Hendes store tema er kroppens vilkår i den nye moral. Kroppen bliver hendes instrument og et kunstnerisk barometer, hvis signaler hun aflæser i detaljer. Det er et modigt eksperiment, som får hende til at sætte kursen mod Georg Brandes, det moderne gennembruds fremmeste repræsentant i Danmark. I Stora Boken, hendes efterladte dagbog, fortælles om det skæbnesvangre møde.Hun går skridtet længere end sine kvindelige kolleger, da hun peger på prisen for tidens »frie kærlighed«, som er det kvindelige begærs udslettelse og kvindekroppens ødelæggelse. I sin sandhedsiver som »moderne« forfatter, overser hun imidlertid den patriarkalske modstand. Stora boken dokumenterer det øjeblik, hvor det kvindelige objekt bliver subjekt og under trussel om udslettelse begynder at tale. For denne indsigt og for dette kunstværk kom Victoria Benedictsson til at bøde med sit liv.
Bag pseudonymet Stella Kleve gemte sig den unge svensker Mathilda Kruse, der senere blev kendt som forfatteren Mathilda Malling. Hun var veluddannet og berejst, og hun ville skrive i de allernyeste baner. En bestræbelse, der indebar, at hendes pseudonym kom til at stå for usædelighed. Hendes kvindeportrætter forargede offentligheden. Et forhold hun var sig helt bevidst; hun ville skildre den moderne dannede kvinde, der kender sig selv og sine erotiske virkemidler og køligt beregnende er i stand til at manøvrere i spillet mellem kønnene.Hendes kvindelige hovedpersoner legede på grænsen af det forbudte. Derfor er det nærliggende at læse hendes portrætter som kvindelige modstykker til mandlige dekadente helte i den samtidige litteratur i bl.a. England og Frankrig og selvfølgelig også i Norden. Eller hvorfor ikke: som en kvindelig udfordring til den overvejende mandligt dominerede moderne litteratur.
Den svenske forfatter Victoria Benedictsson følte sig som »en paria, en skabet Hund«. Før hun bestemte sig for pseudonymet »Ernst Ahlgren«, var hun længe usikker på, om det skulle være »Tardif«, den sentkomne, eller »O. Twist«, den uvelkomne. På denne identitetskonflikt skrev hun sit forfatterskab. »Jeg er en kvinde. Men jeg er forfatter, er jeg da ikke også noget af en mand?«, spørger hun i 1888.Hendes eget liv blev kort og sluttede tragisk. Men i løbet af få år i midten af 1880’erne var hun forbløffende produktiv. Her skrev hun sig lige ind i sædelighedsfejdens strid om kvinden. Hendes åndelige vitalitet i denne korte periode strider mod det billede af et sygeligt, undergangsmærket væsen, der har domineret hendes eftermæle.
Henrik Ibsen fik ikke lov at stå uimodsagt. Tværtimod blev flere af det moderne gennembruds kvindelige forfattere provokeret til at korrigere det Ibsenske forlæg. Gang på gang dukker hans kvindebilleder op i deres dramaer og noveller, men omskrevet og sat ind i for en kvinde mere troværdige historier. To tydelige eksempler på en sådan kvindelig, delvis omvendt dialog med Ibsen er Anne Charlotte Edgren Lefflers novelle »Tvifvel« (»Tvivl«) fra 1866, og Alfhild Agrells drama Räddad (Frelst) fra 1879.Disse tekster viser utilsløret, hvordan Ibsens kvindebillede har virket som en udfordring – en kulisse, der måtte prøves og delvis ødelægges i bestræbelsen på at anskue den under en kvindelig forståelseshorisont.